NYTTEN AF TANG

Av dr. med. D. C. Jarvis, i boken Folk Medicine (1958)
Oversetter fra engelsk til dansk ukjent.

Civilisationen har mange fordele, men den har sandelig også sine ulemper. En væsentlig ulempe er, at den moderne ernæring så let kommer til at mangle mineraler. Menneskelegemet er opbygget af mineraler, og det er derfor uhyre vigtigt, at det holdes ved lige med de mineraler, det har brug for. Til denne vedligeholdelse er tangprodukter fra havet et glimrende hjælpemiddel.

Havvand er en stærkt sammensat væske, der indeholder omkring 3,5 % uorganiske stoffer i opløst stand. Tangen vokser i havet, og den omdanner disse uorganiske stoffer til organisk materiale.

Havet er den lavestliggende del af jordens overflade, og derfor opsamles der her mange kemiske stoffer, som sendes ud i det af naturen ad mange mærkelige veje. Løst og flytteligt materiale glider enten direkte og hurtigt, eller indirekte efterhånden ned i havet. Småpartikler føres med af vinden, i vandløb og i bræer. Andre stoffer opløses i vand og føres ud i havet, hvor de fanges i en fælde og må blive. Derfor er havet et vældigt skatkammer, hvor der opbevares enorme værdier i form af kemiske materialer, der får land-jordens mineralrigdomme til at syne som det rene ingenting i sammenligning.

Denne opsamling af værdifulde stoffer i havet drager kemikernes interesse. Det er næppe for dristigt at forudsige, at kommende generationer vil lære havets vældige opsparede rigdomme at kende og forstå at gøre god brug af det komplette udvalg af kemiske stoffer, der er at hente dér.

Næsten tre fjerdedele af jordens overflade er dækket af hav. Den gennemsnitlige havdybde er omkring 3,5 km, og de største dybder, man endnu har målt, er konstateret i Filipinergraven, hvor havet er omkring 9 km dybt. Mere end fire femtedele af verdenshavene er mere end halvanden km dybe. I to tredjedele ligger vanddybden omkring fem kilometer.

Vi kender ikke indholdet i de første primitive have. Men vi ved, at gennem tiderne har mange kræfter forenet sig i arbejdet på at øse materiale ud i havet. Det er kommet fra verdensrummet, fra jordens indre og fra landjorden. Når meteorer og kosmisk støv rammer jorden, er chancen for at havne i vandet syv ud af ti. På havets bund ligger der mange meteorer, både af sten, jern og nikkel. Vulkanerne har ydet store bidrag til havet, enten direkte, eller ved vulkanstøv, der er sendt højt op i atmosfæren, så vinden har kunnet føre det ud over havene, og regnen har kunnet vaske det ned. Underjordiske spalter og kilder sender materiale ud fra jordens indre. Gletschere slæber klipper, jord og andet materiale med sig, og når de styrter i havet -som isfjelde - smelter de engang og lægger deres medbragte ladning af mineraler på havets bund.

Det er dog nok vand, der bringer de største og mest jævnt flydende bidrag til havet. Man antager, at der hvert år sker en fordampning på 0,82 m i havoverfladen på hele kloden. Denne vanddamp, som er rent vand, uden nogen mineraler, stiger til vejrs, blæses rundt om kloden af vinden og fortættes til regn. Hvis vi antager, at 29,27 % af den falder over land, er der da godt en snes tommer nedbør over jordens landområder på et år. Dette vand nedbryder jorden og vasker den bort og bærer den med sig som mudder, og det søger gennem bække, elve og floder tilbage til havet. Noget af det trænger dybt ned i jorden, hvor det opløser forskelligt materiale, og kommer igen i vandfald, geysere og springbrønde, for derefter at søge tilbage til havet med sit bytte af opløst materiale.

Når det har afleveret sin minerallast i det store hav, kan det igen fordampe og vende tilbage efter mere. De lettest opløselige stoffer bliver først fjernet, og af dem bliver der ofte intet tilbage, hvor vandet har været. Alt, hvad der fremmer opløsningen, fremmer også udpiningen af landet og berigelsen i havet. Blandt de lettest opløselige stoffer er nitraterne, de saltdannende stoffer - klorider, jodforbindelser, bromider, samt natrium, kalium, kalcium, magnesium og mange flere. De sværere opløselige stoffer, som silikater og sand, ler og aluminium, får lov at ligge tilbage. Derfor udgør disse svært opløselige materialer nu hovedparten af jordbunden.

