Fødselsforløbet

Fødslen var et mareridt som strakte sig over tre døgn. Jeg ankom til XXX fødegang i februar (mit fostervand var gået om morgenen) og fik foretaget kejsersnit i marts. Jeg havde forinden lavet aftaler med min barselslæge, at det skulle være en kortvarig og effektiv fødsel. ”Alt over 9 timer, så dør jeg” havde jeg sagt til ham, godt nok med et smil på læben, - men ikke mindre seriøst af den grund. Jeg havde forklaret, at jeg var blevet fejlreguleret i hydrokortisol, for det var det, som jeg vidste på det tidspunkt. Jeg var endnu ikke klar over at det også omfattede eltroxin og flourinef. Han responderede, at alle mellemregninger ville blive sorteret fra og man ville bestræbe sig på et effektivt fødselsforløb. På fødegangen blev jeg mødt af den eneste jordemor, som havde snakket med min fødselslæge, og hun ville starte fødselen fra det øjeblik at de var sikre på, at fostervandet var gået, - men inden det skete fik hun fri og jeg så hende ikke siden.

Alle de andre jordemødre kontaktede ikke lægen og de aftaler, som jeg havde lavet med ham blev brudt. Da jeg senere snakkede med ham sagde han ”hvad hjælper det at sidde i ambulatoriet og lave aftaler, når de ikke bliver overholdt”. Jeg kan således konkludere, at han heller ikke mente, at aftalerne var blevet holdt. Min fødsel blev således ikke sat i gang før efter 24 timer efter at fostervandet var gået. Først fik jeg en vældig forklaring om at man ville undgå kejsersnit. Den næste dag fik jeg som forklaring, at man jo lige skulle se, hvad min krop kunne klare. Først efter en vældig diskussion med en jordemoder, hvor jeg overvejede at tage mit tøj og gå (hvilket jeg den dag i dag stadigt ønsker at jeg havde gjort) gik man i gang med hormonbehandlingen. Det var også i den forbindelse at jeg fik at vide, at en fødsel jo sagtens kunne tage tre døgn, - senere blev det af en anden jordemor forhøjet til fire. Jeg fik ligeledes at vide, at nu skulle jeg jo skelne mellem, hvad der var min sygdom og hvad der var fødsel. (Kan man det?)

Hvis man har den holdning og sætter den sammen med en 34 årig kvinde med Addison og myksødem, som er blevet fejlreguleret i eltroxin og florinef i sandsynligvis 2 ½ år samt i hydrokortisol den sidste del af sin graviditet, så har man en sprængfarlig cocktail. Og det blev den så. Jeg vil aldrig nogensinde kunne bevise, at jeg var ved at dø på den fødegang, men det føltes sådan og givet de ovenstående faktorer, så er det ikke helt usandsynligt. Faktum er, at 72,5 timer senere fik jeg kejsersnit, kun tre centimeter udvidet. Jeg har senere erfaret, at man ved Rigshospitalet har en procedure, som medfører at fødselen skal være overstået indenfor 48 timer efter fostervandet er gået. Derefter udføres kejsersnit. I Århus har man en tidsbegrænsning på 24 timer.

Det fremgår af min journal er jeg meget smertepåvirket af selv små-veer, så hvordan de havde tænkt sig jeg skulle komme igennem ”le grand finale” må stå hen i det uvisse. Mine veer holdt sig ikke kun til underlivsregionen, de spredte sig ud i benene, op igennem kroppen og ud i armene og hovedet. Det gjorde så ondt, at jeg til sidst ikke kunne mere. Men jeg fik at vide, at ”det gør jo ondt at føde!”

Den sidste aften før kejsersnit fik jeg pethidin. Pethidinen følte jeg fra starten af havde mere effekt på min psyke end på smerterne. Det føltes, som blev mit overjeg sat ud af spillet og det eneste ord, som var tilbage efter det, var ordet ”mor”, - så jeg lå og råbte på min mor hver gang jeg fik veer. At skulle sætte sætninger sammen til sammenhængende hele føltes som noget jeg skulle overkomme, alt andet end lige ordet ”mor” syntes at være en udfordring. Derefter fik jeg epidural, men den virkede ikke efter hensigten. Heller ikke den epidural, som de forsøgte sig med på operationsstuen virkede og det var derfor nødvendigt med en fuld bedøvelse.

Til sidst kunne jeg ganske simpelthen ikke holde til de infame smerter, som hvert et ve medførte. Hver gang jeg vågnede op til endnu et ve slog angsten ind over det smertehelvede, som jeg vidste at jeg skulle igennem. Smerterne medførte, at jeg erklærede, at jeg bare ønskede at dø. Det er klart en bedrift at få mig derhen, for jeg har siden 1999, hvor jeg i sidste øjeblik fik diagnosticeret Addison, anset livet for en umådelig stor gave, og det siger uendeligt meget om det forløb, at jeg faktisk var parat til at kaste håndklædet i ringen og give op. Jeg kunne ikke klare flere veer og flere smerter. På vej ned til kejsersnit, lå jeg på briksen mens jeg kastede mit hoved fra side til side og sagde ”ikke flere veer, ikke flere veer”. Jeg vil stadig i dag mene, at der ville have været mere barmhjertighed i et nakkeskud.

Man havde ikke været så venlig at fortælle mig, at jeg til enhver tid ville have kunnet forlange at få et kejsersnit. Havde jeg vidst det, så ville i hvert tilfælde den sidste aften og nat været blevet sorteret fra. I stedet blev jeg hver gang kejsersnit kom op overtalt til at gå videre, for med Addison skulle man jo være meget forsigtig med operative indgreb. Det er ikke fordi dette er en ukorrekt betragtning, men hvis det udmønter sig i, at man vil gennemføre en fødsel for enhver pris, så går man galt i byen.

Min kæreste og veninder, som var til stede det meste af mit fødselsforløb, nogle gange på skift, havde fornemmelsen af, at jordemødrene anså mig for at være pylret. Det kunne umuligt gøre så ondt, - og set i forhold til, hvor jeg var i fødselen, så kunne det simpelthen ikke være sandt. Man overhørte fuldstændigt mig og mine udmeldinger, for den grundlæggende antagelse var, at de havde ret. Reelt set har det jo nok været dem, som ikke kunne skelne mellem, hvad der var sygdom og hvad der var fødsel.

Det som er særdeles farligt i situationen er fejllæsningen og fejlforståelsen af signalerne. Eksempelvis følgende bemærkning fra min fødejournal: ”patienten sover trygt mellem veerne”. På det tidspunkt kommer veerne med fire minutters interval, så at jeg har kunnet falde i søvn mellem veerne burde faktisk være dybt foruroligende, også på trods af al den ”dope”, som jeg havde fået. Der er formodentligt mere tale om at Addison tager over og jeg kollapser mellem veerne. Det er min erfaring, at med en dårligt reguleret Addison udvikler man et ”Jens Fup-syndrom”: man kan sove stort set hvor som helst, når som helst og uanset situationen. Men når man ikke kender til sygdommen, så fejllæser man billedet. Jeg finder det i den forbindelse kritisabelt, at der i løbet af de tre døgn kun var en enkelt endokrinolog inde at se til mig den allerførste aften.

Til sidst i min fødejournal står der at jeg forekommer ødematøs. Det havde jeg været de sidste to måneder af min graviditet. Det virker så tåbeligt at konstatere det på det tidspunkt, måske tidligere i forløbet at det kunne have gjort en forskel, - men på det tidspunkt er det så enormt redundant at konstatere det.