Fra bogen NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE
med nutrienter og andre orthomolekylære substanser
Af Erik Kirchheiner

Kan frit downloades på Mayday-info.dk

1. Bind 1 Revideret i 2001, sider: 459 Størrelse: 1,08 MB
2. Bind 2 Revideret i 2001, sider: 408 Størrelse: 976 KB

C-vitamin, det glemte hormon

Skørbug
Signalement af C-vitamin
C-vitamin i mad og drikke
C-vitaminets medarbejdere - bioflavonoiderne
C-vitamin og vores medfødte sårbarhed
C-vitamin - hvor lidt og hvor meget og hvorfor?


Det absolut væsentligste forhold i forståelsen af C-vitaminets funktion i vor organisme er den kendsgerning, at dette vitamin oprindeligt var en slags hormon, som vor art - i lighed med menneskeaberne - på et tidspunkt i udviklingen frem mod mennesket holdt op med at producere.

Alle andre dyr, med ganske få undtagelser, kan selv producere C-vitamin i deres binyrer efter behov. Når mennesket og nogle få andre dyr, der oprindeligt levede i et miljø, hvor der var rigeligt med C-vitamin i føden, har mistet evnen til at producere dette livsvigtige vitamin og alligevel har overlevet dette gentab, så er det netop fordi, at deres oprindelige føde var så rig på C-vitamin, at det ikke var nødvendigt for kroppen selv at danne denne nutrient.

Sådan var forholdene for menneskene i fortidens årtusinder, men sådan har de ikke været i historisk tid, hvor menneskets føde gennemgående har været fattig på C-vitamin. Mange forskere er i dag af den opfattelse, at dette er den største enkelte årsag til sygelighed hos vor art.

Hvis vi iagttager vore nærmeste slægtninge i dyreverdenen, de store menneskeaber, som har denne genetiske særhed tilfælles med os, så vil vi se, at så længe de lever i deres naturlige miljø, - som også engang var vore forfædres naturlige miljø, - lider de ikke af nogen af de typiske civilisationssygdomme, der er så karakteristiske for mennesket. Men hvis de bliver flyttet til mere "menneskelige forhold" - zoologiske haver, for eksempel, - så begynder de også at plages af de samme lidelser, der hærger os.

Hvis vi så yderligere kalkulerer på, hvad en sådan menneskeabe i dagens løb indtager af C-vitamin i sit naturlige miljø, og omregner dens indtagelse - for pund til pund af kropsvægt - til, hvad vi i samme oprindelige situation ville have indtaget, så ville det svare til en 10 til 12 g C-vitamin daglig for et voksent menneske - og ikke meget mindre for et barn.

Det er ud fra sådanne beregninger, man bør forstå visse individers enorme C-vitaminbehov, og også hvorfor sådanne behov ikke kan tilfredsstilles på naturlig måde i et moderne miljø.

C-vitaminets kemiske navn er askorbinsyre, og det er molekylært set nært beslægtet med sukker; så meget, at de dyr, der selv danner vitaminet, gør det ud fra en enzymatisk bearbejdelse af sukker. Vi kan industrielt efterligne denne fremstilling af askorbinsyre fra sukker og derved fremstille C-vitamin i mere koncentrerede mængder end man finder i naturen. Uden denne produktionsmetode ville det være fysisk umuligt at stille mange individers behov for C-vitamin.

Det er værd at notere sig, at dyrene former deres askorbinsyre i binyrebarken, og at de producerer mere, når de er under stress. Heraf kan vi aflæse, at askorbinsyre er et slags "stresshormon", og dette er værd at huske. C-vitaminet er naturligvis også for os den umiddelbart mest væsentlige anti-stressfaktor. Vi skal blot have den tilført udefra. Derfor er det vigtigt i alle stresssituationer at huske på sit C-vitamin, uanset om det drejer sig om arbejdsstress, kemisk stress, infektion, kirurgisk indgreb, følelsesmæssig stress eller chock.

Askorbinsyre opholder sig kun kort i kroppen - i almindelighed i et par timer - og skal derfor tilføres regelmæssigt. Hvis man i længere perioder indtager store doser, må man være forsigtig med ikke pludselig at stoppe disse tilskud, da det vil skabe svingninger i binyrebarkbalancen og kan give symptomer på C-vitaminmangel.

C-vitaminet forekommer ikke alene i naturen, og det fungerer bedre, hvis det indtages sammen med substanser, der hører til dets normale biologiske miljø, som for eksempel bioflavonoiderne. Derfor kombinerer man ofte industrielt fremstillet C-vitamin med plantestoffer rige på bioflavonoider så som hyben, acerola og andre.

