D-vitamin - Litteraturstudie

[Mod]

Kære administrator.

I er velkomne til at bringe artikler fra min hjemmeside, bare I gengiver hele artikler med dato. Udviklingen går nemlig stærkt vedrørende D-vitamin. Jeg forventer, at have en artikel i næste nr, af Propa Nyt med mine anbefalinger for indtag af D-vitamin. Den kan jeg desværre ikke sende, men jeg kan sende mine generelle anbefalinger, som vedlægges.

Med venlig hilsen
Karl Favrbo
Lærkevænget 9
Sundby L
4800 Nykøbing F
Tlf.:54854044

Min baggrund

Først vil jeg præsentere min baggrund. Jeg er uddannet civilingeniør med kemi som speciale. Jeg har været ansat, dels i den kemiske industri, dels ved Arbejdstilsynet. Det sidste sted har jeg arbejdet meget med arbejdsrelaterede sygdomme, herunder været vant til at læse lægevidenskabelige artikler. Tillige har jeg været på kursus i Epidemiologi og Statistik samt været med i to forskningsprojekter under Kræftens Bekæmpelse. Jeg fik diagnosen prostatakræft den 25/2-03 og er begyndt at tage Profamid den 9/4-03 og får nu Procren Depot.

Min interesse for kost og sclerose skyldes, at min kone har en langsom udviklende sclerose og at jeg tilfældigt opdagede, at der var en sammenhæng mellem sclerose og kost herunder D-vitamin. Dette har medført et større litteraturstudie i kost og sclerose. Efterhånden fandt jeg ud af, at D-vitaminmangel var medvirkende årsag til en række sygdomme som knogleskørhed, de autoimmune sygdomme (sukkersyge type 1, sclerose, leddegigt mm) og at disse sygdomme næsten helt kunne undgås ved at give tilstrækkelig D-vitamin til den danske befolkning. Tillige øgede D-vitaminmangel risikoen for i hvert fald nogle kræftformer.

Dette medførte, at jeg udførte et litteraturstudie i D-vitamin og en rapport, som jeg sendte til Fødevaredirektoratet, hvorunder vitaminer hører. Disse har derefter nedsat et udvalg for at undersøge litteraturen om D-vitamin med henblik på ændring af anvisningerne. Rapport fra udvalget kom juli 2004 efter hårdt pres fra mig. Rapporten giver mig ret i, at den danske befolkning mangler D-vitamin. Når det kommer til, hvad der skal gøres, indeholder rapporten kun små fremskridt. Der er behov for en kraftig indsats for at få stoppet nye tilfælde af de alvorlige sygdomme og muligvis stoppe udviklingen af disse.

Da jeg har fået påvist prostatakræft, har jeg også arbejdet for at finde midler mod dette. Jeg har fundet ud af, at isoflavoner hæmmer udviklingen og at D-vitamin og te muligvis forstærker effekten heraf.

Det jeg skriver, er på grundlag af videnskabelige undersøgelser beskrevet i anerkendte videnskabelige tidsskrifter. Jeg har brugt en lægelig database til at finde relevante videnskabelige artikler.

Kilden og lenken til opplysninger om: Udviklingen og behandling af min sygdom fremgår af efterfølgende skema: (klikk her).

[Mod]

D-vitamin
Litteraturstudie

11-12-2010
7. udgave.
Ændring i 7. udgave er vist med grønt.

Indledning

Det D-vitamin er kendt for er, dels dets betydning for kalkomsætningen i legemet, dels dets farlighed ved overdosering. Nyere forskning har imidlertid vist at D-vitamin indgår i mange andre processer i organismen, samt at risikoen for overdosering af D3-vitamin er stærkt overdrevet. Tillige har det vist sig, at der er meget stor sandsynlighed for, at befolkningerne i Europa og Nordamerika lider af D-vitaminmangel og at dette er medvirkende årsag til en række alvorlige sygdomme. Det efterfølgende behandler den nye viden, samt hvad der bør udledes heraf.

Studiet er inddelt på følgende måde:

1. D-vitamins optagelse og omsætning.
2. D-vitamins optagelse og omsætning.
3. D-vitamins giftighed ved overdosering.
4. Effektiviteten af D2-vitamin.
5. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
6. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
7. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
8. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
9. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.
10. 10. Den nødvendige mængde af D3-vitamin for at undgå sygdom.
11. 11. Konklusion.

Mine kommentarer er skrevet med kursiv.

1. D-vitamins omsætning i organismen.

D-vitamin tilføres organismen på to måder, enten ved ultraviolet lys på huden eller gennem føden.

1.1 Dannelsen af D-vitamin i huden.

Organismen danner Provitamin D3 (7-dihydrokolesterol) i huden. Ved hjælp af sollysets ultraviolette lys (UV-B, 290-315nm) omdannes det til Previtamin D3. Omdannelsen af Provitamin til Previtamin ved lysets hjælp sker ret hurtigt. Påvirkes en lys hud ved tropisk sollys i 10 min vil ca. 15% af Provitaminet være omdannet til Previtamin. Længere belysning end ca. 30 min vil imidlertid ikke øge mængden af Previtamin. Dette skyldes, at Previtamin nedbrydes af ultraviolet lys til stoffer, der ikke kan omdannes til D-vitamin. Også D-vitamin nedbrydes af ultraviolet lys. Der er altså ikke grund til længere belysning end nødvendigt, idet dette kun vil medføre tab af Provitamin, skoldning, risiko for hudkræft og bruning af huden, der nedsætter senere D-vitamindannelse (1.1.1,1.1.2,1.1.3,1.1.5).

Det dannede Previtamin D3 omdannes langsomt til D3-vitamin. Den sidste omdannelse sker ved kropsvarmen, således at halvdelen er omdannet i løbet af et døgn og det meste er omdannet i løbet at 3 døgn. D3-vitamin transporteres bundet til vitamin D bindende protein væk fra huden med blodet. D3-vitamin omdannes i leveren til 25 hydroxyvitamin D3 (25OHD3).

En del af 25OHD3 omdannes i nyrerne til 1a,25 dihydroxyvitamin D3 (1,25(OH)2D3). Omdannelsen i nyrerne andrager kun ca. 1µg/dag. Omdannelsen i nyrerne styres blandt andet af koncentrationen af 1,25(OH)2D3 og holder denne næsten konstant. 1,25(OH)2D3 nedbrydes i serum i løbet af timer og er med til at styre calciumomsætningen.

