Mange her, i fortvivlelse overvejer deres fremtidige lægevalg og melder ofte, at de er i tvivl om de skal finde en helhedsmedicinsk klinik, eller søge lægehjælp hos de offentlige skolemedicinske læger.

Jeg har tænkt lidt på "sagen" og mener at det kan være nyttigt at erkende forskellen mellem de "helhedsmedicinske" og mainstream-læger, dvs. de alment uddannede, der praktiserer filosofien om, at "der er en pille for hver sygdom" og at det er nok.

Et eksempel kan være, at mangel på mavesyre er typisk for lavt stofskifte og derfor vil både udnyttelse af næring og udnyttelse af behandlingen - blive forringet, når der ikke er mavesyre nok til formålet. Det rører ikke en skolemedicinsk læge, mens den "helhedsmedicinske" læge vil instruere patienten i brugen af "mavesyre-erstatning" som vil gøre både fordøjelsen og udnyttelsen af mad/medicin meget bedre.

Et andet eksempel kan være, at det er typisk for hypothyreose, jo længere jo mere "typisk", at kroppens egen produktion af forskellige fordøjelsesenzymer bliver reduceret. Det betyder, at den hypothyreose-ramt patient efterhånden begynder at undgå visse fødevarer og kan heller ikke (effektiv) gennemføre f.eks. en kostomlægning fra (f.eks.) triggende autoimmunitet, og over til inflammation-beroligende. Tilskud af fordøjelsesenzymer vil løse dette problem, ofte med den sidegevinst at også den "typiske" forstoppelse forsvinder. Hos skolemedicinske læger får man ikke den hjælp. Det får man hos de "helhesmedicinske".

Et tredje eksempel kan være overvækst af tarm-svamp... en direkte udløber af både mangel på mavesyre og mangel på fordøjelsesenzymer. Man kan søge på candida albicans for at finde ud af, hvad den betyder for helse og sygdom, og deraf kan man forsøge at forestille sig, hvor meget dette besværliggør kroppens adgang til den cellulære næring fra den mad man spiser hver dag, og de evt. vitaminer/mineraler man får som tilskud, eller (igen) graden af nyttiggørelse af den medicinske behandling man "sluger" hver dag. De skolemedicinske læger ser ikke noget problem, hvor de "helhedsmedicinske" behandler med sigte på at begrænse tarmsvampens overvækst. Det koster dyrt, hvis udført på klinikkerne, men kan også udføres hjemme med sterile remedier købt på apoteket for en femmer pr gang (lidt forenklet forklaret).

Det er så bare tre eksempler af mange, der taler til fordel for de "helhedsmedicinske", der i modsætning til skolemedicinske læger ved, at der findes ikke den pille i verden, der kan hjælpe nok, hvis kroppen er forhindret i at udnytte pillernes fine egenskaber.

En anden generelle fordel ved de "helhedsmedicinske" er, at de har et godt kendskab til nutrientmangler og behandling af dem, at de tør stå de offentlige kostanbefalinger imod, at de ikke behandler evt. bivirkninger med endnu flere piller, at de kan modstå medicinalindustriens overtalelsesmetoder, at de vedbliver med at lære nyt og relevant for deres virkefelt og at de ikke sender patienterne til psykiaterne, hvis det ikke lykkes dem straks at finde rette behandling. De giver ganske enkelt ikke op, mens de skolemedicinske læger er berømte for at gøre netop det...

Jeg taler ud fra andres erfaringer, efter at i årenes løb at have gransket nøje mere end ti tusinde hypothyreose-cases i vores verdensdel og i udlandet, for at lære mest muligt om sygdommen og for at kunne hjælpe mig selv. Jeg har ikke nogen egne erfaringer med de "helhedsmedicinske" idet jeg har behandlet mig selv de sidste 6 år, hvor de skolemedicinske læger har opgivet mig i samtlige 28 år forinden. Netop derfor kan jeg sagtens anerkende de store fordele med de "helhedsmedicinske" læger for de patienter der ikke har forudsætninger for eller mod til selvbehandling.