Mangelsymptomer: akut: gusten og grumset teint; kraftløs; udmattes let; appetitløshed; åndedrætsbesvær; modvillighed overfor fysiske anstrengelser; blodmangel; søvntrang; blå mærker; omvandrende smerter i led og lemmer, især benene; degenereret diskus.

Senere stadie: smertende tandkød, som let bløder og er svampet og opsvulmet; rødepletter og små blødninger i huden, specielt på benene omkring hårsække; opsvulmede og purpurfarvede øjenlåg; blod i urin.

Alvorlig sen fase: uren, brunlig teint; alvorlig svækkelse; den mindste anstrengelse forårsager åndenød og hjertebanken; svampet og blødende tandkød; tænder løse og falder ud; kæben begynder at rådne; usædvanligt stinkende ånde; gamle sår springer op og bløder; nye sår vil ikke læge; svære smerter i lemmerne; knogleskørhed; lungebetændelse; døden indtræder som pludselig kollaps; = fatal skørbug.

Mentale symptomer: udmattelse; rastløshed; sindsforvirring; depression; indfaldent og skulende forpint ansigtsudtryk; forgræmmet panderynken.

Rigeste naturlige kilder: Grønne, gule og røde peberfrugter (capsicum); paprika, cayenne, chili; - citrusfrugter; lime, citron, grape, appelsin, pomelo, persille, hyben; alle grønne grønsager; tomater; bær; blomkål.

Terapeutiske doseringer: Generelt: 1 til 2 g dagligt; hvis man ryger: 2 g eller mere; ved akut virus; (forkølelse, influenza og lignende): 1 til 2 g hver vågen time; - pludselig stress i form af infektion, brandsår, læsioner: 1 til 2 g hver vågen time; - sindsforvirring på grund af "senilitet": 1 til 2 g dagligt; - lændesmerter på grund af degenereret diskus; - 0.5 til 5 g dgl; - luftforurening: smog: 3 g dgl + vitaminerne E og A; - mildere mentale symptomer (træthed, pessimisme, forpint,): 3 g dagligt; - noget sværere mentale symptomer (depression, søvnløshed, sindsforvirring, angst): 3 til 10 g dgl. - ved sengetid: 1 til 5 g for god søvn; 3 til 30 g dgl; - heroin og andet narkomisbrug: op til 50 g dagligt; - cancer: over 10 g som kosttilskud og fra 25 til 100 g daglig intravenøst i kombination med lipoinsyre (speciel protokol).

Det er mere end en menneskealder siden, at den store foregangsmand for rationel C-vitaminbehandling, den amerikanske læge, dr. Frederick R. Klenner offentliggjorde sine resultater og kaldte C-vitaminet "det fundamentale lægemiddel" - the fundamental medicine - ud fra den synsvinkel, at mennesket var en sårbar mutant, hvis største helseproblem og væsentligste kilde til sygdom lå i dets manglende evne til selv at producere tilstrækkeligt askorbinsyre.

Han og hans disciple underbyggede i løbet af århundredet deres påstand ved at påvise C-vitaminmangelen som årsagsfaktor i en lang række lidelser og lige så effektivt behandle disse lidelser med mangelfaktoren. At skulle opregne disse lidelser og tilstande kan virke ret overvældende: (Se listen på side 180 i Bind 1)

Hvordan kan det være, at den omfangsrige information om C-vitaminets store muligheder i sygdomsbehandlingen er så ukendte? - Hvordan kan det være, at dette effektive, ufarlige og billige middels enorme potentiale er praktisk talt ignoreret, tilmed i en tid der plages af alle de problemer C-vitaminet i stor udstrækning kunne afhjælpe?

C-vitaminet kan nedbringe overforbruget af antibiotika og bivirkningerne af farmaceutiske mediciner, enten ved helt at erstatte dem eller ved at reducere deres giftvirkninger. C-vitaminet kan også ved sin billighed formindske samfundets uhyrlige omkostninger til konventionelle behandlingsmetoder.

Der er intet kort og enkelt svar på, hvorfor disse muligheder ikke udnyttes. En del af besvarelsen, men langt fra hele besvarelsen, ligger i det historiske forløb og de forudsætninger dette forløb skabte. Opfattelser og synsmåder, der blev skabt i den proces, hvor man gjorde sig fri af den epidemiske C-vitaminmangelsygdom skørbug og siden fandt frem til selve den molekylære substans, askorbinsyren, der var - og er - problemets kernefaktor, skabte et tankesæt, der skulle blive dominerende for både forskere, læger og lægfolk frem til vore dage. Ifølge denne opfattelse var C-vitaminmangel snævert knyttet til skørbug, som snart blev betragtet som en historisk overstået fase. Dermed opnåede et større perspektiv aldrig at samle interesse i de toneangivende kredse. Deres tankesæt skulle vise sig at blive en dødeligt snærende spændetrøje.

***