På arbejde med lavt stofskifte

En historie om et arbejdsliv med hypothyreose.

Da jeg var et ungt menneske på 24 år, sund, rask og opitmistisk trods at jeg mistede min mand kort forinden - fødte jeg min søn i 1975. En dejlig baby, der har gjort mig lykkelig fra første dagen han så dagens lys i denne verden.

Da var jeg forholdsvis nyuddannet arkitekt i et nyt job, det var helt op til mig at bygge videre på og som skulle give os husly, tøj på kroppen og mad på bordet. Og lykken varede ved, og ved, og ved.... indtil jeg skulle tjekkes hos lægen ca. halvandet år efter, fordi jeg havde (altid) tendens til anæmi. Ikke noget alvorligt. Bare lidt.

Telefonen ringede nogle dage efter og lægen lød voldsomt optaget af mit stofskifte: "du har for højt stofskifte" råbte han i røret. I dag ved jeg, at der ingen antistoffer var og det eneste der var "galt" var mit TSH-tal "u-målbart". "Jeg vidste, der måtte være noget galt, som du er energisk og kvik hver gang jeg ser dig", tilføjede lægen. "Du skal udredes videre på hospitalet! Højt stofskifte er livsfarligt" sagde han og jeg skulle straks møde op på hospitalets ambulatorium, hvor han allerede har ringet og bestilte mødetid til mig.

Når man er en ung mor - det sidste man vil er at skulle udsætte sit barn for en syg mor, som så måske ikke bliver i stand til at tage vare på ham, når denne frygtelige sygdom skader ens krop. Jeg fik at vide, at jeg ville blive dødsyg, med ødelagt hjerte og andre organer, hvis det høje, høje stofskifte ikke bliver bragt ned. Det var bare lidt svært for mig at forstå.... jeg havde det jo vidunderligt. Ingen problemer med psyke. Ingen problemer med helbred overhovedet. Ingen hovedpiner, ingen ødemer, ingen fordøjelsesproblemer, smukt hår, rent hud, flotte negler.... ingenting overhovedet. Jeg trivedes, stortrivedes... måske endda mere end jeg nogensinde gjorde før, men lige meget var det. Lægen insisterede på at jeg var dødsyg og at behandlingen skulle iværksættes "omgående".

Det måtte jeg bøje mig for da jeg jo havde pligt til at være rask for mit barn. Det var det vigtigste. Vigtigste af alt. Det blev så først til radiojod og da jeg fortsat var "for kvik" efterfølgende - endte jeg på operationsbordet.

Da sluttede mit liv!

Efterfølgende to måneder gik jeg hjemme syg og elendig, mens min søn var anbragt hos en aflastningsfamilie. Jeg var ude af stand til at passe ham og mine dage gik med at klare de ti meter fra sengen til badeværelse og tilbage. Jeg kunne ikke spise, jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke huske, jeg kunne ikke høre, jeg kunne ikke noget som helst. Jeg har tabt 13 kg og vejede 39 kg. Fik mere og mere Eltroxin uden at jeg blev bedre. Min gode læge "forstod ingenting". Jeg skulle jo blive bedre og ikke dårligere af hans diagnose og lægernes på hospitalet... fra at være sprudlende rask, blev jeg et 28-årigt vrag. Jeg mistede mit job.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

Jeg forblev sygemeldt i 2 år før "bedringen" kom kun langsomt og min vægt nåede omsider op på de 52 kg jeg vejede på operationsdagen. Det var som om min krop protesterede vildt mod at blive forhindret i at fungere i overensstemmelse med de anlæg jeg var født med.... Mine binyrer arbejdede på fuldt tryk (ved jeg i dag) og jeg blev omsider "rask", men aldrig nogensinde blev jeg så rask som jeg var før. Selv ikke tilnærmelsesvis.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

Mine kognitive fædigheder blev halveret i sammenligning med før. Jeg glemte hvad jeg har lært under alle de mange slidsomme år på arkitektskolen og jeg glemte også alle drømme jeg havde om at bygge vidunderlige hjem til de mange mennesker, jeg mente trængte til plads og lys. Jeg fik aldrig tegnet en eneste bygning idet før jeg nåede komme så langt - har lægerne "hjulpet" mig. Den dag i 1978 lægen stak skalpelen i min hals blev også de 6 år af mit liv tilbragt med at studere skåret ud af mit liv. Jeg kunne ikke meget andet. Hvad skulle vi leve af? Min søn og jeg? Det var en hård tid.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

For at gøre en lang historie kortere kan jeg fortælle, at da jeg ikke længere kunne koncentrere mig "på kommando" kunne jeg heller ikke regne med at kunne beholde et 8-16-job og bestemte mig derfor for at blive freelance. Jeg kunne trods alt fortsat tegne teknisk tegning, blot jeg kunne få lov til at bestemme arbejdstiden selv. Når jeg var for dårlig til at arbejde om dagen den dag, kunne jeg indhente mit arbejde om aftenen eller om natten. Og således blev det. Gennem flere år tegnede jeg teknisk illustration for et par danske patentbureauer. Det håbede jeg så at kunne leve af resten af mit liv.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

Men her jeg forregnet mig. Hypothyreose har truffet beslutningerne og som årene gik, blev det sværere og sværere at kunne koncentrere sig om opgaverne, selv om jeg nu arbejdede over hele døgnet - blev koncentrationen dårligere og dårligere.... jeg rystede på hænderne og fik anfald af sløret syn, da musklerne rundt om øjeæblet blev slappe, som resten af min krop blev det også.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

***

Privatlivet? Ja, jeg var forlovet med en god mand den gang i fortiden. En spændende mand. En mand med fremtid. En mand, der var glad for mig og min søn, som han var hans egen.... og en mand jeg var glad for og nød tanken om at blive gammel sammen med. Troede jeg. Men den gode mand havde altså ikke forstand på hypothyreose. Efterhånden kunne jeg mærke at jeg skuffede flere og flere af hans forventninger til mit nærvær og min opmærksomhed. Dagene hvor jeg hellere hvilede mig i lænestolen end jeg gik ud og spise blev også flere og flere. Til en dag, jeg stod foran spejlet og skulle ordne håret før byturen. Jeg kiggede på den trætte og udmattede person i spejlet, og så vidste jeg, at det kan jeg altså ikke klare mere. Efter 8 år måtte jeg indse, at der ikke længere var plads i mit liv til både hypothyreose og en mand. Ikke mere. Det var så det privatliv. Hypothyreose vandt nok engang. Jobbet måtte være vigtigst. Vi måtte jo klare os og sønnen skulle helst have lov til at vokse og uddanne sig i fred for fattigdom. Jeg kunne ikke længere overskue mere end det.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

***

Mens min arbejdsevne blev således mere og mere reduceret - blev min indtægt det også. Til sidst kunne vi ikke længere leve af den og jeg var nødt til finde på andet. Noget jeg kunne udføre uden at være afhængig af den svigtende kaotisk koncentrationsevne.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

Det blev så fortsat teknisk illustration i faldende omfang og mens jeg kunne tegne mindre og mindre - fik jeg flere og flere "pladser" at gøre rent på hos ISS. Aldrig har jeg tjent så lidt penge for så meget arbejde, men da jeg efterhånden konstant gik med hovedet fyldt med brain fog, var der ikke andet at gøre.... Fysisk kunne jeg jo fortsat klare mig nogenlunde. Jeg var jo ikke så gammel endnu.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

I perioder havde jeg op til 9 pladser at rengøre over hele døgnet og jeg kan huske, at når der nogen gange var et par timer imellem pladserne - kom jeg hjem og hvilede mig siddende på gulvet ved siden af sengen, fordi jeg ikke turde lægge mig i sengen af frygt for at sove over mig. Jeg kunne sove hvor som helst og når som helst, da jeg altid var i et konstant søvnunderskud og ikke havde tid til at sove mere end 4-5 timer max hver dag, syv dage om ugen, året ind og året ud, weekender eller helligdage - lige fedt. Vi skulle jo overleve, mit barn og jeg, skulle vi ikke?

