Aminosyrer er mat

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Isoleucine, Leucine og Valine = BCAA (branched chain amino acids)
(essentielle = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne dem selv)

Nøgleord: Stress, proteinmangel, anoreksi, levercirrhose, alkoholisme, psykoser, ødem, skizofreni, diabetes, cancer.

Disse tre essentielle aminosyrer omtales i den engelsk/amerikanske litteratur oftest under ét som BCAA, hvilket er en forkortelse af betegnelsen branched chain amino acids, som beskriver deres karakteristiske fællestræk, nemlig at molekylets centrale kæde af kulstofatomer er forgrenet i to. De tre substanser indtager en helt unik plads i aminosyreterapien, ikke blot på grund af deres struktur, men også på grund af deres funktion og synergi. De benyttes meget sjældent isoleret men i næsten alle tilfælde sammen, programmeret med henblik på en afbalanceret synergi. Deres individuelle biokemi og stofskifteforløb afviger dog meget fra hinanden. Efter alt at dømme rummer BCAA biokemi-ske nøglefaktorer afgørende for menneskelivets funktion, specielt med hensyn til stress, energi og musklernes - herunder hjertets - stofskifte. BCAA-terapi er endnu i sin vorden, men har allerede åbnet perspektiver, der kan blive revolutionerende både med hensyn til forebyggelse og behandling af en lang række sygdomme.

BCAA omfatter cirka 40% af den daglige nødvendige minimum-indtagelse af essentielle aminosyrer og udgør i vor daglige kost cirka halvdelen af disse uundværlige substanser. De amerikanske myndigheders ansættelse af de daglige minmumsbehov per kg kropsvægt for disse tre aminosyrer er for tiden 12 mg for isoleucine, 14 mg for valine og 16 mg for leucine, hvilket for det gennemsnitlige voksne mennesker svarer til henholdsvis 840 mg, 980 mg og 1042 mg. Men allerede for over 20 år siden har en række ernæringsforskere sat spørgsmålstegn ved disse beregninger, som de finder alt for lave. Efter deres opfattelse er behovene, især i stresssituationer, antagelig 5 til 10 gange større. Den optimale dosering i sådanne situationer skulle derfor måske snarere være op til 5000 mg af hver af de tre aminosyrer.

BCAA er enestående derved, at skeletmusklerne direkte kan omsætte dem til energi. De fremmer også proteinsyntesen. Deres stofskifte er et skoleeksempel på nutrienternes samspil og kræver tilstedeværelse både af B-vitaminerne B-1 (thiamin), B-2 (riboflavin), B-6 (pyridoxin) og biotin samt mineralerne magnesium og kobber plus en lang række enzymer og andre faktorer. BCAA synes i organismen at konkurrere med en anden gruppe aminosyrer, de såkaldte aromatiske, omfattende tryptofan, phenylalanine (fenylalanin) og tyrosine, i engelsk/amerikansk litteratur almindeligvis betegnet med forkortelsen AAA for aromatic amino acids. Visse stress- og sygdomssituationer - for eksempel leverlidelser - synes at favorisere optagelsen og dominansen af AAA-gruppen på bekostning af BCAA-gruppen - og patienten! Antagelig er dette en af årsagerne til, at ekstra tilskud af BCAA kan ikke blot stoppe, men vende den nedbrydningsproces af vævene, man iagttager ved levercirrhose. Denne proces fremmes også af tilskud af vitamin B-6 (pyridoxin).

Alkoholikere har et forstyrret BCAA-stofskifte og patienter med svære leverlidelser har nedsatte BCAA-koncentrationer i vævene. Ved hepatisk encephalopati finder man ofte forhøjede vævsværdier af AAA og nedsatte værdier af BCAA. Ammoniakbelastning fremmer yderligere hjernens optagelse af AAA på bekostning af BCAA. De to grupper synes at konkurrere om transporten gennem blod/hjerne-barrieren.

Kropsskader, kirurgisk indgreb, sult, chok, spidsbelastning - som for eksempel konkurrencesport, feber, forgiftning, betændelser, infektioner og andre sygdomme er nogle former for stress. Med tiltagende stress stiger det samlede kaloriebehov. Under svær stress bør 30% af kosten bestå af aminosyrer, fordi stress fremmer nedbrydningen af proteinerne. Forskellige forslag til at korrigere for disse behov og tilgodese organismens ændrede krav er fremkommet. Her spiller BCAA en helt central rolle. BCAA har en overordnet regulerende virkning på hele proteinstofskiftet, og i forhold til andre aminosyrer kræver organismen dem i større mængder, når den udsættes for stress. Tilskud af BCAA reducerer nedbrydningen og forbruget af de andre aminosyrer. Så reglen er: Jo mere stress, desto flere nutrienter kræves - og her i første række BCAA og vitamin B-6.

Det er undertiden svært i det overordentligt komplicerede billede, der fremstår ved sygdom og stress, at identificere den relative betydning af enkeltfaktorer eller grupper af disse. Men de ulige konkurrencebetingelser mellem AAA og BCAA i sygelige og belastede tilstande set sammen med BCAA´s evne til at genbruge proteinfraktioner og nødvendigheden af at genindsætte de ofte udkonkurrerede BCAA´s overordnede styringsfunktioner for at reetablere et normalt proteinstofskifte synes at pege på, at vi her ofte står overfor et "flaskehalsproblem", der kan blive skæbnesvangert for patienten, hvis det ikke erkendes i tide og behandles rationelt, nemlig ved at forskyde aminosyrebalancen med tilskud af BCAA.

