Hej M,

Jeg synes også, at du skal prøve at tage kontakt til din læge igen og få tjekket, fx for diabetes, som smgj foreslår. Men som Admin siger - tag din mand med - eller en anden du har tillid til. Og jf. Admins artikel-henvisning, er det nok en fordel, at det er en mand, hvor grotesk det end lyder.

Jeg ved, at psykiske symtomer kan skyldes fysiske problematikker - især hormonelle - men mange læger vender desværre alt for ofte årsagssammenhængen om og argumenterer for, at vores fysiske symptomer snarere er psykiske - som du jo også selv påpeger.

Men det lyder helt sikkert som om, der er hormonel ballade i din krop; humør, energi, appetit, temperatur, søvnproblemer, akne, hovedpine, blødningsforstyrrelser indikerer i hvert fald det. Det er næppe noget, der foregår i dit hoved.

De første par år med lavt stofskifte troede jeg også, at jeg havde stress. Og hormonelle ubalancer kan jo nemt komme til at ligne stress, fordi kroppen ér stresset, når den er syg (og fordi stress-symptomer jo kan være stort set alt). Men hvis rodårsagen er noget helt andet, vil du aldrig kunne fjerne den stress, din krop oplever, før du fjerner rodårsagen! Før behandling vågnede jeg fx konsekvent kl 3 om natten og var lysvågen. Klassisk stress-symptom. Det er først efter, jeg har fået rettet mit stofskifte, at jeg sover tungt og godt hele natten, hver nat.

Få fortalt alle dine symptomer - jeg har ofte fortrudt, at jeg ikke fik beskrevet flere af mine symptomer til min første læge, fordi jeg altid havde følelsen af at skulle skynde mig, af at være til besvær og ja, hypokonder. Men din læges mening om, hvorvidt du er hypokonder eller ej skal ikke afholde dig. Læger er bare mennesker og de har samme tendens til bias og fejl-rate som alle os andre.

Jeg ved det ikke, men nogengange kan det måske være en hjælp at snakke med lægen mere direkte om jeres samarbejde og fx sige, at du jo kun bliver ved med at komme, fordi der bliver ved med at være noget galt(!). Det kan måske minde ham om den ulige magt-relation, der er indbygget i læge-patient-forholdet, og som giver ham et kæmpe ansvar.

Hvis relationen bliver for “betændt” og præget af mistro, kan det jo ende med at sidste udvej er at skifte læge. Det har jeg selv gjort og selvom det ikke er optimalt og man ikke ved, hvordan relationen til den nye læge bliver, så kan det jo blive sådan, at man ikke har noget at tabe. Hvis du ikke får nogen svar ud af at gå til lægen igen (hvadenten det er fordi, han ikke vil lave flere undersøgelser eller fordi undersøgelserne viser sig at være “normale”), kunne det måske være en ide at spare sammen til en privatlæge.

Hvor længe har du været helt medicinfri? Jeg tænker på, om nogle af dine ubalancer kan være udtryk for, at du har fået alle mulige præparater, som skal ud af systemet?

Jeg håber, at du snart får noget medvind.