B17 > amygdalin > laetril

[Anisa]

Er det noen her inne som har bestilt B-17 med hell? Jeg ser det står på listen over legemidler.
Og noen som har gode erfaringer med å bruke det?

Nårdet gjelder ondartet: Kjenner du til det forhatte og/eller lovprisede amygdalin/B17/laetril?

Jeg har i hvert fald læst om Laetril første gang i den norske læge Stig Bruset's danske udgave af bogen "Kreft og jakten på mirakler". I Kapitel 14, Urter i kræftbehandlingen skriver han om Laetril:

Laetril kaldes også amygdalin eller vitamin B 17, selvom stoffet ikke er officielt anerkendt som et vitamin. Navnet amygdalin stammer fra det græske 'amygdale', som betyder 'bitre mandler'.

Amerikanske kræfteksperter betragter laetril som det mest udbredte 'kvaksalvermiddel' mod kræft. Allerede midt i 70'erne anslog man, at over 70.000 kræftsyge havde prøvet dette middel (OTA 1990).

Laetril er både navnet på et kommercielt produkt og et af de biologisk aktive stoffer, der findes i bl.a. abrikoskerner. Ordet er en sammentrækning af LAEvo-rotary mandeloniTRILe betadiglukosid.

De fleste af oldtidens kulturer brugte laetrilholdige produkter. Kinesi¬ske, græske, romerske og arabiske læger anvendte f.eks. ekstrakter af bitre mandler (aqua amygdalarum amarum) som lægemidler. Krystallinsk amygdalin blev første gang isoleret i 1830, og formlen er bl.a. gengivet i Merck Index.

Den senere tids popularitet skriver sig tilbage til den amerikanske biokemiker Ernst T. Krebs, som lige efter Anden Verdenskrig fremstillede en ekstrakt af abrikoskerner.

Nogle alternative udøvere, deriblandt Krebs, hævder, at kræft skyldes mangel på amygdalinllaetril, og at det derfor er berettiget at kalde stoffet et vitamin. De hævder, at vitamin B 17 hos primitive folkeslag er en lige så vigtig kræftforebyggende faktor som f.eks. vitamin C (Culbert 1983).

Traditionelle vitamin forskere har aldrig anerkendt dette synspunkt. Ernst T. Krebs hævder, at alle celler indeholder enzymet betaglukosidase, som nedbryder laetril til glukose, benzaldehyd og hydrogencyanid (kendt som cyankalium eller blåsyre). Sidstnævnte stof er yderst giftigt for både raske celler og kræftceller. I følge Krebs' teori har alle normale celler et enzym, rhodanese, som videreomdanner de farlige cyanidforbindelser til det mindre giftige thiocyanat. Kræftceller mangler derimod rhodanese, og derfor virker laetril specifikt på dem, idet den hæmmer deres respiration, så de så at sige 'kvæles.'

Laetril indtages i form af amygdalinholdige fødevarer, som tabletter, kapsler eller som intravenøse infusioner. Laetril indeholder ca. 6% cyanid og kan således i sig selv være giftigt i store doser. Desuden indeholder flere madvarer enzymet glukosidase, hvad der kan tænkes at øge omdannelsen til hydrogencyanid yderligere. Til disse madvarer hører mandler, alfaalfa (lucernespirer), salat, selleri og forskellige svampe.

De fleste oplever ingen bivirkninger af behandlingen, men der er rapporteret flere enkelttilfælde af forgiftninger. Der er også meldt om dødsfald, bl.a. i The New England Journal o/ Medicine (Braico 1979).

I diskussionen omkring laetril har striden mellem alternativ medicin og lægevidenskab nået hidtil uanede højder. Der er så meget prestige på spil, at man næppe kan forvente nogen form for objektivitet fra nogen af parterne.

I følge en amerikansk kongresrapport fra Office of Technology Assessment har man trods omfattende testning ikke påvist nogen effekt af laetril i dyreforsøg. Laetril blev både testet alene og i kombination med beta-glucosidase. Forsøgene blev udført på dyr med transplanterede svulster (GT A 1990).

Mange af disse dyreforsøg fandt sted ved forskningsinstitutionen Memorial Sloan-Kettering Cancer Center (MSKCC), som konkluderede, at laetril ikke viste nogen effekt. MSKCC er et af USA' s mest ressourcestærke centre, som sidst i halvfjerdserne talte 4.600 ansatte. Konklusionerne omkring laetril blev imødegået i en tryksag, Second opinion, hvor enkelte af de ansatte beskrev, hvordan positive resultater systematisk var blevet undertrykt. De hævdede, at centeret bevidst havde tilbageholdt resultaterne af især forskeren Kanematsu Sugiuras forsøg.

