Når leger koster samfunnet mer enn pasienter

[Anisa]

Når læger koster samfundet langt mere end patienterne gør!

Læs selv tråden til Kryddan som citaterne herunder stammer fra... Sådanne beretninger har vi tusinder af her på forummet. Ude i samfundet kan sådanne beretninger nok tælles i hundredtusinder, og millioner i hele Skandinavien!

Jeg klarer jobbet (men er ikke så effektiv og klartenkt som før), men privatlivet har stoppet opp fordi jeg ikke orker å gjøre noe.

det beste er jo om du har en fastlege som er villig til å ta endel prøver av deg, da blir det litt billigere for deg.

... og for samfundet! Noget, lægerne mest tænker på når prøverne skal rekvireres - som omkostning for samfundet. Men når det kommer til at forhindre konsekvenserne af fortsat u- eller under-behandling af en sygdom, og dermed fremme patientens helbred så jobbet ikke kommer i fare - der er lægerne generelt ganske nærsynede.

Ikke alene dømmer de deres patienter til endeløse sygemeldinger, arbejdsløshed og tidlig pensionering, men de glemmer samtidigt hvem betaler regningen. Det gør samfundet og samfundet gør det to gange!

Første gang betaler samfundet for at uddanne læger, og for at betale deres lønninger.

Anden gang betaler samfundet for alle lægernes patienters forkerte behandlinger og forsørgelse, når lægerne hellere vedtager og overholder "døde", uvirksomme behandlingsparadigmer, end de betragter patienterne som værdifulde for samfundet og derfor værd alle bestræbelser på effektiv sygdomsbehandling.

Alle disse konsekvenser, lægernes hovmod og selvtilstrækkelighed har for de enkelte borgere og det samfund de tilhører - gør kun ringe indtryk på lægerne, fordi for lægerne er kun indbildningen om egen fortræffelighed og ufejlbarlighed vigtige. Hvis de havde varetaget deres egne patienter kun halvt så vedholdende, som de varetager dem selv og deres kolleger - havde vi brug for ganske færre læger, trods en befolkning ved godt helbred og et samfund med langt færre udgifter til sygdomsbehandling!

Problemet er også, at sygdomsindustrien har vokset sig så stor og så mægtig, ikke mindst takket være lægestandenes medvirkning og bidrag - at der nu lever langt flere mennesker AF sygdomme, end der er syge! Hele denne industri kan ikke opretholde væksten uden at antallet af syge vokser med.

Det er meget muligt, at de menige læger ikke er klar over deres egen rolle i disse, medicinalgiganternes vækststrategier - med det er underordnet, så længe lægestandene "gør deres job" som forventet og fortsætter med at agere "nyttige idioter" for medicinalindustrier og deres håndlangere i professor- og overlægestillingerne indenfor de offentlige sundhedsvæsener!

Det er ikke sygdomsramte patienter og de velfærdsudgifter det koster, der koster samfundet mest! Det som koster samfundet mest er dårlige læger!

Hvis politikere var rigtig kloge og dermed værd at beklæde deres sæder i nationalforsamlinger - ville de etablere en kvalitetssikring af læger, klinikker og hospitaler med det samlede beløbstal på kontoen for sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner over længst perioder pr patient.

Læger, klinikker og hospitaler der påfører samfundet de højeste omkostninger til sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner, burde have sine autorisationer frataget og disse hospitalerne burde sættes under medicinfaglige administration, under ledelse af det lægefaglige personel, der har vist sig at koste samfundet mindst, dvs. de læger der har flest helbredte patienter, flest patienter i markant bedring og færrest dødsfald blandt deres patienter i alderen under 60 år.

Derudover burde politikere opstille vandtætte skodder mellem det private og det offentlige sundhedsvæsen - medicinalindistri, så medicinalindustrier blev holdt - økonomisk og på alle andre måder - væk fra indflydelse på lægernes uddannelse og efteruddannelse, og væk fra samfundets sundhedspolitik. Vil en læge samarbejde med medicinalindustri, burde samme læge ikke længere kunne være beskæftiget med patientbehandling eller undervisning af lægestuderende.

