Redselen ved at kroppen svikter

[smgj]

Jeg synes det værste det er frygten for at man fejler noget andet (enten i stedet for, eller oveni stofskiftesygdom). Både læge og endo siger at jeg ikke kan være stofskiftesyg når mine tal er fine. Jeg kæmper mod en indgroet autoritetstro på at de har ret. Jeg kan læse, her og andre steder, mange beretninger om at der kan være utallige grunde til at hormonreplacement ikke afhjælper hypo symptomer. Men alligevel gør det indtryk når lægen siger noget andet. Det betyder at har jeg hostet et par dage, så har jeg straks lungekræft - og det ville jo forklare hvorfor jeg havde det så dårligt. Har jeg ondt i lymfekirtlerne (pga underliggende infektion) - ja så er jeg også straks sikker på at jeg har en cancer der :-(. Har aldrig været hypokonder før, men kan jeg reagere anderledes end at blive ved med at finde en forklaring på hvorfor jeg er så syg? Det må være følelser som andre herinde også kæmper med?

Fra tråden https://www.stofskifteforum.dk/showp...1&postcount=29

Klart man blir bekymret når kroppen svikter. Jeg har gått med en stor sorg -høres melodramatisk ut, men det er faktisk nesten like vondt som da jeg mistet foreldrene mine - fordi jeg føler at min egen kropp har "knivstukket meg i ryggen" når jeg hadde forventet at jeg og kroppen min skulle spille på samme lag mot inntrengere....

Men på den annen side har jeg det lettere enn deg - for jeg ER stoffskiftesyk... også sett fra legens side. Og stoffskiftet setter ned allmentilstanden. Så nå - med forkjølelse&feber nr 2 på to måneder, så skylder jeg på stoffskiftet... og "trenger ikke" å lete etter noe mer alvorlig.

Jeg tror ikke jeg kan si noe fornuftig annet enn at siden du VET at du er syk - så er det ikke rart at man leter etter en "knagg"/et navn å henge det på. Og uten en kvalifisert diagnose så kommer du nok til å fortsette å lete.

*klem*

[BeritM]

Klart man blir bekymret når kroppen svikter. Jeg har gått med en stor sorg -høres melodramatisk ut, men det er faktisk nesten like vondt som da jeg mistet foreldrene mine - fordi jeg føler at min egen kropp har "knivstukket meg i ryggen" når jeg hadde forventet at jeg og kroppen min skulle spille på samme lag mot inntrengere....

Skjønnner hva du mener.... Tenker av og til på at jeg er sint på kroppen min som "svikter" meg. Er litt skuffet, på en måte, trodde liksom vi var på lag! Men- naturen er noen ganger veldig brutal- både når det gjelder dyr og mennesker. Ganske skremmende, egentlig.

Man må jo likevel prøve å se det fra et større perspektiv tenker jeg; Heldigvis lever vi i dag og ikke for noen hundre år siden hvor medisiner mot lavt stoffskifte ikke fantes Mange av oss som lever i dag hadde antakelig også strøket med om det ikke hadde vært for pencilin, riktig fødselshjelp/utstyr, vaksinering osv. Så vi er ikke den eneste gruppen som ikke kunne klart oss uten støtte utenfra. Jeg synes i alle fall at det hjelper å tenke sånn

[Hansen]

Jeg har også hatt det sånn. Iallfall nesten. Jeg trodde aldri at jeg hadde feks. kreft, jeg visste bare at jeg var syk og gikk ofte til legen. Så ofte at jeg fikk hypokonderstemplet fordi legen ble drittlei meg.
Hypokonder er en egen diagnose - da tror man at man har fått feks. kreft, og at pasienten i vesentlig grad er opptatt av dette.

Har man et reellt lavt atoffskifte får man vansker med å takle slike tanker som uvergelig kommer når man føler seg syk. Jeg syns man ikke må glemme at slike tanker er tegn på at man ikke er psykisk syk.

Mot dummhet kjemper selv guder forgjeves.
Og om man ikke er gud, så kjemper man jo ikke akkurat mot dumhet - heller mot stahet, hvis man skal spesifisere. Og det kan jo være like dumt.
Jeg forbinder slike holdinger du nevner dine leger har som selvbestaltethet og uten evne til å høre andres oppfattninger enn hva sin egen papegøye sier.
Si det til dem !
I rolig tempo sier du bare : Er dere ikke istand til å ta en eneste ny tanke inn i hodet deres ?