Gary G. Schwarz (1.1.4) har vist at prostata celler kan omdanne 25OHD3 til 1,25(OH)2D3. Det er vigtigt, at 25OHD kan omdannes i cellerne, således, at koncentrationen af 25OHD har indflydelse på cellerne, idet 1,25(OH)2D3 direkte indvirker på cellerne.

1.2 Hudfarve.

Når huden er brun skyldes dette tilstedeværelse af melamin i huden. Dette stof beskytter huden mod de ultraviolette stråler, men har også den egenskab, at det nedsætter D-vitamindannelsen ved at opsuge lyset. Det medfører, at personer med mørk hud langsommere omdanner Provitamin til Previtamin. Tiden for at opnå maksimal mængde af D-vitamin for meget mørkhudede personer stiger til 3 timer under tropiske forhold. Dette er årsagen til, at mørkhudede personer fra Afrika og Asien let får engelsk syge, afkalkning af knoglerne mm, når de flytter til Nordeuropa.

1.3 Alder

Hudens evne til at danne D-vitamin falder stærkt med alderen. Evnen kan falde til under det halve for ældre i forhold til unge. Det er en af årsagerne til, at ældre let får afkalkning af knoglerne og øget risiko for knoglebrud (1.3).

1.4 Solhøjde

Det ultraviolette lys svækkes af atmosfærens luft (ozon). Når solen står lavt skal sollyset igennem mere luft, hvorved mængden af ultraviolet lys bliver nedsat. Specielt det ultraviolette lys (UV-B, 290-315nm), som danner D-vitamin, bliver meget svækket. Det ultraviolette lys, der nedbryder previtamin, bliver mindre svækket. Solen skal derfor stå ret højt for, at sollys kan give D-vitamin. AR Webb et al (1.4.1) har målt, at D-vitaminproduktionen først begynder 17. marts i Boston, der ligger på 42º17 nordlig bredde, når solhøjden er 48º. I Danmark, der ligger nordligere på 54º34-57º43 nordlig bredde er solhøjden først 48º mellem den ca. 4. maj og ca. 16. maj. Da D-vitaminproduktionen er lille ved lav højde vil det i praksis sige, at D-vitamin kun dannes i månederne juni og juli i Danmark. Dette er i god overensstemmelse med måleresultater, som C Brot et al (1.4.2) fik ved at måle 25-OHD3 i blodet på 2016 raske danske kvinder. Der var kun stigning af 25-OHD3 i juni og juli måned.

Det er imidlertid sådan, at det kun er midt på dagen, at der dannes D-vitamin. Den 22. juni, der er den længste dag, dannes det kun i ca. 7 timer.

Højt oppe i bjergene er der meget ultraviolet lys, som danner D-vitamin, da luftlaget er mindre.

Solfilterkrem indeholder stoffer, der hindre, at ultraviolette stråler trænger ind i huden. De hæmmer altså også dannelsen af Previtamin og nedbrydelsen heraf (1.4.3).

D-vitamindannelsen er direkte afhængig overfladestørrelsen af huden, som bliver belyst af solen. Når D-vitamindannelsen er lille kan det ikke alene skyldes, at solen står lavt, men også, at det er en begrænset overflader af huden, der bliver belyst.

Glasruder fjerner de ultraviolette stråler, der danner D-vitamin.

1.5 Indtagelse af D-vitamin gennem føden.

Det er i praktisk næsten kun fisk, der indeholder D-vitamin. Specielt fede fisk og fiskelever indeholder meget D-vitamin. I den almindelige danske befolkning er det kun mindre mængder af D-vitamin, der optages fra føden. (1.5.1)

2. D3-vitamins indvirkning.

2.1 Indvirkning på kalkbalancen.

Optagelsen af calcium fra tarmen er afhængig, dels af calcium i føden, dels koncentrationen af 1,25(OH)2D3 i plasma. Såfremt der ikke er nok af en af delene stiger indholdet af parthyroid hormon (PTH) i plasma og der sker en afkalkning af knoglerne. Koncentration af PTH i plasma har vist sig at være den bedste markør for afkalkning af knoglerne (2.1).

2.2 Indvirkning generelt.

Det har vist sig, at der er receptorer for D-vitamin mange steder i organismen blandt andet i immunsystemet (2.2.1).

Det angives, at der er mere end 40 forskellige nedbrydningsprodukter af D-vitamin, men kun 1,25(OH)2D menes at være biologisk aktiv (2.2.2).

2.3 Indvirkning på immunsystem.

Der er Vitamin D receptorer i alle aktive celler i immunsystemet (2.3.1).

Terrence F. Meehan et al (2.3.2) har ved en EAE model med mus uden D-receptor vist, at D-receptorer er nødvendigt for, at undgå autoimmune sygdomme.

For personer med autoimmune sygdomme virker 1,25(OH)2D på immunsystemet ved at dæmpe antallet af T hjælper celler Th-1, samt nedsætte mængden af messenger RNA mRNA, interleukin IL-2 (2.3.3) og interferon IFN-γ (2.3.4).

Marghrita T. Cantorna et al (2.3.5) har ved dyreforsøg vist, at 1,25(OH)2D øger dannelsen af cytokinerne TGF-β1 og IL-4 i Th-2 celler. TGF-β1 blev øget 4-24 gange og IL-4 blev øget 3 gange. TGF-β1 og IL-4 dæmper TNF-α og inteferon-γ dannelsen i Th-1 celler.

1,25(OH)2D hæmmer altså de autoimmune reaktioner. Nu er det sådan, at koncentrationen af 1,25(OH)2D er næsten konstant i plasma. Dersom 25OHD, som er et udtryk for D-vitamintilstanden, skal have indflydelse, kan der tænkes to hypoteser:

• a. 25OHD sætter sig på vitamin D receptorer i stedet for 1,25(OH)2D. Selv om 25OHD har langt mindre affinitet til vitamin D receptorer, forefindes det i langt større koncentrationer i plasma. Dette bevirker, at 25OHD kan indvirke på vitamin D receptorer. M. Pfeifer et al (2.3.6) har således angiver, at vitamin D receptorer har 500 til 1000 gange større affinitet til 1,25(OH)2D end til 25-OHD, og at koncentrationen af 25OHD er ca. 500 gange større end 1,25(OH)2D hvorfor effekt af 25OHD ikke kan udelukkes.
• b. 25OHD kan omsættes i de enkelte celler til 1,25(OH)2D. Den enkelte celle vil derfor primært være afhængig af koncentrationen af 25OHD (1.1.4).