Så længe medicinalindustriernes magt er så omfattende som den er nu - er vi kun for den et "aftager-kvæg", der er mere værd syge, end sunde. Og dette får samfundet lov til at betale for i form af sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner, mens industrien og dennes grå eminencer i hvide kirtler tjener styrtende på.

Det er så sygt, at der findes en sektor, for hvem vi er mere værd syge, end sunde! Så kom ikke og sig, at godt helbred og helbredelse af sygdomme er i medicinalindustriens og håndlangernes interesse. For dem er vi mere værd syge, end sunde.

[Elbeth]

Når læger koster samfundet langt mere end patienterne gør!Det er ikke sygdomsramte patienter og de velfærdsudgifter det koster, der koster samfundet mest! Det som koster samfundet mest er dårlige læger!

Hvis politikere var rigtig kloge og dermed værd at beklæde deres sæder i nationalforsamlinger - ville de etablere en kvalitetssikring af læger, klinikker og hospitaler med det samlede beløbstal på kontoen for sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner over længst perioder pr patient.

Læger, klinikker og hospitaler der påfører samfundet de højeste omkostninger til sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner, burde have sine autorisationer frataget og disse hospitalerne burde sættes under medicinfaglige administration, under ledelse af det lægefaglige personel, der har vist sig at koste samfundet mindst, dvs. de læger der har flest helbredte patienter, flest patienter i markant bedring og færrest dødsfald blandt deres patienter i alderen under 60 år.

Derudover burde politikere opstille vandtætte skodder mellem det private og det offentlige sundhedsvæsen - medicinalindistri, så medicinalindustrier blev holdt - økonomisk og på alle andre måder - væk fra indflydelse på lægernes uddannelse og efteruddannelse, og væk fra samfundets sundhedspolitik. Vil en læge samarbejde med medicinalindustri, burde samme læge ikke længere kunne være beskæftiget med patientbehandling eller undervisning af lægestuderende.

Så længe medicinalindustriernes magt er så omfattende som den er nu - er vi kun for den et "aftager-kvæg", der er mere værd syge, end sunde. Og dette får samfundet lov til at betale for i form af sygedagpenge, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og førtidspensioner, mens industrien og dennes grå eminencer i hvide kirtler tjener styrtende på.

Det er så sygt, at der findes en sektor, for hvem vi er mere værd syge, end sunde! Så kom ikke og sig, at godt helbred og helbredelse af sygdomme er i medicinalindustriens og håndlangernes interesse. For dem er vi mere værd syge, end sunde.

Jeg hører til kategorien "påfører samfundet de højeste omkostninger til sygedagpenge ....... og førtidspensioner".

Godt hjulpet av NAV har jeg nå blitt skjøvet ut av arbeidslivet fordi jeg ikke lenger kan stå i jobben som før. D.v.s istedet for tilrettelegging er jobbsituasjonen forverret.

Kommuner som har tilsluttet seg IA-avtalen (Inkluderende Arbeidsliv) har forpliktet seg til å følge dens intensjoner. IA-avtalens overordnete mål er :

• Å forebygge og redusere sykefravær, styrke jobbnærværet og bedre arbeidsmiljøet, samt hindre utstøting og frafall fra arbeidslivet.

De tre delmålene på nasjonalt nivå fra tidligere IA-avtaler videreføres. For å oppnå målene vektlegges i større grad enn i de tidligere avtalene det systematiske forebyggende HMS-arbeidet i virksomhetene. De tre delmålene er:

• Reduksjon i sykefraværet med 20 pst. i forhold til nivået i andre kvartal 2001. Dette innebærer at sykefraværet på nasjonalt nivå ikke skal overstige 5,6 prosent.

