Fremtidsdrømme fra barn til ung

[Anisa]

Jeg læser en artikel i Politiken Rigmand giver millionerne væk og der ikke sker andet, end at jeg læser og tænker, at folk må handle som de vil, idet ingen andre end dem selv ved, hvordan de selv skal leve deres liv....

.... lige indtil jeg så billedet...

WOOW! Det er jo netop et lignende fantasihus jeg havde drømt om siden jeg var barn. Jeg voksede op i et "sort" hjem med en "sort" stemning hos forældreparret, hvor faderen var altid borte på job og moderen var maniodepressiv og blev hjemme bag lukkede døre i flere år ad gangen.... Der var rigelig plads til at drømme om fremtiden, der selvsagt skulle være meget anderledes end det liv jeg havde i barndomshjemmet. Derfor vidste jeg allerede meget tidligt hvem jeg ville være når jeg blev voksen, hvor ville jeg bo, hvilken familie jeg skulle have sammen med den bedste mand i hele verden og at jeg ikke skulle have et enebarn. Det var nærmest den bedste drøm af alle: at vide at mit barn, når jeg blev voksen, skulle have mange søskende....

Disse fremtidsdrømme blev også forfulgt gennem hele min barndom og teenageårene, hvor de faktisk ofte også var en stor trøst midt i det lukkede liv i barndomshjemmet. Alle planer blev gennemført startende med kunsthåndværkerskolen i et land i Mellemeuropa, hvor familien var udstationeret pga. faderens job. Kunsthåndværkerskolen afsluttede jeg med et studendereksamen og med diplomer i "kunsttekstiler" og "dukketeater-design". Så var vejen åben videre til arkitektskolen og så videre ud i livet..... I mellemtiden lykkedes det mig også at tabe over 60 kg i vægt og senere, efter bruddet med familien.... kom et barn. Godt nok passede det ene barn ikke med drømmerne om en børnerig familie, men det skulle jeg nok nå.... Jeg havde jo hele livet foran mig. Det har man jo når man er midt i tyverne, ikke sandt?

I denne tid vendte jeg ofte tilbage til tanken om at bo i højlandet. Jeg kunne se alpehytten for mit indre blik og var ikke det mindste skræmt af beliggenheden i det høje. I bjerge kunne jeg leve, trække vejret frit, tænke tanker og bare leve. Blot udsigten fra vinduet kunne fortrænge nærmest hvad som helst negativt og jeg levede gerne på vand og brød, hvis det kunne give mig mulighed for at bygge et bjerghus i Alperne.

På vand og brød er helt ok, når det er en selv det går ud over.... Jeg havde et barn, men manglede fortsat en familie med verdens bedste mand og de mange børn. Først skulle der arbejdes og tjenes penge. Det lå klart og jeg var også villig til at ofre meget for at kunne bidrage til at drømmen kunne gå i opfyldelse. Det blev blot en smule forsinket, da jeg helst ikke ville være for meget væk fra det lille barn derhjemme og måtte derfor sagtne farten en smule til han blev lidt større, hvor jeg så kunne tage ham med alle steder, også på job, som jeg selv blev da jeg var barn og som minderne fra er nok de eneste lykkelige jeg har fra min egen barndom: at sidde ved et lille bord ude i forkontoret, tegne mine tegninger og læse mine bøger, mens far arbejdede bag de lukkede døre... Eller sidde på bagsædet i bilen, mens far kørte til et møde i anden by.... Da var jeg ikke kommet i skolealderen endnu, så det kunne lade sig at gøre og de bedste, trygge minder jeg har fra min barndom stammer fra de dage, hvor jeg var "med far på arbejde". Ja, jeg måtte vente et par år til mit barn var lidt større og så kunne vi begynde fokusere stærkt på at genoptage arbejdet med at virkeliggøre fremtidsdrømmerne.

Med til drømmen hørte også langtidsplanerne om en tegnestue og et kunsthåndværker-kooperativ. Begge dele skulle drives fra alpehuset og pengene skulle bruges med omtanke, så der blev sparet nok op til både de 3-4 børn der endnu skulle komme, til beskeden men tryg tilværelse, til at kunne sende børnene ud i verden på dannelsesrejser, sponsorere en god uddannelse til hver og en.... og så endelig, stille og rolig at lægge til side til alderdommen, hvor alle de interesser, som undervejs var udskudt - kunne omsider dyrkes og nydes. Og når jeg endelig gav tankerne frit løb, da tænkte jeg at når jeg bliver gammel, da vil jeg gerne skrive børnebøger til ensomme børn, jeg vidste er mange af rundt omkring i hjemmene bag de pæne gardiner. Hvem skulle bedre vide hvad ensomme børn havde godt af at læse end en gammel dame, der selv var et ensomt barn for mange år tilbage i tiden.... hvor sukkersødt.

