Familie svigter....

[Anisa]

Har fundet beretningen på et forum i Danmark...

"Min familie og svigerfamilie er slet ikke i stand til at hjælpe og støtte mig. Tror bestemt ikke det er ond vilje, men de forstår ikke mig min sygdom. Har givet dem sååå meget materiale, men det ændrer ikke deres opfattelse af, at jeg skal tage mig sammen, nu er du for meget, andre har det meget værre, tænk på enlige mødre, du skal bare i arbejde, du fejler ikke noget, mymodens diagnose osv.

Det gør det rigtig svært for mig at snakke med dem. Jeg kan mærke, at jeg er depri i øjeblikket, men hvis de spørger hvordan jeg har, svarer jeg ikke oprigtigt, da jeg ved de ikke forstår og vil komme med en "kvik" bemærkning. Jeg er begyndt at trække mig tilbage og lave ting, som jeg kan mærke gør godt for mig, men det er uden dem. I deres samvær bliver jeg utryg, usikker og nervøs og det tager gerne et par dage at komme ovenpå igen.

Jeg ved de ikke forstår min sygdom, ej heller mig, men der hvor det mest fejler for mig er, at de ikke accepterer mig. Sygdommen eller ej, det ændrer ikke på hvordan jeg har det og at mine problemer er der, uanset hvad jeg fejler. Den der med blod er tykkere end vand vejer tung på vægtskålen og jeg gør derfor meget af pligt, men jeg har det ikke behageligt, når jeg er sammen med dem.

Mine venner og tidligere kollegaer er helt anderledes. De kommer gerne til mig, snakker gerne med mig om mig og tager mig bare som jeg er. Har jeg problemer af den ene eller anden slags, så hjælper de gerne. Jeg er meget overrasket over forskellen.

Familie er vigtig synes jeg, bare heller ikke for enhver pris. Synes det er rigtig øv at slås med hele det her sygdomsforløb, kommunen, at prøve at fungere og så med sin familie også. Jeg er meget konfliktsky, da jeg ikke er særlig god til at diskutere spontant, så jeg har kun et par gange fået sagt hvordan landet ligger."

Dette gode menneske har sygdommen ADHD, men som jeg ser på det - kunne hun lige så godt lide af hypothyreose... Præcis sådan har mange stofskiftesyge det også.

[kanutte]

Ja, det er vanskelig å få den nærmeste familien til å forstå, når man er dårlig, utmattet,osv, og det er ingenting som synes utenpå. Har andre plager i tillegg, og har i de site par årene fått slengt i trynet at jeg er lat, må komme meg ut i arbeid, du er ung og sprek, bla bla bla.
Kanskje ekstra vanskelig da jeg før var en person som aldri satt stille, men stod på hele tiden samme hvordan jeg følte meg, men dette har altså skjedd etter at jeg har gitt opp å prøve å overbevise meg selv om at alt er som det skal

[Moxa]

Det er ikke lett når de nærmeste ikke støtter deg. Jeg har et par tilfeller i min familie. Men først og fremst får jeg slike holdninger fra mine tidligere venner. Ja, jeg sier tidligere. Det stiltes krav hele tiden og jeg orket ikke holde tritt. Til slutt så sluttet jeg å bli bedt på ting, og nå har jeg ikke hørt fra noen av dem på flere år.

Jeg har ikke fått stillt diagose enda, men har påvist lavt stoffskifte gjennom blodprøver. Symptomene mine har fått andre diagnoser på veien. Depresjon, fibromyalgi, utbrenthet osv.. Fibromyalgien syntes jo heller ikke på utsiden. Og jeg fikk ofte høre at jeg var frisk men innbilte meg at jeg hadde vondt. Folk trodde virkelig det at om jeg bare ignorerte smertene så ble de borte??

