Endokrinolog er ikke den beste til å behandle skjoldkjerteltilstander

[Anisa]

Noen endokrinologer, gjør det klart at du "sløser med deres tid" hvis du kommer til dem med ”borderline” testresultater eller en "normal " TSH test, men fortsatt har symptomer på lavt stoffskifte. I beste fall får du beskjed om at å holde skjoldkjertelen i balanse krever bare "tre enkle trinn" - testing av TSH, forskrivning levotyroksin slik at pasienten er i "normalområdet" og følge opp med en TSH test hver 6 - til 12 måneder.

Det gør kun de læger, der i virkeligheden ikke har den fornødne, medicinske viden om deres "speciale". Og da slet ikke, når sygdommene er opstået som følge af kroppens egen autoimmunitet, hvilket anses for at være den hyppigste årsag til skjoldbruskkirtel-relaterede hormonsygdomme. Tillige med multiple autoimmune sygdomme, hvor den autoimmune reaktion successivt udvides til at ramme flere hormonkirtler, vævstyper og organer. Sæt en endokrinolog på den opgave, og du vil aldrig nogensinde blive bedre eller friskere igen.

Jo flere autoimmune reaktioner, rettet mod et eller flere organer/væv - jo ringere kundskaber hos lægerne og jo mere famlen i blinde på diagnose- og behandlingssiden - er min iagttagelse (efterhånden). Jeg begynder derfor at tro, at det ikke er endokrinologer, men immunologer der burde arbejde med diagnoserne Hashimoto's og Graves. Fordi i virkeligheden er det, strengt taget ikke et hormon-problem, men autoimmunt - hvilket det lader til, ikke er endokrinologernes "kerneområde".

Selvfølgelig er der ingen og intet der forhindrer gode endokrinologer i at efteruddanne sig i, men vi må faktisk huske at det er kun alm.læge uddannelse som foregår på skolebænken. Speciallæge bliver man ikke på samme måde, med obligatorisk pensum, eksamen osv. Faktisk findes der ikke særlige kvalitetskrav til det fagmedicinske niveau i efteruddannelsen til speciallæge. De krav som findes derimod, hører til på det mere overordnet plan som f.eks. indføring i sundhedsvæsenets organisation og ledelse, eller basal teoretisk viden inden for ledelse, organisation og samarbejde samt basale færdigheder i at anvende denne viden i forbindelse med løsning af konkrete forvaltningsmæssige og organisatoriske problemstillinger...

I virkeligheden starter den egentlige læring til speciallæge først efter at vedkommende er blevet tilkendt autorisation og her står det hele eller falder med den pågældende (special)læges personlig interesse for det valgte speciale samt personlige motiver bag vedkommendes lægegerning. Om h*n er blevet læge af hensyn til syge mennesker h*n gerne vil hjælpe, eller om vedkommende bare gerne vil videre på karrierevejen mod højere status og flere penge. Dem i den sidste kategori vil i hvert fald ikke vende vrangen ud på sig selv, med at lære sig selv op til top-viden i sit speciale. For dem er patienterne liksom lidt i vejen og resultater deraf ser vi gang på gang her på forummet.

I virkeligheden er det ikke så omstændeligt at udgive sig for en endokrinolog, uden i realiteten at være det, selv om man har en autorisation. Derimod kan man ikke i tilsvarende grad stikke kolleger og patienter blå i øjnene når man er immunolog. En immunolog kan man næsten ikke blive uden at forske sig til det og ligeledes er immunologerne, ret meget mere end andre speciallæger, pr definition klar over at der ikke findes to patienter der er ens. De er derfor vant til at se på hver patient med "nye" øjne og det er altid en fordel - ikke mindst fordi immunologi er et af de medicinske specialer, opfindelsen af den evidens baserede medicin mindst kan ødelægge.

Vi bør nok ophøre med at romantisere endokrinologer og håbe, at de ved så meget mere om hormoner end fastlægerne (ikke fordi fastlægerne ved for meget selv). Problemet er, at endokrinologer (som regel) specialiserer sig i segmenter med ekspertise i 1-3 hormoner, og stort set ved ikke meget om resten. Det lader ikke til at komme dem ved, at når en hormonkirtel kommer i uføre, påvirker det alle andre hormonkirtler og alle andre hormoner i en menneskekrop! Sådan er det!

Hvordan kan det så nytte at gå til endokrinolog med håb om at blive ærligt og redeligt udredt for en sammensat hormonsygdom, når den pågældende endokrinolog kun ved noget om et par hormoner eller tre, mens resten, herunder sammenhængen hormonerne indbyrdes har de hverken overblik over, eller interesse for? Det er ud fra denne "hemmelighed" at fremgangsmåden tjener til at skjule den for patienterne: de "gjør det klart at du "sløser med deres tid" hvis du kommer til dem med ”borderline” testresultater eller en "normal " TSH test, men fortsatt har symptomer på lavt stoffskifte. I beste fall får du beskjed om at å holde skjoldkjertelen i balanse krever bare "tre enkle trinn" - testing av TSH, forskrivning levotyroksin slik at pasienten er i "normalområdet" og følge opp med en TSH test hver 6 - til 12 måneder."

Hvis nogen spurgte mig, ville jeg svare direkte og uden omsvøb, at den slags "behandling" er ikke en speciallæge-værdig. Det kan selv en "kloge kone" gøre much better!