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

Til sidst forsvandt tegneopgaverne da jeg ikke længere kunne koncentrere mig over tegnebordet, opgav jeg det jeg havde mindst af dvs. mit tegnearbejde. Nu blev det kun rengøring og jeg end ikke kunne tænke tilbage langt nok til at huske mig selv bøjet over tegnebordet på skolen hvor jeg tegnede flotte streger, jeg regnede med skulle sikre min fremtid. Det måtte jeg glemme, hvis det daglige liv skulle udholdes her og nu. Og glemt blev det så.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

I flere år trællede jeg i døgndrift med at fjerne andre menneskers skidt i alle mulige virksomheder, fra beskidte toiletter hos store speditionsfirmaer til lige så beskidte baderum og omklædningsrum på forskellige fabrikker. Kontorer, køkkener, kantiner, you name it - jeg gjorde det hele året rundt, 24/7. Jeg gik i en evig døs og livede kun op når jeg var hjemme sammen med min knægt. Men så var alt slid også glemt. Nu var jeg lykkelig.

***

Ferie? Dem holdt vi i Harzen i 6 dage da min søn var 6 år og mens jeg endnu havde råd. Siden var der ikke nogen ferie. Først fordi som selvstændig skal man stå på pinden for opgaverne, ellers finder kunderne jo en anden tegner.... patentbureauerne har jo altid så travlt i sidste øjeblik. Senere ingen ferie fordi det slet og ret ikke var råd til at rejse.

***

Hjælp fra systemet? Ja, det havde jeg spurgt om en gang for mange år siden. Jeg fik besked på, at jeg var rask og rørig og at i de lægeerklæringer kommunen havde indhentet hos min læge og på hospitalet stod der skrevet sort på hvidt at jeg var medicinsk velreguleret med Eltroxin, i tip top form og så "skulle jeg ikke pive og misbruge de ressourcer andre "rigtigt" trængende havde mere brug for end jeg" fik jeg besked på. Jeg har ikke set et kommunekontor indefra siden.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

***

Skat? Ja, skattevæsenet havde aldrig kunnet håndtere, at jeg gennem lange tider havde både en B- og en A-indtægt. Uanset hvad jeg gjorde og hvor meget jeg frivilligt havde indbetalt à conto skat og hvor meget havde mine arbejdsgivere overført af A-skat - havde jeg altid skattegæld. Altid, altid og atter - altid. Nogle år kom der endda ekstra krav hvor skattevæsenet havde selv skønnet hvad den mente min indtægt "burde" være og dette på trods af, at jeg aldrig nogensinde tjente en eneste sorte krone.

Nogen gange havde jeg en følelse af, at der sad skattens medarbejdere på deres kontorer bag deres arkitekttegnede skriveborde, og kedede sig i deres trygge jobs med pension, og så fornøjede de sig med at kaste terningerne om, "hvor mange nuller skulle vi nu sætte bag tallet, hende den dumme skulle betale i skat. Hun klager jo aldrig.".... Alt det havde jeg ikke orket at klage over, at hyre en revisor til, at hyre en advokat til, at protestere imod - hypothyreose har bestemt, at det eneste jeg magtede var mit arbejde, mit barn og personlig hygiejne. Alt andet kunne jeg ikke magte, så jeg betalte, betalte, betalte og så skulle jeg finde ekstra opgave igen for at have råd til at betale den ekstra skat igen, igen, igen og om igen, år efter år.... Jeg husker ikke, at jeg nogensinde havde et "restskattefrit" år. Havde jeg været sund og rask - ville jeg selvfølgelig reagere. Om jeg så skulle trække skattesagen helt op i Højesteret! Men jeg var altså ikke sund og rask. Jeg havde (og har) hypothyreose!

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

***

Så efter mange magre år kom 10 fede. Mirakuløst som lyn fra den klare himmel fik jeg i år 2000, med få ugers mellemrum henvendelser fra to private virksomheder, der begge havde brug for housekeeper. En person som skulle føre tilsyn med rengøring og vedligeholdelse, bestille varer, rekvirere håndværkerne, sørge for at gardiner blev afhentet til vask og hængt op igen, købe ind til eftermiddagskaffe. Kort sagt - jeg skulle sørge for at driften fungerede 100% og helst så usynligt som muligt, så firmaernes kontortid skulle kunne afvikles så absolut gnidningsløst. Min arbejdstid lå i tidsrummet 14-08 næste morgen og de månedlige vederlag var så anstændige, at jeg ikke længere behøvede vende hver en mønt når vi havde brug for at købe ind. For første gang nogensinde kom der ro på mit liv. Ikke mindst også fordi min søn, nu en voksen student og snart også civ.ing, stille og roligt var færdig med sin uddannelse og gik direkte fra uddannelsen til et godt job i sit fag. Han flyttede hjemmefra til sin egen bolig og trivedes, så jeg kunne omsider slappe af og ikke længere behøve at tænke på at skulle evt. træde til med hjælp, som man nu ellers skal være indstillet på, når man børn under uddannelse. Det behøvede jeg ikke længere tænke på. Han har overtaget og klarer sig flot. Gudskelov. Nu kunne jeg tænke på mig selv mere end før. Og det gjorde jeg så.

(Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

Fordi jobbet var så fleksibelt og anstændigt betalt, kunne jeg mærke at jeg fik noget mere overskud til at overveje min situation og tænke på min sygdom. Jeg kunne mærke, at denne gode fred til trods, var hypothyreose-grebet om mig stærkere og stærkere. Den smule overskud jeg nu havde mere end før, brugte jeg til at se tilbage på sygdommen og frem - for at kunne prøve at overskue om jeg har noget liv når jeg bliver gammel, eller om slaget er tabt allerede. Det var i den periode at jeg fandt Sonjas Stoffskifteforum og hvad der kom ud af det - min beslutning om at kaste Eltroxin bort og skifte til selvbehandling med Thyroid USP står der en del om i mine tråde her på forummet. Der er ingen grund til at gentage det hele, men ellers kan jeg sige at jeg nu, efter 3 år på selvmedicinering med Thyroid USP-lægemidler - har det tusind gange bedre end jeg havde det for 25 år siden! Gid jeg bare vidste den gang det jeg ved i dag.... så havde jeg i dag, helt sikkert en familie, min søn var ikke enebarn, jeg havde mit gamle mit job og der ville være mange mennesker, boende i de fine boliger jeg havde tegnet. Mit liv ville være tusindfold nemmere og lettere end det, det blev.

Det var godt nok triste tanker, men alligevel hellere sent end aldrig og nu, for første gang efter operationen i 1978 havde jeg et lægemiddel der virkede og et arbejde jeg kunne udføre uden at dø af det, og til penge jeg kunne leve af, og endda kunne spare lidt op af til senere.... Jeg fik endda råd til at udskifte min gammel Golf efter næsten 800.000 km med en ny bil med automatgear. Omsider kunne jeg bare nøjes med at skifte fod, når mit højre ben gik i kramper igen. Det gjorde den efter en discus prolaps sidst i 90-erne, jeg ikke var indlagt for... jeg skulle jo passe mit job så der var ikke tid til at drive den af i en hospitalsseng. Det var ikke sikkert, at jobbet ville vente på mig, vel? Så jeg fik en iskias-nerveskade, jeg får krampe i benet af, i tide og utide. I Golfen var jeg ellers nødt til at køre fra i havarisporet eller stoppe ved vejkanten og vente op til flere timer på, at krampen løsnedes. Nu kunne jeg bare skifte fod og køre videre. Det var ikke det eneste gode denne bil "gjorde" for mig....