Hold da helt op, hvor to billeder af et alpehus kunne rode dybt i fortidens minder om de fremtidsplaner et barn, senere en teenager og ung kvinde havde vævet for sin egen fremtid. Selv i dag mener jeg at det var nogle flotte drømme, og da slet ikke så urealistiske selv om de "kostede" en flytning til Alperne og væk fra vores flade Danmark.

Jeg nåede ikke nærme mig disse fremtidsdrømme, endsige flytte til højlandet i Alperne....

Jeg fik hypothyreose i stedet.... Siden har jeg har spildt mange herrens år ved ikke at fatte alvoren ved denne sygdom, som fortærer ens liv indefra i det skjulte, indtil der ikke er meget tilbage af det menneske, man var før. Og de som advarede... de var bare "sortseere" eller "glædeslukkere". Jeg blev først klogere 29 år efter og måtte erkende at barnedrømme var long gone.

Da jeg forleden talte om fortidens fremtidsdrømme med en anden syg af hypothyreose, en mand på ca. min alder - da sagde han at hvis han ikke havde totalt fortrængt sine egne barnedrømme, ville han ikke kunne klare at leve mere. Havde han ikke sine børn, ville hans aktuelle liv være meningsløs, da han intet kunne udrette siden hypothyreose for alvor tog fat i ham da han var midt i trediverne og siden har han mistet alle de evner og færdigheder, han før kunne dyrke, nyde og leve af.

Han påstår hårdnakket, at jo hurtigere syge af hypothyreose erkender deres begrænsninger, opgiver og glemmer deres barnedrømme, jo nemmere kan de leve med sygdommen i fremtiden.

Kan det virkelig passe, at betingelsen for at have et tåleligt liv med hypothyreose er, at man glemmer alt om den person man var før....?

Hmm... jeg går jo ikke og hele tiden dvæler ved fortiden. Det sker kun sjældent og tilfældigt, som i dag, at jeg kommer i tanker om alle de planer jeg havde som ung. Alligevel mener jeg ikke, at det er så nemt at leve i nuet, når virkeligheden ikke nøjes med de skader der allerede er sket, men fortsat trænger sig på med nye krav og nye ulemper. Men det er en anden historie.

[Vigdis]

Kan det virkelig passe, at betingelsen for at have et tåleligt liv med hypothyreose er, at man glemmer alt om den person man var før....?

NEI! Vi skal aldri glemme hvem vi var før! Vi skal aldri glemme drømmene våre. En av de beste tags jeg har sett sto i mange år på en gangbru på veien til Sollihøgda. Der sto det Legaliser din drøm. Det synes jeg er vakkert! Lovligjør drømmene, ikke bare tenke at de er drømmer, men de er lovlige, legale, de er brukbare, de gjør livet levbart. Vi må ha drømmer. Hvor var vi, uten en eneste drøm? Enten vi er friske eller delvis uføre? Drømmer kan være alt, fra å drømme seg til en tidlig vår, til å stå på seierspallen og rope: Hurra! Jeg er frisk! Vi er ikke et dyr med en hjernecelle. Vi er komplekse mennsker. I det komplekse hører drømmene med.

Dessuten kan det hende at drømmen blir virkelighet! Jeg hadde ikke visst et halvt år før jeg forsøkte Thyroid at livet mitt skulle bli så mye bedre, at formkurven skulle stige, at dette påvirket meg så mye, både fysisk og psykisk. Var jeg et menneske uten drømmer, ville jeg giddet å prøve Thyroid?

Vi må drømme, om hus i fjellet, tidlig vår, å bli friske, å vinne en kamp. Uten det er vi ikke mennesker.