• Økt sysselsetting av personer med redusert funksjonsevne. De konkrete målene fra tidligere tilleggsavtaler videreføres.
• Yrkesaktivitet etter fylte 50 år forlenges med seks måneder. Med dette menes en økning sammenlignet med 2009 i gjennomsnittlig periode med yrkesaktivitet (for personer over 50 år).
• IA-innsatsen for å redusere sykefravær og hindre utstøting og frafall skal forsterkes og målrettes gjennom sektorvis/bransjerettede/næringsvise satsinger på nasjonalt, regionalt og/eller fylkesnivå der utgangspunktet er sektorens/bransjens/næringens forutsetninger og utfordringer når det gjelder sykefravær og forebyggende HMS-arbeid, herunder:

Forpliktelser i trepartssamarbeidet IA-innsatsen for å redusere sykefravær og hindre utstøting og frafall skal forsterkes og målrettes gjennom sektorvis/bransjerettede/næringsvise satsinger på nasjonalt, regionalt og/eller fylkesnivå der utgangspunktet er sektorens/bransjens/næringens forutsetninger og utfordringer når det gjelder sykefravær og forebyggende HMS-arbeid, herunder:

• Å rette innsatsen mot områder med særlige utfordringer innenfor bransjer, sektorer, næringer og grupper gjennom å igangsette utviklingsprosjekter for å målrette og justere tiltak innenfor IA-arbeidet.
• Å bidra til at flest mulig virksomheter slutter seg til IA-avtalen, gjennom inngåelse av ny eller justering av eksisterende samarbeidsavtale.
• Å arbeide aktivt for at enkeltvirksomheter stiller opplærings- og arbeidstreningsplasser til rådighet for personer som ikke har et arbeidsforhold og personer som har redusert arbeids- og funksjonsevne.
• Å arbeide for et godt arbeidsmiljø med vekt på toleranse og mangfold

Jeg har ikke opplevd å få noen som helst tilrettelegging for at jeg skal kunne fortsette i min jobb.
Arbeidsplassen har ikke penger og kommunen har ikke råd, noe som resulterer i noe jeg kaller EA (Ekskluderende Arbeidsliv) hvor offeret er den syke (som nå ligger nede for telling) som ufrivillig har måtte slutte i jobben. Legen må tenke på pasientenes beste og er bundet på hender og føtter overfor å gi ansvaret til kommunen når kommunekassen er tom. "Var i hundan" har pengene som skulle brukes på IA- tiltaket tatt veien ???

[Anisa]

Jeg hører til kategorien "påfører samfundet de højeste omkostninger til sygedagpenge ....... og førtidspensioner".

Godt hjulpet av NAV har jeg nå blitt skjøvet ut av arbeidslivet fordi jeg ikke lenger kan stå i jobben som før. D.v.s istedet for tilrettelegging er jobbsituasjonen forverret.

Kommuner som har tilsluttet seg IA-avtalen (Inkluderende Arbeidsliv) har forpliktet seg til å følge dens intensjoner. IA-avtalens overordnete mål er :

• Å forebygge og redusere sykefravær, styrke jobbnærværet og bedre arbeidsmiljøet, samt hindre utstøting og frafall fra arbeidslivet.

De tre delmålene på nasjonalt nivå fra tidligere IA-avtaler videreføres. For å oppnå målene vektlegges i større grad enn i de tidligere avtalene det systematiske forebyggende HMS-arbeidet i virksomhetene. De tre delmålene er:

• Reduksjon i sykefraværet med 20 pst. i forhold til nivået i andre kvartal 2001. Dette innebærer at sykefraværet på nasjonalt nivå ikke skal overstige 5,6 prosent.

• Økt sysselsetting av personer med redusert funksjonsevne. De konkrete målene fra tidligere tilleggsavtaler videreføres.
• Yrkesaktivitet etter fylte 50 år forlenges med seks måneder. Med dette menes en økning sammenlignet med 2009 i gjennomsnittlig periode med yrkesaktivitet (for personer over 50 år).
• IA-innsatsen for å redusere sykefravær og hindre utstøting og frafall skal forsterkes og målrettes gjennom sektorvis/bransjerettede/næringsvise satsinger på nasjonalt, regionalt og/eller fylkesnivå der utgangspunktet er sektorens/bransjens/næringens forutsetninger og utfordringer når det gjelder sykefravær og forebyggende HMS-arbeid, herunder:

