Update og en refleksion over sorg contra en depressiv tilstand...

Øv. I dag er jeg ked af det, håbløs og opgivende.
Eller var - Det går meget bedre nu...

Et indblik i en indre proces...

Juleaften gik over al forventning. Jeg havde en rigtig dejlig aften sammen med min familie, og selvom jeg sædvanen tro har måttet restituere flere dage efter, har jeg glædet mig over, at jeg aldrig tidligere de sidste 7 år har haft fremgang i december måned!

Da jeg vågnede i går morges tog jeg alle mine tilskud og min medicin og sov så et par timer mere. Da jeg vågnede igen, havde jeg meget ondt, men da jeg var begyndt at tænke på at øge min dosis lidt igen, tog jeg en "ekstra stump" (= 1/8 = 7,5 mg).
Det havde en helt utrolig virkning, og efter ½ times magnetbehandling og en ordenlig omgang d-ribose, var mine smerter markant taget af - virkelig markant!

Jeg blev en smule hyper, men fik ingen psykiske reaktioner, og da jeg nu har erfaret, at mine reaktioner er afhængige af, hvor meget jeg er i underskud af hormonerne, valgte jeg at bruge "overskuddet" ( altså ikke i forhold til, hvad jeg grundlæggende har brug for men i forhold til, hvad kroppen har været vant til) til en helt vidunderlig gåtur på 10 minutter i solskin her i mit boligområde.
Dette har jeg ikke kunnet gøre, siden mørket og kulden satte ind, og jeg nød det, så tårerne næsten trillede. Sådan en stund med velvære både under og efter turen, hvor jeg kan mærke farven i kinderne og blodet strømme helt ud i tæerne, er virkelig værd at samle på

"Jeg lever!"

Men en træthedssygdom ER lumsk! Man kan IKKE stole på sin krop i nuet, og man må tage erfaringen i brug...
Så i dag har piben en anden lyd: Ondt i halsen, feber og "influenza-smerter"... Nakke og arme brænder, inflammationen raser...

Nu gik det lige så godt... Min drøm om at kunne gå en tur ved vandet eller i skoven, var igen blevet nærværende, og nu hvor jeg har fravalgt/opgivet lige for nu at tage på endnu en længere køretur for at besøge familie, havde jeg håbet, at jeg i dag kunne få handlet, gjort en lillebitte smule rent, eller måske endda havde kunnet besøge nogle gamle venner her i nærheden, som jeg savner.
Og så blev det sofaen med feber pga. 10 minutter ude i vejret...

10 minutter! Det er da lige til at skrige over i frustration, og når opgivelsen og håbløsheden i forhold til fremtiden kommer snigende, ja så er man allerede begyndt at opgive væsentlige dele af sig selv og kommer så ind i en "ked af det - hed", som ikke er af den gode slags... En sorg, som er af den selvdestruktive og livsødelæggende slags... En depressiv tiltand, som ikke just fremmes af fatalt underskud og ubalance i hormoner og (gode) neurotransmittere, men som i dette tilfælde er betinget af livsvilkår og indre psykiske processer.

Bliver det nogensinde bedre? Kommer jeg nogensinde igen til at have en ordentlig kontakt med de venner, jeg savner? Kommer jeg nogensinde til at kunne bruge mig selv i f.eks. frivilligt arbejde? Har jeg overhovedet noget at byde på? Er det overhovedet muligt at have en kæreste på de her betingelser? Kommer jeg nogensinde til at kunne være moster på en måde, som jeg gerne vil? Hvordan vil det være at blive gammel uden børn, som denne sygdom (og især systemets behandling!) muligvis har forhindret mig i at få? ... Osv...!

Men hvad så? Jeg forstår godt, at mennesker med kronisk sygdom kan indtage den holding, at man skal opgive sine drømme og håb for at kunne være i livet, for det er et effektivt forsvar mod den smerte, man kommer i kontakt med, når de for altid eller for et øjeblik braser og alt kan se håbløst ud. Og vores forsvar, skal man ikke kimse af! De er livsnødvendige!

Dette forsvar har imidlertid en pris - man betaler med selvopgivelse. Betaler med opgivelsen af sin vitalitet, sin livskraft og sine behov. Risikerer, at livet bliver mere overlevelse end liv. Det er ikke-liv.

Jeg har en grundtese, som jeg forfølger:

Hvis man vil have det godt, gælder det at blive ved med at kæmpe for det, man vil have eller vil opnå, lige indtil man får det eller bliver træt! (Og bliver man det, gælder det at stoppe inden man er nået ud over sin grænse for opgivelse).

Det gode ved det er, at man bevarer sig selv - at man forbliver hel og levende! Også, når det gør ondt.

Altså kan man sige, at det sådan en dag gælder at opgive det rigtige og ikke mig selv.
Få sorteret og få hjælp til det om nødvendigt, og give plads til følelserne.

Det ER sørgeligt, at jeg ikke kunne tage ud til de venner osv. Det er værd at græde over, og det er ufarligt!

Det er også rigtigt, at der er risiko for, at jeg ikke igen kommer til at kunne gå en tur ved vandet, men lige så snart, jeg får følelserne skilt ad og giver dem plads, så får jeg igen fat i min livsenergi, og jeg kan mærke, at jeg IKKE er færdig med at slås. Jeg får fat i min impuls, og indeni begynder jeg igen at være mere sammen med det, jeg vil, i stedet for at være sammen med det, der forhindrer mig - og energien, troen og håbet bobler igen i en fysisk "kvæstet krop".

Jeg undrer mig hver gang over, at det også er i de her processer, der opstå nye svar og løsninger. Jeg begynder ofte at undersøge, hvad værdien og betydningen er, i de ting, jeg ønsker mig - og uden videre ved jeg så f.eks., at en kunne være at transportere mig ud til stranden (eller bede om hjælp til det), stå ud af bilen, mærke på vandet med begge hænder, dufte alle duftene, brede armene ud, kaste en sten i vandet eller hive op i kjolen eller bukserne og gå ud i det...

Det bliver mere tydeligt for mig, hvad jeg vil prioritere allerhøjest, og så ved jeg pludselig, at der findes løsninger. Selvfølgelig kan jeg være både ven, kæreste, moster osv. Selvfølgelig findes der måder, hvor jeg kan være og er noget for nogen, og hvor jeg kan bruge mig selv. Igen kommer det til syvende og sidst ind til, at jeg er tro overfor mig.

Det værste for mig og den sværeste nød at knække, har været og er de perioder, hvor jeg ofte har været så afkræftet, at jeg dårligt har kunnet føre en ordentlig samtale, og de sidste par år har jeg frygtet, at det kunne blive normen
- og så blev jeg lige nu i skrivende stund mindet om, at forhindringen for at ringe til et betydningsfuldt menneske og spørge, om han/hun vil komme og lave mig en kop kaffe og holde mig i hånden uden megen snak... Den er (også) indeni...

Så: Jeg lever! Jeg har vilje, håb og lyst til liv! Og så er jeg rent faktisk i fremgang! Den næste gåtur bliver på 5 minutter - og det er OK

Jeg synes ikke, der er ikke noget af det her, der er let, og for mig er det lige så naturligt at gå i terapi, som det er at gå til tandlæge.
Jeg håber, at den tid kommer, hvor jeg får mulighed for igen at give det, til både mig selv og andre.

Nu vil jeg imidlertid gå i sofaen