Som man kunne forvente finder man almindeligvis lave BCAA-værdier hos patienter, der lider af anoreksi (anorexia nervosa - nervøs spisevægring). Hovedårsagsfaktoren ved denne sygdom er som regel zinkmangel, der imidlertid ikke manifesterer sig uden talrige andre medfølgende mangler. Underskud på tryptofan - se denne! - er en af dem. BCAA kan ved nærmere analyse godt vise sig at være en anden. I hvert fald er BCAA-mangel, logisk nok, en tilstand, der i alle tilfælde kan forventes som del af lidelsens forløb. I denne sammenhæng må det også nævnes, at lave BCAA-værdier har kunnet iagttages i nogle tilfælde af psykose.

Konkurrencen mellem AAA og BCAA må ikke få os til at glemme, at BCAA også konkurrerer indbydes, og at en rimelig balance mellem de tre aminosyrer er væsentlig i alle terapeutiske tilskud. En af de grundlæggende iagttagelser indenfor orthomolekylær psykiatri er sammenhængen mellem indtagelsen af majsprodukter, pellagra og skizofreni. Nøglefaktoren i denne sammenhæng blev afsløret som værende mangel på aktivt vitamin B-3 (niacin) og tryptofan. Men overdreven indtagelse af majs gav også ekstra leucine i forhold til isoleucine. Man har iagttaget at høj leucineind-tagelse ofte ikke blot forværrer psykotiske tilstande, men også fremmer tabet af vitamin B-3 (niacin) gennem urinen. Tilskud af isoleucine vil imidlertid udbedre begge disse forhold. Hos visse patienter med kronisk skizofreni har man fundet meget lave isoleucineværdier. Nogle af disse blev behandlet med isoleucine-tilskud på 3 g daglig og normaliseredes meget hurtigt.

Diabetikere lider ofte af nedbrydning af vævsprotein og de har behov for mere end normale mængder af BCAA i kosten eller som direkte aminosyretilskud.
Den afkræftede cancerpatient frembyder ofte samme billede som den kroniske anoreksipatient. Proteinsult er en hovedårsag i begge tilfælde. BCAA-tilskud til cancerpatienter har været i stand til at stoppe afmagring, fremme huld og appetit, forbedre leverfunktion og undertiden -som del af et større behandlingsprogram - vende selve sygdomsprocessen.

Væskeophobning i kroppen - ødem - kan være udtryk for proteinmangel eller mere specifikt på BCAA-mangel, hvilket sidste ofte er tilfældet, når tilstanden ikke ændres trods tilstrækkelig indtagelse af kostprotein. Ødemer efter langvarigt stress, chock og svær sygdom kræver ofte BCAA-tilskud. Selvsagt har BCAA-tilskud også været anvendt til bodybuilding.

Isoleucine: findes i store koncentrationer i muskelvæv. Mangler hos forsøgsdyr har ført til rysten, sitren og kramper. Isolerede tilskud kan modvirke konsekvenserne af for høje leucinekoncentrationer. Bør ikke uden klinisk kontrol gives som isoleret tilskud, men kun i afbalanceret kombination med leucine og valine. terapi.
Terapeutisk dosering: i balance med leucine og valine op til 350 mg daglig. Under streng klinisk kontrol en kombination af isoleucine/leucine/valine som 16/14/12 mg per kg kropsvægt.

Leucine: mangelsymptomer ukendte. Sænker blodsukker og læger hud og knogler. Tilskud til parkinson patienter synes at vise forbedring af tilstanden i cirka halvdelen af tilfældene. Forhøjede værdier kan forværre psykoser, skizofreni og pellagra. Må kun gives i afbalanceret kombination med isoleucine og valine. Se isoleucine ovenfor!
Terapeutisk dosering: I balance med isoleucine og valine op til 350 mg dagligt.

Valine: mangel på denne aminosyre hos forsøgsdyr har medført nerve- og hjerneskader, blandt andet degeneration af nervernes myelinskeder, samt dårlig optagelse af protein og kvælstof fra føden. Må kun gives i med leucine og isoleucine for eksempel som støtte i cancerterapi. - d,l-valine (syntetisk form): Har vist sig nyttig i behandlingen af kroniske betændelser (14) i doseringer på op til 750 mg dagligt.
Terapeutisk dosering: I balance med de 2 andre nævnte aminosy-rer ikke over 350 mg. Se isoleucine ovenfor!

BCAA-fødevarer generelt: Mejeriprodukter og rødt kød indeholder den største mængde BCAAs. Valleprotein og æg protein supplementer er andre kilder til BCAA. Isoleucin findes i de fleste fødekilder og er særlig høj i mange kød, fisk og ost. Leucin findes primært i høj kvalitet proteinholdige fødevarer såsom bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, og majs. Næringskilder til valin omfatter soja mel, hytteost, fisk, korn, svampe og jordnødder, kød og grøntsager.

Isoleucine-rige fødevarer: de fleste fødekilder og er særlig høj i kød, fisk, fjerkræ, ost, æg, mandler, cashewnødder, kikærter, æg, fisk, linser, lever, kød, rug, frø, soja protein.

Leucine-rige fødevarer: bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, majs, mælkeprodukter, æg, fisk, hampfrø, lactalbumin, bælgfrugter, kød, nødder, græskarkerner, skaldyr, frø, soja , squash frø, valle, fuldkorn.