Der sker endnu mere, som styrker denne mineralernes flugt til søen. Hvert eneste lyn omdanner en smule af luftens kvælstof til salpetersyre, som vaskes ned med regnen. Når den kommer i jorden, opløser den en smule mineraler til nitrater. Noget af dette når planterne at bruge, resten skylles ud i havet. Luftens kulsyre kan opløses i regnvandets fald gennem atmosfæren og opløse kalksten. Store mængder heraf føres med floderne ud i havet. Alle de nævnte stoffer føres således bort til havet i store mængder, men i virkeligheden er alle mineraler opløselige, omend nogle af dem kun langsomt.

Silikater eller sand, aluminium, fosfater og lignende stoffer føres kun bort i små mængder ad gangen, men i den geologiske proces' evige forløb bliver det til ufattelige mængder. Og en række kræfter hjælper til med nedbrydningen af bjergene - vinden, frosten, skiftende temperaturer, solskin o. s. v. Alt dette medvirker til mineralernes flugt fra landjorden ud i havet. Bjerge og bakker smuldrer langsomt hen, dale glattes ud, klipper falder fra hinanden, bliver til støv og vaskes bort af vandet.

Mennesket har selv deltaget i rovdriften på jorden. I naturen holdt skoven med sine blade, rødder og ranker jorden på plads, og sørgede for at dæmpe vandstrømmen noget. så den direkte nedbrydning af jordoverfladen blev holdt i ave. Nu har mennesket ryddet skovene, så jorden ligger udsat, og strømmen af mineraler fra land til hav går nu hurtigere end nogen sinde før. I mere primitive tider fik jorden gødningen fra mennesker og dyr tilbage. I vore dage er man blevet mere hygiejnisk, men resultatet er, at vi sender de værdifulde stoffer, vi har hentet i jorden, ud i havet.

Mennesket graver jern, tin, kobber, zink og andre mineraler ud af jorden og laver automobiler, dåser, huse og så videre af dem. Til slut er de slidt op, så bliver de kasseret, smidt i store bunker, hvor de kan ruste, gå i opløsning, blive brændt og til slut blive vasket ud i havet. Vældige mængder af stofferne går til i forbrænding. Hele kulproduktionen, næsten al olie, og det meste af træhugsten går simpelthen op i røg. Røg og aske forsvinder ud i luften, hvor regnen vasker partiklerne ned, og de forsvinder ud i havet.

Efterhånden som de forskellige stoffer kommer fra floderne ud i havet, begynder de omgående at deltage i en gigantisk mølle af kemiske ændringer, reaktioner, opløsninger, aflejringer, nye opløsninger, optagelse i levende dyr og planter, livsprocesser og fornyet frigørelse.

Næsten alle ændringer kan indtræffe, fordi havet altid er i bevægelse under vindens påvirkning, lodrette og vandrette strømme, temperaturskift, frost og tø og forskellige lysmængder og farver. Det hav, vi finder i vore dage, er i sin sammensætning et resultat af millioner af års vældige aktivitet. Alt, hvad der findes i eller over jorden, må engang ende i havet. Overalt i havet finder vi alle de stoffer, som livet forudsætter. Havvand og sundt menneskeblod har næsten samme kemiske mineralindhold.

I havet er mangelsygdomme en utænkelig tanke. Hvert eneste stof, der kræves for, at der kan være liv, er til stede overalt, og havets dyr og planter har blot at vælge dét, de har brug for. I den mad, vi kan hente i havet, kan vi få alle de mineraler, vi har brug for, og de er der, enten vi ved det eller ej. Og ikke nok med at de er der, fordi det er levende organismer, der har kunnet optage alt, hvad de havde behov for, men de er oven i købet sammensat i et forhold, som ligger ganske tæt på det ideelle for menneskets ernæring.

I århundreder har videnskabsmænd vidst, at næsten alle de vigtigste kemiske stoffer findes opløst i de store have. Man har anslået, at en kubikkilometer havvand rummer omkring 150 millioner tons forskellige kemiske stoffer, herunder grundstoffer som guld, sølv, magnesium, aluminium, radium, barium, brom, jod, svovl og mange flere. Når vi nu ved, at havet er en vældig blandemaskine for de mineraler, der skylles ud fra landjorden, er det let at forstå, at havets planter og dyr aldrig behøver at mangle noget. De har bare at bruge løs af alle de mange mineraler, og omforme dem til organiske stoffer, som landjordens indbyggere til gengæld har så stærkt behov for, når det gælder om at forebygge og helbrede mangelsygdomme.