Den overordnede indflydelse af Vitamin D er følgende to (2.3.5):

• a. Vitamin D eller disses metabolitter virker direkte ind på reaktionerne i retning af, at dæmpe vækst og øger apoptosis af Th1-celler og kræftceller.
• b. Vitamin D eller disses metabolitter får cellerne til at fungere normalt og undgår derved autoimmune reaktioner og hindre dannelsen af kræftceller.

Fortsettes i neste inndlegg....

[Mod]

3. D-vitamins giftighed ved overdosering.

Når man taler med almindelige mennesker om D-vitamin er det ofte det eneste de ved, at man ikke må få for meget af det. Nyere undersøgelser viser, at dette er meget overdrevet.

Miller & Norman (3.0.1) angiver, at det ikke er muligt at få for meget D-vitamin gennem naturlige kilder som sollys og almindelig mad. Derimod er der beskrevet hypervitaminosis D ved indtagelse af beriget mælk, og hos personer, der er behandlet med store doser af D-vitamin eller taget meget store vitamintilskud.

Baggrunden for krav til de lave mængder af D-vitamin i piller er dels Veterinær- og Fødevaredirektoratet publikation om Vitamin D (3.0.2) og dels Nordisk ministerråds rekommandationer (3.0.3). Efterfølgende gennemgås henvisningerne vedrørende sundhedsfarerne ved D-vitamin i ovennævnte publikationer mm.

3.1 Tilsætning til mælk.

Jacobus et al (3.1.1) beskriver 8 tilfælde af hypervitaminosis i forbindelse med et tilfælde af fejl ved et doseringsapparat for D-vitamin til mælk. Der skulle være tilsat 400 IU D-vitamin pr. quart, men der blev målt flasker med 232565 IU per quart. Andre flasker indeholdt ikke tilsat D-vitamin. Egentlig skulle mælken været tilsat D2-vitamin, hvilket også stod på emballagen, men det viste sig ved målinger at være D3-vitamin. Patienterne havde forhøjede mængder af 25OHD3 i plasma. Der blev målt fra 250 til 1660 nmol/liter hos patienterne.

Der er ikke tvivl om, at doseringsapparatet har været fuld af fejl, samt at det ikke er muligt, at afgøre, hvor meget D-vitamin patienterne nøjagtigt har fået, men de kan nemt have fået meget store dosis.

Scanlon et al (3.1.2) har foretaget et studie i det område, som blev forsynet med mælk fra det mejeri, hvor Jacobus (3.1.1) undersøgte 8 tilfælde af hypervitaminosis. 234 personer, der drak mælk tilsat D-vitamin (10µg/quart) blev undersøgt. Der var ikke belæg for at nogle havde hypervitaminosis. 25OHD og calcium i urin steg med stigende indtag af mælk.

Blank et al (3.1.3) har undersøgt 56 tilfælde af patienter, som er blevet mere eller mindre syge af drikke mælk, som er beriget med D-vitamin. Årsagen er fejl ved doseringsapparatet. Det angives ikke hvilke D-vitamin, der er tale om eller hvor meget de har været udsat for. Man foreslår bedre styring af D-vitamintilsætning.

Seeling et al (3.1.4) har en udmærket beskrivelse af arteriosclerosis hos børn. Det angives at dette skyldes for stort indtagelse af D-vitamin. I et tilfælde havde man målt D-vitamin i blodet. Der blev målt 1540 units/100ml, hvor normalen angives at være 60-400 units/100ml. De 1540 units/100ml skulle svare til ca 962 nmol/l hvilket er meget højt og langt mere end normal tilsætning til mælk vil kunne give. Der angives, hvad myndighederne har påbudt der skal være i mælken af D-vitamin, men der angives ikke, hvad der reelt har været eller hvilken D-vitamin, der er tale om, og hvor meget patienterne havde fået af D-vitamin.

Der er meget, der tyder på at doseringen af D-vitamin til mælken har været meget lemfældig. I Finland har man i en periode givet børn et D-vitamintilskud på 50µg/dag under rimelig sikre omstændigheder (6.1.4.2). Man bør undersøge, om der har været nogen tilfælde af arteriosclerosis efter dette i Finland.

3.2 D-vitamin til børn.

British Pediatic Association (3.2.1) skrev i juni 1955 til alle børnelæger og bad dem om at indberette alle tilfælde af hypercalcaemia siden begyndelsen af 1953. 204 tilfælde blev indberettet. Alle havde fået modermælk og havde ikke fået noget kosttilskud af D-vitamin.

Lightwood et al (3.2.2) beskriver et sygt barn, som angives at have hypercalcæmia. Barnet havde fået ca 35µg/dag D-vitamin. Der blev ikke foretaget analyser af hverken D-vitaminpræparat eller D-vitaminanaloge i plasma. Tilfældet er for lidt belyst til at kunne bruges.

Hesse von V et al (3.2.3) har lavet studier over spædbørn ved at give disse 15mg vitamin D2 oralt. Dette medførte meget høje værdier af 25OHD2 i serum.

Tillige havde 7 af 26 spædbørn forhøjede koncentrationer af kalcium i serum og 3 havde meget høje koncentrationer.

3.3 Vækst af børn.

Jeans et al (3.3) har lavet et studie over vækst af børn ved at give D-vitamin til spædbørn. De sammenlignede en normal standartvækstkurve med vækstkurverne for to spædbørn, der fik 3 standart teskefuld levertran pr dag med 45µg/dag D-vitamin, 3 spædbørn der fik 55µg/dag i mælk og 4 spædbørn, der fik ca 112µg/dag D-vitamin i en olie. Vækstkurverne for de enkelte børn blev beskrevet, men der blev ikke foretaget statisk behandling af resultaterne.