Forpliktelser i trepartssamarbeidet IA-innsatsen for å redusere sykefravær og hindre utstøting og frafall skal forsterkes og målrettes gjennom sektorvis/bransjerettede/næringsvise satsinger på nasjonalt, regionalt og/eller fylkesnivå der utgangspunktet er sektorens/bransjens/næringens forutsetninger og utfordringer når det gjelder sykefravær og forebyggende HMS-arbeid, herunder:

• Å rette innsatsen mot områder med særlige utfordringer innenfor bransjer, sektorer, næringer og grupper gjennom å igangsette utviklingsprosjekter for å målrette og justere tiltak innenfor IA-arbeidet.
• Å bidra til at flest mulig virksomheter slutter seg til IA-avtalen, gjennom inngåelse av ny eller justering av eksisterende samarbeidsavtale.
• Å arbeide aktivt for at enkeltvirksomheter stiller opplærings- og arbeidstreningsplasser til rådighet for personer som ikke har et arbeidsforhold og personer som har redusert arbeids- og funksjonsevne.
• Å arbeide for et godt arbeidsmiljø med vekt på toleranse og mangfold

Jeg har ikke opplevd å få noen som helst tilrettelegging for at jeg skal kunne fortsette i min jobb.
Arbeidsplassen har ikke penger og kommunen har ikke råd, noe som resulterer i noe jeg kaller EA (Ekskluderende Arbeidsliv) hvor offeret er den syke (som nå ligger nede for telling) som ufrivillig har måtte slutte i jobben. Legen må tenke på pasientenes beste og er bundet på hender og føtter overfor å gi ansvaret til kommunen når kommunekassen er tom. "Var i hundan" har pengene som skulle brukes på IA- tiltaket tatt veien ???

Hej Elbeth

Tusind tak for et FANTASTISK godt eksempel på mine pointer med denne tråd.

I din profil skriver du bl.a.: "Kvinne født i 1952, etter min 4-de fødsel 1986 gikk jeg gradvis opp i vekt, var mye sliten og fikk ofte infeksjon før diagnosen hypotyreose februar 2005". Dvs. fra du begyndte at udvikle symptomer i 1986 og til du fik diagnosen i 2005 - er der gået 19 år! Du skrev her på forummet før:

Jeg fikk diagnosen lavt stoffskifte i jjanuar 2005 og har siden gått på Levaxin - de siste to i kombinasjon med Liothyronin. Med kombinert medisinering fikk jeg til å begynne med mye mer energi. Likevel etter alle år på syntetiske medisiner har en haug NYE problem dukket opp - ganske snikende og vedvarende UTEN noen form for bedring.

Selv om du sandsynligvis har slidt som en lille hest for at bevare dit job i disse 19 år før du fik diagnosen, har diagnosen altså ikke hjulpet på erhvervsevnen, simpelt hen fordi den blev stillet mange år for sent! Så i stedet for at være sund og rørig endnu 5-6 år før du skulle pensioneres som almindelig pensionist - har du allerede i nogle år (?) "kostet samfundet penge" takket være alle de sløve læger, der årene igennem satte en teoretisk, "skrivebords-behandlingsparadigme" over dit bedste som menneske, hustru, mor og borger. Regningen for denne lægernes sløsethed med behandling og dit liv, betales nu af samfundet!

Selv nu, når du prøver at redde resterne af evnen til at leve og eksistere, gennem anden medicinsk behandling, end den, der efter flere år fortsat ikke hjælper nok - skal du slås mod det system, lægerne egenhændigt har indrettet, og som skjuler for offentligheden, at der findes en mere effektiv behandling, end de syntetiske hormoner fremstillet af lægernes trofast støtte - medicinalindustrien.

Mit bud er, at var du blevet undersøgt nøje, og behandlet med Thyroid allerede i slutningen af 1980-erne - var du i dag fortsat i job, tjente dine egne penge, betalte skat, og guderne må vide, hvornår du først ville blive klar til at gå på folkepension (eller hvad den nu ellers hedder på norsk). Med dit medfødte drive - ville det slet ikke overraske mig, hvis du først gik på pension som 70-årig, eller endda et par år senere. Men sådan skulle jo ikke gå, bestemte dine læger.

