D-vitamin
Litteraturstudie

11-12-2010
7. udgave.
Ændring i 7. udgave er vist med grønt.

Indledning
Det D-vitamin er kendt for er, dels dets betydning for kalkomsætningen i legemet, dels dets farlighed ved overdosering. Nyere forskning har imidlertid vist at D-vitamin indgår i mange andre processer i organismen, samt at risikoen for overdosering af D3-vitamin er stærkt overdrevet. Tillige har det vist sig, at der er meget stor sandsynlighed for, at befolkningerne i Europa og Nordamerika lider af D-vitaminmangel og at dette er medvirkende årsag til en række alvorlige sygdomme. Det efterfølgende behandler den nye viden, samt hvad der bør udledes heraf.

Studiet er inddelt på følgende måde:
  1. D-vitamins optagelse og omsætning.
  2. D-vitamins optagelse og omsætning.
  3. D-vitamins giftighed ved overdosering.
  4. Effektiviteten af D2-vitamin.
  5. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
  6. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
  7. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
  8. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
  9. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
  10. 10. Den nødvendige mængde af D3-vitamin for at undgå sygdom.
  11. 11. Konklusion.

Mine kommentarer er skrevet med kursiv.

1. D-vitamins omsætning i organismen.

D-vitamin tilføres organismen på to måder, enten ved ultraviolet lys på huden eller gennem føden.

1.1 Dannelsen af D-vitamin i huden.

Organismen danner Provitamin D3 (7-dihydrokolesterol) i huden. Ved hjælp af sollysets ultraviolette lys (UV-B, 290-315nm) omdannes det til Previtamin D3. Omdannelsen af Provitamin til Previtamin ved lysets hjælp sker ret hurtigt. Påvirkes en lys hud ved tropisk sollys i 10 min vil ca. 15% af Provitaminet være omdannet til Previtamin. Længere belysning end ca. 30 min vil imidlertid ikke øge mængden af Previtamin. Dette skyldes, at Previtamin nedbrydes af ultraviolet lys til stoffer, der ikke kan omdannes til D-vitamin. Også D-vitamin nedbrydes af ultraviolet lys. Der er altså ikke grund til længere belysning end nødvendigt, idet dette kun vil medføre tab af Provitamin, skoldning, risiko for hudkræft og bruning af huden, der nedsætter senere D-vitamindannelse (1.1.1,1.1.2,1.1.3,1.1.5).

Det dannede Previtamin D3 omdannes langsomt til D3-vitamin. Den sidste omdannelse sker ved kropsvarmen, således at halvdelen er omdannet i løbet af et døgn og det meste er omdannet i løbet at 3 døgn. D3-vitamin transporteres bundet til vitamin D bindende protein væk fra huden med blodet. D3-vitamin omdannes i leveren til 25 hydroxyvitamin D3 (25OHD3).

En del af 25OHD3 omdannes i nyrerne til 1a,25 dihydroxyvitamin D3 (1,25(OH)2D3). Omdannelsen i nyrerne andrager kun ca. 1µg/dag. Omdannelsen i nyrerne styres blandt andet af koncentrationen af 1,25(OH)2D3 og holder denne næsten konstant. 1,25(OH)2D3 nedbrydes i serum i løbet af timer og er med til at styre calciumomsætningen.

Gary G. Schwarz (1.1.4) har vist at prostata celler kan omdanne 25OHD3 til 1,25(OH)2D3. Det er vigtigt, at 25OHD kan omdannes i cellerne, således, at koncentrationen af 25OHD har indflydelse på cellerne, idet 1,25(OH)2D3 direkte indvirker på cellerne.

1.2 Hudfarve.

Når huden er brun skyldes dette tilstedeværelse af melamin i huden. Dette stof beskytter huden mod de ultraviolette stråler, men har også den egenskab, at det nedsætter D-vitamindannelsen ved at opsuge lyset. Det medfører, at personer med mørk hud langsommere omdanner Provitamin til Previtamin. Tiden for at opnå maksimal mængde af D-vitamin for meget mørkhudede personer stiger til 3 timer under tropiske forhold. Dette er årsagen til, at mørkhudede personer fra Afrika og Asien let får engelsk syge, afkalkning af knoglerne mm, når de flytter til Nordeuropa.

1.3 Alder

Hudens evne til at danne D-vitamin falder stærkt med alderen. Evnen kan falde til under det halve for ældre i forhold til unge. Det er en af årsagerne til, at ældre let får afkalkning af knoglerne og øget risiko for knoglebrud (1.3).

1.4 Solhøjde

Det ultraviolette lys svækkes af atmosfærens luft (ozon). Når solen står lavt skal sollyset igennem mere luft, hvorved mængden af ultraviolet lys bliver nedsat. Specielt det ultraviolette lys (UV-B, 290-315nm), som danner D-vitamin, bliver meget svækket. Det ultraviolette lys, der nedbryder previtamin, bliver mindre svækket. Solen skal derfor stå ret højt for, at sollys kan give D-vitamin. AR Webb et al (1.4.1) har målt, at D-vitaminproduktionen først begynder 17. marts i Boston, der ligger på 42º17 nordlig bredde, når solhøjden er 48º. I Danmark, der ligger nordligere på 54º34-57º43 nordlig bredde er solhøjden først 48º mellem den ca. 4. maj og ca. 16. maj. Da D-vitaminproduktionen er lille ved lav højde vil det i praksis sige, at D-vitamin kun dannes i månederne juni og juli i Danmark. Dette er i god overensstemmelse med måleresultater, som C Brot et al (1.4.2) fik ved at måle 25-OHD3 i blodet på 2016 raske danske kvinder. Der var kun stigning af 25-OHD3 i juni og juli måned.