Livet udfolder sig i den største overflod og i de fleste varianter i havet. Fra små bitte skabninger, som man ikke engang kan se med det blotte øje - der kan være millioner i en kubikcentimeter vand - til kæmpehvalerne, folder havets dyreverden sig ud. De tropiske og halvtropiske have består af lag på lag af levende samfund, som begynder helt nede i bundens sand og slutter ved overfladen.

Havets planteverden lader ikke dyreverdenen noget tilbage at ønske i overdådighed, når det gælder former og størrelser. Også den begynder med små former, der kun kan ses i mikroskop, og slutter først med havets store træer, kæmpetangen.

Havets dyr græsser i deres enge derude i oceanerne, og deres udbud af næring er så rigt på livsvigtige stoffer, at deres formeringsevne er mange gange større end, hvad vi finder på landjorden. Hvorfor udfolder livet sig i så langt større en overflod i havet end på land? Hvorfor undgår de mennesker, der overvejende henter deres føde i havet, praktisk talt helt en række sygdomme, som andre mennesker lider under?

Svaret er. at havet rummer alle de mineraler, der kræves for at bevare sundheden. Havets planter vokser under forhold, hvor de har adgang til alle mineralerne. De tager, hvad de har brug for. og bevarer disse mineraler i deres væv. Når man får sin føde fra havet, enten det er planter eller dyr. får man altså alle mineralerne fra havet, og de kan udføre deres enestående virkning på legemet, som de regulerer og bringer i orden. Havets talrige mineraler, hvoraf et af de vigtigste er jod, er det, der skal til for at runde en rigtig afvejet kost af.

I vore legemer er de vigtigste mineraler, i den nævnte rækkefølge, jod, kobber, kalcium, fosfor, mangan, natrium, kalium, magnesium, klor og svovl.

Bortset fra jod, som hører hjemme i havet, kommer alle disse mineraler oprindeligt fra landjorden. Så skulle man jo tro, at når vi spiser jordens afgrøder, sikrede vi os en rigelig tilførsel af dem. Det var vel også det, naturen egentlig havde tænkt sig. Men naturen havde ikke tænkt på, at mennesket ville fjerne træerne og den øvrige bevoksning, så regnen kunne vaske jorden bort, skylle de vigtige mineraler ud, og gennem bække og floder slæbe dem ud i havet.

Følgen af dette er, at jordbunden er ribbet for mineraler, og derfor bliver afgrøderne også mineralfattige. Og naturligvis medfører det igen, at de mennesker, der skal leve af disse mineralfattige afgrøder, og have deres mineraler derfra, bogstaveligt talt sulter midt i al deres overflod.

Det er let nok at vide, når menneskets sult gælder sødt, stivelse eller fedt. Kroppen udsender næsten omgående alarmsignaler, og hvis vort helbred i øvrigt er i orden, fortæller vor appetit os, hvad det er, der er brug for.

Hvis blot vi lærer tegnene på mineralhungeren at kende, kan de være lige så klare, men hvis vi sidder den slags SOS-signaler fra organismen overhørige, kan det få de alvorligste følger.

I de sidste generationer er der særlig her i USA, hvor der er en overflod af mad, og hvor de fleste mennesker spiser store mængder, alligevel opstået en hel række »mangelsygdomme«. Vi ved godt, at hver af disse sygdomme skyldes mangel på et eller andet vigtigt stof i ernæringen, og som regel er det, der mangler, netop et af de livsvigtige mineraler. Skjoldbruskkirtlen har behov for jod, og de omliggende kirtler kræver kobolt og nikkel for at virke. Binyrerne skal bruge magnesium. Bugspytkirtlen skal have kobolt og nikkel. Én slimkirtel skal bruge mangan, en anden skal have klor. Kønskirtlerne skal bruge jern.

Man har nu fået en helt anden respekt for jern, kobber, mangan, zink og aluminium, for det er blevet påvist, at disse mineraler har en afgørende betydning som katalysatorer i organismen. Det betyder, at selvom de ikke selv deltager i selve den kemiske proces, er det en betingelse, at de er til stede. Næsten alle livsprocesser er afhængige af disse mineraler - især gælder det blodproduktionen.

