"Jeg lo mig rask" af Norman Cousins

[Anisa]

Jeg lo mig rask
Af Norman Cousins

Oversat af Gert Ravnborg
Sider: 150
Samlerens Forlag 1981
ISBN 87-568-0634-5



Original titel:
Anatomy of an Illness as Perceived by the Patient - Reflections on Healing and Regeneration
173 pp.
W.W. Norton & Company, Inc., New York; McLeod Publishing, Don Mills, Ont., 1979.
ISBN 0-393-01252-2

Fra bogens omslag:

Dette er ikke en morskabsbog, som titlen måske kunne antyde. Tværtimod: den handler om en patients kamp mod døden. Norman Cousins blev indlagt på hospitalet i en kritisk tilstand med 40 i feber. Lægerne gættede på en alvorlig bindevævssygdom og ordinerede smertestillende piller og sovemedicin.

Cousins havde en teori om, at et hospital ikke er et godt sted at være, når man er alvorligt syg. I forståelse med sin læge lagde han al medicin på hylden, flyttede på et hotel, rekvirerede morsomme film og opdagede, at han efter 10 minutters skraldende latter sov mindst to timer uden smerter. Latteren havde en gunstig virkning på kroppen.

Cousins berettede om sin usædvanlige oplevelse i New England Journal of Medicine, og artiklen blev optrykt i lægetidsskrifter verden over. 3000 læger skrev til Cousins om lignende tilfælde og opfordrede ham til at uddybe artiklen. Derfor denne bog, der viser, hvorledes latter og livsvilje - alle positive følelser - samt et nært samarbejde mellem patient og læge i visse tilfælde kan helbrede selv en alvorlig sygdom.

"Jeg har lært" skriver Cousins, "aldrig at undervurdere den menneskelige sjæls og krops evne til regeneration - selv når udsigterne synes håbløse. Livskraften er måske den mindst erkendte kraft på jorden"



Norman Cousins ​​(24 Juni 1915 - November 30, 1990) var en amerikansk politisk journalist, forfatter, professor, og advokat for verdensfreden.

[Anisa]

Jeg lo mig rask
Af Norman Cousins

INDHOLD

1. Forord
2. Indledning af Renè Dubos
3. En sygdoms anatomi, som den blev opfattet af patienten
4. Den gådefulde placebo
5. Kreativitet og lang levetid
6. Smerter er ikke altid af det onde
7. Holistisk sundhed og helbredelse
8. Breve fra 3000 læger
9. Ordliste

Forord

Fremkomsten af denne bog skyldes i første række min kone Eleanor, uden hvis tilskyndelse den næppe var blevet realiseret.

Jeg står, som det vil fremgå af de følgende sider, i meget stor gæld til Dr. William Hitzig. Min taknemmelighed skyldes ikke blot den episode, der skildres her i bogen, men erfaringer fra et livslangt venskab.

Dr. Hans Selye har inspireret mig meget. Såvel inden for lægevidenskaben som filosofien har hans tan¬ker vundet stor anerkendelse. Selyes selvbiografi, From Dream to Discovery er usædvanligt spændende og velskrevet. Man fornemmer hans store kreative og intellektuelle formåen. Jeg læste den med begejstring. Måske er det ikke tilfældigt, men ved læsningen af den kommer man uvilkårligt til at tænke på Walter Cannons The Way of an Investigator. Cannon, der var Selyes lærer, beskæftigede sig med den trang, han fandt hos mennesket, til at holde sine fysiologiske niveauer konstante. De medicinske værker af Hans Zinsser, Dana Atchley og Oliver Wendell Holmes er lige så betydningsfulde for mig. Lawrence Kubie skylder jeg tak, for de anstrengelser han gjorde sig for mange år siden for at få mig til at forstå, at de største fremskridt, lægevidenskaben vil gøre, bliver baseret på ny viden om de kræfter, der ligger i sjælen. Jerome Frank har også forkyndt Sir William Oslers tanker om troen som helbreder.

