Bagsiden af "mestring af sygdom"

[Anisa]

Det er også ganske normalt at de som har været her og har truffet valg om at lære at mestre deres sygdom - de er stort set væk herfra. De kan jo mestre deres sygdom og til dette hører også en afstandstagen til alle de, der ikke gør af en eller anden grund.

Sygdoms-mestrene har været her, har hentet info, støtte og hjerterum, de har udviklet deres sygdoms-mestring, der i bund og grund var/er så (alligevel) svagt funderet, at de ikke kan sætte den an på en prøve gennem at blive her, støtte andre som ikke mestrer sygdommen, fordi de gennem deres egen mestring af sygdom har mistet evnen til at se bort fra sig selv og sætte sig i andres situation. Beklager, men dette er reglen mere end det er undtagelsen.

At sætte sig ind i andres situation betyder nemlig at deres personlige sygdoms-mestring må midlertidig vige pladsen for en åbning mod sygdommens realiteter som de er for de nødlidende, der har brug for hjælp. Det gør "sygdoms-mestrene" kun ganske nødigt, helst slet ikke. Trods al deres mestring af sygdommen - orker de ikke at leve sig ind i andres problemer.

Nøøøj, hvor det lyder velkendt. I mit eget privatliv har jeg mistet bedste venner til "mestringen af sygdom". I takt med at de mestrede deres sygdom bedre og bedre - svandt tilsyneladende deres indlevelses-evne og parathed i sammenhænge med, selv små genvordigheder i dagligdagen, som jeg (og andre), deres venner har oplevet. Lige så snart noget krævede at følelserne blev sluppet fri, uanset positivt eller svært - da trak de sygdomsmestrende sig bort fordi - som de sagde - de kunne ikke tåle at følelser stressede dem, og indlevelse i andres liv - ligeså.

Alt skulle efterhånden bestå af enkelt, ukompliceret og let samvær, hvis de mestrende skulle være med og jo længere tid der gik - jo mere af det sociale kontakt venner imellem skulle foregå på de sygdomsmestrendes præmisser. De forventede at blive skånet for alt, der var mindre behageligt eller bare kompliceret i deres venners liv, og på denne måde udhuledes venskaberne snigende, indtil den dag de sygdomsmestrende "måtte erkende", at de var "vokset fra hinanden" og der ikke længere var noget de havde tilfælles. Ikke nok til at kunne kalde sig for venner. Det blev sagt i en mildt bebrejdende tone og ellers en "resigneret accept" af, at vennerne har forandret sig.

Hvis det er sådan at man mestrer sin sygdom, og derved mister "sig selv" til en slags følelsesmæssig "zombie-tilstand" af frygt for den "energi" som følger med at "føle noget" - selv på andres vegne og af medfølelse med andre mennesker - sine venner, da er noget fuldstændig galt og misforstået. For hvis mestringen af sygdom betinges af at den syge skal u-føle selv og fjerne sig fra andre, blot fordi de andre føler noget eller oplever noget, der kun kan forholdes sig til med følelserne uden på kroppen - da er prisen for høj, mener jeg.

Måske burde mestrings-kurser/filosofier tilpasses, så kursisterne ikke mister sig selv i processen.