Forord af: Al Gore
Sidste år skrev jeg forord til jubilæumsudgaven i trediveåret for Rachel Carsons klassiske bog "Det tavse forår" **. Dengang anede jeg ikke at jeg så snart skulle komme til at skrive forord til en anden bog, der på mange måder kan betragtes som en fortsættelse til denne.

Takket være Rachels Carsons nødråb fik vi udviklet nye og livsvigtige mekanismer til beskyttelse af den amerikanske offentlighed. Nu rejser "Vores Stjålne Fremtid" andre spørgsmål af lige så grundlæggende karakter, som dem Carson rejste for tredive år siden - spørgsmål vi nødvendigvis må have svar på.

"Det tavse forår" var en veltalende og indtrængende advarsel om de farer de menneskeskabte pesticider førte med sig. Carson beskrev ikke blot hvordan persistente kemikalier forurenede naturen, men hun dokumenterede samtidigt at disse kemikalier var i færd med at ophobes i vore kroppe. Siden har undersøgelser af modermælk og kropsfedt bekræftet at vi påvirkes. mennesker på så fjerne steder so, Baffin Island i det allernordligste Canada har nu målelige mængder af persistente, syntetiske stoffer som PCB, DDT og dioxin. Og hvad værre er, mødrene videregiver denne kemiske arv til næste generation, i moders liv og gennem modermælken.

Som Carson advarende viste i en af sine tabeller, er denne forurening at betragte som et eksperiment uden fortilfælde: "Vi udsætter hele befolkninger for kemikalier, som vi fra dyreforsøg ved, er ekstremt giftige, og som i mange tilfælde har kumulativ effekt. Vi mennesker udsættes for disse stoffer lige fra fødslen, om ikke før, og hvis vi ikke lægger vores produktionsmetoder om, vil påvirkningen fortsætte hele den nulevende menneskeheds liv igennem. Ingen ved, hvad resultatet bliver, for vi har ingen erfaring at trække på."

Først nu begynder vi forstå konsekvenserne af denne forurening. "Vores Stjålne Fremtid" tager fat, hvor Carson slap, og gennemgår et stort og konstant voksende naturvidenskabeligt materiale, der sætter syntetiske kemikalier i forbindelse med afvigende seksualudvikling og adfærds- og forplantningsproblemer. Selv om en stor del af de resultater disse videnskabelige undersøgelser når frem til gælder dyr og miljø, siger de noget vigtigt også om den menneskelige sundhed.

For ti år siden gav ozonhullet os på chokerende vis sikkerhed for CFC-gassernes atmosfæriske virkninger. Sidste år meddelte forskerne at menneskelig aktivitet er i færd med at forandre Jordens klima. I dag påpeger raporter i førende lægetidsskrifter de hormonforstyrrende kemikaliers ildevarslende indflydelse på vores frugtbarhed - eller med andre ord - på vores børn.

"Vores Stjålne Fremtid" giver en levende og læseværdig redegørelse for den nye naturvidenskabelige forskning i hvordan en lang række af menneskeskabte kemikalier, forstyrrer de fintmærkende horminale systemer. Disse systemer spiller en afgørende rolle for processer som mennesktes seksualudvikling, adfærd og intelligens samt immunsystemets funktioner.

Selv om forskerne først lige er begyndt at interessere sig nærmere for disse undersøgelsesresultaters konsekvenser, har allerede gennemførte undersøgelser af mennesker og dyr påvist sammenhænge mellem kemikalierne og en mængde af forskellige problemer - faldende sædkvalitet, barnløshed, deforme kørnsorganer, hormonalt udløste kræftsygdomme - f.eks. i bryst og prostata - neurologiske forstyrrelser som hyperaktivitet og manglende koncentrationsevne hos børn, samt udviklingsmæssige og forplantningsmæssige problemer hos dyr.

Den videnskabelige argumentation er stadig i sin vorden, og vores forståelse af truslens karakter og rækkevidde vil selvsagt udvikle sig yderligere efterhånden som forskningen skrider frem. Og eftersom industrikemikalierne nu udgør en vigtig sektor af den globale økonomi, vil enhver antydning af at disse stoffer giver anledning til alvorlige økologiske eller menneskelige sundhedsproblemer, nødvendigvis føre til kontroverser. det står immidlertid klart, at den videnskabelige forskning der ligger bag "Vores Stjålne Fremtid", rejser tvingende og påtrængende spørgsmål som kræver et svar.

USA`s National Academy og Sciences har, som reaktion å de foruroligende kendsgerninger, nedsat en ekspertpanel til at vurdere truslen. Derme er et vigtigt første skridt taget. Vi må desuden forøge forskningsindsatsen for at få mere at vide om hvordan disse kemikaliers skadevirkninger opstår, for at få opklaret hvor mange andre kemikalier besidder tilsvarende egenskaber, og for at finde ud af, i hvilken idstrækning vi og vores børn er truet. Vi har behov for en bedre forståelse af de ofte usynlige skader - kemikalierne fovolder. Vi må fnde ud af, om der findes metoder til at undgå, at nogle bliver født med skader og udviklingsforstyrrelser, som følge af hormonalt aktive stoffer. Vi må forske mere i sammenhængen mellem virkninger på mennesker og dyr.

Vi kan aldrig opbygge et samfund der er fuldstændigt risikofrit. Men samfundsborgere har i det mindste ret til at vide, hvilke stoffer deres børn udsættes for, samt til at vide alt, hvad videnskaben har at fortælle os om farerne herved.

Det er nu indlysende, at vi ventede for længe med at stille de rigtige spørgsmål om de CFC-gasser, der viste sig at nedbryde ozonlaget, og at vi stadig er for langsomme til at gøre noget alvorligt ved truslen om klimaforandringen. Og vi var i hvert fald ikke hurtige nok til at stille de rigtige spørgsmål om PCB, DDT og andre kemikalier som nu er forbudt, men engang udgjorde en alvorlig fare for den menneskelige sundhed.

"Vores Stjålne Fremtid" er en bog af stor betydning. Den tvinger os til at stille nye spørgsmål om de syntetiske stoffer som vi har spredt ud over Jorden. For vores børns og børnebørns skyld må vi hurtigst muligt søge svarene. Vi har alle en ret til at kende dem og en forpligtelse til at lære nyt.

Al Gore, d. 22. januar 1996