Den forbudte sundhed
Af Lars-Erik Essèn

Videnskaben og de forsømte grundbegreber

I det foregående bragtes spørgsmål med tværvidenskabeligt og universelt indhold på bane. Man formoder måske, at naturvidenskaben kan besvare dem, men opdager snart, at den bliver os svar skyldig. De fundamentale spørgsmål om liv og død, sundhed og sygdom, det komplicerede biologiske system, menneskets forhold til hele den fænomenologisk givne virkelighed af elementer, naturriger og naturkræfter lader naturvidenskaben stort set stå ubesvarede. Og for så vidt den mener at kunne besvare spørgsmålene, er svarene fyldt med modsigelser:

Professor Carl Friedrich von Weizsäcker - fysikeren, filosoffen og fremtidsforskeren ved Max-Planck-Instituttet - siger i en analyse af kybernetikken ud fra videnskabsteoretiske aspekter, at naturvidenskabens og særlig fysikkens begreber er helt tågede og kræver en forklaring. Han fortsætter: "Det hører til videnskabens metodiske grundsætninger, at man ikke stiller visse fundamentale spørgsmål. Dette er karakteristisk for fysikken, således som den nu dyrkes, at den i virkeligheden ikke spørger, hvad naturen er - for biologien, at den ikke spørger hvad liv er, og for psykologien, at den ikke spørger hvad sjæl er, men med disse ord kun vagt nævner det område, man forsker i ... man må ikke lade sig bedrage af videnskabens metodiske fremgangsmåde, som jeg netop karakteriserede, idet videnskaben ikke længere er klar over sin egen forestilling. Det har noget tilintetgørende i sig. Disse spørgsmål er vanskelige, men ikke uvæsentlige! Heideggers ord 'videnskaben tænker ikke' er en formulering, man næppe kan nævne for en videnskabsmand uden at vække hans vrede. I den betydning, som Heidegger her bruger ordet 'tænke', er det imidlertid bogstavelig talt rigtigt. 'Tænker' betyder nemlig i Heideggers mening: 'endnu engang at drage sig selv i tvivl', og netop det sker ikke i forbindelse med videnskabens normale præstationer. Men det må gøres, hvis videnskaben endnu engang skal kunne sættes i relation til det levende menneske som en livspartner og ikke bare som et objekt."

Naturvidenskaben erklærer altså åbent at den savner viden om de for mennesket elementære virkeligheder. Fysikeren ved ikke, hvad natur er. Biologen ved ikke, hvad liv er. Og psykologen ikke, hvad sjæl er. Alligevel stiller naturvidenskaben monopolistiske krav på at styre mennesket, der bliver til et kybernetisk objekt for indoktrinerede og magtkorrumperede trosopfattelser. Samtidig sker en aktiv bekæmpelse af frie pluralistiske videnskabsalternativer, som den finder ubekvemme for den kybernetiske programmering.

Teknikken som substitut for subjektet

Naturvidenskaben og den konventionelle medicin hævder, at ud fra deres præmisser er grundlæggende arbejdsbegreber såsom natur, liv, psyke, sundhed og sygdom, tænkning, følelse og vilje ikke blot ukendte med hensyn til deres virkelige indhold, men i den strengt videnskabelige sammenhæng uønskede, idet den videnskabelige metodik som et ubetinget krav stiller, at den menneskelige faktor skal elimineres. Er det under sådanne omstændigheder muligt med naturvidenskabens hjælp at opbygge en videnskab om mennesket? De nævnte begreber må jo være udslaggivende. Mennesket som analytisk objekt har disse begreber indbygget i primære funktioners struktur.

Den materialistiske naturvidenskab har udelukket ikke alene de specifikke menneskelige oplevelser, men også karakteristiske biologi, ske fænomener. Som atomfysikeren Schrodinger konstaterer: "Natur, videnskaben forenkler sine yderst vanskelige opgaver derved, at den i det tilstræbte verdensbillede lader sin egen person, det undersøgende subjekt, ude af betragtning eller fjerner det." I den observerende proces råder imidlertid en uopløselig enhed mellem subjekt og objekt. I denne enhed eliminerer naturvidenskaben vilkårligt subjektet. For denne vold, tægt mod, hvad der i realiteten er en levende erkendelsesproces, indfører man det videnskabeligt lydende udtryk "objektivering af erkendelsen". Ikke nok med det: teknikken og dens instrumenter indføjes som substitut for det eliminerede subjekt.

Instrumentalt formidlet information som tolkning og verdensanskuelse

I teknostrukturen formidles den videnskabelige information i stor ud, strækning ved hjælp af elektronisk styrede instrumenter. De kan ganske vist registrere forløb og processer også inden for den biologiske sektor. Men det, som er dynamisk liv i de biologiske fænomener og biologisk spe, cHikke kvaliteter, filtreres væk af instrumenterne. De elektroniske instrumenter er programmeret for den atomistiske naturvidenskabs reference, ramme, som a priori eliminerer kvalitative aspekter. Instrumenterne oversætter de kvalitative og biologiske processers flydende og differentierede dynamik til et uniformeret sprog, som er kvantificeret-analytisk, punktuelt. Det elektroniske apparatur påtvinger således spørgsmålsstilleren sin tolkning af virkeligheden, en tolkning lige så forudfattet som enhver anden doktrinær tolkning.

