Sitat Opprinnelig skrevet av Elbeth Vis post
Jeg hører til kategorien "påfører samfundet de højeste omkostninger til sygedagpenge ....... og førtidspensioner".

Godt hjulpet av NAV har jeg nå blitt skjøvet ut av arbeidslivet fordi jeg ikke lenger kan stå i jobben som før. D.v.s istedet for tilrettelegging er jobbsituasjonen forverret.

Kommuner som har tilsluttet seg IA-avtalen (Inkluderende Arbeidsliv) har forpliktet seg til å følge dens intensjoner. IA-avtalens overordnete mål er :

• Å forebygge og redusere sykefravær, styrke jobbnærværet og bedre arbeidsmiljøet, samt hindre utstøting og frafall fra arbeidslivet.

De tre delmålene på nasjonalt nivå fra tidligere IA-avtaler videreføres. For å oppnå målene vektlegges i større grad enn i de tidligere avtalene det systematiske forebyggende HMS-arbeidet i virksomhetene. De tre delmålene er:

• Reduksjon i sykefraværet med 20 pst. i forhold til nivået i andre kvartal 2001. Dette innebærer at sykefraværet på nasjonalt nivå ikke skal overstige 5,6 prosent.
  • Økt sysselsetting av personer med redusert funksjonsevne. De konkrete målene fra tidligere tilleggsavtaler videreføres.
  • Yrkesaktivitet etter fylte 50 år forlenges med seks måneder. Med dette menes en økning sammenlignet med 2009 i gjennomsnittlig periode med yrkesaktivitet (for personer over 50 år).
  • IA-innsatsen for å redusere sykefravær og hindre utstøting og frafall skal forsterkes og målrettes gjennom sektorvis/bransjerettede/næringsvise satsinger på nasjonalt, regionalt og/eller fylkesnivå der utgangspunktet er sektorens/bransjens/næringens forutsetninger og utfordringer når det gjelder sykefravær og forebyggende HMS-arbeid, herunder:
Forpliktelser i trepartssamarbeidet IA-innsatsen for å redusere sykefravær og hindre utstøting og frafall skal forsterkes og målrettes gjennom sektorvis/bransjerettede/næringsvise satsinger på nasjonalt, regionalt og/eller fylkesnivå der utgangspunktet er sektorens/bransjens/næringens forutsetninger og utfordringer når det gjelder sykefravær og forebyggende HMS-arbeid, herunder:
  • Å rette innsatsen mot områder med særlige utfordringer innenfor bransjer, sektorer, næringer og grupper gjennom å igangsette utviklingsprosjekter for å målrette og justere tiltak innenfor IA-arbeidet.
  • Å bidra til at flest mulig virksomheter slutter seg til IA-avtalen, gjennom inngåelse av ny eller justering av eksisterende samarbeidsavtale.
  • Å arbeide aktivt for at enkeltvirksomheter stiller opplærings- og arbeidstreningsplasser til rådighet for personer som ikke har et arbeidsforhold og personer som har redusert arbeids- og funksjonsevne.
  • Å arbeide for et godt arbeidsmiljø med vekt på toleranse og mangfold
Jeg har ikke opplevd å få noen som helst tilrettelegging for at jeg skal kunne fortsette i min jobb.
Arbeidsplassen har ikke penger og kommunen har ikke råd, noe som resulterer i noe jeg kaller EA (Ekskluderende Arbeidsliv) hvor offeret er den syke (som nå ligger nede for telling) som ufrivillig har måtte slutte i jobben. Legen må tenke på pasientenes beste og er bundet på hender og føtter overfor å gi ansvaret til kommunen når kommunekassen er tom. "Var i hundan" har pengene som skulle brukes på IA- tiltaket tatt veien ???
Hej Elbeth

Tusind tak for et FANTASTISK godt eksempel på mine pointer med denne tråd.

I din profil skriver du bl.a.: "Kvinne født i 1952, etter min 4-de fødsel 1986 gikk jeg gradvis opp i vekt, var mye sliten og fikk ofte infeksjon før diagnosen hypotyreose februar 2005". Dvs. fra du begyndte at udvikle symptomer i 1986 og til du fik diagnosen i 2005 - er der gået 19 år! Du skrev her på forummet før:

Sitat Opprinnelig skrevet av Elbeth Vis post
Jeg fikk diagnosen lavt stoffskifte i jjanuar 2005 og har siden gått på Levaxin - de siste to i kombinasjon med Liothyronin. Med kombinert medisinering fikk jeg til å begynne med mye mer energi. Likevel etter alle år på syntetiske medisiner har en haug NYE problem dukket opp - ganske snikende og vedvarende UTEN noen form for bedring.
Selv om du sandsynligvis har slidt som en lille hest for at bevare dit job i disse 19 år før du fik diagnosen, har diagnosen altså ikke hjulpet på erhvervsevnen, simpelt hen fordi den blev stillet mange år for sent! Så i stedet for at være sund og rørig endnu 5-6 år før du skulle pensioneres som almindelig pensionist - har du allerede i nogle år (?) "kostet samfundet penge" takket være alle de sløve læger, der årene igennem satte en teoretisk, "skrivebords-behandlingsparadigme" over dit bedste som menneske, hustru, mor og borger. Regningen for denne lægernes sløsethed med behandling og dit liv, betales nu af samfundet!

Selv nu, når du prøver at redde resterne af evnen til at leve og eksistere, gennem anden medicinsk behandling, end den, der efter flere år fortsat ikke hjælper nok - skal du slås mod det system, lægerne egenhændigt har indrettet, og som skjuler for offentligheden, at der findes en mere effektiv behandling, end de syntetiske hormoner fremstillet af lægernes trofast støtte - medicinalindustrien.

Mit bud er, at var du blevet undersøgt nøje, og behandlet med Thyroid allerede i slutningen af 1980-erne - var du i dag fortsat i job, tjente dine egne penge, betalte skat, og guderne må vide, hvornår du først ville blive klar til at gå på folkepension (eller hvad den nu ellers hedder på norsk). Med dit medfødte drive - ville det slet ikke overraske mig, hvis du først gik på pension som 70-årig, eller endda et par år senere. Men sådan skulle jo ikke gå, bestemte dine læger.

19 svækkede år uden diagnose og snart 6 år med diagnose, dog uden effektiv behandling samt masser af udgifter for samfundet i alle årene, takket være læger. Jeg tager hatten af for, at du endnu ikke er druknet i bitterhed. Respekt!