Norman Cousins

[Anisa]

Jeg lo mig rask
Af Norman Cousins

Indledning af Renè Dubos

Grundtanken i denne bog er, at ansvaret for helbredelse ikke alene påhviler lægen. Alle patienter må deltage aktivt i bekæmpelsen af deres sygdomme.

Denne forestilling er selvfølgelig ikke ny, men sjældent har den været så godt formuleret som her. Selvom forfatteren ikke er mediciner, har han da også opnået stor anerkendelse i lægekredse. Hans tanker om stress og om menneskets evne til at mobilisere legemets forsvarsmekanismer i tilfælde af sygdom støttes af vigtige undersøgelser på universiteter verden over.

Det kan selvfølgelig ikke undgås, at bøger om helbredelse fører til spekulationer om levetid. Men i denne bog er det ikke blot muligheden for at forlænge livet, der drages frem. Den handler i nok så høj grad om livskvaliteten. Bogen er i pagt med tiden, for det er blevet væsentligt at fremhæve såvel kvantitet som kvalitet nu, hvor den forventede levealder er nær de 80. Ja, ifølge en rapport fra socialsikringen, der forestår personregistreringen, varder 10.700 personer på over hundrede år i USA i 1976. Antallet af hundredårige i forhold til befolkningstallet er sikkert det samme i mange andre lande.

Det kan ganske vist være vanskeligt at sige præcist, hvornår nogle af disse meget gamle mennesker er født, for enten findes der ingen optegnelser, eller også er de tydeligvis unøjagtige. (Det korrekte antal personer, der er over hundrede år gamle, er måske ikke over 10.000). Alligevel må man sige, at de mange eksempler, der faktisk er, viser, at høj levealder kan opnås overalt, trods klimatiske og miljørnæssige forskelle.

I 1635 blev en englænder ved navn Thomas Parr kaldt op til Kong Charles I i London, fordi det forlød, at kirkebøger og andre skrifter viste, at han var 152 år gammel. »Gamle Parr«, som han kaldtes, blev beværtet med store fine middage, men han døde kort efter, før han havde forladt hovedstaden. Parr blev obduceret af den berømte Dr William Harvey, der konstaterede, at Parrs organer ikke havde taget skade. »De var så sunde, som den dag han blev født.« Harvey mente, at Parr var død på grund af luftforureningen i London, og fordi han pludselig havde spist så meget.

Der kan ikke være tvivl om, at luftforureningen i Paris i det 19. århundrede var mindst lige så stor, som den havde været i London i det 17. århundrede. Alligevel nåede den berømte franske kemiker Michel-Eugene Chevreul at blive 103 år gammel. Han døde i 1889 efter at have levet i mere end 75 år i den franske hovedstad. Den dag, Chevreul fyldte 100 år, tog Nadar nogle billeder af ham. Man kan se, at han var slank og rask, så fuld af joie de vivre (glæde ved livet/red.) som noget barn. Han blev ved med at være rask lige til det sid¬ste, men begyndte dog på et tidspunkt at klage over une certaine lassitude de vivre (en vis træthed i livet/red.). Han skrev sin sidste videnskabelige artikel i en alder af 99 år.

Charles Thierry blev født i 1850 i Cambridge, Massachusetts, hvor han arbejdede som sølvsmed til han var 93. Hver dag gik han lange, anstrengende spadsereture i omegnen - en vane han ikke brød, selv efter han var holdt op med at arbejde. I en alder af 103 år fik Thierry influenza og havde svært ved at blive rask igen. Han blev da tilset af Dr Paul Dudley White, der tilskyndede ham til at begynde at gå ture igen hver dag, uanset vejret. Thierry kom sig, men nogle år senere døde han af en lungebetændelse, 108 år gammel, væsentligst på grund af egen uforsigtighed.

