Allerede tidligt i livet har jeg indset, at hvis der overhovedet skal være en mening med genetiske arvelighedslove, må det betyde at vores gener påvirkes af ændringer i bestanddele af det liv vi lever "her og nu". Det var ikke uden sværdslag, at samtalerne om (epi)genetik blev ført blandt mine venner, hvor den gængse teori om at vores DNA "må ligge fast" havde flest tilhængere. Mine argumenter om, at der ingen evolution kan finde sted, hvis generne arves uforandrede fra forrige generation, blev som regel følelsesladet afvist. Fortsat den dag i dag forstår jeg ikke årsagen til denne massive og fanatiske afvisning af den kendsgerning at vores gener påvirkes af det liv vi lever. "Familiens livsvilkår og socialøkonomiske forhold kan lagres i børns DNA og påvirke dem resten af livet. Det viser ny forskning fra en række amerikanske universiteter offentliggjort i International Journal of Epidemiology. Forskerne har fundet stor forskel i koncentrationer af et stof omkring DNA'et hos mennesker, der har levet under trænge økonomiske kår eller dårlige sociale forhold og folk, der er opvokset under gode forhold."

En vis herre, professor Moshe Szyf har været i søgelyset med en artikel (offentliggjort i Nature Neuroscience) om, hvordan tidlige negative livsoplevelser påvirker folks gener. Han er både en pioner og verdens førende forsker indenfor epigenetik. Hans banebrydende forskning har vist, at selv om vores DNA er temmelig forudbestemt, kan eksterne faktorer som toksiner og selv det sociale miljø udløse en biokemisk reaktion i kernen af ​​DNA, hvilket kan ændre den måde hvorpå vores gener udtrykker sig. Under ekstern stimulans vil molekyler tilhørende methyl-gruppen binde sig til kontrolcentre i generne og kan derved enten at slukke genet fuldstændig, eller ændre enkelte genfunktioner, uden at ændre selve DNA-sekvensen.

I forskningsartiklen Associations with early-life socio-economic position in adult DNA methylation (Oxford Journals, International Journal of Epidemiology August 2011), kan man læse bl.a. at "svær social og økonomisk situation i barndommen er forbundet med øget voksen dødelighed og sygelighed. Vi havde til formål at fastslå, om barndommen var forbundet med forskellen i methylering af det voksne DNA. (...) DNA'ets methyl-profiler viser flere forbindelser til barndommen end til voksenlivet. Forekomsten af ​​disse forbindelser over hele genomet (arvemassen) påviser et veldefineret epigenetisk mønster knyttet til det tidlige sociale og økonomiske miljø. (Kilde)

Hvorfor poster jeg denne nyhed i forummet "Sosiale konsekvensene av stoffskiftesykdom"? Fordi disse sygdomme rammer ikke kun patienten, men også hele familien, ligesom lægernes manglende viden, manglende kundskaber, "overbevisninger" samt "holdninger" bestemmer hvilken behandling vi får eller ikke får. Der er konkurser, skilsmisser, aldrig påbegyndte eller afbrudte uddannelser, mistede jobs, social isolation og personlige ulykker, som følger med dårligt behandlede stofskiftesygdomme. Hvis ansvar konsekvenserne af sygdommen for børnenes opvækst så være? De syges eller lægernes? Det er jo velkendt sag, at de fleste almindelige familier bliver fattigere og fattigere, jo længere sygdommen forbliver ubehandlet pga. "pæne" tal, eller underbehandlet - ligeledes pga. "pæne" tal.... Hvem er så skyld i den forarmelse som følger i kølvandet på en dårlig lægegerning?

Skal vi presse eller skal vi resignere og affinde os?