Samme nerveskade ødelagte reflekser i den nederste tyktarm og i endetarmen. Det blev ikke bedre af, at jeg også blev opereret for "mistænkelig" knude i endetarmen nogle år senere, jeg fortsat går til kontrol på hospitalet for. Resultatet blev inkontinens. Hypothyreose-løs-afføring og inkontinens er en værst tænkelig kombination, kan jeg hilse at sige. Fra jeg mærkede at jeg skulle, til jeg var på toilettet, måtte højst gå 2,5 minut. Det tog jeg tid på. Efterhånden kendte jeg alle offentlige toiletter på Sjælland og alle tankstationer med kundetoilet, og alle (ikke så mange desværre) supermarkeder med kundetoiletter. Alligevel skete flere uheld, da 2,5 minut er altså ikke alverden når man skal på toilettet. Nåede jeg det ikke - ja, da blev det bukserne, der blev fyldt med det unævnelige. Det er ikke særlig befordrende for arbejdslivet, at møde op på jobbet og starte dagens arbejdsindsats med at sidde ½ time på kundens toilet og forsøge vaske sig ren i håndvasken. Det er jo langt fra alle kontorer, der har et bad. At bruge voksenbleer er ikke særlig praktisk når man skal have bukser på og uanset hvor gode (og dyre) voksenbleer er, ja, så lugter det alligevel. Hvad har det med den gode, daværende nye bil at gøre? Det hele! I en bil, hvor bagsæderne er fjernet og hvor der er pænt højt til loftet og mørkt tonede ruder- er der både god plads til en toiletspand og til at kunne sidde på den, uden at alle forbipasserende kan se hvad jeg er i gang med. Sikken luksus. Omsider kunne jeg køre på arbejde uden at skulle faste i 8-10 timer forinden, hvilket var det eneste der kunne holde mine tarme i ro. Det er altså meget svært at klare 8-10-12 arbejdstimer oven i en faste på flere timer, kan jeg hilse at sige.... Ja, jeg har meget at takke denne bil for. Skønt. God bil.

Før nogen får gode ideer og spørger, hvad der er galt med at cykle, kan jeg hilse og sige, at for det første tager det lang tid at cykle 100-200 km om dagen, og for det andet: muskelspasmer, inkontinens og cykel er en frygtelig kombination.

Tilbage til emnet "hypothyreose og arbejdsliv". Det gik så godt og så fredeligt med mine jobs, hvor jeg og mine arbejdsgivere var så gensidig tilfredse med hinanden, at jeg begyndte turde håbe på at blive der til jeg skulle pensioneres. Efter ti år kan man ikke sige at jeg var for optimistisk, vel? Efter 10 stabile og tilfredsstillende år kan man godt tillade sig den slags håb, mener jeg. Så det turde jeg denne gang og det var dejligt, omsider at føle sig så tryg nok ved sin tilværelse, som jeg ellers ikke kunne være før, da hypothyreose delte kortene ud. Nu blev kortene delt af de gode Thyroid-lægemidler. Det var meget bedre.

Så kom finanskrisen.

Alle talte om finanskrisen i slutningen af 2008, der var noget med "bobler" der brast og en hel masse banker der skulle have statstøtte til at overleve... I mellemtiden havde de dog gået i selvsving (nu var de nemlig blevet smarte lige pludselig) og begyndte at tilbagekalde kreditterne de havde ude hos virksomhederne. Og således en eftermiddag februar sidste år mødte jeg på jobbet hos den ene kunde, hvor jeg bemærkede at der var usædvanligt stille. Det var tæt på fyraften, men denne gang sad alle stille ved deres skriveborde og stilheden var øredøvende. På direktørkontoret sad ejeren i sin stol og græd.

Det viste sig, at kort forinden har banken nedskrevet firmaets kassekredit med kassebeholdningen, gjort kontoen op og forlangte tilbagebetaling af det resterende beløb inden 14 dage. Der var ikke noget at drive firmaet for selv om ordrebogen var pænt fyldt. Der var heller ikke penge til at udbetale mit tilgodehavende for sidste måned og ej heller penge til de udlæg jeg havde da jeg har handlet for kunden sidst. Med et stod jeg med et betydeligt pengetab og med en kunde mindre. "O.K. jeg har været i knibe før. Det skal nok gå. Jeg har fortsat min anden kunde. Jeg må spænde livremmen ind og se mig om efter en ny opgave til erstatning for den tabte". Det var så de tanker, der fløj gennem hovedet i et par minutter, hvorefter vi græd sammen - bossen og jeg. Det er som om, at når man skal begræde ti gode fælles år, kan man blive ved og ved med at græde og det føles ikke på noget tidspunkt, at man grædt nok....

Efter nogle tanker frem og tilbage bestemte jeg mig for at vente med at lede efter en ny opgave et par måneder eller tre og arbejde på deltid for min anden kunde, mens jeg brugte "fritiden" til at få mine skattesager i orden og så få hvilet lidt ud. Jeg har jo ikke holdt fri siden 1981, så det var vist lidt på tide, eller hur?

Nogle få dage efter ringede min anden kunde og spurgte om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe sammen med ham "og så kunne vi snakke lidt om hvordan det gik". det var der ikke noget odiøst i. Det gjorde vi jo med mellemrum i alle de ti år vi har arbejdet sammen. Jeg havde kage med, som jeg plejer og efter de indledende "knus og kram" fik jeg at vide, at firmaets økonomi er blevet så forværret som følge af finanskrisen, at der er blevet truffet en beslutning om sammenlægning med et andet firma på Fyn og at min kontrakt derfor skulle opsiges med den aftalte varsel på fire måneder. Der er ingen grund til at udpensle her, hvordan vi begge havde det. Det var i hvert fald ikke let og jeg måtte skrotte tanken om at holde delvis ferie. Tiden skulle bruges til at lede både efter nye opgaver og efter nyt job. Hvis det ene glippede, måtte det andet jo lykkes... Enten eller. Men jeg gjorde regning uden vært, viste det sig senere.

I dag, næsten et år efter holder finanskrisen Danmark i jerngrebet. Der kommer flere tusinde arbejdsløse til hver måned. Antal firmakonkurser er det højeste siden 80-erne siges der. Forretningslivet er gået i stå undtagen bankerne, der har jo fået flere milliarder i statsstøtte, men som af den grund ikke er villige mere end før til at låne penge ud til virksomhederne. Små og mellemstore virksomheder falder på stribe og slet skjult panik pulserer under overfladen. Fyringsrunder på de offentlige hospitaler lukker hundreder af nye ledige ud i arbejdsløshed og på det private arbejdsmarked modtager tusinder deres fyresedler hver måned. Danmark er gået i stå, uanset at aviserne holder tæt med det, for ikke at skabe panik. Men det er meget værre end der bliver talt højt om.

Det betyder, at trods fornuftige og vedholdende tiltag på at skaffe nye kunder eller nyt job, er der ikke noget at finde, og da slet ikke til en snart 58-årig. Hvis dette fortsætter en måned til eller to, så er opsparingen spist helt op, boligen skal afvikles og jeg må flytte i min bil. Så er sommeren til at finde ud om det bliver bedre eller om jeg skal køre på isen næste vinter. Bliver det længere mellem livstegn fra mig her på forummet i løbet af de kommende måneder, skyldes det at man ikke kan holde til at sidde en sin bil, med laptop i skødet og taste spændende indlæg på til forummet. Desuden er tankerne ikke sådan til at vende bort fra overlevelsen, når man først står uden tag over hovedet. Det bliver en interessant tid.