I 1960erne blev en meget gammel mand bragt ind på New York Hospital fra en landsby i Colombias bjergegne. Ikke for at få behandling, men for at blive undersøgt af videnskabsmændene som et særligt interessant tilfælde. Han var utvivlsomt over 100 år gammel, og meget tydede på, at han snarere var nær de 150. Han var en livlig mand, der altid havde levet under meget primitive forhold, men han talte ivrigt og flydende på sit spanske modersmål. Jeg var på det tidspunkt patient på dette hospital og kan bevidne, at han var usædvanlig livlig - en egenskab jeg misundte ham meget. Han døde kort efter sin hjemkomst til Colombia.

I bogen Old Age fra 1904 kommer Elias Metchnikoff med en munter skildring af de mange oldinge, han havde studeret i Rusland og Frankrig. Ifølge hans beretninger var de fleste af dem aktive lige til deres død. Som tilfældet var med Chevreul, var deres vigtigste beklagelse, at de efter en lang dag kunne føle sig meget trætte.

Alene det, at der findes sunde og livskraftige hundredårige, som har levet størstedelen af deres liv før udviklingen af den moderne medicin, beviser dog, at menneskets levealder ikke er begrænset til 70 år, som det ellers fremgår af Bibelen. Lang levetid kan opnås uden lægehjælp. Evnen til at nå en meget høj levealder er højst sandsynligt genetisk betinget, men der er ingen tvivl om, at det afhænger endnu mere af livsstilen. Dr Alexander Leaf fra Harvard Medical School har for nylig foretaget omfattende kliniske og sociale undersøgelser af meget gamle mennesker verden over. Hans resultater antyder, at lang levetid er afhængig ,af en rigtig ernæring. Kosten må gerne være nøjsom blot den er korrekt sammensat. Af stor betydning er også kraftig, fysisk aktivitet og engagement i det nære samfund lige til det sidste. Hvis man derimod trækker sig helt tilbage og fører en meget passiv tilværelse, har man ikke de store chancer for at blive rigtigt gammel. At der findes raske mennesker på 100 år, synes måske ikke umiddelbart relevant for Norman Cousins' grundtese, at syge mennesker skal inddrages i behandlingen af dem selv. Jeg mener imidlertid, at folk kun kan blive så gamle, hvis de ejer nogle af de fysiske og psykiske egenskaber, som bidrog til Cousins' helbredelse. De må være i besiddelse af en ukuelig livsvilje, der sætter dem i stand til at aktivere legemets naturlige forsvarsmekanismer i tilfælde af infektioner.

Selvom mennesker lever i stærkt urbaniserede miljøer, har de stadig det samme genetiske grundlag som deres forfædre i stenalderen. Man kan derfor heller aldrig forvente, at de skal falde helt til i de nye omgivelser. Hvor vi end er, hvad vi end gør, bliver vi, som Cousins siger, udsat for en mængde fysiokemiske og biologiske påvirkninger. Vi overlever kun, fordi vi er i besiddelse af biologiske og psykologiske mekanismer, som sætter os i stand til at reagere bedst muligt på påvirkningerne. Denne tilpasningsevne kan være så effektiv, at de fleste udfordringer ikke resulterer i sygdom, og selv i de tilfælde hvor personer faktisk er blevet syge, ser man ofte eksempler på spontanhelbredelse, hvor forsvarsmekanismerne i organismen uventet kan klare situationen uden egentlig lægehjælp. Lægerne har alle dage været bekendt med denne naturlige evne til helbredelse. De har omtalt den med det fine navn vis medicatrix naturae, naturens helbredende kraft.