Det er imidlertid sådan, at det kun er midt på dagen, at der dannes D-vitamin. Den 22. juni, der er den længste dag, dannes det kun i ca. 7 timer.

Højt oppe i bjergene er der meget ultraviolet lys, som danner D-vitamin, da luftlaget er mindre.

Solfilterkrem indeholder stoffer, der hindre, at ultraviolette stråler trænger ind i huden. De hæmmer altså også dannelsen af Previtamin og nedbrydelsen heraf (1.4.3).

D-vitamindannelsen er direkte afhængig overfladestørrelsen af huden, som bliver belyst af solen. Når D-vitamindannelsen er lille kan det ikke alene skyldes, at solen står lavt, men også, at det er en begrænset overflader af huden, der bliver belyst.

Glasruder fjerner de ultraviolette stråler, der danner D-vitamin.

1.5 Indtagelse af D-vitamin gennem føden.

Det er i praktisk næsten kun fisk, der indeholder D-vitamin. Specielt fede fisk og fiskelever indeholder meget D-vitamin. I den almindelige danske befolkning er det kun mindre mængder af D-vitamin, der optages fra føden. (1.5.1)

2. D3-vitamins indvirkning.

2.1 Indvirkning på kalkbalancen.

Optagelsen af calcium fra tarmen er afhængig, dels af calcium i føden, dels koncentrationen af 1,25(OH)2D3 i plasma. Såfremt der ikke er nok af en af delene stiger indholdet af parthyroid hormon (PTH) i plasma og der sker en afkalkning af knoglerne. Koncentration af PTH i plasma har vist sig at være den bedste markør for afkalkning af knoglerne (2.1).

2.2 Indvirkning generelt.

Det har vist sig, at der er receptorer for D-vitamin mange steder i organismen blandt andet i immunsystemet (2.2.1).

Det angives, at der er mere end 40 forskellige nedbrydningsprodukter af D-vitamin, men kun 1,25(OH)2D menes at være biologisk aktiv (2.2.2).

2.3 Indvirkning på immunsystem.

Der er Vitamin D receptorer i alle aktive celler i immunsystemet (2.3.1).

Terrence F. Meehan et al (2.3.2) har ved en EAE model med mus uden D-receptor vist, at D-receptorer er nødvendigt for, at undgå autoimmune sygdomme.

For personer med autoimmune sygdomme virker 1,25(OH)2D på immunsystemet ved at dæmpe antallet af T hjælper celler Th-1, samt nedsætte mængden af messenger RNA mRNA, interleukin IL-2 (2.3.3) og interferon IFN-γ (2.3.4).

Marghrita T. Cantorna et al (2.3.5) har ved dyreforsøg vist, at 1,25(OH)2D øger dannelsen af cytokinerne TGF-β1 og IL-4 i Th-2 celler. TGF-β1 blev øget 4-24 gange og IL-4 blev øget 3 gange. TGF-β1 og IL-4 dæmper TNF-α og inteferon-γ dannelsen i Th-1 celler.

1,25(OH)2D hæmmer altså de autoimmune reaktioner. Nu er det sådan, at koncentrationen af 1,25(OH)2D er næsten konstant i plasma. Dersom 25OHD, som er et udtryk for D-vitamintilstanden, skal have indflydelse, kan der tænkes to hypoteser:
  • a. 25OHD sætter sig på vitamin D receptorer i stedet for 1,25(OH)2D. Selv om 25OHD har langt mindre affinitet til vitamin D receptorer, forefindes det i langt større koncentrationer i plasma. Dette bevirker, at 25OHD kan indvirke på vitamin D receptorer. M. Pfeifer et al (2.3.6) har således angiver, at vitamin D receptorer har 500 til 1000 gange større affinitet til 1,25(OH)2D end til 25-OHD, og at koncentrationen af 25OHD er ca. 500 gange større end 1,25(OH)2D hvorfor effekt af 25OHD ikke kan udelukkes.
  • b. 25OHD kan omsættes i de enkelte celler til 1,25(OH)2D. Den enkelte celle vil derfor primært være afhængig af koncentrationen af 25OHD (1.1.4).

Den overordnede indflydelse af Vitamin D er følgende to (2.3.5):
  • a. Vitamin D eller disses metabolitter virker direkte ind på reaktionerne i retning af, at dæmpe vækst og øger apoptosis af Th1-celler og kræftceller.
  • b. Vitamin D eller disses metabolitter får cellerne til at fungere normalt og undgår derved autoimmune reaktioner og hindre dannelsen af kræftceller.


Fortsettes i neste inndlegg....