Håper folk kan forstå disse lidelsene og ta de på alvor. Det er viktig å støtte opp og vise medmenneskelighet

[kanutte]

Jeg har også fått diagnosen fibromyalgi nå siste mnd, og har polyartrose i tillegg og alt er jo usynlig.
Men hvordan skal man bli tatt alvorlig, når legene knapt nok vier dette liten eller ingen oppmerksomhet, da kan man vel ikke vente mer av familien heller. Men det jeg ser, er at det er stor forskjell på de som har kjent sykdom på kroppen selv og de som ikke har, de forstår ikke hva du egentlig syter for.

[flaggstang]

Har fundet beretningen på et forum i Danmark...

"Min familie og svigerfamilie er slet ikke i stand til at hjælpe og støtte mig. Tror bestemt ikke det er ond vilje, men de forstår ikke mig min sygdom. Har givet dem sååå meget materiale, men det ændrer ikke deres opfattelse af, at jeg skal tage mig sammen, nu er du for meget, andre har det meget værre, tænk på enlige mødre, du skal bare i arbejde, du fejler ikke noget, mymodens diagnose osv.

Det gør det rigtig svært for mig at snakke med dem. Jeg kan mærke, at jeg er depri i øjeblikket, men hvis de spørger hvordan jeg har, svarer jeg ikke oprigtigt, da jeg ved de ikke forstår og vil komme med en "kvik" bemærkning. Jeg er begyndt at trække mig tilbage og lave ting, som jeg kan mærke gør godt for mig, men det er uden dem. I deres samvær bliver jeg utryg, usikker og nervøs og det tager gerne et par dage at komme ovenpå igen.

Jeg ved de ikke forstår min sygdom, ej heller mig, men der hvor det mest fejler for mig er, at de ikke accepterer mig. Sygdommen eller ej, det ændrer ikke på hvordan jeg har det og at mine problemer er der, uanset hvad jeg fejler. Den der med blod er tykkere end vand vejer tung på vægtskålen og jeg gør derfor meget af pligt, men jeg har det ikke behageligt, når jeg er sammen med dem.

Mine venner og tidligere kollegaer er helt anderledes. De kommer gerne til mig, snakker gerne med mig om mig og tager mig bare som jeg er. Har jeg problemer af den ene eller anden slags, så hjælper de gerne. Jeg er meget overrasket over forskellen.

Familie er vigtig synes jeg, bare heller ikke for enhver pris. Synes det er rigtig øv at slås med hele det her sygdomsforløb, kommunen, at prøve at fungere og så med sin familie også. Jeg er meget konfliktsky, da jeg ikke er særlig god til at diskutere spontant, så jeg har kun et par gange fået sagt hvordan landet ligger."

Dette gode menneske har sygdommen ADHD, men som jeg ser på det - kunne hun lige så godt lide af hypothyreose... Præcis sådan har mange stofskiftesyge det også.

Mye her som er aktuelt tema her om dagen.

[flaggstang]

Ja, det er vanskelig å få den nærmeste familien til å forstå, når man er dårlig, utmattet,osv, og det er ingenting som synes utenpå. Har andre plager i tillegg, og har i de site par årene fått slengt i trynet at jeg er lat, må komme meg ut i arbeid, du er ung og sprek, bla bla bla.
Kanskje ekstra vanskelig da jeg før var en person som aldri satt stille, men stod på hele tiden samme hvordan jeg følte meg, men dette har altså skjedd etter at jeg har gitt opp å prøve å overbevise meg selv om at alt er som det skal

Frustrerende og vondt det der. De ordene er det værste man kan si.
Du er slettes ikke lat. Får lyst å gjøre litt sånn her, for kjenner meg litt igjen

[Kevlin]

Jeg kuttet ut min nærmeste familie for flere år tilbake - det har vært en lettelse å slippe dem!
Etter å ha brukt mesteparten av livet på å ønske kjærlighet og beundring tilbake fra dem og
ikke deres slemme og spydige bemerkninger ("bare spøker litt med deg, jo - såpass må da vel tåle"),
nedlatende blikk, allianser og andre former for hersketeknikker.

