Den forbudte sundhed
Af Lars-Erik Essèn
Den bredere kløft mellem kvalitativ og kvantitativ tænkning

1. Videnskabeligt

For den besindige elite af videnskabsmænd er der al grund til at diskutere "the place of value in a world of facts" (emnet for Nobel-symposiet i Stockholm 1969). Mennesket opfattet som en intelligent "dyreart", der som speciale dyrker "the intraspecific murder" (egen arts udryddelse) med alle den avancerede nukleare tekniks ressourcer, kan sandelig give anledning til bekymring. Og det af mange årsager. Den psykiatriske antropologi fremhæver, at denne "dyreart" er det eneste "hvirveldyr", der har for vane at dræbe medlemmer af dens egen art. Den er i det hele taget den eneste "dyreart", som finder fornøjelse ved at øve grusomheder mod andre individer af sin egen art (Anthony Storr). Menneskets intelligens har tydeligt nok skilt sig så ekstremt ud fra den kosmiske sammenhæng, at den er blevet skadelig og truer den biologiske verden med total destruktion. En intelligens, der åbenlyst er på vej mod at opgive sin søgen efter "the value" til fordel for "the world of facts". Som faktor i de biologiske økosystemer repræsenterer mennesket den største miljøtrussel. Det er blevet kaldt "en økologisk fejltagelse." "Set fra naturens synsvinkel har vor intelligens vist sig at være den maksimale ufornuft" (Tom Selander).

"The place of value in a world of facts" - emnet afslører videnskabens indre krisesituation, den latente konflikt mellem "the value", kravet om det kvalitative, i modsætning til "the world of facts", det kvantitative. At det virkelig er et spørgsmål om prioritering af kvalitative vurderinger, fremgår med al ønskelig klarhed af nobelpristageren Linus Paulings ord: "Overlevelsens strategi er et moralsk spørgsmåL" Rigsdagsrnanden Kerstin Aner har som delegeret i FN's miljøværndebat udtalt: "Vi må kassere vore forkerte mål, der kun måler kvantiteter, og i stedet dristigt lære os selv at veje det gode op mod det meningsløse og det dårlige."

2. Økonomisk

Det er karakteristisk for den igangværende udvikling, at kvalitetsbegrebet også aktualiseres i den økonomiske tænkning, som hidtil helt blev styret efter den kvantitative tilvæksts love. Dette viser begrebet "quality of life" (QOL), livskvaliteten, skabt af amerikanske økonomer med livsvenlige holdninger som en udfordring til den økonomiske begrebs, drage "bruttonationalprocluktet" (BNP). Dette uhyre har i sit umætte, lige gab tøjlesløst slugt verdens råvareressourcer og miljø, men dermed i realiteten også forudsætningerne for den fortsatte kvantitative ekspansion. BNP blev miljødestruktionens uhyre. "BNP er i dagens samfund en målestok for, hvor hurtigt naturressourcerne bruges" (professor Per Brinck).

"De økologiske, sociale og psykologiske balanceforstyrrelser vil ved, blive med at vokse, hvis vi ikke går over til metoder, der giver os en dynamisk stabilitet" (prof. A. Wilson). En nødvendig forudsætning er, at det gamle slidte BNP radikalt slås ud af QOL. Herved kan den globale miljøforstyrrelse ses i et positivt perspektiv. "Denne er ikke et dommedagsvarsel, men en ny verdens fødselsveer," siger den amerikanske atomenergikommissions formand G. T. Seaborg. Medens BNP er et endimensionalt begreb, er QOL et flerdimensionalt og hører til de såkaldt "bløde" begreber i modsætning til de "hårde". Hvis menneskeheden skal kunne leve videre, må QOL-begrebet blive en livskraftig konkurrent til den kortsigtede og ødelæggende konsumtænkning. "Klæb giftetikette på BNP-statistikken, kære statistiske centralbureau!", siger professor i nationaløkonomi Anders Ostlind.

Man satte datamaskiner til at analysere det mystiske QOL-begreb og arrangerede resultatet i en "top-tolv skala". Her kom sådanne immaterielle QOL-begreber som "hengivenhed og kærlighed" øverst, medens kvantitative begreber som f. eks. "materiel standard" lå på syvendepladsen. Det giver et fingerpeg om, at også i de økonomiske love må kvalitative aspekter bygges ind i de kvantitative. Dermed er en ny økonomisk betragtningsmåde på vej. Ifølge Seaborg betyder dette, at der må skabes økologisk-teknologiske forudsætninger for en holdning, som kasse, rer forældede eksploitationsbegreber til fordel for en integreret kredsløbstænkning. "Den eksponentielle tilvæksts dynamik" (prof. J. W. For, rester) må erstattes med kontrolleret ligevægt.