Valine-rige fødevarer: sojamel, hytteost, fisk, fuldkorn, svampe, jordnødder, kød, grøntsager.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Lysine
(essentiel = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne den selv)

Nøgleord: Herpes, forkølelsessår, virus, immunforsvar, carnitine, osteoporose, åreforkalkning, Ménières sygdom (?), trigeminus neuralgi (?).

Denne essentielle aminosyre findes i store mængder i muskelvæv. Mangel kan føre til væksthæmning, der hos forsøgsdyr kan vedvare i følgende generationer. Lave lysineværdier svækker immunreaktionen; udbedrende tilskud fremmer væksten af thymus og forbedrer immunforsvaret.
Normalt lysinestofskifte er afhængig af en lang række nutrienter som for eksempel vitaminerne B-2 (riboflavin), B-3 (niacin), B-6 (pyridoxin), vitamin C samt glutaminsyre plus jern og zink.

Overbelastning med arginine sænker lysineoptagelsen - og vice versa.

Dette konkurrenceforhold bruges med stor succes til at kontrollere udbrud af herpes (udslæt af forkølelsessår), idet herpesvirus er afhængig af arginine og derfor kan sættes på "sultekur" ved hjælp af lysine. Lysinetilskud kontrollerer udbrud af herpes - udslæt af forkølelsessår. Behandlingen er især effektiv kombineret med en argininefattig kost. Herpespatienten gør klogt i at satse på fisk; men også kylling, lam og oksekød har en positiv balance sammen med mælk og ost, bønner og - ølgær. De fleste frugter og grønsager har en positiv lysine/arginine-balance; men alle kornprodukter og alle nødder, inklusiv kokos samt jordnødder og soyabønner er afgjort uønskede. Chokolade er den rene gift for herpespatienten, og alt med gelatine virker på samme måde.

Denne form for biokemisk styring har også store fordele sammenlignet med lægekonventionel behandling, som kan være belastet med væsentlige bivirkninger.

Lysine kan ikke helbrede herpes. Dette er væsentligt at forstå. Selv når herpes ikke er i udbrud, har man sygdommen. Herpesvirus lejrer sig nemlig i nerver og ganglier, hvor det ligger beskyttet mod immmunsystemets patruljerende antistoffer. Ved immunsvækkelse får det atter chancen for udbrud, sådan som mange kvinder oplever det en gang om måneden. Udbruddet ytrer sig på overfladen med de velkendte blister og smerter, men arnestedet, hvor den egentlige sygdomsaktivitet findes sted, er stadig ganlierne og nerverne, hvor virus ligger lejret.

Nyere forskning har afsløret, at de velkendte udbrud, som vi ikke kan undgå at være opmærksomme på, faktisk meget vel i mange tilfælde kan være den mindste, omend mest iøjnefaldende, del af et langt større onde. Når vi forstår, at disse tilsyneladende ikke særligt farlige hududslæt er udtryk for en kronisk, men stort set mørkelagt sygdom i selve nervesystemet, ofte med fokus tæt på rygmarv og hjerne, så begynder vi at fatte de grumme perspektiver, denne lidelse rummer. Giver den sig til kende som andet end blister på huden og i andre områder tættere på, så er selve nervesystemet udsat for angreb. Mange forskere er i dag af den opfattelse, at herpesvirus er den mulige skjulte årsagsfaktor ved en lang række lidelser som for eksempel visse migræner, trigeminus neuralgi, Ménières sygdom, tic douloureux, mundslimhindebetændelse, faciallammelse, binde- og hornhindebetændelse, rygmarvs-betændelse, hjernehindebetændelse, blærebetændelse, leverbetændelse, bronkitis og lungebetændelse samt cancerformer i underliv og mundhule.

Alt dette kan virke overdrevet, men i en verden, hvor vi i stor udstrækning er blevet vænnet til at tage bestik udfra dyreforsøg, giver det stof til eftertanke, at væsken fra en herpesblister dryppet i øjet på en kanin i løbet af en måned vil medføre dyrets død på grund af hjernebetændelse!

Der kan derfor være grund til at holde skarpt øje med denne sky virus og dens skjulte aktiviteter. Og derfor har nogle forskere foreslået ikke blot at holde den i ave med lysine, når den kommer i udbrud, men også tæppebombe den med daglige tilskud af lysine for at holde den permanent svækket og i defensiven.

Spørgsmålet er: Hvor god er denne idé?

Det afhænger meget om, hvor store tilskud vi her taler om. For store tilskud - og der har været nævnt op til 8 g daglig - vil på afgørende måde presse argininelejet i vævene. Det kan i det lange løb være betænkeligt, da vi jo ved, at arginine også har en række livsvigtige funktioner at udføre. Ved denne énøjede behandlingsform kunne vi risikere at havne fra asken i ilden. Måske ville det være klogere at kombinere moderate lysinetilskud med et bredt spektrum af antivirale midler - mange urter kan komme på tale - og eventuelt homøopatisk behandling. Det ville være en mere afbalanceret form for terapi, på længere sigt at foretrække.

Osteoporose - knogleskørhed - er en lidelse, der fortrinsvis angriber den ældre aldersgruppe og især kvinder, selv om unge - fejlernærede eller ofre for overdreven sportstræning - også kan rammes. Lidelsen har mange årsagsfaktorer. En af dem tyder på at være lysinemangel.