[Anisa]

NEI! Vi skal aldri glemme hvem vi var før! Vi skal aldri glemme drømmene våre. En av de beste tags jeg har sett sto i mange år på en gangbru på veien til Sollihøgda. Der sto det Legaliser din drøm. Det synes jeg er vakkert! Lovligjør drømmene, ikke bare tenke at de er drømmer, men de er lovlige, legale, de er brukbare, de gjør livet levbart. Vi må ha drømmer. Hvor var vi, uten en eneste drøm? Enten vi er friske eller delvis uføre? Drømmer kan være alt, fra å drømme seg til en tidlig vår, til å stå på seierspallen og rope: Hurra! Jeg er frisk! Vi er ikke et dyr med en hjernecelle. Vi er komplekse mennsker. I det komplekse hører drømmene med.

Jeg er enig. Men du og jeg må også erkende, at de fleste "sygdoms-mestrings" teknikker netop modarbejder en for tæt forbindelse til vore gamle drømme, idet det defineres som at "hænge fast i fortiden" og en hindring i "at komme videre med sit liv".

Jeg selv har svært ved at forstå, at man kan komme videre med sit liv, mod noget bedre når udgangspunktet er resignation. For hvad er en opgivelse af sine barnedrømme, eller andre drømme end netop at resignere?

Ja da, livet kan blive nemmere når man ikke længere længes efter "det uopnåelige", men bliver det bedre? Og hvordan kan man så efterfølgende omgås mennesker, hvis drømme fortsat lever? Bliver man så ikke hele tiden mindet om egen resignation og på denne måde, denne gang negativ en, bliver ens drømme alligevel ved med at leve, denne gang som et nederlag, hver gang man bliver mindet om det, når man ser andres drømme lever?

Bliver man så ikke nødt til at undgå mennesker med levende drømme, og opsøge dem, der lige som een selv - har resigneret?

Det er meget svært, det her... Ingen sygdoms-mestrings teknikker jeg kender til har et godt bud på, hvordan man kan komme videre med sit liv, uden samtidigt at nedlægge sit gammelt "jeg" og uden at resignere.

Bittebitt har postet en god tråd om netop Mestring av kronisk sykdom, men heller ikke i den ser jeg anvist mulighed for både at bevare sine drømme og at komme videre som et helstøbt menneske.... Så måske er der ingen løsning på dette dilemma.

[knokkel]

Jeg er enig med han i artikkelen som sa at penger ikke nødvendigvis gjør deg lykkelig, men når man er i din situasjon, så blir utsagnet til å gråte av. Det er da man begynner å tenke på den man var, hvordan livet kunne ha blitt. Det må være lov til å gråte, være sint og hele spekteret av følelser. Men ikke dvele for lenge ved fortiden. Da kan man komme til å stå i veien for seg selv. Både når det gjelder nye løsninger og nye muligheter. Men det var vel litt på siden av det du snakket om....

Drømmer og håp om fremtiden er vel det som holder meg i live, men de drømmene jeg hadde dengang, før jeg ble syk, er noen helt andre enn dem jeg har i dag. De gamle har sluknet, men jeg har fått nye. Det er mulig at friske mennesker har større, mer spektakulere drømmer og håp enn meg. De ville kanskje til og med le av mine. Men det får så være.

Akseptere og resignere?

Er det to ord av samme betyding?
Ikke for meg.
Jeg må tilpasse meg og akseptere situasjonen, og jeg skal klare det. Men aldri resignere, gjør jeg det vil jeg aldri klare å tilpasse meg og akseptere situasjonen.

Fant disse ordene på nettet, skrevet i en blogg av en ung jente. Synes de var fine.

[Anisa]

Drømmer og håp om fremtiden er vel det som holder meg i live, men de drømmene jeg hadde dengang, før jeg ble syk, er noen helt andre enn dem jeg har i dag. De gamle har sluknet, men jeg har fått nye. Det er mulig at friske mennesker har større, mer spektakulere drømmer og håp enn meg. De ville kanskje til og med le av mine. Men det får så være.

Jeg er enig i din personlige kommentar - Knokkel - du skal have tak for. Og det mener jeg. Men ellers vil jeg gerne holde fast i min egen røde tråd med mine indlæg.

Du skriver bl.a. "De gamle har sluknet, men jeg har fått nye."