Jern deltager direkte i opbygningen af de røde blodlegemers hæmoglobin, som udfører den opgave at transportere ilten rundt i vore legemer. Anæmi er en mangelsygdom, som kan opstå, hvis der er for lidt jern i blodet. Uheldigvis kan menneskelegemet ikke deponere ret store jernmængder, så man skal hele tiden forny beholdningen.

Ganske vist er vor ernæring fattig på mineraler, fordi jordbunden er udsultet i denne henseende, men vi ved da heldigvis, hvor de store mineralrigdomme er havnet henne. Hvert år, hver dag bliver vor jord fattigere, men til gengæld bliver havet rigere på mineraler. Derfor er vi nu ved at gøre noget helt ligetil, og utvivlsomt uhyre klogt - vi vender os til havet for at få de mineraler, som er blevet stjålet fra vor jord. Der er ved at opstå en helt ny interesse for føde fra havet, men så længe vi kun spiser så forholdsvis ringe mængder af havets produkter, er det endnu vanskeligt at indhente vor mineralmangel udelukkende på den måde.

Imidlertid findes der i havet en plante med det latinske navn Macrocystis pyrifera, der som regel kendes bedre under navnet tang. Den kaldes ofte havets græs, og den er en fortrinlig kilde til berigelse af vore næringsmidler.

Tang vokser i vældige mængder udfor Californiens kyst. Den trives bedst på dybder fra seks til ti favne og findes kun, hvor havbunden er besat med klipper eller sten. Den har ingen egentlige rødder, men binder sig til klipperne ved nogle seje reblignende stængler, og den henter udelukkende sin næring fra vandet omkring sig. Det er en af de største planter, der findes, ofte op mod et par hundrede meter i længden, og den kan vokse 10-20 meter på et år. Hver plante består af en stængel, der på den ene side er besat med store, enkeltstillede, spydformede blade.

Bladene sættes i rækker på seks eller otte eller endnu flere, skiftevis, og hvert blad holdes oppe af en blære, hvor det sidder fast på stilken. Hvert blad er fint, men uregelmæssigt rynket, og kantet med en enkelt række korte, bløde pigge. Farven er olivenbrun.

Biokemien fortæller os, at planterne er de eneste organismer, der selv kan producere næringsstoffer, og at de fødemidler, mennesket får ved at spise dyrekød, også oprindeligt kommer fra planter. Havets planter, som for eksempel tang, har alle de råvarer, de behøver, lige for hånden i rigt mål, og derfor er de ganske naturligt selv meget rigt ladet med alle de næringsstoffer, mennesket og dyr har brug for. De mineraler, som tangen har optaget fra havet i en sådan overflod, har den omdannet til organiske forbindelser, lige til at bruge og optage i menneskets legeme.

Indtil nu har de fleste mennesker kun indirekte gjort brug af havets store udbud af næringsmidler ved at spise fisk og skaldyr. Der er dog visse øriger, som Japan og Irland, hvor man har haft et stort forbrug af spiselige planter fra havet. Det er værd at lægge mærke til, at på grund af dette kosttilskud har bestemte mangelsygdomme kun optrådt meget sjældent hos disse folk. I Japan spiser den indfødte befolkning således en mængde, der svarer til ti gram tørret tang pr. individ om dagen. I de japanske både, der anløber Californien, står der altid en seks-syv forskellige tangprodukter i forrådsrummet til senere brug.

Jeg spurgte den nu afdøde professor Cavanaugh fra Cornell University, hvordan man kunne få tang i en sådan form, at man uden risiko kunne give patienterne det. Han forklarede mig, at den tang, der bruges til ernæringsforsøg på en række landbrugsstationer, som piller eller pulver der kan spises af mennesker, blev fremstillet af et bestemt firma i Californien.

Næste gang jeg kom til Californien for at deltage i en lægekongres, besøgte jeg denne fabrik. Jeg ville gerne se, hvordan man høstede tangen i havet, og hvordan man tilberedte den, så dyr og mennesker kunne spise den. Man havde et par fartøjer, der hentede tangen ind fra havet. De lå ved San Clemente Island og arbejdede ved tangstederne mellem Redondo og San Pedro.

