Det første års tid

Det første års tid var præget af abnorm træthed og uklarheden var altomfattende. Indtil jeg blev reguleret op i eltroxin var det at rejse sig fra en stol et projekt, som jeg havde svært ved at overskue og finde kræfter til. Mine samtaler bestod mest af autorespons, for jeg tabte jeg tråden mange gange i løbet af en samtale og gik formodentlig glip af det halve. Jeg husker det som en grå tåge af træthed, uklarhed, koncentrationsbesvær og afkræftning/fysisk udmattelse, men det er en erindringsfokusering, som ikke yder mig retfærdighed. For jeg havde også smil, latter og rimelige samtaler med mine veninder og min partner, som mener at de trods alt fik noget ud af at snakke med mig. Men den indre tilstand var præget af ”den grå tåge”.

En tur op til byen, hvor jeg tog bussen derop og på mine gode dage gik hjem kunne sagtens tage et par dage eller mere, at komme mig ovenpå. Jeg forsøgte mig, grundet forfængelighed og mit eget spejlbillede med at svømme, men opgav det hurtigt, idet det medførte udtalt fysisk pacificering og ubehag de næste mange dage.Leg med min søn foregik liggende, hvilket var strengt nødvendigt for mig. Heldigvis gjorde det ikke så meget i forhold til min søn grundet hans alderstrin. Ofte var jeg så uklar, svimmel og ukoncentreret og fysisk utilpas, at jeg med et blegt smil holdt en ting og sagde ”se!”. Hvilket var graden af det, som jeg kunne overkomme. Nogle gange faldt jeg simpelthen i søvn på gulvet ved siden af min søn. Retrospektivt er det min vurdering, at jeg skulle have haft hjælp det første års tid. Men det er svært at nå til den erkendelse når man konstant er uklar, ukoncentreret og sover meget af tiden