3. Medicinsk

Den på alle områder aktuelle konflikt kvalitet/kvantitet fører i relation til sundheden s problematik til spørgsmålet: hvor findes der i vore dages teknologiske medicin en orientering mod kvalitative aspekter, "the value", på en rimelig bekostning af de kvantitative, "the world of facts"? Hvorledes når vi frem til de retningslinjer og vurderinger, som kan skabe et kosmos af den kaotiske strøm af fakta, vor søgen efter kundskab ellers drukner i?

Den teknologiske medicins problem

Den teknologiske medicin, i det følgende også kaldt den konventionelle medicin eller teknomedicinen, deler de andre naturvidenskabers skæbne: at være manipuleret ud fra politiske og teknokratiske systemers interessesfærer og indpasset i forskellige sociale "infrastrukturer". Som videnskab befinder den moderne medicin sig desuden i en modstridende situation. Den søger at tvangstilpasse et atomfysisk og materialistisk verdensbillede til det komplicerede biologiske og overbiologiske system "mennesket". Tankemæssigt fører det til et spind af logiske absurditeter. Terapeutisk resulterer det i stadig hyppigere og stadig mere omfattende kædekatastrofer.

En avanceret grundforskning bekræfter samtidig urimeligheden i de forældede positioner, som den teknologiske medicins verdensbillede repræsenterer. I denne situation vælger man tydeligt nok en desperat forholdsregel: at blokere den enkeltes tænke- og handlefrihed. Teknomedicinen er på vej mod at blive så teknokratisk og sociokratisk styret, at det biologiske og humanspecifikke elimineres som primitiv overtro. Den har taget patent på begrebet "videnskab", ligesom begrebet "kontrolleret erfaring" forbeholdes den atomfysiske sektor. "Erfahrungsheilkunde" baseret på praktiske erfaringer forbydes.

Sundheden er dermed blevet ikke alene den ukendte, men også den forbudte sundhed.

Den naturvidenskabelige reduktionisme
Mennesket reduceret til endimensionalt væsen og til - vakuum

Den naturvidenskabelige tænkning har reduceret de menneskelige dimensioner.

Professor i teoretisk fysik ved Ziirichs universitet, Walter Heitler, fremhæver i en kritisk analyse "Mennesket og den naturvidenskabelige er, kendelse", at den naturvidenskabelige betragtningsmåde reducerer den tredimensionalt oplevede verden til en todimensional overfladeprojektion i et kausalt-kvantitativt perspektiv, hvor den kvalitetsbetingede dybdedimension, tiden, er forsvundet.

Det ser imidlertid ud, som om den naturvidenskabelige reduktion avancerer, således at vi ikke engang bevarer den overfladiske dimension, der giver os mulighed for en todimensional, billedmæssig oplevelse af den ydre virkelighed. Mennesket reduceres til en eneste dimension: det atomfysiske systems, hvori enhver mulighed for at opleve kvalitative nuancer er ophævet.

"Det endimensionale menneske" (Marcuse), frataget sine levende dybdedimensioner, er blevet en teknokratisk målsætning. At nivellere mennesket til et atomfysisk niveau er imidlertid det samme som at ekskludere det. Man kan, for at bruge Arthur Koestlers ord, også kalde det reduktionisme: "Når vi siger, at mennesket ikke er andet end en forbrændingsmotor med en datamaskine, da er vi reduktionister." Et eksempel på det reducerede menneske er folkepensionisten, som under et besøg på folkeregistrets datacentral klagede: "Før var man et navn, så blev man et nummer, i dag er man bare et hul."

Menneskets bevidsthed kan på grund af dens natur ikke i længden acceptere oplevelsen af sig selv som et hul, et tomrum, et vakuum. Denne hul-oplevelse bliver til angst, til fornemmelsen af et "eksistentielt vakuum" (prof. V. E. Frank!), og virker på langt sigt frustrerende på al stræben efter en meningsfyldt handlemåde. Mennesket har en iboende længsel efter at åbne sin bevidsthed for begreber med teleologisk og humanspecifikt indhold. Retninger inden for den moderne psykiatri mener at have påvist, at denne stræben svarer til et specifikt konstitutionsradikal i al menneskelig adfærd. Får denne stræben ingen meningsfyldt relation, kan det blive katastrofalt for dens bærer.

Den illusionære frihed

Kravet om en meningsfyldt handlemåde er knyttet intimt sammen med kravet om personlig integritet inden for rammerne af den menneskelige frihed.

