Jeg læser en artikel i Politiken Rigmand giver millionerne væk og der ikke sker andet, end at jeg læser og tænker, at folk må handle som de vil, idet ingen andre end dem selv ved, hvordan de selv skal leve deres liv....

.... lige indtil jeg så billedet...


WOOW! Det er jo netop et lignende fantasihus jeg havde drømt om siden jeg var barn. Jeg voksede op i et "sort" hjem med en "sort" stemning hos forældreparret, hvor faderen var altid borte på job og moderen var maniodepressiv og blev hjemme bag lukkede døre i flere år ad gangen.... Der var rigelig plads til at drømme om fremtiden, der selvsagt skulle være meget anderledes end det liv jeg havde i barndomshjemmet. Derfor vidste jeg allerede meget tidligt hvem jeg ville være når jeg blev voksen, hvor ville jeg bo, hvilken familie jeg skulle have sammen med den bedste mand i hele verden og at jeg ikke skulle have et enebarn. Det var nærmest den bedste drøm af alle: at vide at mit barn, når jeg blev voksen, skulle have mange søskende....

Disse fremtidsdrømme blev også forfulgt gennem hele min barndom og teenageårene, hvor de faktisk ofte også var en stor trøst midt i det lukkede liv i barndomshjemmet. Alle planer blev gennemført startende med kunsthåndværkerskolen i et land i Mellemeuropa, hvor familien var udstationeret pga. faderens job. Kunsthåndværkerskolen afsluttede jeg med et studendereksamen og med diplomer i "kunsttekstiler" og "dukketeater-design". Så var vejen åben videre til arkitektskolen og så videre ud i livet..... I mellemtiden lykkedes det mig også at tabe over 60 kg i vægt og senere, efter bruddet med familien.... kom et barn. Godt nok passede det ene barn ikke med drømmerne om en børnerig familie, men det skulle jeg nok nå.... Jeg havde jo hele livet foran mig. Det har man jo når man er midt i tyverne, ikke sandt?

I denne tid vendte jeg ofte tilbage til tanken om at bo i højlandet. Jeg kunne se alpehytten for mit indre blik og var ikke det mindste skræmt af beliggenheden i det høje. I bjerge kunne jeg leve, trække vejret frit, tænke tanker og bare leve. Blot udsigten fra vinduet kunne fortrænge nærmest hvad som helst negativt og jeg levede gerne på vand og brød, hvis det kunne give mig mulighed for at bygge et bjerghus i Alperne.

På vand og brød er helt ok, når det er en selv det går ud over.... Jeg havde et barn, men manglede fortsat en familie med verdens bedste mand og de mange børn. Først skulle der arbejdes og tjenes penge. Det lå klart og jeg var også villig til at ofre meget for at kunne bidrage til at drømmen kunne gå i opfyldelse. Det blev blot en smule forsinket, da jeg helst ikke ville være for meget væk fra det lille barn derhjemme og måtte derfor sagtne farten en smule til han blev lidt større, hvor jeg så kunne tage ham med alle steder, også på job, som jeg selv blev da jeg var barn og som minderne fra er nok de eneste lykkelige jeg har fra min egen barndom: at sidde ved et lille bord ude i forkontoret, tegne mine tegninger og læse mine bøger, mens far arbejdede bag de lukkede døre... Eller sidde på bagsædet i bilen, mens far kørte til et møde i anden by.... Da var jeg ikke kommet i skolealderen endnu, så det kunne lade sig at gøre og de bedste, trygge minder jeg har fra min barndom stammer fra de dage, hvor jeg var "med far på arbejde". Ja, jeg måtte vente et par år til mit barn var lidt større og så kunne vi begynde fokusere stærkt på at genoptage arbejdet med at virkeliggøre fremtidsdrømmerne.

Med til drømmen hørte også langtidsplanerne om en tegnestue og et kunsthåndværker-kooperativ. Begge dele skulle drives fra alpehuset og pengene skulle bruges med omtanke, så der blev sparet nok op til både de 3-4 børn der endnu skulle komme, til beskeden men tryg tilværelse, til at kunne sende børnene ud i verden på dannelsesrejser, sponsorere en god uddannelse til hver og en.... og så endelig, stille og rolig at lægge til side til alderdommen, hvor alle de interesser, som undervejs var udskudt - kunne omsider dyrkes og nydes. Og når jeg endelig gav tankerne frit løb, da tænkte jeg at når jeg bliver gammel, da vil jeg gerne skrive børnebøger til ensomme børn, jeg vidste er mange af rundt omkring i hjemmene bag de pæne gardiner. Hvem skulle bedre vide hvad ensomme børn havde godt af at læse end en gammel dame, der selv var et ensomt barn for mange år tilbage i tiden.... hvor sukkersødt.

Hold da helt op, hvor to billeder af et alpehus kunne rode dybt i fortidens minder om de fremtidsplaner et barn, senere en teenager og ung kvinde havde vævet for sin egen fremtid. Selv i dag mener jeg at det var nogle flotte drømme, og da slet ikke så urealistiske selv om de "kostede" en flytning til Alperne og væk fra vores flade Danmark.

Jeg nåede ikke nærme mig disse fremtidsdrømme, endsige flytte til højlandet i Alperne....

Jeg fik hypothyreose i stedet.... Siden har jeg har spildt mange herrens år ved ikke at fatte alvoren ved denne sygdom, som fortærer ens liv indefra i det skjulte, indtil der ikke er meget tilbage af det menneske, man var før. Og de som advarede... de var bare "sortseere" eller "glædeslukkere". Jeg blev først klogere 29 år efter og måtte erkende at barnedrømme var long gone.

Da jeg forleden talte om fortidens fremtidsdrømme med en anden syg af hypothyreose, en mand på ca. min alder - da sagde han at hvis han ikke havde totalt fortrængt sine egne barnedrømme, ville han ikke kunne klare at leve mere. Havde han ikke sine børn, ville hans aktuelle liv være meningsløs, da han intet kunne udrette siden hypothyreose for alvor tog fat i ham da han var midt i trediverne og siden har han mistet alle de evner og færdigheder, han før kunne dyrke, nyde og leve af.

Han påstår hårdnakket, at jo hurtigere syge af hypothyreose erkender deres begrænsninger, opgiver og glemmer deres barnedrømme, jo nemmere kan de leve med sygdommen i fremtiden.

Kan det virkelig passe, at betingelsen for at have et tåleligt liv med hypothyreose er, at man glemmer alt om den person man var før....?

Hmm... jeg går jo ikke og hele tiden dvæler ved fortiden. Det sker kun sjældent og tilfældigt, som i dag, at jeg kommer i tanker om alle de planer jeg havde som ung. Alligevel mener jeg ikke, at det er så nemt at leve i nuet, når virkeligheden ikke nøjes med de skader der allerede er sket, men fortsat trænger sig på med nye krav og nye ulemper. Men det er en anden historie.