Norman Cousins identificerer i denne bog de naturlige helbredelsesmekanismer i organismen med de processer, som Walter B. Cannon kaldte for homøostatiske mekanismer - enhver forholdsregel fra organismens side der tilstræber at holde de fysiologiske niveauer konstante. I virkeligheden er begrebet vis medicatrix naturae meget mere komplekst end Cannons homøostatis. Det er også stærkere og mere interessant. Organismens reaktioner på påvirkninger er kun sjældent homøostatiske. Langt oftere resulterer de i varige forandringer, som gør organismen i stand til bedre at klare noget lignende en anden gang. Dannelsen af ar er et eksempel på en reaktion, der ikke er direkte homøostatisk. Det væv, der fremkommer ved et sårs heling, er bedre end det oprindelige til at modstå den påvirkning, som var skyld i såret. Helbredelse af smitsomme sygdomme efterfølges som regel af varige celleforandringer, der giver en længere immunitetsperiode mod den pågældende sygdom.

Personer, der mister synet eller nogle lemmer, udvikler ofte kompensatoriske evner, som bliver del af deres nye personlighed. Der er ikke blot tale om en homøostatisk reaktion. Organismens reaktion må snarere ses som kreativ tilpasning opnået ved permanent forandring af legeme og sjæl.

Hvad end resultatet nu er homøostasis eller kreativ tilpasning, så er de mekanismer, der kaldes vis medicatrix naturae ("naturens helbredende kraft"/red.), så virksomme, at de fleste sygdomme kan kureres indefra. God lægehjælp er naturligvis vigtig for at gøre helbredelsesprocessen så hurtig og behagelig som muligt, men i sidste instans afhænger helbredelse, som Cousins siger, af muligheden for at mobilisere patientens egen modstandskraft over for sygdommen. Dette er forklaringen på, at så mange medicinmænd i primitive samfund har haft succes. Det er jo også først i de seneste årtier, at lægevidenskaben virkelig har kunnet tilbyde en effektiv behandling.

Cousins refererer til William Osler, der blev betragtet som en, af de dygtigste læger i den angelsaksiske verden ved århundredskiftet. Han lærte sine studenter, at de fleste af de medikamenter og behandlinger der var til rådighed for lægerne på den tid, i virkeligheden var værdiløse. Alligevel nød Osler en meget høj anseelse som læge. Han ledede den medicinske afdeling på John Hopkins Hospital i Baltimore. Han fremkom gentagne gange med det synspunkt, at de heldige resultater med helbredelse af organiske sygdomme ikke måtte tilskrives hans behandling. Det var patienternes tro på, at behandlingen ville virke, som i forening med god sygepleje gav resultaterne. Han blev også kongeligt udnævnt professor ved Oxford University i England. Ved den lejlighed erklærede han atter sin tro på, at hans succes som læge bundede i hans personlighed og væremåde, der intet havde med den videnskabelige uddannelse at gøre. I artiklen 'The Faith that Heals' fra 1910 beskrev han dette meget muntert: »Vores resultater på Johns Hopkins Hospital var meget fine. Tro på 'Den Hellige Johns Hopkins', som vi kaldte ham, en optimistisk atmosfære og søde sygeplejersker, udrettede helbredelser i stil med dem, vi kender fra Aesculapius i Epidauros.« Når Osler brugte udtrykket helbredelse ved tro, refererede han til de psykiske kræfter, der kan sætte helbredelsesmekanismen vis medicatrix naturae i gang - altså i realiteten "helbredelse af' sig selv".

Dr William Henry Welch, der var en .af hovedrnændene bag opbygningen af en egentlig lægevidenskab i De Forenede Stater, erkendte også betydningen af 'helbredelse ved tro'. Han skrev således om sin far, der var praktiserende læge i Norfolk, Connecticut: »I samme øjeblik han trådte ind i et sygeværelse, fik patienten det bedre. Lægekunsten omgav hans skikkelse som en aura. Det var ikke det, han gjorde, men snarere det, at han var til stede, der helbredte.« Francis Peabodys kendte udtryk, »en patients ømhed kureres bedst med ømhed,« siger i få ord, at i visse øjeblikke er den blotte tilstedeværelse af en læge den bedste behandling.