Undersøgelser har godtgjort, at disse patienter gennemgående har lave lysineværdier, og der er nu også erfaring for, at lysinetilskud som del at et bredspektret behandlingsprogram kombineret med livsstilssanering giver positive resultater. Lysine medvirker også til at fjerne bly fra organismen. Blybelastning er en årsagsfaktor ved osteoporose.

At lysine kombineret med vitamin C hindrer lipoprotein A i at danne åreforkalkning var én af den berømte dobbelte nobelpristager Linus Paulings sidste store opdagelser, der kan få revolutionerende betydning for behandlingen af hjerte- kredsløbssygdommene.

Lysine fremmer koncentration. Mangelsymptomer er træthed, svimmelhed og anæmi. Den fremmer også forbrændingen af fedtsyrer i organismen og øger energiproduktionen, fremmer dannelsen af hormoner, enzymer og antistoffer.

De vegetarer, som i udstrakt grad lever af kornprodukter som hvede og majs, der er fattige på lysine, lider ofte af mangel på denne aminosyre. Mange ældre, især mænd, lider af lysinemangel. Hvis man har vanskeligt ved at koncentrere sig, har blodskudte øjne, er svimmel, lider af kvalme, taber håret og lider af blodmangel, er det sandsynligt, at der er tale om lysinemangel.

Lysine fremmer også dannelsen af mavesyre, modvirker muskelkramper og danner kollagen. I samvirke med vitamin C omdannes lysine til carnitine. Kornprodukter har lavt lysineindhold, hvilket kan føre til lysinemangel ved visse former for vegetarianisme og veganisme med dominerende indtagelse af kornprodukter. Marasmus og Kwashiorkor er proteinmangellidelser kendt i tredie verdens områder. Lysineholdig føde fremskynder helbredelse fra disse mangeltilstande, en iagttagelse også indhøstet efter hungerkatastrofer. Internationale eksperter overvejer at indføre lysineberigede kornprodukter i de egne af verden, hvor ernæringen væsentligt er baseret på korn, især hvede.

Stillesiddende stress fører til lysinetab, hård fysisk træning gør ikke. Det amerikanske luftvåben gennemførte en undersøgelse af en gruppe, der var udsat for 2 døgns pilottræning i simulator. Ved slutningen af perioden havde deltagerne mistet betydelige mængder lysine foruden andre aminosyrer.

Lysine-rige fødevarer: kød (specielt rødt kød, svinekød og fjerkræ), ost (især parmesan), visse fisk (såsom torsk og sardiner), nødder, æg, sojabønner (især tofu, isolerede sojaprotein, fedtfri soyamel), spirulina, bukkehornfrø. Grøntsager er generelt en dårlig kilde til lysin, med undtagelse af bælgplanter (bønner, ærter, linser).

Terapeutisk dosering: I international litteratur omtaler man doseringer på 8 g daglig mod herpes i udbrud. Det kan være nyttigt at starte op med en støddosis, men lavere doseringer er ofte tilstrækkelige. Mange vil finde, at de kan nøjes med et vedligeholdelsestilskud på ½ til 2 g daglig. Linus Pauling anbefalede mindst 500 mg lysine daglig med ikke under 2 g vitamin C til forebyggelse af hjerte- og kredsløbslidelser.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Methionine
(essentiel = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne den selv)

Nøgleord: Allergi, afgiftning, depression, skizofreni, parkinsonisme, tungmetaller, ødem, antioxidant, selén, hårvækst, hyperhomocysteinæmi. papillomer, veneriske vorter, urinvejsinfektioner, stråleskader, efterbehandling ved kirurgi, højt blodcholesterol, kobberbelastning.

Denne essentielle aminosyre hører til den svovlholdige gruppe sammen med cysteine, cystine og taurine. Om svovlholdige substanser generelt, se under afsnittet om cysteine. Noget tyder på, at methionine kan have været en af denne klodes allerførste organiske substanser og sikkert et trin ældre end for eksempel glutathione.

Aminosyrerne kaldes som bekendt også livets byggesten og forskningen i livets oprindelse fokuserer derfor meget på spørgsmålet om aminosyrernes oprindelse. I et berømt simuleringseksperiment, hvor man sendte en cocktail af ammoniak, methan og andre substanser, der udgjorde klodens tidlige atmosfære, gennem en kolbe med elektrisk udladning, var man i stand til at fremstille flere primitive amminosyrer. Methionine var en af dem. Den er også overvældende og meget aktivt tilstede i de mest primitive og derfor ældste livsformer - bakterierne. Bakterierne kan selv syntetisere methionine i modsætning til mennesket, der må hente sin methionine gennem føden.

Aminosyrens funktionsevne, som den kommer til udtryk i syntese af andre aminosyrer, i sammenkobling, afgiftning og nedbrydning til andre produkter, er nøje knyttet til dens evne til at afgive og modtage de såkaldte methylgrupper. Methionine har på dette område helt usædvanlige evner, som den dels demonstrerer i bakteriernes stofskifte, dels i syntesen af de andre svovlholdige aminosyrer og som antioxidant og afgiftende substans.

Nødvendige samvirkende faktorer er vitaminerne B-6 (pyridoxine), kobalamin (B-12) og folinsyre samt mineraler som for eksempel magnesium. Dyreforsøg tyder på, at mangel på methionine kan fremme åreforkalkning, nedbryde vævsprotein, hæmme vækst og blokere for udnyttelsen af folinsyre. Denne sidste iagttagelse bekræftes også af patientundersøgelser, hvor undertiden et højt histamineleje, der ofte kan reduceres med folinsyretilskud - for eksempel hos allergikere og astmatikere - ikke kunne bringes ned med dette alene, men også krævede ekstra methionine.