Det er en sindrig indretning, man bruger til at høste tangen med. Den arbejder bag en pram, og en transportør sender den høstede tang ombord efterhånden. Selve maskinen arbejder nærmest ligesom en stor slåmaskine, men foruden det vandret stillede blad, går der en lodret kniv ned på hver side. Høstmaskinen sænkes tre fod ned i vandet og skærer toppen af tangplanterne. Myndighederne tillader ikke, at der skæres mere af.

Den største af maskinerne høstede et skår på atten fods bredde og kunne samle en last på to hundrede tons på seks timer. Den drives af en motor, som sidder oppe på prammen.

Tangen losses ved fabrikken ved hjælp af et par vældige metalgrabber, som dirigeres af en kran, og lukker sig om tangen som fingrene på to hænder. De kan tage op omkring ni hundrede pund tang ad gangen. Tangen går først ned i en slags grønthakker, hvor den skæres op på mindre end et minut. Fra hakkemaskinen kører den på en transportør over til en kværn, hvor den bliver kørt til en slags grød, og derfra går den over i en stor beholder. Fra denne beholder kan den pumpes over til tørreanlægget.

Der er tre tørreanlæg på fabrikken. De består hver af en roterende stålcylinder på tres fods længde og seks fod i diameter. I den ende. hvor tangen kommer ind. er der en gasflamme, der opvarmer den. Denne ende sidder betydeligt højere end den anden. Ved den nederste ende sidder en blæser. Tørretromlens hældning, dens omdrejninger og den luftstrøm, blæseren sender igennem den, bevirker, at tangen ganske langsomt glider ned gennem tromlen, medens den tørres ind. På sin vej kommer den igennem temperaturer fra 750° ved indgangen til 150° ved udgangen af tromlen.

Når tangen falder ud fra tromlen, er den i små stykker, lidt i retning af popcorn. Så køres den gennem en mølle, og kommer ud som groft pulver. I denne tilstand kan den nu indgå i de tangprodukter, fabrikken fremstiller.

Selskabet har et stort, veludstyret laboratorium, med mange kaniner, høns og hvide rotter, som fodres med tang-produkterne. Der føres nøje regnskab med alle resultater, der overhovedet kan være af interesse. Selskabet fremstiller blandt andet en fem-grams tangpille til mennesker, og man kan også få tang i pulverform.

Den nu afdøde dr. Weston A. Price, som var internationalt berømt for sine undersøgelser af årsagerne til tandsættets forfald, kom til Barre for nogle år siden, for at tale med mig om mit mangeårige studium af folkemedicinen. Han var lige hjemvendt fra Peru, hvor han havde undersøgt og fotograferet tand-tilstanden hos mennesker, der levede i store højder i Andes-regionen. Han havde været over hele jorden for at undersøge naturfolkeslags tænder, i et forsøg på at bestemme årsagerne til tandsættets forfald, og han ville gerne inddrage tilstanden i tænderne hos folk, der levede i så store højder, i sine undersøgelser.

Selv kunne han ikke tåle at komme højere op end 12.000 fod, men han havde hørt, at der boede mennesker helt op i 16.000 fods højde. Han fik det ordnet sådan, at nogle af dem kom ned til ham, så han kunne undersøge deres tandsæt og fotografere dem.

Da de kom ned til ham, lagde han tilfældigvis mærke til, at de hver havde en lille pose, som de syntes at passe vældig omhyggeligt på. Af ren nysgerrighed kiggede han i en af poserne og opdagede, at de indeholdt tang. Da han spurgte, hvor de havde fået fat i det, så langt fra havet, svarede de ganske roligt, at det havde de da fået fra havet. Dette overraskede ham, for det kunne tage en måneds tid at rejse ned til havet og tilbage. Hvad brugte de tangen til? Det var for at passe på hjertet, forklarede de.

Snart efter sendte dr. Price til mig en patient, der skulle have pustet ørerne. Det viste sig, at han havde haft flere hjerteanfald. Han kom en fredag, og jeg bad ham komme igen næste mandag. Han sagde, at han ikke var sikker på, at det var godt for ham at komme her igen, fordi da han gik op ad trappen til min konsultation havde han været nødt til at standse tre gange på grund af smerter i hjertet. Han sagde, at han skulle holde sig helt i ro om formiddagen, hvis han bare skulle kunne klare sig nogenlunde om eftermiddagen og aftenen.

Jeg gav ham nogle fem-grams tang-tabletter med instruktion om, at han skulle tage én tablet enten før, under eller efter hvert måltid, som han selv syntes.

