Sitat Opprinnelig skrevet av Shelley48
Jeg er en vittighed i familiens øjne. Jeg kan ikke tro det. Jeg har forklaret for flere af dem, hvor lang tid det ville tage at begynde at få det bedre, og at jeg er ked af at jeg ikke altid kan være der for dem, selv om jeg gør hvad jeg kan, og mere til, og uanset hvor syg jeg er.

Jeg har altid troet, at jeg havde rigeligt kompenseret min søn for alt det han gik glip af pga. min sygdom, men det ser ud til nu, at han er ked og led af af mig - denne 'person', der er ikke som hun plejede at være, og han kan ikke få det ud af hende, han førhen var vant til.
I går hørte jeg om en ældre mand, en enkemand syg af lavt stofskifte i omegnen af 20 år. Han havde fået i gave en værdifuld genstand, der ellers var hans kæreste eje for mange år siden. Nu skulle den tilbage, men er for skrøbelig til at kunne sendes med post eller fragtmand. Den var til afhentning et sted over 1500 km væk...

Efter de mange år med lavt stofskifte + Eltroxin, har den ældre mand en snært af social fobi og lider af en uhæmmet rejseskræk. Han kan hverken køre i tog og bus, og han kan heller ikke tage et fly. Men han har en voksen datter. De havde et godt liv sammen. Han selv har passet datteren siden hun var blot et par år gammel. Hun var en sød, glad, smilende og venlig lille pige, og faderen troede derfor på, at det var lykkedes ham at beskytte hende mod det meste af, hvad sygdommen ellers påvirkede hans liv med. Det gik rigtig fint med datterens trivsel, at dømme efter hendes glade natur, glæde ved at omgås andre mennesker og ellers alt, der jo kendetegner et lykkeligt barneliv. Han var ikke så lidt stolt af at det var lykkedes ham at få datteren igennem barndommen og teenageårende, så vellykket...

Glædestrålende spurgte han sin datter om hun ville hente gaven til ham. Han ville selvfølgelig betale både flybilet og hotel, hvis hun ville have en weekend i storbyen, ud af turen.

Datteren svarede: "Du har altid haft svært ved at tage dig sammen... Hvis du heller ikke kan tage dig sammen til selv at rejse og hente gaven, fortjener du ikke ha' den."

De mange års forestillinger om, at han havde en datter der forstod ham, fordi hun levede så tæt på hans daglige sejre i kampe om at være en god forælder, uanset sygdommen - de forestillinger blev punkteret. Det stod lysende klart at datteren forstod intet. I hendes øjne var han bare en mand, der ikke gad tage sig sammen. Nu og i alle årene forinden.

Jeg kender til flere lignende historier.... Jeg har også selv oplevet (gudskelov kun i en light-udgave) den bitre smag af erkendelsen, at ens barn ikke fatter omfanget af den "heltedåd" som det er at være en rigtig god forælder, på trods af lavt stofskifte der æder ens hverdag og sjælen, bid for bid.

Så længe så godt som alle med lavt stofskifte behandles på livstid med syntetisk T4, frygter jeg flere nye generationer af ensomme hypo-forældre til voksne børn.

Det må kunne lade sig gøre at forebygge, men det kræver at endnu mens børnene er små, ændrer deres hypo-forældre deres adfærd. Det kan godt være at dagligt liv "som om intet er galt" fungerer fint mens børnene er små, men det kan komme til at hævne sig når de bliver voksne. Voksne børn der har mistet respekten (og dermed kærligheden?) for den syge forælder, et eller andet sted undervejs fra barndommen. Den syge, nu ældre forælder lukket inde i sin boble, uden anden end negativ, følelsesmæssig forbindelse til sine bebrejdende børn.

Det er meget muligt at så galt behøver det ikke gå for alle, men ingen ved på forhånd hvad fremtiden bringer, medmindre man garderer sig så godt man kan. F.eks. ved ikke i det daglige, hele tiden være en "helt" for enhver pris. Jeg må tænke lidt mere over det, men jeg er bange for, at der findes ingen nemme løsninger...