De mange eksempler på helbredelse, som naturlæger og andre lægfolk har udvirket i tidens løb, bør ses i lyset af denne evne til 'helbredelse af sig selv', som vi finder i alle levende væsener og ganske særligt hos mennesket. Man har endnu ikke helt forstået, hvad det er, der forårsager spontanhelbredelser af organiske og mentale sygdomme, men det må formodes, at alle disse mekanismer i virkeligheden fungerer på næsten samme måde. Organismen reagerer stort set ens, uanset om helbredelsen forsøges fremkaldt ved hjælp af beroligende midler, håndspålæggelse, transcendental meditation, biofeedback, Zen og yoga-øvelser, tro (hvad end det er på en helgen, en person eller et medikament) eller ikke mindst det gode forhold mellem patient og læge.

Cousins erklærer flere gange, at patienternes sindstilstand har meget at gøre med deres sygdomsforløb, og han illustrerer dette med kliniske eksempler. Det er almindeligt kendt, at sjælen påvirker kroppen og omvendt, men der mangler videnskabelig dokumentation for dette samspil. De eksempler, jeg vil nævne, svarer til bestemte immunologiske og fysiologiske processer, der er blevet undersøgt med den videnskabelige metode, og de er af en type, som kan påvirke sygdomsforløbet eller opfattelsen af det.

De beskyttelse s mekanismer, vores legeme besidder mod smitsomme sygdomme, er hovedsageligt baseret på humoral hypersensibilitet og cellernedieret immunitet. Men disse mekanismer påvirkes af den psykiske tilstand, som det er blevet påvist ved anvendelse af hypnose på Mantoux-testen. Ved en sådan undersøgelse indsprøjtes tuberkulin umiddelbart under overhuden. Den foretages som grundlag for en vurdering af organismens reaktion mod tuberkulose. En berømt engelsk immunolog har imidlertid for ny ligt påvist, at man kan fjerne manifestationen af Mantoux-testen ved hypnose - en positiv reaktion viser sig som en lille infiltration. (Dette er i øvrigt et udmærket bevis på, at sjælen indvirker på kroppen). Mantoux' tuberkulinreaktion tilhører den type immunitet, der betegnes som cellulær. Et sådant immunrespons spiller en væsentlig rolle ved reaktionen mod alvorlige, smitsomme sygdomme som tuberkulose og sandsynligvis kræft. Det er derfor ikke usandsynligt, at patientens sindstilstand kan påvirke forløbet af de patologiske processer, herunder den immunologiske reaktion.

Fordøjelsen efter et måltid kan ses som en række rent biokemiske processer, hvorved for eksempel fedtstofferne (chylomikronerne) nedbrydes af bestemte enzymer for derpå at optages i blodet og organerne. Men også her spiller sindstilstanden ind. En anatomilærer i fyrreårsalderen blev undersøgt i tiden omkring hans forelæsninger. Det viste sig, at selve tanken om en forestående forelæsning nedsatte den hastighed, hvormed chylomikronerne forsvandt fra hans blod. Man fandt også generelt en nedsat fedtforbrænding ved psykiske belastninger. Således kan sjælelige kræfter altså påvirke fysiologiske processer af enhver art.

Man har længe været klar over, at humørsvingninger påvirker sekretionen af visse hormoner, fx dem der produceres i skjoldbruskkirtlen og binyrebarken. For nylig opdagedes det, at hjernen og hypofysen indeholder en hidtil ukendt gruppe af hormoner. De er kemisk beslægtede og kaldes med en fællesbetegneIse for endorphiner. Nogle af endorphinerne har en fysiologisk virkning, der minder meget om den, som følger efter indtagelse af morfin, heroin og andre opiater: De er smertestillende, ikke bare fordi de indvirker på selve den fysiske smerte, men også fordi de hæmmer den psykiske erkendelse af den.