Stattens "støttemuligheder" kommer ikke på tale. Når nordmenn klager over NAV - er det ret meget værre når man sammenligner med det, der foregår i det danske system, hvor det er blevet almindeligt, at Posttraumatisk Stress Syndromme (PTSD) er blevet almindeligt forekommende hos mennesker i "systemet" i Danmark, hvor man før skulle i krig eller naturkatastrofe, for at komme ud for noget så slemt, så det berettiger udvikling af PTSD. I dagens Danmark er det syge og arbejdsløse, som udvikler sygdommen nu, alene i anledning af at være afhængige af offentlig "hjælp". Det kan man læse lidt om her. Det skal jeg ikke "nyde" noget af. Er jeg først havnet i "systemet" som 58-årig, kommer jeg ikke ud af det igen, undtagen med fødderne først, forinden smadret psykisk og sjælelig til ukendelighed. Det vil jeg ikke.

Og så er det, at mine tanker går tilbage til 1978, da lægerne brugte kniven til at "helbrede" et ganske naturligt snært af post partum hyperthyreose, der ville være gået over af sig selv - ved jeg nu. De har derved ødelagt mit liv og min søns liv, for så vidt angår den del af hans trivsel, som hænger tæt sammen med hans mors. Så selv om finanskrisen er ikke lægernes skyld - er det deres skyld at jeg har mistet enhver chance for at ordentligt liv med en god, fredelig blanding af arbejde, familie og hvile, og opsparing, jeg netop kunne bruge i dag til at selvpensionere mig nu, hvor krisen kradser.

Hypothyreose har gjort hele mit liv tungt og "ufremkommeligt" lige siden den dag i 1978 jeg var opereret. Fra den gang jeg var en ung, energisk, flittig og lykkelig mor har hypothyreose styret mit liv gennem 31 år længere og længere ned mod bunden, hvor alle muligheder er udtømt og tilbage står et ruineret menneskevrag hypothyreose omsider er ved at vinde over, og dette på trods af at jeg har trukket tænderne ud på den ved overgangen til Thyroid USP medicin..... 10-15 år for sent.

Alligevel består fortsat effekten af de gamle skader hypothyreose har påført det personlige, sociale og arbejdsmæssige liv. Havde jeg blot, 10-15 år tidligere vidst det jeg ved i dag, og havde jeg kastet lægerne med deres Eltroxin på porten for mange år siden - ville mit liv i dag se helt anderledes ud. Jeg ville kunne se frem til en fredelig alderdom i stedet for mod en afgrund. Men hypothyreose og uduelige læger ville det anderledes.

***

Selv om det lyder skræmmende - skal alle "nybagte" syge af hypothyreose være klar over, at hellere blive skræmt endnu mens tid er, slå i bordet og kræve en effektiv behandling, end først at blive skræmt til ingen verdens nytte, når det er for sent!

Hei Anisa, jeg vet hva du mener. Økonomien min er fullstendig ødelagt pga hypothereose og manglende hjelp i mange tiår. Det er frustrerende å endelig være frisk, fullstendig ved egen hjelp, og så oppdage at nå som man egentlig kan gjøre alt så kan man ikke likevel, enten pga alder, økonomi eller manglende arb.erfaring/utdannelse.

Jeg føler at jeg får slengt veldig mange dører i ansiktet og aner ikke hva jeg skal gjøre for å bedre situasjonen.

Jeg er ikke like modig som deg og kommer derfor ikke til å skrive like mye kys1

Vi burde ha samlet mange slike historier og utgitt dem i en bok!

Jeg er stum. Dine ord ble en sten i magen og brystet. Og det er ikke den eneste forskrekkelige historien om overgrep og uvitenhet og ødelagt liv. En klem fra meg i Norge til deg i Danmark, Anisa kram1kys1kaer1

Kjære Anisa!!

Dette gjør ettermiddagen dyster!
Stor klem fra meg.

Felles skjebne - felles trøst

Jeg har lest nesten halvveis - og selv om min vei har kronglet seg anderledes enn din -
så kjenner jeg igjen avmakten og flere av de andre følelsene.
Spesielt vondt er det mtp Barndommen til datteren min - den kommer jo aldri tilbake -
jeg hadde så unnet henne en spenstigere mor og en bedre tilværelse.

Det er så man kunne gråte blod av det hele :cry:

Takk for at du deler av din erfaring - så vil det ihvertfall komme noe godt utav det for andre:
såsant de evner å lære av andres forferdelige erfaringer :wink:
Jens og Siv og Erna og NHO - osv osv - som er så proppende fulle av sin egen Fortreffelighet,
ja de skulle vært tvangsstilt først i en slik Erfarings-kø!!


1000 TAKK Anisa kys1 for at du deler ut av deg selv, på så mange måter.


Så må jeg logge av nå;
- men leser selvfølgelig resten av din tråd senere ikveld :!:

Dette var så utrolig trist å lese. Ønsker deg alt godt. Klem.

Jo, Anisa - det er utrolig modig og u-selvisk gjort av deg.
Jeg føler virkelig med deg, historien tar meg kraftig - du har jo kommet til din tilstand fordi du stolte på det system som er satt til å hjelpe oss. Siden har systemets deltakere vært kollegialt opptatt av å dekke over kollegers begåtte feil.
Feil begått som direkte forårsaker at man fratas den energi som skal til for å ta i tu med dem !
Men ingen kommer utenom å gjøre opp for seg.
Eller gjør de det ?

Og det er jo advokatmat !

Men jeg vet også hvordan det føles. Jeg har vært igjennom av-maktens korridorer, og det tok såpass kraftig at jeg orker ikke en runde til.
Men orker du Anisa, så er det en opplagt sak du har.
De skal betale sin brøde.

Stor sympati og empati fra meg.

Kjære Anisa hjerte1 Dette er til å gråte over. Jeg vet ikke hva mer jeg kan si. Jeg ble satt ut av det du forteller, og kan bare si at du er i tankene. Jeg håper så inderlig at dette med jobben løser seg til det beste for deg. Årene du har "mistet" pga operasjonen kan du vel aldri få tilbake. Måtte bare årene fremover bli bedre enn den situasjonen du befinner deg i nå. Jeg ønsker deg alt mulig godt! kram1

Kjære Anisa!

Jeg vil bare gi deg en stooor klemxx4 Jeg får vondt på dine vegne.

Kjære Anisa!

Dette blir omtrent som jeg skulle ha skrevet det selv,
merkelig tilfeldig også akkurat det med skatt etc.
Trodde faktisk at jeg var litt enestående om å være så uheldig.

for å være helt ærlig er det vel mange slike tilfeller i Norge også og egentlig burde man gått til et masse søksmål om erstatning.

hvor mange liv er egentlig blitt ødelagt?
Egentlig er det mange som burde fått svi for den urettferdighet så mange blir utsatt for

Takk for at du delte, Anisa.
Trist og urettferdig alt dette. Både på grunn av og på tross av er du ein ressursperson for mange andre.

Stor klem til deg!!

Kjære Anisa hjerte1

Jeg blir så sint på dine vegne, det er en gal, gal verden vi lever i...

Ønsker deg det bestekram1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av sonja

Vi burde ha samlet mange slike historier og utgitt dem i en bok!

---

Det er en rigtig god idè!

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Lillepus88

Jeg er ikke like modig som deg og kommer derfor ikke til å skrive like mye kys1

---

.... og denne er rigtig synd, Lillepus hjerte1 Hvem skal så være modige for os, hvis ikke os selv? Andre mennesker? De samme mennesker, der har så mange gode idiotforklaringer på hypothyreose, de får lov til at sprede uimodsagt fordi vi ikke er modige til at banke dem i hovedet med sandheden?

Hvis man flytter vægten fra det helt private over på hypothyreosens tydelige spor i tilværelsen på de hovedpunkter, der er fælles for alle mennesker, bliver pointerne meget tydelige uden at være så individuelt intime, at det blotlægger hele ens privatliv for alle øjne der læser.

