Skørbug

Da skørbugen ved overgangen til 1800-tallet omsider blev praktisk talt fordrevet, i hvert fald fra den britiske flåde og senere også fra de fleste skibe på verdenshavene, var det århundreders byrde af sot og gru, man pludselig forløstes for.

Skulle vi i vore dage opleve et tilnærmelsesvis sammenligneligt fremskridt ville det måske være, hvis vi en morgen vågnede op til nyheden om, at en ny type forebyggelse i en længere periode havde holdt Europa praktisk talt frit for cancertilfælde! Så megen lettelse, forløsning, forbavselse - og vantro!

Skørbugen opfattedes nemlig dengang af de fleste på samme måde, som cancer af de fleste opfattes i vore dage, som grufuld, gådefuld, uforklarlig og uløselig.

Men langt om længe løste man skørbugproblemet. Man erkendte, at sygdommen var en ernæringsfejl; simpelthen manglen på frisk planteføde. Derefter søgte man længe at finde den ernæringsfaktor i frisk planteføde, der var den egentlige mangelfaktor. Det tog yderligere godt og vel hundrede år. Da man havde fundet den, identificeret den, navngivet den - som vitamin C - og snart kunne fremstille den syntetisk, følte man utvivlsomt, at man var kommet til afslutningen på og løsningen af et gigantisk problem, og at man nu med god samvittighed kunne sætte punktum for et meget langt forløb.

Det var jo sådan set også helt og aldeles korrekt. Blot var sagen samtidig den, at problemets løsning havde åbnet for helt nye perspektiver, som ingen kunne have gisnet om, og som da også de færreste dengang som sidenhen egentlig fattede.

Derfor var det for tidligt, at man satte punktum. For egentlig stod man overfor en ny begyndelse. Faktisk kunne man inden længe stille det spørgsmål: Er C-vitaminet overhovedet et vitamin? Er det ikke langt mere end et vitamin? Og endnu mere spændende, end vi kunne have anet?

Disse spørgsmål burde være blevet stillet, og de blev stillet. Men kun indenfor et meget snævert forum af forskere. Og blandt disse har kun nogle få fattet sagens alvorlige sammenhæng, og nogle ganske få har forsøgt at besvare spørgsmålene. Men disse svar har betydning for hele menneskeheden, for dens helse, for dens mulighed for med enkle overkommelige midler at besejre vor tids overvældende civilisationssygdomme og for dens evne til at overleve som art på en forurenet klode.

Selv om man altså i fagkredse ret hurtigt kom til at betragte skørbug som et historisk fænomen, dukkede den fra tid til anden atter op. Under den amerikanske frihedskrig havde den hærget på begge sider af fronten; under borgerkrigen knap hundrede år senere gentog tragedien sig. Under Første Verdenskrig oplevede næsten alle de krigsførende nationer - måske med undtagelse af amerikanerne - skørbug blandt deres tropper og - på grund af rationering - også hos civilbefolkningerne. Overalt hvor sult og hungersnød truede, viste skørbugen også sit grumme ansigt.

Det var derfor god og rationel sundhedspolitik og en logisk følge af en langvarig og smertelig historisk erfaring at de amerikanske myndigheder i 1943 - under Anden Verdenskrig - formulerede nogle ernæringsnormer for at undgå risikoen for skørbug. Skørbugen havde jo ofte været en faktor, der afgjorde krige, især til søs. Men nu, i 1943, kendte man helt præcist den afgørende faktor. C-vitaminet var blevet uomtvisteligt identificeret og kunne fremstilles industrielt. Man vidste hvor meget føden skulle indeholde for at såvel folk som matroser ikke skulle få skørbug.

Denne mængde blev fastsat i det nye sæt af værdier - også omfattende andre kritiske ernæringsfaktorer, først og fremmest andre vitaminer samt mineraler - der var blevet udarbejdet af National Academy of Sciences og som fik betegnelsen Recommended Daily Allowances, normalt forkortet til RDA. Mange nationer, således også Danmark, fulgte amerikanerne og formulerede deres egen RDA, der dog ofte var mere eller mindre direkte kopieret fra den amerikanske.

Siden 1943 er RDA flere gange blevet revideret. Men det oprindelige vurderingsgrundlag er stadig: Tilstrækkelig C-vitamin til at undgå skørbug. Det var en glimrende målestok for sin tid - året 1943 - omend måske allerede da en anelse konservativt. Over et halvt århundrede senere og i lyset af vor viden i dag er det en standard, der er håbløst forældet. Dog står den stadig i princippet uændret. Konsekvenserne heraf skal vi se på senere og i anden sammenhæng.

Den dag i dag forekommer der tilfælde af skørbug, især i visse belastede miljøer samt under krige og katastrofer. Selv i normale miljøer når enkelte isolerede tilfælde fra tid til anden frem til det konventionelle behandlingsregi, hvor lægerne som regel er så uvante med at se den slags, at tilstanden ofte ikke blive korrekt diagnosticeret.

***