Fremtidsdrømme fra barn til ung

[Kevlin]

Hvis vi kunne hjælpe hinanden - raske og syge - med den bedste behandling (fra lægerne),
med støtte og forståelse (fra samfundet), med tolerance og indsigt (fra vores pårørende og venner) -
ville drømmerne kunne bevares, endda forsøges opnået....
I stedet mødes vi med krav og fordømmelse, hvis vi ikke kan indfrie andres forventninge....
for så er problemet jo "vores", ikke "de andres", vel?
Og så tilbydes vi mestringskurser i, hvordan man bedst lever med sygdommen
og hvordan lærer vi at håndtere vores sygdom så ALLE DE ANDRE kan leve med vores sygdom,
til en høj pris af "tabet af sig selv", betalt af os og os alene i drømme-valutaen.
Så hvordan kan man mestre sygdommen uden at resignere ved jeg fortsat ikke....

Men så lidt (eller meget) husker jeg dog fortsat fra de gamle lærdomme om livskunsten:
man kan ikke bygge (eller genopbygge) et godt liv på resignation.

Så hellere kæmpe hårdt for sig selv, endnu mens man kan.... og ikke lade nogen slippe for ansvaret,
når vi udsættes for uvidende lægekunst, for intolerant samfund, for fordømmende familie og for alt andet,
der sender vores drømme tilbage i synet på os selv, endda ledsaget af beskyldninger om, at når/hvis vi mislykkes -
er det vores egen skyld og vores egen sag, og vores eget ansvar.

Personligt mener jeg, at mere end os selv - er det samfundet på alle planer,
der trænger så gruelig meget til et mestringskursus i at omgås sine kronisk syge borgere.

Før jeg visste hva som gjorde meg syk (og legen ikke gadd å ta konsekvensen av at blodprøvesvar over flere år indikerte hypotyreose) -
så var jeg til samtaleterapi hos psykolg.
Hun ble etter et par år veldig opptatt av at jeg skulle TILGI (spesielt mine foreldre) og hun presset på - i samtale etter samtale.
Jeg fikk med noen utskrifter (som hun skulle ha tilbake...) som var fra en fagbok - om tilgivelsens kraft.
I neste samtale (etter "hjemmeleksen") sa jeg til henne at jeg ønsket å forsone meg med det som var skjedd
(for meg = en annen beskrivelse av å akseptere) -og så at jeg ikke ville ha mer snakk om tilgivelse.
Jeg mener fremdeles at jeg ville "tapt noe av meg selv" - å tilgi noen som selv ikke syns de har krenket; ber man ikke da om mer

Ikke leng etter sluttet jeg hos henne. Jeg går nå til en annen psykolog; han er fin (tror han har en fysisk sykdom selv - tremor).
Ifjor spurte jeg ham:
"Spør du nye pasienter som er kommer fordi de er nedstemte / deprimerte om de har fått sjekket på lavt stoffskifte?"
Han svarte bekreftende på det.

Jeg har flere drømmer nå - enn da jeg gikk ubehandlet - hos en Useless fastlege og ditto psykolog