Børns vækst er så individuel, at man ikke kan udlede noget af mindre svingninger i enkelte børns vækst. Hertil kræves langt flere børn samt en statistisk behandling af resultaterne. Skulle man endelig udlede noget af målingerne er det, at væksten stiger ved begyndelsen af behandlingen med D-vitamin og derefter følger normalen.

3.4 D-vitamin til ældre.

Byrne et al (3.4) har foretaget en sammenkøring af 11 rapporter over at give D-vitamin til ældre. Der var tale om 449 ældre. Der var beskrevet 3 tilfælde af hypercalcemia. En havde hyperparthyroidism, en anden tog thiazide diuretics og den tredje modtog enkeltdoser på 2500µg D-vitamin. Byrne et al har ikke undersøgt de underliggende årsager til disse tilfælde af hypercalcemia.

3.5 D-vitamin og Lipoproteiner.

Heikinen et al (3.5) har lavet en case kontrol analyse med 464 kvinder over 3 år. Heikinen et al mener, at D-vitamin har en negativ indflydelse på lipoproteinerne (LDL-chol og HDL-chol) i serum, idet de bevæger sig i en uheldig retning over de tre år.

Sammenligner man udviklingen hos dem, der får D-vitamin med placebogruppen, viser det sig, at udviklingen er ens. Indtagelse af D-vitamin har altså ingen uheldig indflydelse på lipoproteinerne.

3.6 Store doser af D-vitamin.

Henvi Heikinheimo et al (3.6) har foretaget et studie i Finland af årlig injektion af 3750-7500 µg D2-vitamin. Ingen af de personer, der fik D2-vitamin, havde tegn til forgiftning.

3.7 Indtagelse af D-vitamin ved naturlægemidler.

Adams et al (3.7) har beskrevet 4 tilfælde af hypercalceuria og hævede koncentrationer af 25OHD i serum. Det viste sig at vedkomne tog naturlægemidler, som indeholdt D-vitamin. Da brugen af naturlægemidlerne ophørte blev patienterne raske.

D-vitaminer bør ikke findes i væsentlige mængder i naturkosttilskud.

3.8 Iskæmisk Hjertesygdom.

S. Rajasree et al (3.8 ) har foretaget et cases-kontrol studie af 143 patienter med acute myocardial infarction med 70 kontrolpersoner. Der var tale om patienter og kontrolpersoner fra Kerala placeret 8°N bredde i et kystområde, hvor der spises meget fisk. Der blev målt 25OHD i plasma. Det viste sig, at hos cases personer havde 59,4% 25OHD over 222,5 mmol/l, medens kontrolpersonerne kun havde 22,1% over 222,5mmol/l (p<0,001). Der er tale om meget store værdier af 25OHD. Dette kan forklares ved, at man lever på et sted med optimal dannelse af D-vitamin i huden og indtag af store mængder af fisk indeholdende D-vitamin. Kostvaner blev ikke nærmere undersøgt. Der blev også fastlagt rygevaner. Det viste sig, at blandt case patienterne var der 62,7%, der røg mere end 10 cigaretter om dagen, medens 33,3% af kontrolpersonerne røg mere end 10 cigaretter om dagen (p<0,001).

Det er mest sandsynligt at den iskæmisk hjertesygdom skyldes cigaretrygning frem for D-vitamin.

3.10 Reinold Vieth undersøgelser.

Reinhold Vieth (3.10.1 og 3.10.2) har foretaget undersøgelser af alle de tilfælde af overdosering, der har været vel beskrevet. Det viser sig, at alle veldokumenterede beretninger har været ved indtag af over 1000µg/dag og kun med kunstige D2-vitamin (ergocalciferol). Der var ingen veldokumenterede overdoseringer med det naturlige D3-vitamin (cholecalciferol) eller ved sollys. Der er således ingen væsentlig risiko ved et indtagelse af 100µg/dag D3-vitamin. Derimod er der noget, der tyder på, at der er en vis risiko ved D2-vitamin.

Dette hænger sammen med følgende:
[LIST][*]a. at D2-vitamin binder sig svagere til D-vitaminproteinbindere i blodet end D3-vitamin (3.10.3, 3.10.4 og 3.10.5),[*]b. at D2-vitamin omsættes langsommere i leveren til 25-hydrovitamin D (25(OH)D) end D3-vitamin (3.10.6)[*]c. at D2-vitamin danner andre stoffer i organismen end D3-vitamin (3.10.7).

Der findes personer, der er overfølsomme for D-vitamin (3.10.8.). Nogle personer med sarcoidos, tuberkulose eller lymphoma kan få hypercalcemic ved indtagelse af D-vitamin (3.10.9, 3.10.10, 3.10.11).

Reinhold Vieth et al har foretaget en randomizeret undersøgelse af personer der indtog 100 µg pr. dag D3-Vitamin.Undersøgelsen viste at velbefindende hos dem der fik D3-vitamin steg mest efter et år (3.10.12).

3.11 Myndighedernes øvre grænse for indtag af D-vitamin.

Dansk Fødevare- og Veterinærforskning (3.11.1) og commite´en under EU (3.11.2) går ind for en øvre grænse for indtag af D-vitamin på 50 µg/dag. Den er fastsæt ud fra, at der ikke er påvist nogle tilfælde af bivirkninger ved et indhold i serum af op til 100 nmol/l hvilket svarer til et indtag op til 100 µg/dag D-vitamin. Med en sikkerhedsfaktor på 2 kommer man til 50 µg/dag. Man kan imidlertid for D3-vitamins vedkomne lige så vel sige at der ikke er påvist nogle veldokumenterede bivirkninger op til et indtag på 1000 µg/dag (14). Dette ville give en øvre grænse på 500 µg/dag.

En mere sikker metode ville være at gå ud fra, at der ikke er påvist bivirkninger af D3-vitamin dannet i huden ved sollys. Stamp et al (3.11.3) angiver, at solens stråler kan give svarende til et indtag af 250µg D-vitamin pr dag. Med en sikkerhedsfaktor på 2, vil dette give en øvre grænse for indtag af D3-vitamin på 125 µg/dag. Dette muliggør et levnedsmiddeltilskud på 100µg/dag D3-vitamin pr dag.

Diskussion angående giftighed af D-vitamin.

