Hej Shorty
Jeg genkender det, du beskriver der. Det var værst, da sygdommen rasede uden at jeg vidste, den var der, men bare kæmpede mig igennem alt muligt, indtil jeg en dag braste sammen med smerter, der var FOR voldsomme til, at jeg kunne arbejde. Jeg kunne hverken stå, gå eller sidde på det tidspunkt.

Da jeg fik medicin - Eltroxin, som har været brugt i Danmark i mange år som Levaxin hos jer - var det vældig godt for mig. Jeg var på det tidspunkt godt nok blevet 'rejst op' af mine mange og konstante behandlinger hos kiroraktor og fysioterapeut. Men kræfter havde jeg ingen af, og rent psykisk var jeg et vrag, kunne ikke huske og kunne for eksempel fare vild de mest simple steder. Så da medicinen tog mange af smerterne og gjorde mig mindre 'dement', mente jeg jo, at jeg var 'normaliseret'. Men nu tænker jeg, at mine forventninger var for lave. Jeg havde bare haft det så ekstremt dårligt i så mange år, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg skulle have det, tror jeg. Var i hvert fald taknemmelig - nem at gøre taknemmelig, tænker jeg nu.

For når jeg tænker på alle de venner, jeg enten har mistet eller bare ikke set længe, fordi jeg ikke har kræfter - eller mod/ selvværd - nok til for eksempel at invitere dem, når jeg tænker på de penge, jeg ikke har tjent men tværtimod brugt ALT for mange af på grund af min sygdom, og når jeg tænker på alle de drømme, jeg har haft om alt det, jeg ville gøre - arbejde med - og alle de steder, jeg ville rejse til, så må jeg sige, at denne medicin absolut ikke har slået til. Jeg ved, at mange, både læger og andre, ville sige, at så må man tage sig sammen og alt sådan noget. Men vi er mange her der ved, at der er grænser for, hvor meget og under hvilke forhold man kan tage sig sammen. At have et for lavt stofskifte er begrænsende. Basta. Og jo ringere en behandling man får, jo mere begrænsende er det selvfølgelig.

Derfor kan jeg ikke indtrængende nok sige til dig, at du skal slå i bordet, mens du er ung, for det er ikke sikkert, det bliver nemmere med tiden. Skift læge - eller find en læge at supplere din fastlæge med - skift medicin, slå dig kort sagt i tøjret. Sæt din familie og nære venner ind i, hvad det her handler om og få dem til at hjælpe dig. Er nogen af dem hoppet på den der med, at vi er helt almindelige, bare vi spiser en lille hvid pille hver dag, og tror de evt., det er noget helt specielt bare for dig, at det er svært - så vis dem høfligt herind på forummet!!

Jeg har ofte følt mig flov over mine manglende kræfter, mit manglende overskud og manglende evne til at være en almindelig del af samfundet. Men det er en dårlig vane at skamme sig. Den fælde skal du ikke gå i! Skam dig ikke over din sygdom, for du kan ikke gøre for det, og jo længere, du kommer ind i skammen, jo værre bliver den og desuden sværere at slippe af med. For jo mere rod får du i alt og jo længere væk er vennerne og det arbejde, du gerne vil have.
Og, man kan sige, uanset, om du så evt. kunne gøre for, at du har fået sygdommen, så har dog ethvert menneske ret til at bruge sin tid på jorden så godt som muligt. Hvor godt er det mon?

Med hensyn til de psykiske aspekter er det jo et faktum, at depressioner, angst og lignende kan udvikles på baggrund af lavt stofskifte. Dertil vil jeg for egen regning tilføje, at det altså heller ikke er godt for psyken at opleve sig selv som træt og uoplagt, ikke nå det, man vil eller skal, ikke kunne invitere venner, ikke have ork til husarbejde etc etc. Det kører i en centrifuge med en, og det er bare om at finde en vej ud som man kan leve med.

Nielsigne