Hormonel reaktion på (over)træning

[Kevlin]

Hvorfor skulle DU (kærhjerte) have dårlig samvittighed og skamfølelse????

Ja - det er et godt spørsmål Anisa.
Det ligger nok i u(nder)bevisstheten og fasaden samtidig;
ikke så lett å få tak i / has på.

Jeg fant mye gjenklang i Admins tråd (utdrag):

I tråden Litt optimisme og lærdom er der faldet (vores) bemærkninger til aspektet "Mestring af sygdom". Vores opmærksomhed er blevet vækket særlig i anledning af anvendelse af ordet "lærdom" i overskriften. Hvis lærdom var der tale om? En lærdom generelt gældende os alle eller det en lærdom skribenten har opnået på egne vegne og til egen nytte? Og hvad med alle dem, der er plaget af sygdommen og som modtager enten ingen behandling eller en dårlig behandling af helsevæsenet? Hvordan skal/kan de opfatte denne lærdom, hvis de ikke selv er i stand til at lære af den? Er det så deres egen "skyld" at de lider, da de jo "bare" kunne lære at mestre sygdommen?
Bør de give sig i kast med sygdomsmestring før eller efter at de er kommet i effektiv behandling? Hvordan opnår de en effektiv behandling samtidigt med at de ophører med at fokusere på sygdommen og lære så meget om den, at de har noget (viden) at stå imod med, når vrantne læger skal konfronteres og stilles krav til?

Hvordan fortsætter de med at kæmpe for effektiv behandling samtidigt med at de har lært at leve med sygdommen og dermed også har sat kampgejsten ud af kraft? Hvorfor kæmpe for noget, når dette noget ikke længere er et problem i fokus?

Det er ikke noget at regne med eller være sikker på, at tro at begge dele: sygdomsmestring og kamp for at lære og for bedre behandling kan ligeligt tilgodeses - side om side. Det som falder bort først - helt eller delvis, når der stræbes efter en ensidig mestring af sygdommen gennem benægtelse, er motivationen. Der er simpelt hen ikke plads til begge under samme "tag". På bundlinjen gælder det om enten kamp eller resignation. Sonjas Stoffskifteforum skaber plads og hjerterum for de som kæmper og for de, som vil lære og have støtte til at kæmpe for bedre liv gennem bedre behandling af sygdommen. Ikke mestring af den. Det kommer først i anden række.


At sætte sig ind i andres situation betyder nemlig at deres personlige sygdoms-mestring må midlertidig vige pladsen for en åbning mod sygdommens realiteter som de er for de nødlidende, der har brug for hjælp.

.. "sygdoms-mestrenes" styrke synes ikke at række til mere og andet end dem selv, lige med undtagelse af gentagelser af anbefalinger til at andre lærer det også. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at sige til en syg af subklinisk hypothyreose, der nægtes behandling på 10. år og hvis arbejdsmæssig og personlig tilværelse hænger i laser.

Ikke nok med det, men der kommer jo hele tiden nye brugere til, med lige så slemme eller værre erfaringer (med sygdommen) end ens egne var, før man har lært at mestre den.

De som bliver tilbage er de få, som godt nok aldrig har lært at mestre sygdommen gennem benægtelse, men mestrer den netop gennem kendskab til og fokus på viden om den. De er ikke bange for at bevare mindet om smerten og om plagerne. De bliver ved med at kæmpe for sig selv og andre.... Derfor kommer plads og støtte til de kæmpende på første pladsen her på forummet, mens mestring af sygdommen er h-j-e-r-t-e-n-s velkommen såfremt den ikke tangerer en "religion", men den kommer aldrig til at dominere dette forum.

I det siste avsnittet har Sonjas heldigvis flere Gamle travere
- så ser jeg deg der