Jeg lo mig rask
Af Norman Cousins
Uddrag af kapitel En sygdoms anatomi, som den blev opfattet af patienten

Jeg spurgte dr. Hitzig om, hvordan min sygdom kunne være opstået. Han sagde, at den kunne have mange forskellige årsager. Den kunne, for eksempel, skyldes en tungtmetalforgiftning, eller den kunne have været en følge af en streptokok infektion.

Jeg gennemgik nøje de begivenheder, der var gået forud for sygdommen. Jeg var taget til Sovjetunionen i juli 1964 som leder for en amerikansk delegation, der skulle behandle problemerne om kulturel udveksling. Konferencen var blevet afholdt i Leningrad, hvorefter vi tog til supplerende møder i Moskva. Vores hotel lå i et boligkvarter. Mit værelse lå på anden sal. Hver nat kørte en procession af diesel lastbiler i fast rutefart til og fra en nærliggende byggeplads, hvor der arbejdedes i døgndrift. Det var sommer, og vores vinduer stod på vid gab. Jeg sov uroligt om natten og følte mig temmelig utilpas, når jeg stod op. - Den dag, vi skulle af sted fra Moskva, blev jeg i lufthavnen ramt af udblæsningen fra et stort jetfly, der svingede på startbanen.

Da jeg tænkte over hændelserne i Moskva, funderede jeg over, hvorvidt der kunne være en sammenhæng mellem udsættelsen for kulbrinterne i dieseludstødningen ved hotellet og i lufthavnen, og sygdommens opståen. Hvis det var tilfældet, kunne det forklare lægernes antagelse om tungtmetalforgiftning. Det svage punkt i denne teori var imidlertid, at min kone, som havde været med på turen, ikke havde nogen eftervirkninger, trods det at vi havde været udsat for det samme. Hvor sandsynligt var det, at kun en af os skulle have reageret på det?

Da jeg tænkte over det, forekom det mig, at der var to mulige forklaringer på de forskellige reaktioner. Den ene gik på individuel allergi. Den anden på, at jeg kunne have været i en tilstand af adrenal depletion (adrenal burnout/red.) og derfor dårligere i stand til at klare en forgiftning end min kone, hvis immunologiske system fungerede upåklageligt.

Var adrenal depletion da en faktor i min egen sygdom?

Jeg tænkte endnu engang efter. Møderne i Leningrad og Moskva havde været krævende. Papirarbejdet havde holdt mig oppe til langt ud på natten. Jeg havde også selskabelige forpligtelser. Vores sidste aften i Moskva oplevede jeg næsten som total frustration. Lederen af den russiske delegation havde arrangeret en reception i sin dacha, som lå ca. 60 km uden for byen. Jeg var blevet bedt om at komme en time før de andre, så jeg kunne fortælle de russiske delegerede noget om amerikanerne, som skulle komme til middag. Russerne var opsat på at få amerikanerne til at føle sig hjemme og forestillede sig, at disse oplysninger kunne hjælpe dem i den selskabelige konversation. Jeg fik at vide, at en diplomatbil ville afhente mig ved hotellet klokken halvfire om eftermiddagen. Det ville give mig rigelig tid til at nå til dachaen klokken fem, hvor alle de russiske konferencedeltagere ville være samlet til en kort orientering. Resten af den amerikanske delegation skulle ankomme til dachaen klokken seks.

Klokken seks befandt jeg mig imidlertid midt ude på landet, på den forkerte side af Moskva. Chaufføren havde misforstået de oplysninger, man havde givet ham om vejen; med det resultat at vi befandt os ca. 130 km fra dachaen. Omsider fandt vi ud af fejlen og kørte tilbage mod Moskva. Chaufføren, der var pålagt forsigtig kørsel, var ikke indstillet på at indhente den tabte tid. Jeg kunne godt have ønsket mig, at chaufføren havde haft trang til at bevise, at racerkørscl ligesom baseball oprindelig stammer fra Sovjetunionen. Vi ankom først til dachaen klokken ni om aftenen.

Suppen var blevet varmet op flere gange. Kalvekødet var blevet tørt. Jeg var selv temmelig udkørt. - Det blev en lang flyrejse hjem til USA den næste dag. Flyet var overfyldt. Da vi endelig var landet i New York, kommet igennem den menneskefyldte told og på vej hjem til Connecticut, bemærkede jeg en uro dybt i mine knogler. En uge senere blev jeg indlagt.

Da jeg tænkte tilbage på disse oplevelser i det fremmede, følte jeg, at jeg var på rette spor i forsøget på at finde grunden til sygdommen s opståen. Jeg blev, som tidligere nævnt, mere og mere overbevist om, at en tilstand af adrenal depletion, som havde nedsat min modstandskraft, måtte være årsagen til, at kun jeg blev ramt så hårdt af diesel- og jetforureningen.

Da jeg anså denne hypotese for sand, måtte jeg jo se at få fjernet underskuddet og genoprettet det, som Walter B. Cannon i sin berømte bog The Wisdom of the Body kaldte for homøostasis.

Jeg vidste, at optimal funktion af mit endokrine system - ganske særligt de adrenale kirtler - var afgørende for bekæmpelsen af ledsygdomme, og for den sags skyld alle andre sygdomme. En undersøgelse, jeg havde læst om i den medicinske faglitteratur, rapporterede, arthritiske eller andre rheumatiske symptomer ofte aftager hos gravide kvinder. Årsagen til dette er, at det endokrine system er fuldt aktiveret under graviditeten.

Hvordan skulle jeg få mine adrenale kirtler, og mit endokrine system i det hele taget, til at fungere ordentligt igen?

Jeg huskede Hans Selyes klassiske bog, The Stress of Life, som jeg havde læst ti år tidligere. Selye viste meget klart, at adrenal depletion kunne være resultat af emotionelle spændinger, såsom frustration og undertrykt raseri. Han beskrev detaljeret de negative effekter, som negative følelser har på legemets kemiske sammensætning.

Uundgåeligt måtte man da spørge sig selv: Hvad med de positive følelser? Hvis negative følelser forårsager negative kemiske forandringer i legemet, vil positive følelser så ikke forårsage positive kemiske forandringer? Er det muligt, at kærlighed, tro, latter, selvtillid og livsvilje har terapeutisk værdi? Sker de kemiske forandringer kun på minussiden? Det er klart, at det ikke er nær så enkelt at fremkalde positive følelser, som det er at åbne for en haveslange. Men blot et vist arbejde med følelserne kunne have en gavnlig fysiologisk effekt. Bare det at erstatte ængstelse med optimisme kunne være gavnligt....

***

Jeg lo mig rask
Af Norman Cousins
Oversat af Gert Ravnborg
Sider: 150
Samlerens Forlag 1981
ISBN 87-568-0634-5

Original titel:
Anatomy of an Illness as Perceived by the Patient - Reflections on Healing and Regeneration
173 pp.
W.W. Norton & Company, Inc., New York; McLeod Publishing, Don Mills, Ont., 1979.
ISBN 0-393-01252-2