Sugiura havde i seks forsøg påvist, at laetril hindrede spredning af spontane kræftsvulster hos mus, men disse resultater blev ikke offentliggjort (Pruchniki 1978 ).

Biokemikeren Harold Manner og kolleger har i Journal of Manipulative and Physiological Therapeutics rapporteret om god effekt på kræft hos mus, når de blev behandlet med vitamin A palmitat, enzymer og laetril. I alt 550 mus blev fordelt på 11 grupper og derefter behandlet med ovenstående komponenter i forskellige kombinationer. Vitamin A og laetril gav ingen effekt alene, men når de blev kombineret med enzymer, viste svulsterne tilbagegang hos 76% af musene (Manner 1978 ).

I en stor undersøgelse fra National Cancer Institute, som bl.a. omfattede næsten en halv million skriftlige tilbagemeldinger, registrerede man 230 tilfælde, hvor laetril skulle have haft virkning. Kun 22 patienter indgik i den endelige vurdering, idet de øvrige blev sorteret fra på grund af utilstrækkelige medicinske oplysninger. Et panel bestående af 12 kræfteksperter vurderede de 22 således:

• 2 tilfælde af fuldstændig tilbagegang
• 4 tilfælde af delvis tilbagegang
• 9 tilfælde af stabilisering
• 7 tilfælde af sygdomsudvikling

Det er vanskeligt ud fra dette materiale at konkludere noget om effekten af laetril, især fordi patienterne også brugte andre former for alternativ medicin.

Det store antal patienter, som ikke blev vurderet, afspejler, hvordan enhver diagnose og enhver bedømmelse af en behandlingsform kan gøres til genstand for diskussion. I det aktuelle tilfælde kan man roligt gå ud fra, at kræfteksperterne ikke havde nogen særligt positiv forhåndsindstilling til laetril og derfor ville lede efter andre mulige forklaringer på gunstige sygdomsforløb.

Den mexicanske Contreras-klinik har i mange år brugt laetril som en af hovedingredienserne i behandlingen og offentliggjort tre undersøgelser. De blev udført uden kontrol grupper, og laetril blev testet i kombination med enzymer og store doser vitaminer.

Den første undersøgelse omfattede 257 patienter med inoperabel lunge¬kræft, som blev behandlet med intravenøs laetril i 3 uger og derpå med laetrilpiller. I følge rapporten i Kemdalin informa opnåede 15 patienter fuldstændig og 17 patienter delvis tilbagegang af kræften. Hos 110 patien¬ter skulle sygdommen have stabiliseret sig i mindst 6 måneder (Contreras 1980).

Den anden undersøgelse blev præsenteret på en medicinsk kongres ved Central Army Hospital i Mexico City og drejede sig om leverkræft (primær og med spredning). 79 patienter blev behandlet med cellegiften 5FU og 6 g amygdalin, som blev givet direkte i levervenen gennem et kateter. I følge forfatterne levede patienter næsten dobbelt så længe, som man kunne forvente ud fra den medicinske litteratur (nemlig 270 dage mod de forventede 150); livskvaliteten blev beskrevet som 'acceptabel' (Con trera s 1987).

Den tredje undersøgelse var en 5-års opfølgning af patienter behandlet for prostatakræft ved Contreras-klinikken. Den omfattede 863 patienter og indgik i den tidligere nævnte amerikanske kongresrapport, Unconventional Cancer Treatments. Alle patienterne fik en kombination af amygdalin, enzymer og vitaminer (100-300.000 lE vitamin A palmitat og 5-10 g vitamin C). Forfatterne hævder, at amygdalin ikke gav bivirkninger overhovedet, mens 1 % fik hududslæt af enzymerne og 2% fik gener af henholdsvis vitamin A (hovedpine, muskelsmerter) og C (mavebesvær, diarre). Resultatet var en overlevelsesprocent på 83,1 efter 5 år, hvilket i følge forfatterne er mere end 13% bedre end den konventionelle behandlings resultater (Contreras 1988 ).