Det er også sket for mig.... i flere omgange endda med nogle års mellemrum, at jeg har "revideret og tilpasset" drømmerne til de muligheder det behagede sygdommen at lade mig beholde. Det må også gælde andre i et langt forløb med en kronisk sygdom, at de med mellemrum er nødt til at revidere hvad der fortsat er mening i at håbe på og drømme om - og hvad viser sig at være urealistisk pga. sygdommens indskrænkninger af færdigheder (kognitivt) og muligheder (ofte penge) til at realisere sine drømme.... Man bliver mere og mere beskeden, ønsker sig mindre og mindre i håb om, at hvis man "ikke forventer for meget", burde man i det mindste opnå "lidt". Men som en gammel filosof sagde for flere tusinde år siden - jo mindre man drømmer om, jo mindre drømmer man og desto mindre opnår man.

For hvad nytter det at man køber bøger hele livet igennem, med håb om at kunne læse dem, fordybe sig i og tænke over når man får plads til det en gang i fremtiden - hvis der i "ventetiden" sker, af sygdommen bestemte indskrænkninger i både "plads til" og de kognitive evner til overhovedet at kunne læse? Da sidder man og ser på sine boghylder, eller hvad man ellers har fyldt med forhåbninger, og må nøjes med at betragte disse som et tab idet man ved, at det kommer man ikke til at kunne opleve fordi sygdommen har, i mellemtiden reduceret både mulighederne for og evnen til.

Det er meget prisværdigt, altid at forsøge at se frem til det bedste i alt. Men det er min erfaring, at når det er ens eget ståsted og indre energi, der skal nære og vedligeholde dette lyse blik, der alene kommer fra een selv og uden bidrag udefra, hvor vi lever - ja, da vil enhver en skønne dag opleve, at man har givet ud af så meget plads, at der ikke længere er plads til selv ens egne fødder.... Det jeg mener er, at findes kilden/energien til fastholdelse af drømmerne kun i os selv, uden opbakning udenom os selv.... da vil enhver løbe tør for det stof drømmerne vævet af, før eller siden.

Hvis vi kunne hjælpe hinanden - raske og syge - med den bedste behandling (fra lægerne), med støtte og forståelse (fra samfundet), med tolerance og indsigt (fra vores pårørende og venner) - ville drømmerne kunne bevares, endda forsøges opnået.... I stedet mødes vi med krav og fordømmelse, hvis vi ikke kan indfrie andres forventninge.... for så er problemet jo "vores", ikke "de andres", vel? Og så tilbydes vi mestringskurser i, hvordan man bedst lever med sygdommen og hvordan lærer vi at håndtere vores sygdom så ALLE DE ANDRE kan leve med vores sygdom, til en høj pris af "tabet af sig selv", betalt af os og os alene i drømme-valutaen. Så hvordan kan man mestre sygdommen uden at resignere ved jeg fortsat ikke....

Men så lidt (eller meget) husker jeg dog fortsat fra de gamle lærdomme om livskunsten: man kan ikke bygge (eller genopbygge) et godt liv på resignation.

Så hellere kæmpe hårdt for sig selv, endnu mens man kan.... og ikke lade nogen slippe for ansvaret, når vi udsættes for uvidende lægekunst, for intolerant samfund, for fordømmende familie og for alt andet, der sender vores drømme tilbage i synet på os selv, endda ledsaget af beskyldninger om, at når/hvis vi mislykkes - er det vores egen skyld og vores egen sag, og vores eget ansvar.

Personligt mener jeg, at mere end os selv - er det samfundet på alle planer, der trænger så gruelig meget til et mestringskursus i at omgås sine kronisk syge borgere.

Jeg ved godt, at det bliver svært at svare på dette indlæg jeg lige har postet... Jeg vil derfor godt kunne forstå, hvis der ikke kommer mere respons på denne tråd.

[Kevlin]

Hvis vi kunne hjælpe hinanden - raske og syge - med den bedste behandling (fra lægerne),
med støtte og forståelse (fra samfundet), med tolerance og indsigt (fra vores pårørende og venner) -
ville drømmerne kunne bevares, endda forsøges opnået....
I stedet mødes vi med krav og fordømmelse, hvis vi ikke kan indfrie andres forventninge....
for så er problemet jo "vores", ikke "de andres", vel?
Og så tilbydes vi mestringskurser i, hvordan man bedst lever med sygdommen
og hvordan lærer vi at håndtere vores sygdom så ALLE DE ANDRE kan leve med vores sygdom,
til en høj pris af "tabet af sig selv", betalt af os og os alene i drømme-valutaen.
Så hvordan kan man mestre sygdommen uden at resignere ved jeg fortsat ikke....

