"Subklinisk" thyreoideasykdom

[Anisa]

"Subklinisk" thyreoideasykdom

Bakgrunn. Det er vanligvis lett å diagnostisere og behandle pasienter med manifest thyreoideasykdom. Derimot har behandling av "subklinisk" thyreoideasykdom vært omdiskutert.

Resultater. Hos pasienter med subklinisk hypotyreose (forhøyet nivå av thyreoideastimulerende hormon (TSH) og normalt nivå av fritt tyroksin (T4)) er det mulig at tyroksinbehandling kan bedre psykiske symptomer og være av betydning for lipidnivå og blodtrykk. Pasienter med subklinisk hypertyreose har overhyppighet av atrieflimmer og muligens økt risiko for demensutvikling.

Fortolkning. Subklinisk hypo- og hypertyreose er oftest progredierende. Dersom det viser seg at tilstanden ikke er forbigående, bør behandling iverksettes.

Hele artiklen kan læses her

Min kommentar er: Når underbehandlede patienter med lavt stofskifte drager ud på Nettet for at finde informationer/hjælp - gør de det særligt fordi de ikke kan finde ørenlyd hos deres sædvanlige læger, uanset om det måtte være underkvalificerede huslæger eller "højt kvalificerede" speciallæger....

Disse patienter kan ikke fremvise det "rigtige" tal i blodprøveresultater, hvorfor de bliver negligeret og afvist af den konservative sagkundskab, der hellere støtter sig til det engang vedtagne af deres fælleskab - fremfor at anerkende, at det er sygdommen, der bestemmer!!

Følgen kan være i værste fald (hyppigere end anstændigt er), at nogle af de værste konsekvenser af det ubehandlede lave stofskifte befolker adskillige psykiatriske senge og/eller plejehjemspladser, hvor ældre stofskiftesyge hensygner resten af deres dage med diagnosen "demens" skrevet i patienjournalen, hvis de da forinden ikke dør af svigt i de indre organer, der langsomt visner væk som følge af underforsyninger med næringsstoffer og forgiftningerne med metabolitterne, der ikke bliver ført ud af kroppen - igen som følge af det lave stofskifte....

Hvis man spørger hvem som helst om, hvad er værre - at dø i en ulykke eller hurtigt af en pludselig opståede sygdom - eller dø langsomt, over flere år, langsomt skrumpende til en grøntsag og i den sidste ende uden selv de mindste rester af menneskelighed og erindring om hverken livet eller de kære....? Hvad tror I enhver vil svare? Nemt nok, ikk`?

Hvorfor så de konservative endokriologer mener noget andet - er mig en gåde!

Hvordan det kan gå til, at de tager det ansvar på sig, at de ved en afvisning de facto dømmer patienten til skæbnen "værre end døden" - er mig en gåde!

Hvordan de efterfølgende kan leve med sig selv og.... trives - er mig en gåde!

Havde det været i f. eks. antikkens Ægypt.... havde lægerne ikke modtaget deres løn, før patienten var rask. Og havde lægen fejlet slemt og mod bedre vidende, som dagens konservative endokrinologer gør hver eneste dag - ville de blive dømt til at få revet deres egen skjoldbruskkirtel ud af halsen - og så få lov til at lide samme skæbne, de i dag dømmer tusinder til, helt straffrit og for vores egne penge!