Mange svært depressive patienter, nogle af dem skizofrene, opnår bedring med methioninetilskud, men det er meget væsentlig samtidig at tilføre dem de samvirkende faktorer, i første række B-vitaminerne. Methioninetilskud kan således give psykotiske symptomer hos patienter, der lider af folinsyremangel.
Methionine fjerner tungmetaller fra organismen, modvirker træt-hed og udmattelse og beskytter som antioxidant mod frie radikaler, afgifter leveren og modvirker dannelse af fedtlever. Methionine er også en nødvendig faktor for organismens anvendelse af selén, der ofte som kosttilskud er cheleret med netop denne aminosyre. Methionine er i visse tilfælde virksom mod skizofreni ved at sænke blodets indhold af histamin og kan også være virksom mod parkinsonisme (22). I samvirke med folinsyre og cholin beskytter den mod visse former for cancer. Mangelfølger viser sig ved øget risiko for infektion, kolesterolophobninger og artherosklerose samt ødem, da urin ikke kan dannes uden tilstrækkeligt methionine i kroppen. Methionine fremmer hårvækst og hukommelse, modvirker sygdomme i hud og negle, hindrer dannelsen af papillomer i svælget og veneriske vorter. Som andre svovlholdige aminosyrer afbøder den stråleskader og fremmer sårhelingen efter kirurgiske indgreb.

Methionine-rige fødevarer: Kød, fisk, mejeriprodukter. L-methionin findes også i frugt og grøntsager, men ikke så rigeligt. Små mængder frit L-methionin forekomme i grøntsager, grøntsagssaft og fermenterede levnedsmidler. Vegetarer kan få methionin fra fuldkorn.

Terapeutisk dosering: 1 til 3 g daglig på fordelte doser tolereres af de fleste patienter; men tag højde for tilfælde af mulig homocysteineforgiftning og B-vitaminmangel. 2/3 af Parkinson patienter viser udpræget forbedring efter megadoser på op til 5 g. Denne aminosyre skal altid gives sammen med rigelige mængder af vitamin B-6 (pyridoxin) og folinsyre.

Giv agt! Meget store doser methionine kan udlæske kalcium og dermed forværre osteoporose. Tag også højde for B-vitaminmangel og homocysteineforgiftning. - Se nedenfor!

• Homocysteine
  
  Miethionine er forudsætningen for antagelig alle livsformer og helt uundværlig for vor egen fysiske eksistens. Samtidig er den under visse forhold af alle aminosyrer den mest giftige! Under sin naturlige nedbrydning i organismen frembringer den nemlig et mellemprodukt. Det er homocysteine, der også er en aminosyre, men ikke nogen livsvigtig nutrient.
  
  Homocysteine er faktisk giftig! Organismens sunde reaktion er da også at komme af med den så hurtigt som muligt ved øjeblikkeligt at nedbryde den til cystathione, en ufarlig substans. Nedbrydningen kræver enzymet cystathione syntetase. Har man ikke dette enzym eller har man for lidt af det, så ophober homocysteine sig i organismen - og hermed også i blodet. Denne ophobning bliver for meget - eller hyper, som grækerne sagde - og så lider patienten af hyperhomocysteinæmi, eller på mere terrængående dansk: for meget homocysteine i blodet. Svær hyperhomocysteinæmi er en arveligt betinget enzymmangelsygdom.
  
  Fra blodet kommer giftstoffet ud i urinen, så derfor kaldes tilstanden også homocysteinuri.
  
  Homocysteine angriber centralnervesystemet, kredsløbet, knoglerne, øjnene og andre organer. Det medfører "mentale" sygdomme - psykoser, autisme og andet - samt åreforkalkning, osteoporose, fødselsskader og synsdegeneration. Frugtbarhedsproblemer, svangerskabskomplikationer, abort og rygmarvsbrok kan også have sine årsager her. Svære tilfælde bliver mentalt retarderede og mange dør tidligt.
  
  Svære tilfælde af hyperhomocysteinæmi lader sig let diagnosticere, fordi de er iøjnefaldende: fødselsskader, abnorm udvikling, mental retardering.
  
  Imidlertid kan sygeligheden bryde ud på meget forskellige tidspunkter i livet og i meget forskellig sværhedsgrad. I mange tilfælde er der ikke, som ved visse andre genetisk betingede sygdomme, tale om et enten/eller - altså, enten har man hyperhomocysteinæmi, eller også er man "normal" og har det garanteret slet ikke.
  
  Forskningen viser også, at det biokemiske billede er langt mere nuanceret. Der findes i realiteten 4 forskellige former for hyperhomocysteinæmi, og i praksis vil man komme ud for nogle patienter, der er totalt blottet for enzymet, og som derfor faktisk er dødsens, og andre, der ved fødslen eller tidligt i tilværelsen bliver håbløst forkrøblede og har udsigt til et kort livsforløb, samt dem, hvor symptomerne først melder sig sent og i meget varierende sværhedsgrad.
  