Ligesom politisk frihed må betyde, at man frit kan distancere sig fra politik, d.v.s. meningsslaveri, må menneskelig frihed betyde frihed til at unddrage sig det karikerede vrangbillede af mennesket. I det moderne industrisamfund står mennesket værgeløst, kvæles af teknikken. Og det gælder ikke alene mennesket, men alt liv. Teknostrukturen har sat ægte demokrati ud af funktion i et behovstyret konsum, og overflodssamfund, "the affluent society", hvor "velfærden udelukkende måles i varer" (J. K. Galbraith). Her reduceres mennesket til et upersonligt objekt, materialiseres, gøres moden til økonomisk udnyttelse. Hinsides dyrefabrik, kerne dukker menneskefabrikkerne op - datamatstyrede socialstrukturer, hvor programmerede menneskerobotter udnyttes som kybernetiske objekter.

Men der planlægges også menneskefabrikker i ordets bogstavelige betydning. Her fabrikeres "mennesker" af syntetisk fremstillede gener og med et datamatstyret, hormonalt reguleret "sjæleliv". En af nobelpristagerne i medicin 1969, Salvador Luria, erklærede i et presseinterview:

"Vi må ikke se bort fra den mulighed, at man finder frem til genetiske metoder til kontrol af arveanlæggene, som kan bruges til menneskets nedværdigelse. Huxleys mareridtsclrøm af et samfund kan blive virke, lighed gennem anvendt genetisk kirurgi. I hvert fald i princippet er hans menneske "efter mål" blevet en mulighed, længe før vi troede. Hvor, når ophører et konstrueret eller fabrikeret menneske med at være menneske og bliver til en robot, en genstand eller et industriprodukt?"

Fremtidens kreative biodatamater kan måske udrydde de sidste muligheder for en individualiseret jeg-oplevelse, og "genetic engineering", arvelighedens ingeniørteknik, resultere i et værre mareridt for menneskeheden end dens udryddelse under nukleare superkatastrofer.

Manipuleret forskning i fremmedgørelsens tjeneste

På et stressforsknings-symposium i Stockholm, april 1970, fik man klare beviser for, at der er opstået en bredere kløft mellem mennesket som fuld realitet og den menneskefjendske socialstruktur, der omgiver det. Der blev stillet bl. a. følgende spørgsmål:

"Er menneskets 'konstruktion' blevet umoderne?" - "Er det fejlprogrammeret i forhold til den omgivende socialstruktur?" - "Tages der overhovedet hensyn til mennesket ved den tekniske, økonomiske og politiske planlægning af dets miljø?" - "Skaber vi et samfundsmiljø, som harmonerer med menneskets mange årtusinder gamle biologiske konstruktion?" - "Er det med genetisk manipulation muligt at omprogrammere mennesket til den ny teknisk-syntetiske virkelighed i stedet for at tilpasse denne til mennesket?"

"En stadig større gruppe mennesker fornemmer, at vi er i færd med at skabe en verden, vi ikke har nogen sammenhæng med, og som vi ikke ønsker. Vi må prøve at tilpasse denne fagre ny verden efter vore behov og ønsker" (prof. Torgny Segerstedt).

Endnu mere betænkelig bliver situationen, når den naturvidenskabelige trosopfattelse får karakter af diktatur med en universel politisk og økonomisk styring af al videnskabelig aktivitet.

Det antiteknokratiske oprør

Det er nærliggende at se det verdensomspændende ungdomsoprør som udtryk for en uimodståelig og eksplosiv trang til at knuse det livsudueligt sterile i en menneskeødelæggende kultur. Mange unge ønsker at hoppe af det lavineagtige styrt nedad og søge tilbage fra det kvantitatives udryddelse af individet til det kvalitatives mere menneskevenlige hjemsted. Desværre perverteres denne stræben ikke sjældent til redskab for systemer lige så doktrinære og menneskeforagtende som dem, man vil bekæmpe. De unges ønske om at knuse forløjede begrebs- og troskonventioner kan kun accepteres under den forudsætning, at der her er tale om en fortsat proces, i hvilken det frugtbart menneskelige og nyskabende tager form. Dertil kommer, at angreb på teknikken som sådan, hvor ordet tekniker bruges som et skældsord, ikke nytter noget. Det demonstrerer blot magtesløsheden, lige såvel som teknikerne demonstrerer deres magtesløshed, når de tror, at vi med teknikkens hjælp kan genoprette, hvad teknikken ødelagde. Det eneste, som kan hjælpe, er en dybere indsigt i, hvordan teknikken skal anvendes. Hvad er det for kvaliteter, som kommer til udtryk i det tekniske? Hvorledes skal vi som mennesker kunne omgås teknikken på en menneskebevarende måde?

Overalt slås konventioner og dogmatiske systemer itu. Mennesket kommer ikke mere nogen vegne med tankemønstre overleveret fra svundne tider. Forestillinger, som skal tjene det moderne menneske, må det selv nyskabe i et aktivt levende nu.