Der er ingen tvivl om at meget høje doser af D-vitamin kan give alvorlige symptomer. Dette har vist sig ved fejldosering af D-vitamin til mælk og indsprøjtning af meget store mængder af D-vitamin. Der er imidlertid kun risiko ved D-vitamin over 1000µg/dag (= 40.000 IU/dag/red.). D-vitamin bør ikke gives i form af tilskud til fødevarer eller naturlægemidler. Dette vil give alt for store svingninger imellem det, de enkelte personer får, samt risiko for overdosering. Der bør også være forsigtighed ved at give store engangsdoser af D-vitamin.

Fortsettes i neste innlegg.....

[Mod]

4. Effektiviteten af D2-vitamin.

Der er ikke fundet forskelle på D3-vitamin og D2vitamin i små kocentrationer til bekæmpelse af rickets hos børn (4.1).

D Hoang M Trang et al (4.2) har vist, at D3-vitamin omsættes langt mere effektivt til 25-hydroxyvitamin D end D2-vitamin. De fandt, at der skulle indtages ca 5 gange mere D2-vitamin til at opnå samme effekt målt på koncentrationen af 25-hydroxy Vitamin D som D3-vitamin ved indtag af 100µg/dag.

Reinhold Vieth fandt ved høje indtag, at D3-vitamin er ca 4 gange mere effektiv end D2-vitamin (3.10.1).

Lone Tjellesen et al fandt klar forskel i effekten af D2-vitamin og D3-vitamin. (4,3)

5. Sygdomme hos ældre.

5. 1. Osteoporose hos ældre.

Bees Dawwson-Huges (5.1.1) har lavet undersøgelser, der viser at indtagelse af 17,5µg D-vitamin pr dag nedsætter afkalkningen samt benbrud af ældre. Det hindre imidlertid ikke afkalkning og benbrud.

Marie C. Chapuy et al (5.1.2) har lavet undersøgelser, der viser, at indtagelse af 20µg D-vitamin pr dag nedsætter afkalkningen samt benbrud af ældre. Det hindre imidlertid ikke afkalkning og benbrud.

J. A. Nisbet (5.1.3) har vist at parathyroid hormin (PTH) er det bedste enkelte biochemiske test for at indicere osteomalacia.

H. Glerup et al (5.1.4) har undersøgt muslimske ældre kvinder, som får lidt sollys og dermed kun lidt D-vitamin på denne måde. Selv om kvinder havde et indtag gennem kosten på 13,53 µg/dag havde de klart for lidt D-vitamin målt ved kun 17,5+/-2,3 nmol/l 25-hydroxyvitamin D og 5,7 +/-1,4 pmol/l PTH. Konklusionen er, at kostindtaget skal være over 15 µg/dag og sandsynligvis 25µg/dag.

Chapuy et al (5.1.5) har vist at PTH gennemsnitlig falder ved stigende 25OHD indtil en værdi af 25OHD på 78 nmol/l.

Christian Brot et al (5.1.6) har foretaget en undersøgelse af 2016 danske kvinder. Herunder blev målt PTH. Disse viste, at koncentrationen af 25OHD skulle over 100 nmol/l før alle var fri for øgning af PTH. 100 nmol/l 25OHD svarer til et indtag på ca 100 µg/dag D-vitamin efter Reinold Vieths målinger (5.1.7).

Daksha P Trivedi et al (5.1.8 ) har foretaget et dobbelt blindt randomiseret studie af 2686 personer, der var 65-85 år gamle, i England. Den ene gruppe fik 2500µg D3-vitamin hver 4. måned i fire år. Den relative risiko for brud på knogler var 0,78 (0,61-0,99, P=0,04) for, dem der fik D-vitamin, i forhold til dem der ikke fik. Med hensyn til brud på hofte, håndled og underarm var den relative risiko 0,67 (0,48-0,93). Den totale risiko for død for D-vitamingruppen i forhold til placebogruppen var 0,88 (0,74-1,06, P=0,18 ). De 2500µg pr fjerde måned svarer til gennemsnitlig 20,8 µg/dag.

5.2. Afkalkning af tænder.

Elisabeth A. Krall et al (5.2) har vist at indtagelse af 17,5µg/dag D3-vitamin og 500mg calciumcitrat nedsætter tab af tænder hos ældre.

5.3. Muskelsvækkelse.

H Glerup et al (5.3.1) har undersøgt 55 arabiske kvinder i Danmark med mangel på D-vitamin (6,7 nmol/l 25OHD) og sammenlignede deres muskelstyrke med danske kvinder. De fandt at de arabiske kvinder havde langt ringere muskelkraft end danske kvinder med et indhold i blodet af 25OHD på 47,1 nmol /l. Ved at give de arabiske kvinder oralt 10-15 µg/dag ergocalciferol (D2-vitamin) pr dag samt intramuskulær injektion på 2500µg ergocalciferol hver uge den første måned og derefter hver måned, skete der efter 3 måneder et klart fremskridt med hensyn til muskelstyrke. Efter 6 måneder var muskelstyrken næsten lige så god som hos de danske kvinder. Indholdet af 25OHD i blodet steg i løbet af 3 måneder til 34 nmol/l og blev der også efter 6 måneder. Den mængde ergocalciferol, som de fik til sidst svarer til ca 95µg pr dag. Dette ville have givet en højere værdi af 25OHD, såfremt man havde brugt D3-vitamin og derved en bedre effekt (5.3.2).

M. Pfeifer et al (5.3.3) har lavet en udmærket oversigt over artikler om D-vitamin og muskelfunktionen.

5.4. Acroparaesthesia .

H. Gerup et al (5.4) har fundet at arabiske kvinder med lavt 25-OH-D3 i blodet plages af Acroparaesthesia ( En ortopædisk tilstand, som forårsager smerte, snurren og følelsesløshed i hånd og underarm./red.). Dette blev afhjulpet med behandling med D-vitamin.

5.5 Nedsat glucose tolerance.

Bayers et al (5.5) har hos 142 ældre hollændere undersøgt sammenhænget mellem ”75-g oral glucose tolerance test” og 25OHD. Der var en signifikant omvendt afhængighed. Bayers et al konkludere at Hypervitaminosis D er en signifikant risikofaktor for nedsat glucose tolerance.

Fortsettes i neste innlegg....