Akupunktur kan udløse sekretion af endorphiner fra hypofysen. Hormonerne når på en eller anden måde til cellerne i rygmarven og kan derved udøve en opiatlignende effekt på opfattelsen af smerte. Det er ikke usandsynligt, at sindstilstande kan påvirke sekretionen af endorphiner fra hypofysen, som tilfældet er med andre hormoner, og derved også patientens opfattelse af sygdom.

Cousins påpeger med rette, at en meget stor procentdel af de eksisterende sygdomme kureres indefra. Konklusionen er, at meget af den lægehjælp, der gives, faktisk er værdiløs. Men i praksis hjælper lægen sin patient på mange måder. Kun en præcis diagnose, der stilles med lægelig ekspertise, kan fastslå om et sygdomstilfælde vil kunne kureres indefra, eller om det skulle være så farligt, at en særlig behandling er påkrævet. Selv i de tilfælde hvor patienten kurere s 'af sig selv', kan lægen ofte hjælpe med til at fremskynde helbredelsesprocessen og gøre den mere udholdelig. Desuden er der en del sygdomme - for højt blodtryk, ledbetændelse o.m.a. - der også kræver, at symptomerne bliver fjernet, hvis patienten skal kunne fungere helt normalt. Helbredelse er kun et aspekt af lægegerningen. Det vigtigste er ofte at forebygge og fjerne sygdommens manifestationer.

Udtrykket 'et godt forhold mellem læge og patient' er ikke entydigt. Hvert enkelt tilfælde må vurderes særskilt. Det gode forhold kan godt betyde, at patienten må underlægge sig lægens autoritet. Lægen bliver en faderskikkelse. Der er mange situationer, hvor et sådant forhold kan være nødvendigt; for eksempel når der er tale om en vanskelig diagnose eller en specialbehandling. Da jeg selv led af subakut bakteriel endocarditis for syv år siden, blev jeg nødt til at gennemgå en behandling med antibiotika - den eneste kur for denne ellers dødelige sygdom. Men en sådan accept af lægens autoritet fremmer sikkert også de mekanismer, der virker under helbredelse ved tro, så patienten helbredes 'af sig selv'.

Der er imidlertid en tendens til ikke længere at stole blindt på lægen. Cousins er ikke den eneste, som gør sig til talsmand for et samarbejde mellem læge og patient. I sommerudgaven 1977 af Man and Medicine hvor Cousins nu er rådgivende redaktør, skriver Eli Ginzberg, der er professor ved Columbia University: »Forbedringer af sundhedssektoren vil kun være mærkbare, hvis de ledsages af et system, der gør de enkelte borgere mere ansvarlige for deres eget helbred. Der kan således gøres store fremskridt, hvis man formår at mindske kløften mellem læger og patienter gennem et større oplysningsarbejde.«

Almindeligvis har patientansvar været indskrænket til de aktiviteter, der kan kaldes livsstil - rygevaner, kostvaner, motionsvaner, forsigtighed i trafikken og træning i at leve med kroniske sygdomme som for eksempel hjerte- og ledsygdomme. Men Norman Cousins har et bredere sigte.

Han ønsker, at samspillet mellem læge og patient skal nå ud over det, der indbefattes af en sund levevis. Når det er muligt, bør patienten også inddrages i valget af, hvilken behandlingsform der skal foretrækkes, og hvordan den skal administreres. Efter min mening er der dog endnu kun få lægfolk, der vil være i stand til at hjælpe kreativt i den terapeutiske proces. De fleste vil højst kunne bidrage med objektive informationer om, hvordan behandlingen virker. På den anden side er det næsten sikkert, at aktiv deltagelse i behandlingen, der meget vel kan begrænses til latter og stærk livsvilje som i Cousins' tilfælde - kan hjælpe med til at mobilisere patientens naturlige forsvarsmekanismer, som er uundværlige i helbredelsen. Dette gælder ikke blot helbredelsen af organiske sygdomme, men også genoptræning efter enhver invalidering eller skade. Revalidering omfatter jo også både legeme og sjæl. De to må samordnes i et fælles forsøg på at skabe den bedst mulige tilpasning.