19 svækkede år uden diagnose og snart 6 år med diagnose, dog uden effektiv behandling samt masser af udgifter for samfundet i alle årene, takket være læger. Jeg tager hatten af for, at du endnu ikke er druknet i bitterhed. Respekt!

[Vigdis]

Selv om du sandsynligvis har slidt som en lille hest for at bevare dit job i disse 19 år før du fik diagnosen, har diagnosen altså ikke hjulpet på erhvervsevnen, simpelt hen fordi den blev stillet mange år for sent!

I tillegg er vel behandlingen som er gitt, ikke tilstrekkelig. De kan for lite om hormoner. Og det er vi som blir skadelidende for den mangelen på kunnskap. Hadde behandlingen fra 2005 vært god, ville du kanskje vært tilbake i jobb nå. kanskje ikke 100 %, men muligens 50-75 %. Det er samfunnet, les skattebetalerne, som er den ene tapende part. Den part som taper mest, er jo vi som får merke mangelen på kunnskap på kroppen.

[Elbeth]

Hej Elbeth

Tusind tak for et FANTASTISK godt eksempel på mine pointer med denne tråd.

I din profil skriver du bl.a.: "Kvinne født i 1952, etter min 4-de fødsel 1986 gikk jeg gradvis opp i vekt, var mye sliten og fikk ofte infeksjon før diagnosen hypotyreose februar 2005". Dvs. fra du begyndte at udvikle symptomer i 1986 og til du fik diagnosen i 2005 - er der gået 19 år! Du skrev her på forummet før:


19 svækkede år uden diagnose og snart 6 år med diagnose, dog uden effektiv behandling samt masser af udgifter for samfundet i alle årene, takket være læger. Jeg tager hatten af for, at du endnu ikke er druknet i bitterhed. Respekt!

Hei Anisa

Tenk, allerede i min profil rotet jeg det til. Det stemmer at jeg gradvis la på meg etter min 4-de fødsel, men den var i 1984. Etter min femte fødsel i 1986 hadde jeg rett og slett gitt opp å tro at det nyttet å bli slank igjen. Med fire småbarn hadde jeg ikke energi nok til å gjøre øvelsene fødende skulle gjøre for å bli kvitt magen.

Jeg vet ikke om vektproblemene gikk helt i stå i og etter mitt tredje svangerskap i 1983 hvor jeg i ni måneder gikk ca 10 kg ned i vekt - dvs jeg la kun på meg 5 svangerskaps-kilo, men tok av meg ca 10 kg kroppsvekt.
I tillegg opplevde vi tragedien å miste barnet i krybbedøden 79 dager etter, og raste enda flere kilo ned i vekt. Legen min var veldig snill og fulgte meg opp et helt år etter hendelsen, men så flyttet han, og etter dette hadde jeg ingen fast lege.

Det var rundt dette året jeg mener at fastlegeordningen kom i gang over hele landet, men i vår kommune med få legestillinger, hadde kommunen funnet ut at hele legekontoret var fastlege, så pasientene kom til den som hadde time ledig!!

I 1984 gikk jeg de første månedene med en tilstand legene kalte "truende abort" - jeg blødde de tre første månedene av svangerskapet, og ble innlagt på sykehuset flere ganger.
Jeg kan også huske at jeg alltid hadde kroppstemperatur på rundt 36^oC, men sykepleierne sa at dette var normalt...

TENK om noen hadde visst at dette var ett symptom på hypotyreose og overhode IKKE normalt !!

Senere når jeg ofte og hvert år fikk infeksjoner og måtte til legen, og jeg ble spurte om jeg hadde feber, svarte jeg alltid JA selv om min temperatur lå på under 38^oC. JEG følte meg jo både syk og full av feber. Da jeg fortalte til legen(e) jeg kom til at jeg alltid pleide å gå rundt å ha "undertemperatur" som gjerne kunne være 35.9, så fikk jeg ingen respons på at dette var unormalt .

Konklusjon: Legene og endokrinologene spesielt, har ennå mye å lære om stoffskiftesykdommer !!!