Min eneste anger er vel at jeg ikke tok konsekvensen av dette FØR datteren min ble født.
Jeg savner tantebarna mine - men det er også alt. Blodsbånd er kanskje veldig oppskrytt.
Når det er sagt: man må ha gode og nære venner.
Jeg har to igjen - og det holder for meg

[rexxy69]

Tungt når familien svigter i tillegg til alt det andre man har å slite med. Har ikke vært så aktiv her i det siste. Har vært for mye av både det ene og det andre. Hadde en forferdelig høst men føler selv at jeg har bedre dager sykdomsmessig akkurat nå - har kanskje ikke vært i topp humør men iallefall litt mindre opplevde plager og relativt brukbar energi synes jeg. Og akkurat da får jeg beskjeden i dag morges at min samboer ikke orker mer sykdom, orker mer av livet jeg er nødt til å leve for å holde ut at han ønsker å flytte ut. Jeg kan forstå det - jeg skulle gjerne vært mitt gamle jeg som han for 18 år siden falt for - alltid holdt åpent hus og elsket mange mennesker rundt meg. At jeg var festligere før er vel ingen tvil om, men jeg rår ikke med det - så tråden passet midt i blinken i dag. Orker ikke involvere noen ennå, må samle meg litt først....... men godt å kunne skrive av seg litt frustrasjon og oppgitthet. Alle andre årsaker til ett brudd føles bedre akkurat nå - men her har jeg ingenting å stille opp med annet enn å mobilisere all kraft jeg har å komme meg videre - jeg har innsett at (eller er i ferd med å innse) at resten av mitt liv kommer til å være gode sykdomsperioder avløst av dårligere. Uansett hva jeg gjør og forsøker ser det ikke ut til å ha varig effekt. At det er vanskelig å leve med kan jeg ikke annet enn å akseptere selv om det er vanskelig akkurat nå.

[Vigdis]

Så vondt rexxy69
Jeg tror det er mange havarterte ekteskap, samboerskap, vennskap i våre kjølvann. Det har vært nære på for meg mange ganger, men heldigvis holder det. I dag traff jeg en venninne, og vi snakket om en annen venninne med hypotyreose. Jeg måtte forklare for min venninne at den andres tilbaketrekking, isolasjon, mangel på åpenhet, taushet, intet ønske om å treffes ofte, høyst sannsynlig skyltes hennes hypotilstand. Jeg fortalte henne hvilket troll jeg var i de årene jeg var uten T3. Ingen av oss visste at det sannsynligvis lå en hormonell årsak bak oppførselen min. Å ikke få rett behandling gjør noe med oss, det er vanskelig å forstå for utenforstående.

Jeg håper du har noen gode venner rexxy69 som du kan snakke med

[Anisa]

Tungt når familien svigter i tillegg til alt det andre man har å slite med. Har ikke vært så aktiv her i det siste. Har vært for mye av både det ene og det andre. Hadde en forferdelig høst men føler selv at jeg har bedre dager sykdomsmessig akkurat nå - har kanskje ikke vært i topp humør men iallefall litt mindre opplevde plager og relativt brukbar energi synes jeg. Og akkurat da får jeg beskjeden i dag morges at min samboer ikke orker mer sykdom, orker mer av livet jeg er nødt til å leve for å holde ut at han ønsker å flytte ut.