De spørgsmål, Cousins rejser, drager ikke lægevidenskaben i tvivl. Han søger ikke tilbage i lægekunstens historie, men hans respekt for den gammeldags familielæge er stor. Jeg har altid følt, at den eneste fejl ved lægevidenskaben er, at den ikke er videnskabelig nok. Medicin bliver først et virkeligt videnskabeligt fag den dag, læger og patienter lærer at udnytte de kræfter i sjæl og legeme, vi kalder vis medicatrix naturae ("naturens helbredende kraft"/red.). Denne bog kan hjælpe os i den rigtige retning.

Renè Dubos

[Anisa]

Jeg lo mig rask
Af Norman Cousins

Uddrag af kapitel En sygdoms anatomi, som den blev opfattet af patienten

Jeg spurgte dr. Hitzig om, hvordan min sygdom kunne være opstået. Han sagde, at den kunne have mange forskellige årsager. Den kunne, for eksempel, skyldes en tungtmetalforgiftning, eller den kunne have været en følge af en streptokok infektion.

Jeg gennemgik nøje de begivenheder, der var gået forud for sygdommen. Jeg var taget til Sovjetunionen i juli 1964 som leder for en amerikansk delegation, der skulle behandle problemerne om kulturel udveksling. Konferencen var blevet afholdt i Leningrad, hvorefter vi tog til supplerende møder i Moskva. Vores hotel lå i et boligkvarter. Mit værelse lå på anden sal. Hver nat kørte en procession af diesel lastbiler i fast rutefart til og fra en nærliggende byggeplads, hvor der arbejdedes i døgndrift. Det var sommer, og vores vinduer stod på vid gab. Jeg sov uroligt om natten og følte mig temmelig utilpas, når jeg stod op. - Den dag, vi skulle af sted fra Moskva, blev jeg i lufthavnen ramt af udblæsningen fra et stort jetfly, der svingede på startbanen.

Da jeg tænkte over hændelserne i Moskva, funderede jeg over, hvorvidt der kunne være en sammenhæng mellem udsættelsen for kulbrinterne i dieseludstødningen ved hotellet og i lufthavnen, og sygdommens opståen. Hvis det var tilfældet, kunne det forklare lægernes antagelse om tungtmetalforgiftning. Det svage punkt i denne teori var imidlertid, at min kone, som havde været med på turen, ikke havde nogen eftervirkninger, trods det at vi havde været udsat for det samme. Hvor sandsynligt var det, at kun en af os skulle have reageret på det?

Da jeg tænkte over det, forekom det mig, at der var to mulige forklaringer på de forskellige reaktioner. Den ene gik på individuel allergi. Den anden på, at jeg kunne have været i en tilstand af adrenal depletion (adrenal burnout/red.) og derfor dårligere i stand til at klare en forgiftning end min kone, hvis immunologiske system fungerede upåklageligt.

Var adrenal depletion da en faktor i min egen sygdom?

Jeg tænkte endnu engang efter. Møderne i Leningrad og Moskva havde været krævende. Papirarbejdet havde holdt mig oppe til langt ud på natten. Jeg havde også selskabelige forpligtelser. Vores sidste aften i Moskva oplevede jeg næsten som total frustration. Lederen af den russiske delegation havde arrangeret en reception i sin dacha, som lå ca. 60 km uden for byen. Jeg var blevet bedt om at komme en time før de andre, så jeg kunne fortælle de russiske delegerede noget om amerikanerne, som skulle komme til middag. Russerne var opsat på at få amerikanerne til at føle sig hjemme og forestillede sig, at disse oplysninger kunne hjælpe dem i den selskabelige konversation. Jeg fik at vide, at en diplomatbil ville afhente mig ved hotellet klokken halvfire om eftermiddagen. Det ville give mig rigelig tid til at nå til dachaen klokken fem, hvor alle de russiske konferencedeltagere ville være samlet til en kort orientering. Resten af den amerikanske delegation skulle ankomme til dachaen klokken seks.