  Et sted undervejs ud ad denne skala kan vi derfor også forvente at finde personer med en næsten tilstrækkelig enzymproduktion, tilstrækkelig høj til at ingen umiddelbart iøjnefaldende skader kan observeres, ja, faktisk så høj at disse individer tilsyneladende er normale og sunde. Men i praksis er de alligevel så belastede, at de stadig bærer på en risikofaktor, og under ugunstige forhold kan den udløse lidelser som åreforkalkning, autisme, psykoser, osteoporose, hvis egentlige årsag altså er en "mild" form for -næsten altid udiagnosticeret - hyperhomocysteinæmi!
  
  Derfor melder spørgsmålet sig: Hvor mange af os lider af en sådan "mild" form for udiagnosticeret hyperhomocysteinæmi?
  
  Foreløbige undersøgelser peger på, at det drejer sig om mange. Antallet er formodentlig så stort, at udiagnosticeret hyperhomocysteinæmi meget vel kan være hovedårsagen til en af vor tids største dræbersygdomme - åreforkalkning. Og derudover altså også en lang række andre lidelser - fra autisme til osteoporose.
  
  Årsagerne til, at mindre udprægede tilfælde af hyperhomocysteinæmi forbliver udiagnosticerede, er selvfølgelig først og fremmest netop det forhold, at de er mindre udprægede, men skyldes også at man lægekonventionelt forventer, at disse tilstande er blevet diagnosticeret tidligt i livet, og man derfor ikke behøver at være på udkik efter den i den almindelige praksis. De fleste lægelaboratorier er faktisk ikke organiseret til at tage de blodprøver, der kan afsløre tilstanden.
  
  Yderligere er der ikke nogen forståelse for, at en relativ ringe grad af hyperhomocysteinæmi let kan forværres, fordi lidelsen ligesom alle andre enzymafhængige forhold er påvirkelig af alder, stress og fejlernæring. De involverede enzymer fungerer jo ikke i et tomrum, men er i organismen afhængige af tilstedeværelsen af deres samvirkende faktorer, der her som så ofte i første række er B-vitaminerne. B-vitaminmangel er derfor meget belastende selv ved en marginal tilstand af hyperhomocysteinæmi og faktisk især hos midaldrende og ældre ofte den egentlige årsag til at lidelsen kommer til udbrud og manifestere sig som åreforkalkning, osteoporose eller en af de andre degenerationssygdomme, hvis årsager vi traditionelt altid søger efter andetsteds.
  
  Som man kunne forvente vil de fleste tilfælde af voksen eller sen hyperhomocysteinæmi påvirkes positivt af B-vitaminer. Her drejer det sig i første række om vitamin B-6 (pyridoxin), folinsyre og vitamin B-12 (kobalamin).
  
  Andre nutrienter, som for eksempel zink, spiller også en væsentlig rolle (15)(16)(17)(18). Den sensitive enzymmekanisme og dens aktivitetsniveau stimuleres af disse faktorer, og reducerer dermed ophobning af homocysteine i vævene.
  
  Dette er den gode nyhed, der giver os mulighed for i et meget stort antal tilfælde at behandle hyperhomocysteinæmi som en almindelig mangeltilstand - på linie med skørbug, beri-beri og pellagra - og dermed helbrede de lidelser, den forårsager. Det giver også mulighed for at erkende den udstrakte skjulte tilstedeværelse af hyperhomocysteinæmi og udfra denne erkendelse forebygge
  nogle af vor tids sværeste, ofte dødelige sygdomme.
  
  Men inden vi går videre er det måske en god idé at spørge: Hvor ny er denne nyhed egentlig? - I 1998 skriver en forskergruppe: "Siden de første rapporter fra Rinehart og Greenberg i 1948 om forbindelsen mellem artherosklerose og pyridoxinmangel, har talrige undersøgelser yderligere udbygget pyridoxins rolle i forebyggelsen af artherosklerose. - Mangel på pyridoxin fører til ophobning af homocysteine, der beskadiger vægcellerne (endothelet), hvad der medfører atherosklerose."(18)
  
  1948! - 1998!! - Et halvt århundrede!!! - Er der mon ikke nogen her, der har sovet i timen? Mens hele det store cholesterolcirkus i årevis var i fuld sving, har denne forskning og dens resultater eksisteret et sted i mørket, af uransagelige årsager skjult for offentligheden.
  
  Det store cholesterolcirkus har været en ekstremt indbringende affære for visse isolerede dominante industrielle og farmaceutiske grupper.
  
  Selv har jeg i skrift og tale tidligt haft anledning til at påpege inkonsekvenserne i cholesterolmyten på et tidspunkt, hvor den slags kætteri vakte til frådende raseri blandt de rettroende. Siden da er myten yderligere krakeleret kraftigt, og de store revner i fundamentet bliver alt mere synlige. En dansk læge har foretaget en meget nøje kritisk analyse af dette fundament - nemlig de store undersøgelser, der underbyggede teorien - og ikke fundet dem bæredygtige. Hans bog om sagen er, interessant nok, udkommet på svensk, men ikke på dansk! (19). Han er imidlertid ikke alene. Talrige undersøgelser af klart definerede folkegrupper med klart defineret kostmønster modsiger cholesterolteorien (20). Hertil kommer yderligere alle de tilfælde af artherosklerose og hjertedød, hvor "årsagen" - hovedskurken cholesterol - slet ikke kunne opspores i den sygdomsramte organisme! Til gengæld kunne man finde en abnorm ophobning af homocysteine.
  
