21. Zinkmangel - og de lægekonventionelle blindgyder

Som bekendt anvender læger ikke zinktesten. Faktisk overvejer, endsige undersøger de slet ikke deres patienter for zinkmangel, selv om mange af dem med sikkerhed lider af dette problem og uden særligt besvær kunne helbredes for mange af deres lidelser simpelthen ved at indtage kosttilskud med zink.

Samtidig med at de ignorerer denne billige og naturlige mulighed for at dække deres patienters økologiske behov og på denne måde lindre og helbrede deres lidelser, giver de også belastende mediciner som kortison mod hudproblemer, antibiotika mod infektioner, „lykkepiller" som Cipramil og Fontex mod lavt blodsukker, hyperaktivitet, PMS og andre såkaldte „mentale" problemer og psyko-snak mod den ofte dødelige anoreksi. Selv den konventionelle forskning har forlængst måttet erkende, at medicinforgiftning og fejlbehandling udgør en stadig voksende del af sygdomsmassen. Patientbefolkningen selv er ikke uden skyld i mishandlingen, blandt andet fordi de som en sløv flok slagtekvæg affinder sig med dette organiserede idioti.

- Uddannelsessvigt og fordomme

Det er en gængs og ofte fatal fejl at tro, at en nutrient som zink -eller et hvilket somhelst andet vitamin eller mineral - fungerer som en medicin. Den gamle, nu historiske, simple model, hvor hver nutrient parredes med en specifik mangelsygdom - vitamin C mod skørbug, vitamin A mod natteblindhed, kalcium mod rakitis, B-vitaminer mod beri-beri og pellagra - har hos veluddannede behandlere for længst udviklet sig til en langt mere nuanceret og dybere indsigt. Problemet er ikke alene, at i al almindelighed er danske læger ikke veluddannede. De er heller ikke i besiddelse af nuanceret og dybere indsigt.

Specielt, når det drejer som om samvirkende ernæringsterapi og orthomolekylær lægekunst, så er de faktisk, for det første, slet ikke uddannede, overhovedet, og for det andet har de, tilsyneladende, når det gælder denne livsvigtige del af deres livsopgave, aflagt spejderløfte om, at uanset hvad udviklingen bringer, vil de forblive i dyb uvidenhed derom.

Det er også derfor at de, når de indenfor nogle få områder af deres gerning er pinligt tvunget til at anerkende enæringsterapeutiske forhold, går galt i byen og enøjet forgifter osteoporotiske patienter med solokalcium eller individer med blodmangel med solojern - for eksempel i cancertilfælde, hvor patienterne på grund af jerntilskud kommer til at lide under en yderligere byrde af cancerfremmende frie radikaler!

Denne rablende galimatias, der har impregneret praktisk talt hele den danske lægestand, skyldes ikke blot manglende undervisning og uddannelse, men også en dyb kollektiv hypnose induceret af den økonomisk og socialt dominerende farmaceutiske industri, der i praksis står for størstedelen af den kraftigt mobbende infopressur - eller -dressur - som den almindelige praktiserende læge praktisk talt konstant er udsat for.

Overhovedet at begynde at anskue sygdom og helse ud fra de observationer, der er nedlagt i denne bog, vil for en af disse mesmeriserede medicusser ("hypnotiserede" læger/red.) kræve et smerteligt og sandsynligvis socialt invaliderende brud med den farmaceutiske „Godfather" og hele lægearméens kadaverdisciplin.

For den farmaceutiske mob er jo nem at hygge sig med, så længe man er indenfor, hvor det - nota bene! - kun er de andres kadavere, det drejer sig om. Men den er barsk at konfrontere, hvis man er faldet ud af marchkolonnen [81][82][83][84].

- Vildledning og vejledning

Da de afgrundsdybt uvidende og barskt disciplinerede læger overalt i samfundet benyttes som eksperter i de emner, som de påviseligt ikke har nogen uddannelse i, er det uundgåeligt, at vildledning og ikke vejledning breder sig som ringe i samfundet.

Snart sagt hvert ugeblad har sin ansvarsløse medicinalstyrede marionet, der udbasunerer uholdbare trossætninger om forhold, han eller hun ikke har gjort sig blot den ringeste ulejlighed med at sætte sig ind i, endsige studere, praktisere og høste erfaring om.

Bør man da undre sig over vort lands fortvivlende helsesituation? Bør man undre sig over de lange behandlingskøer, hvor patienterne kreperer, inden de når frem til den lovede, men iøvrigt ofte ganske inkonsekvente behandling? Bør vi undre os over de gentagne nedslående resultater, de frustrerede patienter, de spildte bevillinger, den omhyggeligt organiserede, men på sine steder utvivlsomt meget indbringende idioti?

En radikal ændring af holdning og sigte er presserende nødvendig i det danske sundhedsvæsen. Den kan ikke komme fra lægerne, forskerne eller bureaukraterne. Den kan kun komme fra borgerne, når disse engang - forhåbentligt snart, forhåbentlig ikke for sent - vågner til dåd.


  • [81] Heimlich; Jane: What Your Doctor Won't Tell You, Harper Perennial, 1990, ISBN 0-06-096539-8
  • [82] McTaggert; Lynne: What Doctors Don't Tell You: The truth about the dangers of modern medicine; Thorsons, 1996, ISBN 0-7225-3024-2
  • [83] Berger; Stuart M.: What Your Doctor Didn't Learn in Medical School; William Morrow and Co., Inc., 1988, ISBN 0-688-06553-8
  • [84] Lanctot; Guylaine: The Medical Mafia; Here is The Key Inc., 1995, ISBN 0-9644126-0-8