Vores liv er selvfølgelig meget andet end hypothyreose, men der hvor vi deler alt det, hvor alle har fælles forventninger til tilværelsen - ville beskrivelsen af sygdommens reel indflydelse på netop det alle mennesker har tilfælles kunne forklare, selv de mest uvidende og træge, hvad det er denne sygdom gør ved et liv og ved alle vi omgås.

Ville vi overhovedet kende Kåre Birkeland Professor dr.med. Avdelingsleder Endokrinologisk avdeling på Aker Universitetssygehus, hvis han havde fået sygdommen hypothyreose i sine unge år? Jeg tvivler. Kåre Birkeland ville kun findes omtalt i lægejournaler som enten funktionelt syg hypokonder, eller på anden måde, måske hos NAV som modtager af uføretrygd eller andre ydelser, da han ikke ville kunne forsørge sig selv, hvis han var bare halv så syg som mange er på dette forum! Havde han været overladt til den slags læger, der i dag er hans kolleger eller også ham selv.... ja, så ville verden aldrig har hørt om Kåre Birkeland og han ville få lov til at hensygne i lorte liv uden støtte og uden effektiv behandling, fordi ægte Thyroid-mediciner "er noget dritt"

Eller..... Jens Stoltenberg? Havde han fået hypothyreose som ung mand og ikke responderede godt nok på behandling med Levaxin, og blev så overladt til forfald fordi lægerne mente at "Armour er noget dritt", da havde han nok aldrig blevet cand.oecon (sosialøkonom) fra Universitetet i Oslo i 1987 og gift med sin Ingrid. Hans børn ville nok aldrig var blevet født.... Og da slet ikke var han blevet statsminister.... Han ville sidde nu som en halvgammel mand og se tilbage på et spildt liv og ikke kunne forstå at selv den højeste Mensa-IQ forslår som skrædder i helvede når hans skjoldbruskkirtel IKKE fungerer og den behandling han fik tilbudt var USSEL, trods muligheden for meget bedre.

Så jeg spørger bare! Hvordan skal Kåre Birkeland, Jens Stoltenberg og alle medicinske og politiske medløbere, der altid stimler om "eksperterne" og "magtens mænd" overhovedet skaffe sig et begreb om, hvad der i virkeligheden foregår rundt om skjoldbruskkirtelsygdommen hypothyreose i dagens sundhedsvæsenet? Hvor mange spildte liv, hvor mange spildte arbejdshænder, hvor mange tabte skatteindtægter og hvor mange penge koster denne sygdom den enkelte borger og statskassen?

Hvem skal så være modig? Per Egil Hegge? Har denne mand ikke allerede været mere modig end vi alle tilsammen? Han er ikke en ung mand mere og når sandheden skal frem - ja, så har de thyreoidea-syge ikke fulgt op på hans anstrengelser - hverken som patientforeningerne eller som enkelte syge.... Han fik lov til at stå alene og det gør han fortsat, stort set.

Måske skulle vi prøve at fatte, at samfundets indstilling til sygdomme i thyreoidea bygger på hvad samfundet hører og læser. Når samfundet aldrig hører fra os, andet end små forkølede pip - ja, hvem skal så fortælle samfundet hvad der foregår? Nisser? :mrgreen:

Respekt for Ruth Roland hjertflag1

Hei igjen! Vært tomt for naturmedisinen jeg bruker, formen har vært deretter, så jeg har vært lite aktiv her inne i det siste....

Men sterk og trist lesing det du forteller! Det får meg også til å tenke at livet virkelig ikke alltid er rettferdig... : (

Du er så ressurssterk og kreativ, og har "vært ute en vinter-natt før" som vi sier i Norge, du "lander nok på føttene" denne gangen også!

Du er enormt kunnskapsrik når det gjelder stoffskiftesykdommer + +. Jeg har skjønt at dette er ett lekmannsforum, med de spesielle krav det stiller. Men hva om du som privatperson, helt adskillt fra forumet, starter opp som terapaut med stoffskifte som spesialitet? Terapaut er neppe en beskyttet tittel. Jeg har nevt det før også, jeg hadde gjerne gått hos en med din kunnskap og også livserfaring, du er generellt svært flink til å gi gode råd!

Kanskje du kunne annonsere på nett, via alternativ sider, aviser el, jeg er ikke i tvil om at du kunne ytet svært god hjelp, det er d mange eksempler på her på forumet også : )! Igjen, forslagene er ment utenfor forumet. Men ofte er man flinkest til noe av det man er mest interessert i, noe man kan begynne "nøste" i hvis omskolering kanskje blir aktuellt.

Skjønner at du ønsker være selvstendig/ikke være til bry osv, men sønnen din vil neppe sitte og se på at du f.eks blir husløs, jeg håper og tror at dere finner en løsning : )!

En ting som er annerledes nå, i forhold til de problemene som har vært tidligere, er at nå har du funnet frem til gode behandlinger selv for stoffskifte sykdommen, det vil gi deg ett bedre overskudd til å takle denne store utfordringen også...

Hell og lykkekram1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av usikker

En ting som er annerledes nå, i forhold til de problemene som har vært tidligere, er at nå har du funnet frem til gode behandlinger selv for stoffskifte sykdommen, det vil gi deg ett bedre overskudd til å takle denne store utfordringen også...

---

Det håber jeg også, kære Usikker kram1

Mange tak for alle hilsner. kram1 De er i hvert fald mange flere end jeg får i the real life. Mange venner er faldet af i svinget gennem årene med sygdommen og nu er endnu flere væk. Da jeg har rundsendt lidt info om, i kun få ord og uden tårevædede - øh-øv-synd-for-mig-øv osv. - har jeg ikke fået et eneste svar. :mrgreen: Det betyder, at der bliver i fremtiden mange, mange kopper kaffe der bliver sparet væk. :mrgreen:

Dette er en så sterk og hjerteskjærende historie. Det verste er at den ikke er unik, det gjelder mange av oss i mer eller mindre grad.

- Og så bruker du all denne tiden på å hjelpe oss når du er i denne situasjonen! Ikke glem å ta vare på deg selv! Jeg ønsker deg alt godt! Har alltid ment at "Good things happen to good people" det tror skjer denne gangen også!

Men vi har en viktig sak å kjempe for!

Klem fra meg! hjerte1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Mange tak for alle hilsner. kram1 De er i hvert fald mange flere end jeg får i the real life. Mange venner er faldet af i svinget gennem årene med sygdommen og nu er endnu flere væk. Da jeg har rundsendt lidt info om, i kun få ord og uden tårevædede - øh-øv-synd-for-mig-øv osv. - har jeg ikke fået et eneste svar. :mrgreen: Det betyder, at der bliver i fremtiden mange, mange kopper kaffe der bliver sparet væk. :mrgreen:

---

"Vennerne" er fortsat borte og der er fortsat intet lys for enden af tunnelen... Jeg lever nu på anden måned af en "skattefri pengegave" fra min søn, der har spænderet dkr. 58.000 på sin mor og hvis det ikke lykkes at komme i arbejde inden disse penge slipper op - ja, så ved jeg, at jeg allermest har lyst til at køre ud på isen og få fred.

Nej! Jeg er IKKE deprimeret!

Jeg er bare den eneste person i hele verden, der ved præcis alt om, hvor mange krumspring og hvor mange ofre jeg har måttet bære for overhovedet kunne forblive på arbejdsmarkedet i alle disse år, med hypothyreose i bagagen....

Derfor ved jeg med 100% sikkerhed, at systemet vil alligevel tage livet af mig, hvis jeg kommer med på "samlebåndet" hvor jeg bliver afkrævet at kunne leve op til alle de krav, som raske "system-ofre" skal adlyde.... før de får lov til at beholde almisserne. I Danmark er det ikke længere støtte. I Danmark er det almisser man nu kan bede om, uagtet at man forinden og i årevis har betalt verdens højeste skat, som de folkevalgte havde formøblet på alt andet end egne borgere.