[Mod]

6. Autoimmune sygdomme.

6.1. Type 1 (insulin afhængig) diabetes mellitus (DM).

6.1.1 Dyreforsøg indicere at D3-vitamin modvirker DM.

Mathieu et al (6.1.1) har vist, at 1,25(OH)2D nedsætter dannelsen af insulitis hos NOD-mus, der spontant udvikler en autoimmun type af DM.

6.1.2 Vitamin D receptor gen polymorfi er associeret med DM.

Tien-JyenChang et al (6.1.2) har ved sammenligning af 157 patienter med DM med 248 kontrolpersoner vist, at Vitamin D receptor gen polymorfi er associeret med DM blandt en Taiwanesisk befolkning.

6.1.3 Når gravide får D-vitamin nedsættes risikoen for, at børnene får DM.

L.C. Stene et al (6.1.3) har lavet undersøgelser af børn af mødre, som indtog levertran under graviditeten. Disse havde mindre risiko for at få Type 1 diabetes.

6.1.4 Børn, der for tilskud af D-vitamin, har mindre risiko for at få DM.

EURODIAB Substudy 2 Study Group (6.1.4.1) har lavet en spørgeundersøgelse i 7 lande af sammenhænget mellem D-vitamin indtagelse og udvikling af diabetes mellitus. Den viste, at dem, der fik D-vitamin som barn, havde mindre risiko for at få diabetes mellitus.

Dr. Elina Hyppoenen et al (6.1.4.2) har lavet en undersøgelse af 10821 børn i Lapland og nordlige Finland og sammenlignet indtagelsen af D-vitamin og tilfælde af type 1 diabetes. Den viste at rate ratio for at få diabetes for dem der tog regelmæssigt D-vitamin og dem, der ikke tog D-vitamin var 0,16. Rate ratio for at få diabetes for dem, der tog regelmæssigt D-vitamin på ca 50 µg D-vitamin og dem, der ikke tog D-vitamin var 0,12. Hypponen et al undersøgte også sammenhænget mellem diabetes type 1 og mængden af indtaget D-vitamin for dem der tog regelmæssig D-vitamin. Det viste sig, at rate ratio for at få diabetes for dem der tog det anbefalede 50 µg D-vitamin og dem, der tog under 50 µg D-vitamin var 0,22. Rate ratio for at få diabetes for dem, der tog mere end det anbefalede 50 µg D-vitamin og dem der tog under 50 µg D-vitamin var 0,14, men her kneb det med at få 95% sikkerhed for dette resultat. I øvrigt viste Hypponen et al, at der var sammenhæng mellem diabetes type 1 og rickets.

Indtagelsen af 50µg D-vitamin pr dag reducere antallet af tilfælde af type 1 diabetes, men man skal højere op for at undgå sygdommen.

6.1.5 25OHD i blodet hos personer med DM er lavere end hos andre.

Giancarlo Isaia et al (6.1.5) har målt 25OHD i blodet hos 66 kvinder med DM og sammenlignet det med kontrolpersoner fra Italien. Kvinderne med DM havde signifikant lavere indhold af 25OHD (P < 0.008 ). Tillige var der flere med DM som havde stærk D-vitaminmangel (<5 ng/ml eller <12,5 nmol/l 25OHD) end kontrolpersoner.

6.1.6 Antallet af DM svinger med årstiden for fødsel.

Jonbloet et al har vist at antallet af DM svinger med årstiden for fødsel i Holland. Der er flest tilfælde af DM ved fødsel i vinter- og efteråret, hvor 25OHD er lavest i blodet (6.1.6).

6.1.7 Start af DM svinger med årstiden.

Fleegler FM et al (6.1.7.1) har undersøgt tidspunktet for start af DM i USA og Australien. Det svinger begge steder med årstiden. I USA var der færrest tilfælde om sommeren og flest tilfælde fra januar til april, medens der i Melbourne var flest tilfælde fra maj til august. Dette svarer til, at der er flest nye tilfælde i de måneder, hvor der er mindst 25(OH) i blodet (6,1,7,2).

Diskussion om Type 1 diabetes mellitus.
Der er ikke bevis for, at D-vitaminmangel i foster og børneårene er en væsentlig årsag til Type 1 diabetes mellitus. Der er imidlertid indicier for, at det er meget sandsynligt.

6.2. Multiple Sclerose.

6.2.1. Antallet af sclerosetilfælde er afhængig af hvor meget sollys, der er på levestedet.

Esparza et al (6.2.1.1) har lavet en sammenligning af antallet af døde af sclerose i forskellige lande og breddegrad for landet. Dødeligheden af sclerose var afhængig af breddegraden. Der blev fundet, at der var øget dødelighed i de lande, der var længst væk fra ækvator, hvor der var mindst sollys.

Kurtzke et al (6.2.1.2) har lavet en undersøgelse i Schweiz af antallet af sclerosetilfælde i forskellige egne. Det viste sig at i egne, der ligger højt og hvor der er meget ultraviolet lys, var antallet lavere end i dalene.

Freedman et al (6.2.1.3) har foretaget et case-control studie af dødelighed af sclerose og udsættelse for sollys ud fra levested og ud fra profession. Det viste sig at tilfælde af sclerosedødsfald var omvendt afhængig af stedets udsættelse for sollys, OR=0,53 (95% CL: 0;48-0,57). Tillige havde dem, der arbejdede udendørs i solskin et OR på 0,74 (0,61-0,89) for at dø af sclerose i forhold til dem, der arbejdede indendørs. (For dødeligheden for hudkancer var forholdene som ventet omvendt.)

6.2.2 Antallet af attakker svinger med sollyset i løbet af året.

Wurthrich et al (6.2.2.1) viste, at antallet af attaker i Swiss svingede med årstiden. Der var flest tilfælde i marts efter den mørke tid og færrest tilfælde i oktober efter den lyse tid med stor D-vitamin produktion i huden.

Embry et al (6.2.2.2) har vist, at antallet af ødelæggelser i hjernen målt ved magnetiske resonance hos scleroseramte svinger over året på samme måde som indholdet af D-vitamin i blodet. Lavt indhold af D-vitamin svarede til stort antal af læsioner, medens højt indhold af D-vitamin svarede til lille antal af læsioner.