  Hyperhomocysteinæmi er et ord, som de fleste af os helst vil være fri for at skulle lære og være tvunget til at skulle håndtere i skrift og tale. Indtil for nylig har ordet hyperhomocysteinæmi heller ikke plaget medierne. Selv i medicinske opslagsbøger er glosen ofte fraværende. Meget tyder imidlertid på, at vi får brug for at lære dette ord. Det vil nemlig i fremtiden dukke stadig oftere. I mere avancerede behandlerkredse er hyperhomocysteinæmi allerede et varmt emne, og det kan blive væsentligt for ens egen sundhed og helse at vide, hvad betegnelsen dækker. Der er altså gode grunde til at memorisere kombinationen af de 19 stavelser.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Ornithine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: vækst, sportstræning.

Tilhører af urinsyrecyklusgruppen af aminosyrer. Forløber for de andre to i gruppen, nemlig citrulline og arginine. Virkningen af disse aminosyrer er i stor udtrækning ens. Fremmer dannelsen af væksthormon og benyttes derfor som tilskud i sportstræningsprogrammer, i slankeprogrammer og til at fremme væksten hos dårligt udviklede børn.

Ornithine-rige fødevarer: kød, fisk, mejeriprodukter, æg.

Terapeutisk dosering: Fra 1 til 10 g daglig; høje doseringer dog under nøje klinisk observation.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Proline og hydroxyproline
(ikke-essentielle = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: kollagen, brusk.

Proline, en ikke-essentiel aminosyre, dannes udfra glutamat og ornithine og lejres som hydroxyproline i kroppens kollagenstrukturer, der er organismens eneste reservoir for denne aminosyre.

Mangel på vitamin C forårsager nedbrydning af kollagen og tab af proline gennem urinen. Denne proces er forløber for mange af de sygdomme, der kendetegner alderdom og C-vitaminmangel.

Nitrat kan tilsyneladende, og især i forbindelse med rygning, omdanne proline til et carcinogen. Abnormt høje prolinekoncentrationer forekommer i blodet ved svær alkoholisme og levercirrhose. Formodentlig er denne koncentrationsforskydning et udtryk for degenerationsprocessen i levervævet.

Prolines aktivitet i forbindelse med syntese af neurotransmittere er uafklaret og kræver forskning, men noget tyder på, at prolinetilskud kan have en positiv indflydelse på indlæringsevnen.

Virkson mod degeneration af brusk, knogler og kollagen, som for eksempel i ledegigt og bindevævssygedomme i almindelighed. Samvirkende faktor er vitamin C. Hjælper mange svækkede ældre patienter, især ved brusklidelser. Sænker blodtryk og fremmer sårheling.

Proline-rige fødevarer: de fleste proteinkilder, primært fra animalske produkter såsom mejeriprodukter, æg, oksekød, fjerkræ. Hydroxyproline dannes 100% i kroppen af Proline.

Terapeutisk dosering: Op til 1 g daglig sammen med C vitamin.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Serine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Serine er en ikke-essentiel aminosyre med mange væsentlige funktioner i organismen. Terapeutisk set spiller den imidlertid på nuværende stade i forskningen knap nogen rolle. Serine omdannes til glycine og vice versa; reaktioner der kræver vitaminerne B-3 (niacin), B-6 (pyridoxin) og folinsyre. Serine omdannes til substanser, der stabiliserer cellemembraner, danner neu-rotransmittere og deltager i dannelsen af DNA.

En dysbalance mellem serine og cysteine synes at være karakteristisk for mange psykoser, men foreløbig er forskningsresultaterne uklare. Samvirkende faktorer - især B-vitaminerne - kan her spille en væsentlig rolle. Gluten, soyabønner og jordnødder, der kan forvolde allergier i centralnervesystemet, har et højt serienindhold. Det samme gælder visse former for junk food, for eksempel frokostpølser.

Da d-serine fremmer væksten af cancersvulster, er der en teoretisk mulighed for at naturligt l-serien kan være en cancerhæmmer.

Serine indgår i phosphatidylserine, en af de meget få substanser, der efter alt at dømme kan regenerere hjernevævet hos patienter med Alzheimers sygdom.

Har på forskningens nuværende stade i sin isolerede form ingen praktisk terapeutisk indikation.

Serine-rige fødevarer: soyabønner, æggeblommer, æg, linser, peanuts, kikærter, bønner, hørfrø, nødder, oksekød, svinekød, fisk, fjerkræ, mælkeprodukter.

Terapeutisk dosering: ingen.

Giv agt! Serinetilskud kan forårsage psykotiske reaktioner og antagelig forhøjet blodtryk.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Taurine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: så forskelligartede lidelser som epilepsi, migræne, diabetes, depression, nervekramper, højt blodtryk, højt blodcholesterol, lav kjoldbruskkirtelaktivitet, galdesten, podagra, nedsat sædkvalitet og nyrelidelser.

Denne usædvanlige aminosyre er svovlholdig - ligesom l-methionine, l-cysteine og l-cystine samt tripeptidet l-glutathione - og udfylder en lang række forskellige biokemiske roller. Som elektrokemisk stabilisator er den involveret i transporten af ioner - natrium, kalium, kalcium, magnesium og måske andre - gennem cellevægge og andre membraner. Den er derfor af vital betydning for hjerne, hjerte, øjne, galdeblære og kredsløbet (24).