Hvis jeg mister min bil (og det gør jeg, fordi når man har en bil er man ikke i nød, siger reglerne). Uden bilen kan jeg ikke bevæge mig længere end 2 km på gåben, før jeg skal sidde ned og vente på at kramperne løsner op. Jeg kan ikke tage bus eller tog, da jeg skal kunne finde et toilet med kun et par minutters varsel, medmindre jeg faster omkring 8-10 timer før afgangen. Så enten skal jeg sulte eller skal jeg ikke med tog eller bus. Jeg kan heller ikke cykle.... da jeg end ikke kan bringe cyklen til standsning når kramperne i benet sætter ind. Det har jeg nemlig prøvet og var en fingerbredde fra et kraniebrud sidste forår. Man kan ikke bremse en cykel med kun et ben. Jeg kan end ikke bruge en lille "ben-cykel" ved sofaen til at træne lægmusklerne på, da spasmerne sætter omgående ind.... 5-10 minutter når jeg er heldig. Flere timer, hvis jeg er nogenlunde heldig.... eller til næste dag hvis jeg er rigtig uheldig.

"Undskyld kære chef/sagsbehandler, men jeg kunne ikke møde op til tiden, fordi jeg sad 2 timer i en vandpyt på cykelstien, mens jeg ventede på at min krampe gik over" :lol: (Dårlig undskyldning = dagpengestop!).

Så hvordan skal jeg kunne komme hjemmefra og til tvangsmøderne på jobcenter eller hos "samarbejdende virksomheder", hvor man arbejder gratis for sin socialhjælp? Og når jeg endeligt er tilbage, er jeg så frisk nok til at bruge tiden til at finde et "rigtigt" job? Og hvor skal jeg lede, når jeg ikke har bil til at køre efter jobbet og her i området er der ingen jobs at finde, da alle jobs er optaget af "arbejdsløse på gratis tvangsarbejde", som her i Danmark hedder "straksaktivering".

Så nej! Jeg er IKKE deprimeret!

Men jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne klare den overgang, når jeg ellers i årevis praktisk har minitiøst tilpasset alt der kunne tilpasses, for at jeg overhovedet kunne fortsætte med at arbejde, med hypothyreose og op ad bakke hele tiden.

Det står jo ikke beskrevet nogen steder.... Der er ikke nogen journaloptegnelser på hele dette forløb og hvis der var nogen optegnelser.... ja, så ville det være alt andet end hypothyreose, som skulle være årsag til alle disse besværligheder... Fordi hypothyreose er jo bare en let sygdom, der behandles med en lille pille om dagen og ellers kan man leve som før man blev syg.

Det betyder, at hvis jeg skal ind på systemets præmisser, vil jeg aldrig nogensinde få fred igen. Det er sikkert som amen i kirken. vedikke1

Kun et nyt job kan løse det hele, men med kun 7.000 jobs til deling mellem 130.000 jobsøgere (januar-tal) har det lange udsigter og i mellemtiden smelter isen. :mrgreen:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Telefonen ringede nogle dage efter og lægen lød voldsomt optaget af mit stofskifte: "du har for højt stofskifte" råbte han i røret. I dag ved jeg, at der ingen antistoffer var og det eneste der var "galt" var mit TSH-tal "u-målbart". "Jeg vidste, der måtte være noget galt, som du er energisk og kvik hver gang jeg ser dig", tilføjede lægen. "Du skal udredes videre på hospitalet! Højt stofskifte er livsfarligt" sagde han og jeg skulle straks møde op på hospitalets ambulatorium, hvor han allerede har ringet og bestilte mødetid til mig.

Når man er en ung mor - det sidste man vil er at skulle udsætte sit barn for en syg mor, som så måske ikke bliver i stand til at tage vare på ham, når denne frygtelige sygdom skader ens krop. Jeg fik at vide, at jeg ville blive dødsyg, med ødelagt hjerte og andre organer, hvis det høje, høje stofskifte ikke bliver bragt ned. Det var bare lidt svært for mig at forstå.... jeg havde det jo vidunderligt. Ingen problemer med psyke. Ingen problemer med helbred overhovedet. Ingen hovedpiner, ingen ødemer, ingen fordøjelsesproblemer, smukt hår, rent hud, flotte negler.... ingenting overhovedet. Jeg trivedes, stortrivedes... måske endda mere end jeg nogensinde gjorde før, men lige meget var det. Lægen insisterede på at jeg var dødsyg og at behandlingen skulle iværksættes "omgående".

Det måtte jeg bøje mig for da jeg jo havde pligt til at være rask for mit barn. Det var det vigtigste. Vigtigste af alt. Det blev så først til radiojod og da jeg fortsat var "for kvik" efterfølgende - endte jeg på operationsbordet.

Da sluttede mit liv!

---

Gid den f-u-c-k-i-n-g telefon havde aldrig ringet!! Eller havde den f-u-c-k-i-n-g læge været kvalt ved fødslen! xx1

Kjære Anisa kram1
Jeg har lest historien din i dag, og jeg har bare lyst til å gråte. Det er en sterk historie, og du er modig som deler den med oss her. Den behandlingen du har fått finnes det etter min mening ikke ord for. Jeg har lyst til å gi deg enda en kram1

Med mange hjertelige tak for respons og tilbagemeldinger, vil jeg opdatere tråden og fortælle hvordan det er gået siden februar sidste år...

Der er sådan set intet nyt at tilføje indtil december 2010, bortset fra at det var lykkedes mig at finde et godt job på 3 timer dagligt i april 2010. Dette job har jeg passet siden, mens jeg måtte leve på en sten, trods den fortsatte hjælp fra min søn. Men da han altså ikke selv er millionær og selv om han ikke, på noget tidspunkt har sat tal på for hvor meget (eller lidt) jeg skulle leve for - har jeg altså, helt frivilligt, skåret alle udgifter "til benet" i en grad, at der var dage hvor jeg end ikke kunne spise et helt måltid mad (ja, ja, så meget eller lidt for "lavkarbo-sympatier" og rT3, Berit :mrgreen: ). Men det var i en god sags tjeneste og det var lykkedes at holde mig fri for "systemets" fangarmer, der forlanger opgivelse af ethvert krav på (selv)respekt, for at opnå "retten" til hjælp fra samfundet, som tingene har udviklet sig i Danmark de sidste 10 år. Jeg er fortsat "uafhængig" og fortsat lever på en sten, selv om i december 2010 har jeg oplevet, hvad kun kan sammenlignes med at ramme den helt store gevinst i Lotto: jeg fik en kontrakt på en ny, fast opgave fra april 2011. Det er jo snart, så hvorfor er jeg fortsat ked af det? Det er jeg, fordi i tillæg til hypothyreose, skal jeg nu også kæmpe mod samfundet for at få lov til at brødføde mig selv.

I begyndelsen af 2009 da hele historien startede, havde jeg en restskat for 2008 jeg var nødt til at udskyde betalingen af... Ingen omsættelig formue samt ingen indtægt = ingen afbetalinger. Jeg havde planer om at afvikle min restskat efter at min indtægtsgrundlag er blevet (gen)opbygget til fuldtid, men det har SKAT ikke tid til at vente på og forsøger at presse mig med truslen om at fratage mig retten til at være freelance - dvs. jeg kan nu ikke være sikker på at jeg overhovedet kan arbejde fuldtids fra april i år fordi til det har jeg brug for mit CVR-nr. Kunden ønsker ekstern service og det er ikke til diskussion. Arbejdsløshed og firmakonkurser i Danmark er fortsat tårnhøje og nye arbejdsløse kommer til i hobetal hver dag. Så fra at være glad og forventningsfuld - venter jeg nu på at SKAT bestemmer sig for ikke at ødelægge mit levebrød. Som jeg skrev til en ven i dag:

Det er bare SÅ beklageligt, at jeg måtte vente med at svare på din sidste e-post SÅ længe. Godt nok har jeg postet lidt på forummet i den mellemliggende tid, men det var langt fra, hvad jeg selv havde lyst til, men måtte opgive af tidsnød og fordi "virkeligheden" i mit arbejdsliv har tvunget mig til at bruge omtanke og energi til andet end det lystbetonede.