6.2.3. Scleroseramte har mindre D-vitamin.

Nieves (6.2.3.1) og Cosman (6.2.3.2) har sammenlignet sclerosepatienter med ikke sklerosepatienter og fundet, at sclerosepatienter har lavere indhold af D-vitamin i blodet og nedsat knoglemasse og flere benbrud som følge heraf. Patienter med lavt indhold af D-vitamin i blodet havde hurtigere knoglemassetab end de patienter, der havde normalt indhold.

6.2.4. Dyreforsøg tyder på, at D-vitamin kan stoppe sclerose.

Det er muligt, at give mus en sygdom, der svarer til sclerose, sådan at man kan lave scleroseforsøg med mus. Sygdommen hos mus kaldes EAE.

Jacques et al (6.2.4.1) lavede i 1991 forsøg med at give indsprøjtning af 1,25(OH)2D i mus med EAE. Resultatet var, at de mus, der fik D-vitamin fik langt færre symptomer og levede meget længere end dem, der ikke fik D-vitamin. Der var også færre antibodies mod myelin i blodet hos mus med D-vitamin. Antibodies er de legemer, der angriber myelin og ødelægger dette ved sclerose. D-vitaminet stoppede ikke sygdommen helt.

Cantona et al (6.2.4.2) lavede i 1996 lignende forsøg med indsprøjtning af D-vitaminhormon ved højt calciumtilførsel i maden. Ved disse forsøg var det muligt at hindre EAE helt. Tillige viste forsøg, at når man stoppede indsprøjtningerne med D-vitamin fik musene sygdommen.

I 1999 fremkom Cantona et al (6.2.4.3) med forsøgsresultater fra lignende forsøg, der viste at effekten var meget afhængig dels af musenes køn og dels af hvor meget calcium, de fik i føden. Hunmus skulle have langt mindre D-vitamin end hanmus for at undgå sygdom. Ved et højt calciumindtag var det muligt at hindre sygdommen, medens det ved et lavt calciumindtag ikke var muligt. Desværre viste det sig, at ved koncentrationer af D-vitaminindsprøjtninger, der hindrede sygdommen, var der også problemer med afkalkning af knoglerne.

Cantona et al (6.2.4.4) har påvist, at årsagen til, at D-vitaminhormon ved EAE har god effekt, skyldes dannelsen af to cytokiner TGF-β1 og IL-4, der modvirker de autoimmune processer.

6.2.5. Forsøg med D-vitamin til sclerosepatienter giver gode resultater.

Goldberg et al (6.2.5.1) har givet patienter 125µg/dag D-vitamin indeholdt i ca. 20 g pr dag levertran og dolomit. Antallet af attakker faldt fra forventet 22 til 9. Selv om der kun var 10 patienter, var der 95% sikkerhed for positiv effekt. Fiskelevertran indeholder imidlertid også andre ting, som sandsynligvis har positiv effekt, nemlig omega-3-fedtsyrer og antioxidanter. Der var ikke andre ulemper ved forsøget end, at levertrannen havde en ubehagelig lugt, der fik nogle til at stoppe før tid.

Nordvik et al (6.2.5.2) har lavet diætforsøg med sclerosepatienter. De gav de skleroseramte 5 ml fiskelevertran pr dag, samt B- og C-vitaminer. Tillige blev de anmodet om at spise mere fisk, grønsager, frugt og groft brød og nedsætte indtagelsen af mættede fedtstoffer. Efter to år blev antallet af attakker nedsat fra 1,39 til 0,06 pr år. Elve patienter fik det bedre, fire var uændret og en fik det værre. Altså en meget positiv udvikling.

Swank (6.2.5.3) har foretaget langtidsforsøg med en diæt med bl. a. 5g/dag af fiskelevertran. Resultaterne af undersøgelsen var at forringelsen af førligheden blev kraftigt nedsat, antallet af attak blev nedsat til en femtedel efter to års diæt og dødeligheden faldt meget. Ved tidlig start af diæten kunne udviklingen næsten stoppes.

6.2.6. Indtag af D-vitamin nedsætter antallet af sclerosetilfælde.

Munger et al har lavet en spørgeskemaundersøgelse af 92253 sygeplejersker. De der indtog over 10µg D-vitamin havde risikoen for at få sclerose nedsat med 41% (95%CI=0,40 til 091; p for trend =0,006) (6.2.6).

Diskussion om sclerose.

Ovennævnte er ikke nogen bevis for, at D-vitaminmangel er medvirkende årsag til udvikling af sclerose, men det viser, at det er meget sandsynligt.

Fortsettes i neste innlegg....

[Mod]

6.3. Leddegigt, Human Artritis (HA).

6.3.1 Dyreforsøg indicerer, at D3-vitamin modvirker HA.

Margherita T Cantona et al (6.3.1) har testet to dyremodeller af HA ved at give 1,25(OH)2D i føden. 1,25(OH)2D medførte dramatiske fald i symtomerne på artritis.

6.3.2 Personer med HA har lavere koncentration af D-vitamin og øget risiko for afkalkning af knogler.

Lund et al (6.3.2.1) har målt på 50 patienter med rheumattoid artritis som fik glucocorticoid behandling i Danmark. De havde gennemsnitlig 25OHD i plasma på 17+10 ng/ml=42,5 mmol/l, medens normalen var 28+ 10 ng/ml=70+25 mmol/l korrigeret for årstid og alder. Patienterne havde signifikant lavere 25OHD i plasma. Der var signifikant korrelation mellem 25OH og benvolumen. Tab af benvolumen var ikke afhængig af behandlingstid med glucocorticoid.

Van Soesberger et al (6.3.2.2) har blandt andet undersøgt 29 patienter med rheumatoid arteitis i Holland. Tegn på D-vitaminmangel blev fundet hos 20 patienter hvoraf 12 tog anbefalet mængde af D-vitamin (>2,5µg/dag) og tog solbad. Gennemsnittet af serum 25OHD hos 27 patienter var 23,8+2,7nmol/l. Der var lav albumin koncentration (<41g/l) hos 21 patienter. PTH var gennemsnitligt forøget (>270 pg/ml) hos 27 patienter.