Ved Mayo-klinikken er der blevet udført Fase 1- og Fase II-undersøgelser (se s. 56), som siden er offentliggjort i New England Journal of Medicine (Moertel 1982). Her blev 178 patienter med fremskreden kræft behandlet med laetril plus et supplement af vitaminer, mineraler og enzymer. Forfatterne hævder, at man ikke fandt tegn på, at laetril er en effektiv behandling mod kræft. Kun 1 patient oplevede en delvis og forbigående bedring. Derimod konstaterede man foruroligende høje niveauer af cyanid i blodet hos 3 patienter. De almindeligste bivirkninger var i øvrigt kvalme (ca. 30%) og opkastninger (ca. 25%).

Undersøgelsen blev senere imødegået af andre forskere, deriblandt Linus Pauling og statistikeren U.D. Bross (Pauling, Bross 1982). Kritikken gik især på, at man ikke havde nogen kontrol gruppe og heller ikke sammenlignede med konventionel behandling. I følge dr. Bross viste undersøgelsen blot, at patienter, som ikke havde gavn af den konventionelle behandling, heller ikke kunne hjælpes med laetril. Hertil svarede dr. Moertel, at laetril var blevet testet på samme måde som enhver anden celle gift.

Andre hævdede, at man havde testet et virkningsløst stof, fordi det laetril, man anvendte, var fremstillet af NCI selv og ikke identisk med det, der var blevet brugt af tidligere patienter.

Laetril er forbudt i en række lande, og meget tyder på, at populariteten er dalende på det amerikanske kontinent. I dag bruges midlet især ved mexicanske klinikker som Contreras- og Manner-klinikken. Men samtidig får stoffet stadigt nye tilhængere i Europa. Den engelske naturterapeut Leon Chaitow beskriver i sin bog An End to Cancer? laetril som hovedmidlet mod kræft. Den kendte tyske læge dr. Hans Nieper bruger en variant af laetril (mandelonitrolisid) som en vigtig del af sin behandling. I Norden er især Josef 0stlund fortaler for stoffet. I bogen Ratt kost botar cancer anbefaler han kræftpatienter et højt indtag af nitrolisider i naturlig form gennem mungbønner, som han hævder har et højt naturligt indhold af laetril (0stlund 1990). Josef 0stlund drev tidligere en helseklinik sammen med sin kone, hvor de behandlede sygdomme ved hjælp af helsekost.

De fleste forskere har hidtil koncentreret sig om de giftige cyanidforbindelser, når de har undersøgt effekten af laetril. Som nævnt nedbrydes laetril imidlertid også til benzaldehyd, og dette stof vier kræftforskere stadigt større opmærksomhed. En gruppe japanske forskere har således hævdet, at benzaldehyd er det mest kræfthæmmende stof i abrikoskerner, og henvist til, at det har hæmmet svulstvækst hos mus med 40-60% (Takeuchi 1978 ).

Andre japanske forskere har gennem de sidste ti år arbejdet videre med stoffet, og forsøg på kræftpatienter har givet lovende resultater. Kochi og medarbejdere testede benzaldehyd på 65 patienter med fremskreden kræft uden andre behandlingstilbud (Kochi 1985) og nåede i følge Cancer Treatment Reports følgende resultater:

• Objektiv respons i alt 55%
• 9 patienter oplevede fuldstændig tilbagegang af sygdommen
• 29 fik delvis tilbagegang
• 24 stabiliseredes
• 5 oplevede fortsat sygdomsudvikling
• Der blev ikke konstateret giftige bivirkninger

Også norske forskere har vist interesse for benzaldehyd, og i følge Kreftnytt testes præparatet Zilascorb nu på Radiumhospitalet i Oslo. Dette præparat er en blanding af vitamin C og benzaldehyd. Hydropharma har taget patent på produktet, som i flere forsøg har vist sig at kunne hæmme kræftcellernes proteinsyntese, så svulsteme så at sige dør indefra (Pettersen 1990). I modsætning til de gængse cellegifte skal stoffet ikke være ret skadeligt for organismen som helhed (Pettersen 1991). (Uddrag slut)

Efter Kræft og jagten på mirakler Af Stig Bruset
Oversat fra norsk efter "KREFT - og jakten på mirakler" af Anders Johansen
Udgivet af Forlaget Modtryk Amba 1994
Sider: 399
ISBN 87-7394-346-0

Norsk udgave:
Gyldendal 1993
ISBN-13: 9788205215702
EAN: 9788205215702
Språk: Bokmål
Litteraturtype: Faglitteratur
Kategori: Medisin
Sider: 379
Utgave: 1