Det er SKAT-myndigheder der gør mit liv surt for tiden og hvis det ikke lykkes mig at holde dem stangen - vil det betyde enden på min selvforsørgelse. Det er en større sag, hvor jeg er blevet flyttet til kategori "virksomheds-skatteligning", selv om jeg kun er en freelance med ganske almindelig mellem-indtægt som ikke er større end en almindelig lønmodtagers. Alligevel forsøger SKAT nu at presse flere penge ud af mig, end jeg kan tjene og dette under truslen af at tage mit "freelance-momsnummer" fra mig, hvilket vil betyde enden på mit levebrød, der jo direkte er indrettet efter begrænsninger hypothyreose dikterer.

Jeg har skrevet til alle, fra skatteministeren, beskæftigelsesministeren, erhvervsministeren, Folketingets skatteudvalg's medlemmer og ellers "gud-og-hver-mand" hos SKAT, at begrebet "samfundsnytte" er altså ikke kun et lovligt argument når politikere og SKAT skal skaffe sig velvilje fra samfundet, til støtte for egne tiltag/påfund til at skaffe flere penge i statskassen. "Samfundsnytte" bør gælde også den anden vej rundt - for at borgere som jeg kan få ro til at brødføde sig selv OG til at afvikle sine restskatter i det tempo det kan lade sig at gøre. Det kan ikke nytte, at SKAT med den ene hånd fylder statskassen op med penge, og med den anden hånd - tømmer den, når tusinder danske freelancere som jeg, bliver forsøgt sendt ud på offentlig forsørgelse når de ikke kan afvikle restskatter med den fart SKAT forlanger. Den er fuldstændig gal, når SKAT ligestiller enlige, uformuende freelancerne med store virksomheder med masser af aktiver, når skatten skal lignes og inddrives. Der er forskel på en person og et firma med mange ressourcer og mange ansatte til at skaffe disse ressourcer til veje.

Fra at være ellevild af glæde over den nye kontrakt - hænger jeg nu (igen) i limbo og venter på at SKAT besinder sig. Heldigvis er april lige om hjørnet så jeg ikke behøver frygte at skulle vente på ubestemt tid. Det er kun en måned til og på denne korte tid kan jeg umuligt nå at blive slidt op så meget, at der er fare for et nervesammenbrud. :mrgreen: Jeg har suspenderet alle fremtidsplaner, skærer yderligere af benet for at pengene skal række længst muligt, og så tager jeg en dag ad gangen.... Jeg kan ikke engang sige at det bliver spændende hvad april vil bringe, fordi lige nu findes der ingen april. Kun en dag ad gangen og jeg smiler fortsat når jeg vågner og smiler igen når jeg sover. xx9

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Selv om det lyder skræmmende - skal alle "nybagte" syge af hypothyreose være klar over, at hellere blive skræmt endnu mens tid er, slå i bordet og kræve en effektiv behandling, end først at blive skræmt til ingen verdens nytte, når det er for sent!

---

Det kan godt være, at en del af "nybegyndere" i "hypothyreose-branchen" mener, at jeg er stram og "hensynsløs" når jeg opfordrer til selvovervindelse og til at tænke langt - og ikke håbe på for meget andet, end det man selv kan læse og lære sig til.... men det gør jeg og bliver ved med netop fordi jeg ved af egen, bitter erfaring at hypothyreose-patienter, der endnu ikke er helt ødelagte af sygdommen - skal ikke tro og håbe på, at det nok skal gå af sig selv! Det vil det ikke! Den eneste vej frem mod ægte håb om bedring fører igennem udvikling af egen evne til selvovervindelse, opgivelse af gamle håb for at gøre plads til nye (håb), denne gang nye håb med udsigter til at blive opfyldt. Og da Gud, som bekendt - hjælper bedst dem der kan hjælpe dem selv - er der ingen tid at spilde. Man skal lære alt man kommer i nærheden af og hver gang der sniger sig et lille håb på at "lægerne vil os det bedste og de skal nok hjælpe os når det gælder" - bliver udsigten til bedring bombet tilbage til det "ingenting" de fleste af os ældre har været i, og kender til hudløshed.

Tag dig selv alvorligt hvis ingen andre gør. Tag dig selv alvorligt hvis lægen ikke gør. Tag selv kontrollen og brug tiden med omtanke, til at lære at bruge kontrollen til at redde fremtiden. Havde jeg selv gjort det i tide, havde jeg aldrig behøvet at poste denne tråd. gok1

Kjæreste Anisa!

Jeg har ikke lest denne tråden før, men har nå sittet med tårer i øynene over din kamp. Ord blir fattige over en sånn situasjon.

Håper SKAT tar til fornuften slik at du kommer ovenpå igjen!

Varm kram1 fra meg!

Kjære Anisa
Du har ikke levd et enkelt liv. Det du har oppnådd har du måttet kjempe for. En slik kamp kan gjøre folk egosentrisk og bitter. Det er det jeg beundrer hos deg: Du har greid å gjøre lærdom ut av dine vanskeligheter og i tillegg deler du den lærdommen med andre mennesker som er langt nede og virkelig trenger det. Jeg er en av de som alltid har nytte av din kunnskap. Tusen takkkram1

Kjære Anisa
Jeg føler med deg, har erfart hva hypothyreosen gjør med arbeidsevnen, men så trenger man ikke alt det andre på toppen av det hele.

Det hender man hører historier her i landet også om ligningkontorene. Jeg får inntrykk av at det er forskjellig fra sted til sted. Men det hjelper jo ikke deg.

Freelance--her heter det vel at man har et enkeltmannsforetak, men det fins jo freelance også som begrep. Men uansett så er man jo avhengig av at man får lov å ha og bruke sitt organisasjonsnummer.

Jeg skal sende en bønn oppover til himmelen ang. deg.

Jeg selv har en jobb å gå til, bank i bordet, men vi har store problemer med vår gamle mor, hun har slått seg vrang kan man vel si og hun har jagd advokater på oss. Og det koster skorta, men det er jo meningen fra henne. Og alt pga ting hun innbiller seg. Nok om det.

Hilsen
Nora

Kære Anisa tro2

Det er umenneskeligt det du har gået igennem og det kræver en unik styrke og en stædighed der sjældent ses at holde modet oppe og ikke give op.
Du besidder den styrke Anisa.
Du er altid fantastisk til at yde støtte, henvise til saglig dokumentation og din formulering, når det er påkrævet med et kærligt spark bagi, er guld værd xx9
Jeg ønsker for dig at lykken vender og vil skinne ned over dig - det fortjener du.

KRAM tro1

Cirkeline, Blondie, Akas kram1 Ubeskriveligt, hvor meget jeg sætter pris på jeres tilbagemeldinger. Tak. kram1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av nora

Jeg skal sende en bønn oppover til himmelen ang. deg.

---

Tak, tak og atter tak, Nora kram1 Håber du orker sende bønnen oppover en måneds tid endnu.

Regner med at sagen skal løses inden april, ellers går den ny kontrakt tabt. Tænk, at man skal kæmpe om at få lov til at forsørge sig selv, og dette i disse tider, hvor staterne bliver ved med at skære ned og den konservative public opinon hele tiden peger fingre af "samfundsnassere" dvs. alle os som af vanvare er kommet til at miste helbred eller jobbet...