Kroger et al (6.3.2.3) har undersøgt patienter med rheumatoid arthritis i Finland. Serum 25OHD koncentrationen var meget lavt meget ofte. Hos 16% af patienterne var serum 25OHD koncentrationen under 12,5 nmol/l. Serum 1,25(OH)2D koncentrationen var meget lav både om sommeren og om vinteren. De laveste koncentrationerne blev målt hos patienter, hvor symptomerne for rheumatoid arthritis var stærkest.

P. Oelsner et al (6.3.2.4) fandt at 1,25(OH)2D (P<0,001) og PTH (P<0,05) var negativt forbundet med sygdomsaktivitet for rheumatoid arthritis. Der kunne ikke findes nogen sammenhæng med 25OHD, idet man ikke havde været omhyggelig med prøveudtagningstidspunktet i året.

Als et al (6.3.2.5) har undersøgt serumkoncentrationen af D-vitamin metabolitter hos 102 danske patienter med rheumatoid artritis i månederne november til februar. Patienterne blev delt i tre grupper efter hvilke medikamenter de fik og sammenlignet med 38 kontrolpersoner. Der var signifikant (p<0,01-0,001) lavere koncentrationer af 25OHD hos alle tre patientgrupper og alle på nær 10 patienter havde værdier under normen. 21 patienter (=21%) havde værdier under 6 ng/ml (15 mmol/l). Der var signifikant lavere koncentration af 1,25(OH)2D hos patienter, der fik Penicillamin (p<0,01) og Steroid (p<0,05), medens den var normal hos patienter, der fik Guldsalt. Der var ikke signifikant forskel mellem patienter og kontrolpersoner med hensyn til 24,25(OH)2D og 25,26(OH)2D.

Serumkoncentrationen af D-vitamin metabolitter blev også sammenlignet med funktionsklasser. Serumkoncentrationerne af 25OHD, 24,25(OH)2D og 25,26(OH)2D var signifikant omvendt relateret til funktionsklasserne. Det vil sige at de patienter, som havde lavest koncentrationer var mest medtaget. Serumkoncentrationerne af 1,25(OH)2D var ikke signifikant forskellig mellem grupperne.

Laura Hilman et al (6.3.2.6) har lavet en case-kontrol undersøgelse af 44 børn med juvenile rheumatoid arthritis i Massouri-Columbia. Der blev målt signifikant lavere kocentrationer af osteocalcin (7,4+3,4 mod 12,5+2,5) og ben alkaline phosphatase (78,8+36,4 mod 123,0+46,0), visende formodet nedsat bendannelse, samt lavere koncentration af tartrat-resistant syre phosphatase (10,3+4,1 mod 14,4+5,8 ) og lavere calcium/creatinne ratio (0,07+0,06 mod 0,12+0,09) visende formodet nedsat ben resorption. Der kunne ikke påvises forskeld på 25OHD eller 1,25(OH)2D hvilket ikke var forventet, da prøverne var udtaget tilfældigt over året.

Luis Perez-Edo et al (6.3.2.7) har undersøgt 66 patienter med rheumatoid arthritis i Barcelona. 25OHD i serum målt mellem oktober og december var nedsat med et gennemsnit på 10,07 ng/ml (25,1 mmol/l) og med 8 patienter under 8 ng/ml (20 mmol/l). Vertibral brud var påvist hos 20 patienter. Patienterne havde nedsat benvolumen og nedsat benomsætning.

6.3.4 Indtagelse af D-vitamin hjælper på HA.

David Huckins et al (6.3.4.1) har givet patienter med polyartritis psoritica oralt op til 2µg pr dag 1,25(OH)2D i et åbent studie over 6 måneder. Doseringen startede med 0,5 µg/dag og blev øget med 0,25µg/dag hver anden uge til maximalt 2,0 µg/dag. 6 patienter gennemførte de 6 måneders terapi. 1 patient faldt fra efter 4 måneder på grund af cancer, men havde fremgang og fortsatte med vitamin behandling. 1 patient mødte ikke op efter 5 måneder men havde haft fremgang indtil da. 2 patienter faldt ud på grund af hypercalciuria, som gjorde dem uegnet til at få fuld dosis. Der var fremgang hos alle patienter på alle målte artritis aktiviteter. Der var signifikant fremgang med hensyn til ømme led (P<0,01) og i den almene fysiske bedømmelse (P<0,05). For andre bedømmelser var der næsten signifikant fremgang (0,05<P<0,10). Med hensyn til skinlæsionerne var der ikke klare resultater. De eneste sideeffekter var hypercalcemia og hypercalciuria, hvilket blev modvirket ved nedsættelse af dosis.

Andjelkovic et al (6.3.4.2) har givet 19 HA patienter oralt 2µg pr dag alphacalcidiol, (1α(OH)D3) i et åbent studie. Efter 3 måneder var 9 patienter (45%) fuldstændigt helbredt, 8 (44%) fik det bedre og kun 2 (11%) var uforandret, men uden nye symptomer. Der kunne ikke påvises sideeffekter, men 6 patienter fik hypercalciuria (<10,8 mmol/l), som blev fjernet ved at nedsætte dosis af (1α(OH)D3). Efter de tre måneders behandling udtrykte alle patienter tilfredshed med resultatet, idet de følte at morgenstivhed var reduceret og bevægeligheden i leddene var øget.

Andjelkovic et al angiver, at 1α(OH)D3 givet oralt i lever og benvæv omdannes til den aktive 1α25(OH)2D3.

6.3.4 Indtagelse af D-vitamin hjælper på HA.

Der er ingen tvivl om, at patienter med HA har lavere 25(OH)D i blodet end normalt og lider af D-vitaminmangel og knogleskørhed. Umiddelbart kan der gives tre forklaringer herpå, nemlig

• a. at patienter med HA kommer for lidt ud i solen om sommeren og derved får for lidt D-vitamin
• b. at D-vitaminmangel skyldes HA.
• c. at D-vitaminmangel er en del af årsagen til HA.

Der er ingen tvivl om, at en del af forklaringen er, at patienter med HA kommer mindre ud i solen end andre. Dyreforsøg og menneskeforsøg indikere imidlertid, at D-vitaminmangel er en del af årsagen til HA.

Under alle omstændigheder vil patienter med HA få et bedre helbred ved tilskud af D-vitamin og her er det almindelige tilskud på 5-10 µg/dag for lidt.

Fortsettes i neste innlegg....