Hvorfor mon vælger så mange mænd at blive læge?

Kan man udøve lægegerning uden at bryde sig om patienterne, eller uden basalt at respektere andre mennesker?

Lægegerningens sande kerne bygger i virkeligheden på de såkaldte "kvindelige værdier".

Lægegerningen sande succes er betinget af at lægen tåler nederlag og erkender fejl og mangler i sin praksis... at tåle nederlag og erkende fejl er ikke ligefrem maskuline egenskaber.

Lægegerningens betingelse for at kunne opfylde sig selv, er at ville hjælpe alle, uanset om de har gjort sig fortjent til hjælpen, hvilket er heller ikke ligefrem et maskulint egenskab.

Lægegerningens uundværlige redskab er lægens egen personlighed. Hvis man vil være en god læge, vil det direkte stride mod de såkaldte "mandlige værdier", hvis lægen er fast besluttet på at beholde dem intakt.

Mænd er ikke ligefremt opofrende "omsorgsgivere"...

Hvorfor mon bliver så mange mænd læger, når den rette udøvelse af lægegerningen, i den grad kræver at den mandlige læge tilsidesætter sin egen, mandlige identitet?

Spørgsmål er yderst relevant for os med hypothyreose...

De fleste af os er kvinder.

De fleste af de behandlende læger er mænd.

Se hvor det har bragt os...

At komme i en kvindelig læges varetægt er også en usikker satsning. De fleste kvindelige læger bliver til sølle karrikaturer af deres mandlige kolleger, fordi hovedparten af den kvindelige identitet skal ofres, før en kvindelig læge bliver "one af the boys". Ofte bliver kvindelige læger mere "mænd" end selv mænd er. Det er betingelserne, når flertallet af læge-kolleger er mænd... så jeg spørger igen: hvorfor vælger så mange mænd at blive læger?

Et bud, anyone?