Jeg kan forstå det - jeg skulle gjerne vært mitt gamle jeg som han for 18 år siden falt for - alltid holdt åpent hus og elsket mange mennesker rundt meg. At jeg var festligere før er vel ingen tvil om, men jeg rår ikke med det - så tråden passet midt i blinken i dag. Orker ikke involvere noen ennå, må samle meg litt først....... men godt å kunne skrive av seg litt frustrasjon og oppgitthet. Alle andre årsaker til ett brudd føles bedre akkurat nå - men her har jeg ingenting å stille opp med annet enn å mobilisere all kraft jeg har å komme meg videre - jeg har innsett at (eller er i ferd med å innse) at resten av mitt liv kommer til å være gode sykdomsperioder avløst av dårligere. Uansett hva jeg gjør og forsøker ser det ikke ut til å ha varig effekt. At det er vanskelig å leve med kan jeg ikke annet enn å akseptere selv om det er vanskelig akkurat nå.

Hej Rexxy Jeg har været hvor du er, omend omvendt, da det her er jeg som har opgivet min kommende ægtemand, efter 8 års samliv. Men det kommer ud på det samme, fordi fællesnævneren - hypothyreose - har fået mig til, og udsat dig for - i den sidste ende - det samme. Selv om det er snart 10 år siden, er mindet om det følelsesmæssige slid og ork fortsat så levende, at alene tanken om at forblive singel, lyder som en sød musik i mine ører, og udsigten til et eneliv fremover føles som løftet om Paradis. Alt efter, hvor længe og hvor mange ressourcer man, ensidigt, har afset til, forgæves at forsøge at gøre et andet menneske glad og tilfreds.

Som jeg skrev før... stod jeg foran et bryllup med en god mand den gang i fortiden. En spændende mand. En mand med fremtid. En mand jeg var glad for og nød tanken om at blive gammel sammen med. Troede jeg. Men den gode mand havde altså ikke forstand på hypothyreose. Efterhånden kunne jeg mærke at jeg skuffede flere og flere af hans forventninger til mit nærvær og min opmærksomhed. Dagene hvor jeg hellere hvilede mig i lænestolen end jeg gik ud og spise blev også flere og flere. Til en skønne dag, jeg stod foran spejlet og skulle ordne håret før byturen. Jeg kiggede på den trætte person i spejlet, og så vidste jeg, at det kan jeg altså ikke klare mere. Efter 8 år måtte jeg indse, at der ikke længere var plads i mit liv til både hypothyreose og "privatliv". Hypothyreose vandt nok engang.

Senere har jeg tænkt meget over, om jeg kunne have gjort noget, for i tide at forebygge både kærestens mismod og mit eget tab af håbet. Jeg har skrevet en lille, hjemmelavet analyse af familie-/pårørende-situation i forhold til denne sygdom, og selv om jeg er fortsat enig med mig selv i det jeg tænkte og skrev dengang - har jeg selv ventet alt for længe til, at der var noget at gøre. 8 år er lang tid - til både at miste håbet og til at udsulte kærligheden. For begge parter.

Jeg færdedes på nettet i så mange år, at det er lige før, at jeg kan "kende" mennesker jeg møder i cyberspace, nærmest lige så godt, som hvis jeg havde en tæt omgang med dem face to face. Og derfor kan jeg sige med den største indre overbevisning, at enhver der giver afkald på tæt kontakt med dig - lider et tab, uanset om vedkommende er klar over det, eller ej, og uanset om du måske selv tvivler, om du har nok at byde på. Det har du..

At det jeg mener, ikke kan hjælpe dig nu, midt i sorgen og omstillingen, ændrer ikke denne kendsgerning, at så længe du har dig, er den halve sejr (over skæbnen) allerede vundet. Håber at den dag kommer, hvor du bliver glad, alene for at se dit eget ansigt i spejlet, og se dine egne, varme, kærlige og medfølende øjne, se tilbage på dig med et blik, der siger det samme som jeg: selv hundesyg, med dræbte drømme, udmattet og omgivet af utaknemlige, uden at have nogen at lade op hos - har du rørt ved mit og andres liv og hjerter, med respekt og forståelse - og for det skal du have alverdens tak!

Og de der har svigtet dig (og alle I andre), kan for min skyld - brænde i helvede forever and ever!