2. Hvad er zink?

Zink er selvfølgelig et metal. Det ved vi alle. Men alligevel er det værd at grave lidt dybere i emnet. Som alle andre metaller er zink et grundstof. Det vil sige, at det hører til blandt de i praksis knap 100 uforanderlige substanser, som hele vor fysiske verden er opbygget af. Disse stoffer kan vi ikke danne, omdanne eller nedbryde undtagen ved brug af atomkraft [75]. Derfor har vi netop så stor en mængde af dem i vor organisme, som vi har indtaget og endnu ikke udskilt - hverken mere eller mindre. Nogle grundstoffer er livsnødvendige, og vi ved alle, at disse i første række er ilt, brint, kul, svovl og fosfor. Men mange andre grundstoffer er også livsvigtige. Det gælder som sagt zink, og desuden for eksempel kalcium, jern, jod, magnesium, krom, selén plus mange flere. Når vi taler om ernæring og kropsbehov kalder vi - med et lidt uheldigt udtryk - disse grundstoffer for mineralerne [40].

Mens disse grundstoffer er livsnødvendige, er andre - som for eksempel kadmium og kviksølv - giftige. Ikke så få - for eksempel kobber, selén og jern - er begge dele, afhængig af hvor store mængder vi indtager. I små mængder er de uundværlige; men i større mængder kan de være farlige.

Alle grundstofferne kan opstilles i et skema, der begynder med det letteste grundstof - nemlig brint - og slutter med de tungeste - heriblandt uran. Ud af skemaet kan den trænede forsker læse forbløffende meget om hvert enkelt grundstofs egenskaber - for eksempel dets vægt, dets evne til at knytte sig til andre grundstoffer i kemiske forbindelser og dets adfærd indenfor disse ofte store og komplicerede molekyler. Dette skema kaldes Det Periodiske System. Zink - forkortet til Zn - er grundstof nummer 30 i Det Periodiske System [24].

I den menneskelige og andre levende organismer optræder zink imidlertid ikke som det nøgne metal eller grundstof. Her findes det, som overalt i naturen, i biologisk kompatible biokemiske forbindelser, og i vor føde og vor organisme især som organiske salte, det vil sige zink knyttet til biologisk aktive syrer, som for eksempel aminosyrer. Det er på denne form og i denne biologiske indpakning at vor organisme kan acceptere indtagelsen af zink og er i stand til at udnytte grundstoffet. Det er derfor også sådanne zinkforbindelser i vor føde, som vi er i stand til at optage og udnytte.

I vor mad er de rigeste kilder til zink at finde i østers, fisk, plantefrø, hvedekim, løg, ahornsirup, kød, champignon, ølgær, mælk, fuldkorn, nødder, ærter, gulerødder, lever og visse grønsager [40].


  • [24] Schroeder, Henry A.; The Trace Elements and Man; Devin-Adair Comp. 1973; pp. 98, 112, 149;
  • [40] Mervyn; Leonard; The Dictionary of Minerals; Thorsons; 1985; ISBN 0-7225-1 172-8; p. 147;
  • [75] Det har dog også været hævdet, at biologisk ændring af grundstofferne forekommer i naturen; men denne opfattelse accepteres ikke i ortodokse videnskabelige kredse. Se: Kervran; Louis C; Biological Transmutations, Swan House Publishing Co., 1972, ISBN 0-913010-02-2