Men så lidt (eller meget) husker jeg dog fortsat fra de gamle lærdomme om livskunsten:
man kan ikke bygge (eller genopbygge) et godt liv på resignation.

Så hellere kæmpe hårdt for sig selv, endnu mens man kan.... og ikke lade nogen slippe for ansvaret,
når vi udsættes for uvidende lægekunst, for intolerant samfund, for fordømmende familie og for alt andet,
der sender vores drømme tilbage i synet på os selv, endda ledsaget af beskyldninger om, at når/hvis vi mislykkes -
er det vores egen skyld og vores egen sag, og vores eget ansvar.

Personligt mener jeg, at mere end os selv - er det samfundet på alle planer,
der trænger så gruelig meget til et mestringskursus i at omgås sine kronisk syge borgere.

Før jeg visste hva som gjorde meg syk (og legen ikke gadd å ta konsekvensen av at blodprøvesvar over flere år indikerte hypotyreose) -
så var jeg til samtaleterapi hos psykolg.
Hun ble etter et par år veldig opptatt av at jeg skulle TILGI (spesielt mine foreldre) og hun presset på - i samtale etter samtale.
Jeg fikk med noen utskrifter (som hun skulle ha tilbake...) som var fra en fagbok - om tilgivelsens kraft.
I neste samtale (etter "hjemmeleksen") sa jeg til henne at jeg ønsket å forsone meg med det som var skjedd
(for meg = en annen beskrivelse av å akseptere) -og så at jeg ikke ville ha mer snakk om tilgivelse.
Jeg mener fremdeles at jeg ville "tapt noe av meg selv" - å tilgi noen som selv ikke syns de har krenket; ber man ikke da om mer

Ikke leng etter sluttet jeg hos henne. Jeg går nå til en annen psykolog; han er fin (tror han har en fysisk sykdom selv - tremor).
Ifjor spurte jeg ham:
"Spør du nye pasienter som er kommer fordi de er nedstemte / deprimerte om de har fått sjekket på lavt stoffskifte?"
Han svarte bekreftende på det.

Jeg har flere drømmer nå - enn da jeg gikk ubehandlet - hos en Useless fastlege og ditto psykolog

[Vigdis]

Jeg tror det er mange som sitter med erfaringer som de opplever at det er vanskelig å tilgi. Og hvorfor skal de det? Er det for å tilfredsstille andre? Er det skremmende for andre at smertefulle opplevelser har satt så dype spor at tilgivelse blir vanskelig?

Hvorfor skal man forlange av ofrene at de skal tilgi? Bør ikke overgriperne be om unnskyldning? Hvor langt skal det med tilgivelse trekkes?

Bør kvinnen som i åresvis ble misbrukt av sin far tilgi ham? Burde ikke faren vite nok til å ligge unna sin lille datter? Og hvor var moren i dette, hun må ha visst noe om hva som foregikk? Bør de som ble ofre for terror i sommer tilgi overgrepsmannen? Bør de som blir utkommandert som barnesoldater tilgi overgriperne sine? Bør de barna som blir tråkket på av foreldrene sine gjennom år, og dermed får ødelagt sin psyke, tilgi? I går hørte jeg et sterkt intervju på radioen med en mann, han var blitt seksuelt misbrukt av sin mor fra han var fire år til han ble tolv år, da klarte han å gjøre opprør. Jeg hørte ikke han snakke ett ord om tilgivelse. Han snakket om hvordan dette hadde ødelagt ham.

Etter min mening har dette med tilgivelse noe religiøst kvasifundamentalistisk over seg. Og etterpå? Etter at du liksom har tilgitt, skal det da skje noe magisk, som det virket som psykologen du var hos, Kevlin, trodde

som var fra en fagbok - om tilgivelsens kraft.

Å forsone seg synes jeg er fint. Spist er spist, og gjort er gjort, som jeg tror Ole Brumm sier. Det er noe med å se at livet ble som det ble, du ble truffet av en tornado, banket opp av en villmann, en kannibal spiste opp halve armen din. Du ble ikke prinesesse, du ble ikke berømt, du fikk ikke åtte barn og har ikke se og Hør liggende i buskene utenfor huset ditt (det var kanskje ikke drømmen heller...).

På tross av de smertefulle tingene vi opplever, kan vi likevel leve rike liv. Men arrene kan jo være der likefullt.

[Anisa]

Hvad blev der af dine barnedrømme om fremtiden?