Næste mandag kom han gående ind i min konsultation, rakte hånden ud mod mig og bad mig tage hans puls. Den slog tooghalvfjerds gange i minuttet. Så spurgte jeg, hvorfor han havde bedt mig tage den. Han forklarede da, at efter at han havde taget den første tang-tablet, havde han været fuldstændig fri for hjertesmerter. Han var gået op ad trappen denne gang uden at måtte standse og hvile sig. Jeg bad ham blive ved med at tage en fem-grams tang-tablet til hvert måltid, med det resultat, at han blev langt mere aktiv, end han før havde været.

Vi fik engang besøg af en californisk præst og hans kone. Medens vi sad og snakkede, gik der et udtryk, der røbede en stærk smerte, over hans ansigt, og han holdt sig over hjerteregionen med højre hånd. Da vi blev alene, spurgte jeg ham, om han havde hjertesmerter, og det kunne han bekræfte. Undertiden fik han disse pludselige smerter i hjertet, og det foruroligede ham meget.

Jeg fortalte ham om dr. Prices oplevelse med de peruvianske indfødte, der levede i 16.000 fods højde, og gav ham nogle tang-tabletter med besked om at tage én pille til hvert måltid. Jeg fik senere at vide, at dette fik hans anfald til at høre op.

I Cornell viste professor Cavanaugh mig sine forsøg med tang, som han gav til White Leghom høns. Han påviste, at deres sundhedstilstand kunne forbedres væsentligt ved fodertilskud af tang, og at æggene blev langt bedre. Han demonstrerede, hvor stærke skaller æggene havde, og hvordan blommen kunne kastes fra hånd til hånd uden at briste. Han var især interesseret i at forebygge lægning af for blød-skallede æg.

Professor Cavanaugh kom også ind på nogle tilfælde, han havde drøftet med nogle lægevenner. Det var nogle kraniebrud, som ikke ville vokse sammen, og lægerne havde været interesseret i af få at vide, hvad der var i vejen med legemets kemi, siden den nye knogle ikke kunne dannes rigtigt, og hvad man kunne gøre for at fremskynde knoglens heling. Han foreslog i samtlige tilfælde, at man gav patienten tang-tabletter, som han gik stærkt ind for, fordi det var en strålende kilde til mineraler i organisk form, som legemet netop har behov for. Senere fik han at vide, at sammenvoksningen gik fint, så snart man var begyndt behandling med tang.

Professor Cavanaugh gennemførte også nogle forsøg hastigheden af heling ved knoglebrud. Man gav hver dag patienten et næringstilskud af tang. Man bestemte blodets indhold af kalcium, fosfor, jern og jod hos patienter med knoglebrud på forskellige tidspunkter under deres helbredelse. Denne undersøgelse afslørede, at man kunne nedbringe helingsperioden med 20 %, hvis patienten fik tang hver dag, samt at blodets indhold af kalcium steg.

Det kemiske indhold af vand i en menneskekrop, og i femogtyve liter havvand, er nogenlunde det samme. På den baggrund virker det egentlig meget naturligt, hvis man vender sig til havet for at supplere legemets indhold af mineraler. I en vis udstrækning gør vi det jo allerede, når vi spiser fisk og anden mad fra havet. Men det er en meget betydelig udvidelse, hvis vi tager en fem-grams tang-tablet hver dag. Det er et simpelt og effektivt middel til at undgå de mangel-sygdomme, som optræder i menneskets legeme, når vi kum spiser landjordens produkter, som i alt for stor udstrækning er dyrket på en jord, der selv mangler mineraler.

Her i Vermont tørrer vi tangen og knuser den med en morter. Folk tilbereder desserter af den ved at bruge en teskefuld af den tørrede tang til én kop vand. Denne blanding får lov til at opblødes på komfuret, til den er lind. Så køles den af, pyntes med flødeskum på og så er desserten serveret.

Man bruger også mosser, som man trækker af klipperne ved kysten, når tidevandet står lavt. Mos tørres og spises uden tilberedning. I mange år har jeg set en art søgræs blive solgt i butikkerne her i Barre. Den solgtes tilsyneladende godt, og jeg slutter heraf, at tang og andre havplanter må indeholde et eller andet, som kroppen har stort behov for, ellers ville folk vel ikke bruge dem så trofast.


Av dr. med. D. C. Jarvis, i boken Folk Medicine (1958)