Taurine er en ikke særlig kendt og strukturelt meget simpel aminosyre, vandopløselig og med ringe molekylstørrelse. Dens enkle opbygning gør, at den - ligesom glycine - ikke har nogen l- eller d- form, og derfor altså heller ikke findes i en racemisk syntetisk udgave. Den indgår heller ikke i dannelsen af peptider og derfor heller ikke strukturelt i opbygningen af proteiner, men optræder i kroppen som et frit molekyle, især i hjernevævet og centralnervesystemet iøvrigt, i hjertet og skeletmuskulaturen. Taurine findes i alle kroppens membraner.

Taurine dannes i organismen ud fra l-cysteine under forudsætning af tilstedeværelsen af aktivt vitamin B-6 - pyridoxalfosfat - og de nødvendige enzymer. Skønt voksne mennesker kan fremstille en del taurine i organismen, er det tvivlsomt om de i almindelighed vil kunne dække deres egne behov gennem denne biosyntese. Meget tyder på, at de er afhængige af tilførsel gennem kosten, og derfor også afhængige af kostsammensætningen. Taurine findes ikke i nævneværdig mængde i planteproteiner eller mejeriprodukter. Derimod findes det ret udbredt i kød og fisk. Men den rigeste fødekilde, når det gælder taurine, står normalt ikke højt på ønskemenuen i vor del af verden. Det er nemlig hjerne.

Når det gælder behandlingen af de her omtalte lidelser, vil taurine fra fødekilder næppe slå til. Målene vil også være for usikre til at kunne benyttes effektivt i sygdomsbehandling. Denne kræver specificerede kosttilskud. Den nyfødte er ikke i stand til selv at danne taurine i organismen, men er helt afhængig af tilførsel gennem modermælken. Babyer på modermælkserstatning, der ikke trives, lider ofte af mangel på taurine.

Mange kødædende husdyr, især hunde og katte, lider ikke sjældent af mangel på taurine, da kommerciel dyremad ofte mangler denne faktor. Denne mangel kan føre til lidelser i øjne, nyrer og hjerte og til strendannelser. Giv regelmæssigt dyrene organkød - nyrer, hjerne, lever, hjerte - for at beskytte dem mod disse degenerative lidelser.

Migræne og epilepsi er blandt de superlukrative sygdomme, der indtjener millioner til medicinalindustrien. De mediciner, lægerne bruger i behandlingen af disse lidelser, har deres egne skadevirkninger, der på længere sigt kræver behandling med andre mediciner, hvilket betyder en yderligere indtægt for industrien og en yderligere forarmelse af patienter, skatteborgere og sundhedsvæsen bortset fra smerte og invalidering.

Denne groteske situation sættes i endnu grummere relief af den kendsgerning, at disse to lidelser oftest er ganske simple mangel-reaktioner, der billigt og nemt kan lindres og helbredes. Uden enorme omkostninger, uden forkrøblende bivirkninger.

For at begynde med det enkleste og mest basale. Megen migræne og epilepsi skyldes simpel magnesiummangel. Så start her med et tilskud! Er det ikke tilstrækkeligt, så tilfør vitamin B-6 - pyridoxin. Så er problemet i mange tilfælde løst! Men er det ikke det, så giv yderligere aminosyren taurine. Denne tretrinsraket har helbredt tusinder!

Vi ved allerede, at taurine fortrinsvis findes i områder med høj elektrokemisk aktivitet - for eksempel hjerne og øjne. I disse områder er taurines vigtigste opgave at stabilisere nervecellernes membraner. Disse membraner modtager og overfører til stadighed elektriske impulser opstået som følge af ionbevægelser - ioniserede, altså elektrisk ladede atomer som natrium, kalium, magnesium, kalcium og andre - som flintrer frem og tilbage over celle-membranerne og ud og ind ad cellerne. Hvis cellemembranen bliver elektrisk ustabil - for eksempel på grund af mangel på taurine - så begynder cellen at affyre elektriske salver på (må og få, for hurtigt, uregelmæssigt, i forvirring. Dette er årsagen til nogen former for epilepsi.

Vi ved, at stress tapper os for taurine og dramatisk øger vore behov for denne aminosyre i en grad, som vor egen biosyntese ikke kan hamle op med. Stress er ofte den umiddelbare forløber for epileptiske anfald eller migræne. Et massivt tilskud af taurine har en ofte forbløffende hurtig virkning og også en bemærkelsesværdig langtidseffekt.

Et andet elektrokemisk følsomt organ er hjertet. Forstyrret hjerterytme er ofte et elektrofænomen, ikke sjældent forårsaget af ionmangel - for eksempel underskud af magnesium. Andre faktorer kan selvfølgelig også komme i betragtning: For eksempel den elektrokemisk stabiliserende membranfaktor taurine - mest mærkbar når den mangler!

Taurine forbinder sig med galdesalte, holder derved fedtstoffer og kolesterol flydende og modvirker derved galdestensdannelse. Har med held været brugt i visse former for epilepsi, især i samvirkende terapi med vitamin B-6 (pyridoxin) og magnesiumsalte. Modvirker kaliummangel og beskytter derved hjertemuskulaturen. Støtter insulinaktiviteten og er derfor gavnlig for diabetikere. Har vist god virkning mod uregelmæssig hjerterytme.

Taurine-rige fødevarer: hovedsageligt i (rødt)kød og fisk. Gode kilder til taurin omfatter også ølgær, æg og mejeriprodukter.

Terapeutisk dosering: Til epileptikere: Begynd med 1 g dagligt og reducer om muligt til en vedligeholdelsesdosering på 50 mg dagligt. Vær opmærksom på, at højere doser i dette tilfælde ofte er mindre effektive end lave. Supplér med B-6 og magnesium.