Leve med lavt stoffskifte

[Anisa]

Det går kanskje an å si at det er forskjell på aksept og resignasjon, smgj? Jeg er sjøl ikke helt klar over hvilken "fase" jeg befinner meg i for tiden. Den ene dagen leser jeg til øyet blir stort og vått, andre dager er mer av den resignerte typen, og andre igjen er et sted midt i mellom. Det høres liksom bedre ut å si at jeg har akseptert tilstanden som jeg har kommet i, enn å si at jeg har resignert ...

Jeg tror at du Bettie, vi og mange andre overser forskellen mellem "genstanden" for accept eller resignation.

Det er sådan set det eneste rigtige at acceptere tingenes tilstand (her sin sygdom), når man er klar over at sådan er denne sygdom og man skulle gerne forsøge få det bedste ud af sit liv alligevel, trods sygdommen. Det kan der ikke blive nogen tvivl om, mener jeg. Det gør jeg selv hver eneste dag.

Problemet opstår først, når sygdommen defineres af lægerne, ikke af selve sygdommens eget "væsen". For hvordan skal man kunne mestre sin sygdom, når man ved, at alle disse lægernes fine blodprøver og deres resultater fjerner ikke symptomerne og "sygdoms-følelsen", fordi man får ikke den rette behandling idet blodprøvernes resultater "siger" at man er "velreguleret". At lære at leve med det kan ikke lade sig at gøre uden at resignere - medmindre den syge er enig med lægerne om at være "rask på papiret", og ellers betragter den resterende del af sygdommen: symptomerne og livsforringelser, som værende noget man må tage med, fordi det bliver ikke bedre.

Selv om jeg har aldrig selv "jagtet mirakler", har jeg faktisk fundet dette mirakel. Alene som resultat af en protest og aktivt modstand mod mine lægers TSH-religionen, der slet og ret intet har at gøre med min sygdom at gøre. Og hvis jeg skulle dengang beslutte mig for at lære at leve med sygdommen, ville det i virkeligheden være at lære at leve med effekten af TSH-behandling og ikke denne "kerne-sygdom" som hypothyreose jo er.

Først når man lever med en sygdom, som er stabiliseret på et eller andet niveau gennem en behandling tilpasset og baseret på symptomer og klinisk observation, uanset de evt. tilbageblevne symptomer og begrænsniger - kan man tale om det kloge i at lære mestre sin sygdom, eller lære at leve (godt) med den.

At acceptere sine lægers TSH-styret behandling og dermed forblive sygere end man ellers ville være - er i min bog - resignation. Så et er altså ikke så enkelt og ikke ligegyldigt hvilken baggrund man træffer beslutningen om at acceptere sin sygdom på, fordi ved en TSH-styret behandling er det ikke sin sygdom man dermed accepterer, men man accepterer udelukkende sine lægers beslutninger, og her findes den store forskel mellem accept og resignation, mener jeg.