Når leger koster samfunnet mer enn pasienter

[Anisa]

Når læger koster samfundet langt mere end patienterne gør!

Læs selv tråden til Kryddan som citaterne herunder stammer fra... Sådanne beretninger har vi tusinder af her på forummet. Ude i samfundet kan sådanne beretninger nok tælles i hundredtusinder, og millioner i hele Skandinavien!

Jeg klarer jobbet (men er ikke så effektiv og klartenkt som før), men privatlivet har stoppet opp fordi jeg ikke orker å gjøre noe.

det beste er jo om du har en fastlege som er villig til å ta endel prøver av deg, da blir det litt billigere for deg.

... og for samfundet! Noget, lægerne mest tænker på når prøverne skal rekvireres - som omkostning for samfundet. Men når det kommer til at forhindre konsekvenserne af fortsat u- eller under-behandling af en sygdom, og dermed fremme patientens helbred så jobbet ikke kommer i fare - der er lægerne generelt ganske nærsynede.

Ikke alene dømmer de deres patienter til endeløse sygemeldinger, arbejdsløshed og tidlig pensionering, men de glemmer samtidigt hvem betaler regningen. Det gør samfundet og samfundet gør det to gange!

Første gang betaler samfundet for at uddanne læger, og for at betale deres lønninger.

Anden gang betaler samfundet for alle lægernes patienters forkerte behandlinger og forsørgelse, når lægerne hellere vedtager og overholder "døde", uvirksomme behandlingsparadigmer, end de betragter patienterne som værdifulde for samfundet og derfor værd alle bestræbelser på effektiv sygdomsbehandling.

Alle disse konsekvenser, lægernes hovmod og selvtilstrækkelighed har for de enkelte borgere og det samfund de tilhører - gør kun ringe indtryk på lægerne, fordi for lægerne er kun indbildningen om egen fortræffelighed og ufejlbarlighed vigtige. Hvis de havde varetaget deres egne patienter kun halvt så vedholdende, som de varetager dem selv og deres kolleger - havde vi brug for ganske færre læger, trods en befolkning ved godt helbred og et samfund med langt færre udgifter til sygdomsbehandling!

Problemet er også, at sygdomsindustrien har vokset sig så stor og så mægtig, ikke mindst takket være lægestandenes medvirkning og bidrag - at der nu lever langt flere mennesker AF sygdomme, end der er syge! Hele denne industri kan ikke opretholde væksten uden at antallet af syge vokser med.

Det er meget muligt, at de menige læger ikke er klar over deres egen rolle i disse, medicinalgiganternes vækststrategier - med det er underordnet, så længe lægestandene "gør deres job" som forventet og fortsætter med at agere "nyttige idioter" for medicinalindustrier og deres håndlangere i professor- og overlægestillingerne indenfor de offentlige sundhedsvæsener!

Det er ikke sygdomsramte patienter og de velfærdsudgifter det koster, der koster samfundet mest! Det som koster samfundet mest er dårlige læger!

Hvis politikere var rigtig kloge og dermed værd at beklæde deres sæder i nationalforsamlinger - ville de etablere en kvalitetssikring af læger, klinikker og hospitaler med det samlede beløbstal på kontoen for sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner over længst perioder pr patient.

Læger, klinikker og hospitaler der påfører samfundet de højeste omkostninger til sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner, burde have sine autorisationer frataget og disse hospitalerne burde sættes under medicinfaglige administration, under ledelse af det lægefaglige personel, der har vist sig at koste samfundet mindst, dvs. de læger der har flest helbredte patienter, flest patienter i markant bedring og færrest dødsfald blandt deres patienter i alderen under 60 år.

Derudover burde politikere opstille vandtætte skodder mellem det private og det offentlige sundhedsvæsen - medicinalindistri, så medicinalindustrier blev holdt - økonomisk og på alle andre måder - væk fra indflydelse på lægernes uddannelse og efteruddannelse, og væk fra samfundets sundhedspolitik. Vil en læge samarbejde med medicinalindustri, burde samme læge ikke længere kunne være beskæftiget med patientbehandling eller undervisning af lægestuderende.

Så længe medicinalindustriernes magt er så omfattende som den er nu - er vi kun for den et "aftager-kvæg", der er mere værd syge, end sunde. Og dette får samfundet lov til at betale for i form af sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner, mens industrien og dennes grå eminencer i hvide kirtler tjener styrtende på.

Det er så sygt, at der findes en sektor, for hvem vi er mere værd syge, end sunde! Så kom ikke og sig, at godt helbred og helbredelse af sygdomme er i medicinalindustriens og håndlangernes interesse. For dem er vi mere værd syge, end sunde.