Klokken seks befandt jeg mig imidlertid midt ude på landet, på den forkerte side af Moskva. Chaufføren havde misforstået de oplysninger, man havde givet ham om vejen; med det resultat at vi befandt os ca. 130 km fra dachaen. Omsider fandt vi ud af fejlen og kørte tilbage mod Moskva. Chaufføren, der var pålagt forsigtig kørsel, var ikke indstillet på at indhente den tabte tid. Jeg kunne godt have ønsket mig, at chaufføren havde haft trang til at bevise, at racerkørscl ligesom baseball oprindelig stammer fra Sovjetunionen. Vi ankom først til dachaen klokken ni om aftenen.

Suppen var blevet varmet op flere gange. Kalvekødet var blevet tørt. Jeg var selv temmelig udkørt. - Det blev en lang flyrejse hjem til USA den næste dag. Flyet var overfyldt. Da vi endelig var landet i New York, kommet igennem den menneskefyldte told og på vej hjem til Connecticut, bemærkede jeg en uro dybt i mine knogler. En uge senere blev jeg indlagt.

Da jeg tænkte tilbage på disse oplevelser i det fremmede, følte jeg, at jeg var på rette spor i forsøget på at finde grunden til sygdommen s opståen. Jeg blev, som tidligere nævnt, mere og mere overbevist om, at en tilstand af adrenal depletion, som havde nedsat min modstandskraft, måtte være årsagen til, at kun jeg blev ramt så hårdt af diesel- og jetforureningen.

Da jeg anså denne hypotese for sand, måtte jeg jo se at få fjernet underskuddet og genoprettet det, som Walter B. Cannon i sin berømte bog The Wisdom of the Body kaldte for homøostasis.

Jeg vidste, at optimal funktion af mit endokrine system - ganske særligt de adrenale kirtler - var afgørende for bekæmpelsen af ledsygdomme, og for den sags skyld alle andre sygdomme. En undersøgelse, jeg havde læst om i den medicinske faglitteratur, rapporterede, arthritiske eller andre rheumatiske symptomer ofte aftager hos gravide kvinder. Årsagen til dette er, at det endokrine system er fuldt aktiveret under graviditeten.

Hvordan skulle jeg få mine adrenale kirtler, og mit endokrine system i det hele taget, til at fungere ordentligt igen?

Jeg huskede Hans Selyes klassiske bog, The Stress of Life, som jeg havde læst ti år tidligere. Selye viste meget klart, at adrenal depletion kunne være resultat af emotionelle spændinger, såsom frustration og undertrykt raseri. Han beskrev detaljeret de negative effekter, som negative følelser har på legemets kemiske sammensætning.

Uundgåeligt måtte man da spørge sig selv: Hvad med de positive følelser? Hvis negative følelser forårsager negative kemiske forandringer i legemet, vil positive følelser så ikke forårsage positive kemiske forandringer? Er det muligt, at kærlighed, tro, latter, selvtillid og livsvilje har terapeutisk værdi? Sker de kemiske forandringer kun på minussiden? Det er klart, at det ikke er nær så enkelt at fremkalde positive følelser, som det er at åbne for en haveslange. Men blot et vist arbejde med følelserne kunne have en gavnlig fysiologisk effekt. Bare det at erstatte ængstelse med optimisme kunne være gavnligt....

***

Jeg lo mig rask
Af Norman Cousins
Oversat af Gert Ravnborg
Sider: 150
Samlerens Forlag 1981
ISBN 87-568-0634-5

Original titel:
Anatomy of an Illness as Perceived by the Patient - Reflections on Healing and Regeneration
173 pp.
W.W. Norton & Company, Inc., New York; McLeod Publishing, Don Mills, Ont., 1979.
ISBN 0-393-01252-2