Semiotikken (af græsk: semeion = tegn), den ny og aktuelle videnskab om betydningsbærende tegn og dermed også videnskaben om informationsmedierne som tegnsystemets formidler, er åben for disse synspunkter. Semiotikkens grundlægger, prof. McLuhan, understreger, at vore oplysningsmedier ikke blot fungerer som informationskanaler, men også som kanaler for filtreret information. Instrumenterne er programmeret for analytisk-kvantitativ information og strukturerer det biologiske informationsmateriale efter kvantitative aspekter, idet de kvalitative sigtes fra. Ifølge McLuhan er det mediet som sådant, der dirigerer ikke alene vor information efter det tankesystem, det repræsenterer, men også vor verdensopfattelse og kosmologi.

Andre oplysningsmedier må give os en helt anden information og dermed et helt andet verdensbillede og kosmologi. Medier med en anden programmering må formidle os en anden virkelighed. Medier programmeret efter den naturvidenskabelige materialismes verdensbillede giver os kun en ensrettet information efter denne programmering. Og den filtrerede information udnyttes siden hen som bevis for, at den biologiske virkeligheds kvaliteter ikke eksisterer. Hvis man f. eks. alene med en elektronisk analyse vil kontrollere effekten af et biologisk lægemiddel i 30. decimalpotens,* bestrider analysen denne virkning. Anvender man derimod biologiske metoder, erkendes det, at der foreligger en biologisk effekt.

*Angående de poternerede biologiske lægemidler: se fodnoten s. 130 (red. anm.).


Det videnskabelige eksperiment som informator

"Det videnskabelige eksperiment" giver modellen for den naturvidenskabelige forskning. Dets forsøgsramme tilrettelægges a priori således, at kun analyseobjektets fysisk-kemiske egenskaber kommer til udtryk. Rammebetingelserne er sådan, at de biologiske og overbiologiske virkeligheder elimineres.

Den atomistiske virkelighedsstruktur opstår i vid udstrækning som et spejlbillede af eksperimentets forsøgsbetingelser og analyseinstrumenternes fysiske struktur. "Mikrofysikkens objekt udgør altid kun en virkelighed i sammenhæng med måleinstrumenterne" (Ernst Zimmer: "Umsturz im Weltbild der Physik"). Man har indført benævnelsen "spøgeri" for visse pseudofænomener, som betinges af undersøgelsesinstrumenterne og ikke af virkeligheden.

Den atomistisk-teknologiske naturvidenskab (og dermed teknomedicinen) er ifølge Eddington blevet en printer-reading science, en videnskab, der reducerer menneskelige iagttagelser til aflæsningen af elektroniske instrumenter. Instrumenterne og ikke mennesket gør de primære observationer. Dermed har mennesket i realiteten indskrænket sig til at modtage ensrettede strømme af informationer via en teknisk "undernatur" (nærmere herom s. 44 fJ.), der er kvantificeret og uden kvalitet. Den er lys-, farve- og rumløs og informerer kun om en atomistisk virkelighed. Naturvidenskaben er blevet atomistisk, punktualiseret. Måleinstrumenternes informationer er punktuelle potentialinformationer. Et verdensbillede ensidig bygget op på et sådant informationsmateriale må nødvendigvis udelukke mennesket og i det hele taget benægte de biologiske fænomeners realitet på samme måde som instrumenterne gør det.

Den moderne videnskabsteori fremhæver, at tilhørsforholdet til en bestemt videnskabelig skole i mange tilfælde er udslaggivende for forskerens problemvalg, metodik og "programmering". Under de omstændigheder korrumperes forskningens objektive sandhedssøgen til programmeret og styret metodik. Denne korruption deler den medicinske forskning med al programmeret teknokratisk forskning. Hvem kan inden for den konventionelle medicinske forsknings rammer og ud fra det objektive sandhedskriteriums krav tillades at drive en biologisk forskning, som er en trussel mod det dogmatiske systems grundlag? Ikke alene er en sådan forskning udelukket. Den læge, som evt. gør iagttagelser uden for den doktrinære programmering, må i den nuværende situation betragte dem som "ulykkestilfælde under arbejdet" forårsaget af, at han tillod sig at observere som menneske og ikke som et elektronisk instrument.

For den antroposofiske og biologiske medicin (nærmere herom s. 38 fJ.) er det et elementært krav, at den eksperimentelle forsknings rammevilkår tillader ikke kun en genspejling af den fysiske, men også den biologiske og overbiologiske virkelighed.

***