Jeg har nu udarbejdet et skriftligt og smukt "tilbud" til SKAT, hvor jeg beskriver hvad jeg rimeligvis kan leve op til og indenfor en tidsramme, der ligger indenfor en rimelig synsvidde dvs. afvikling af skatterestance vil ske i et tempo, selv en bank ville stille sig tilfreds med. Så når det er acceptabelt for et pengeinstitut bør det også være acceptabelt for SKAT - forudsat at jeg kan beholde mit cvr-nummer og dermed indtjeningen. Jeg har lagt et slagplan!

Jeg har udbedt mig et hurtigt skriftligt og bindende svar inden 14 dage, og i tilfælde af afvisning - skal lovhjemmel for afvisningen anføres i SKAT's svar. Dernæst vil jeg enten søge om fri process eller søge efter sponsorer til et søgsmål mod staten, hvor jeg vil kræve erstatning for årelang tørt og svie, samt for tabt arbejdsfortjeneste for alle årene frem til pensionsalderen. Det bliver en præcedens-sag der vil give genlyd over det ganske land, da omkring hundrede tusinder danske freelancere er udsat for samme unuancerede skatte-vilkår som jeg, hvor enkeltpersoner behandles som de var store virksomheder. I givet fald får jeg også god tid til at forfølge sagen.... Denne gang slår jeg mig ikke stiltiende til ro - hypothyreose eller ej!

Det er utroligt, at man skal kæmpe for at forsørge sig selv... fordi SKAT hellere bruger ressourcer på enkeltpersoner, samtidigt med at 3 ud af 4 danske virksomheder betaler ikke selskabsskat og over 400 hovedrige velhavere, er afsløret i at have ført milliardbeløb ud af landet og til skattely i udlandet. Det er helt OK og SKAT accepterer det. Men en beskeden hypothyreot som jeg skal derimod forfølges med alle midler SKAT har til rådighed og for et latterligt lille beløb, jeg selv er parat til at betale ved at tjene pengene først. Hvis jeg får lov... ikkemig1

Kjære Anisa hjerte1

Jeg blir ganske forferdet over hvordan dette systemet fungerer. Ønsker deg all lykke til!!! Har tenkt på deg flere ganger og lurt på hvordan det har gått med jobbsituasjonen din. Godt at du orker å ta opp kampen. Har du vurdert å gå til media? En belastning å gjøre det, men med trykk fra media vil kanskje beslutningstagerne bli påvirket?

Klem fra meg kram1

Vil give Rufus ret i at medierne plejer at blive hørt når menigmand bliver overset og ignoreret. Det er et vanvittigt system du er havnet i Anisa og jeg ville gribe fat i alt hvad jeg kunne.
Det var dejligt at læse at du har taget kampen op - du er stor inspiration smilja1

Hei Anisa! hjerte1

Jeg har tenkt så mye på deg etter at jeg leste din historie. Hvordan går det? Har du fått en avklaring med skattemyndigheten?

Ville bare gi deg en klem mens du venter på at april skal komme! kram1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Rufus

Jeg blir ganske forferdet over hvordan dette systemet fungerer. Ønsker deg all lykke til!!! Har tenkt på deg flere ganger og lurt på hvordan det har gått med jobbsituasjonen din. Godt at du orker å ta opp kampen. Har du vurdert å gå til media? En belastning å gjøre det, men med trykk fra media vil kanskje beslutningstagerne bli påvirket?

---

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Cirkeline

Vil give Rufus ret i at medierne plejer at blive hørt når menigmand bliver overset og ignoreret. Det er et vanvittigt system du er havnet i Anisa og jeg ville gribe fat i alt hvad jeg kunne.
Det var dejligt at læse at du har taget kampen op - du er stor inspiration smilja1

---

Rufus og Cirkeline (og andre) kaer1

Siden ingen længere ved, hvem ejer bladhuse og der handles via en skov holdingsselskaber og fonde - blev vores frie presse ganske u-fri. Der er undtagelser, men stort set fravælger mange aviser de politisk ubekvemme emner, hvis det ikke passer i Bestyrelsernes politiske observans. Tillige debatklima i aviserne er blevet grov og så "svinehundsk", at jeg vil ikke udsætte mig for at blive "obduceret" i fuld offentlighed pga. denne sag. Jeg har gjort noget andet indledende: der er blevet stillet i Folketingssalen et §20 (tror jeg det hedder) spørgsmål til (skatte)minister om sagen principielt. Han er forpligtet med at svare og jeg bare ved at han vil sno sig, men det håber jeg næsten at han gør, idet i så fald skal der ryddes op politisk, så den danske SKAT-myndighed ikke skaber flere sociale klienter ud af ganske selvhjulpne skatteborgere. At skåne statskassen for unødvendige udgifter burde være mindst lige så vigtigt som at hente penge til den, men sandheden er, at SKAT misbruger andre samfundets kasser til at fremme egne interesser - ikke som en samfundsbevidst skattemyndighed, men som en ganske almindelig institution/arbejdsplads med effektivitetsmålinger, budgetter osv. der vil vise hvor dygtige de er til sit job, uanset at regningen for det sendes til andre ministerier/kasser.

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av akas

Jeg har tenkt så mye på deg etter at jeg leste din historie. Hvordan går det? Har du fått en avklaring med skattemyndigheten? Ville bare gi deg en klem mens du venter på at april skal komme!

---

Her falder ethvert klem på et tørt sted. Takk Akas kaer1 Nej, der er ikke kommet noget svar endnu, så jeg bare fortsætter som intet (skidt) kan hænde. Det koster noget at opretholde sindsroen, men derfor sidder jeg ikke bare og venter på nogen "nåde". Hvorfor skulle jeg også det? Jeg har i årevis gjort mit allerbedste og prisen var tårnhøj. Så høj, at jeg ikke længere vil affinde mig med det skidt mere... Jeg er derfor begyndt at søge efter sponsorer i lukkede erhvervsfolk-grupper, til at dække omkostninger ved en principiel sag jeg vil trække SKAT i retten for, såfremt SKAT's fremtidige handlinger medfører tab af forsørgelsesgrundlag og tabt arbejdsfortjeneste i årene fremover. Jeg tror selv, at SKAT er kommet til at fange sig selv i sine egne "interne" kutymer og nu ved de ikke, hvordan de skal slippe ud af det... uden vel at mærke at komme til at fremtræde som misbrugere af offentlige midler. Det bliver interessant at se, hvad der sker (hvis mine binyrer ikke sætter ud af at holde "stress-skansen" :mrgreen:).

Det er blevet en eeeenorm "off topic" i forhold til temaet "På arbejde med lavt stofskifte", men heldigvis kan jeg give mig selv lov til det, da det er min egen tråd. :lol:

Kære Anisa tak fordi du har overskud til at give en tilbagemelding om status for dig tro2
Hvad blev der af den frie presse opgiv1......KORS HVOR ER JEG NAIV desp2
Den §20 til skatteministeren glæder jeg mig til at høre mere om xx2 Efterhånden kan min tiltro til velfærdsstaten ligge på et meget lille sted - det kan hurtigt blive en fælde for ærlige og retsbevidste borgere - det er virkelig noget skidt.
Anisa hvis jeg havde haft penge til det, ville jeg med glæde dække dine udgifter - men sådan er min verden desværre ikke indrettet - har været sygemeldt for længe og fået fyresedlen. Men med det drive du har, er jeg mere end sikker på at du finder de rette mennesker, som kan se uretfærdigheden i din sag og som med glæde vil dække udgifterne.
Jeg krydser fingre for dig og sender gode tanker til dig xx4

Kærlig hilsen
Cirkeline
fanx:

Grum historie. Især det her med, at det skal være så svært at få lov at klare sig selv. Men jeg synes, det lyder til, du ikke er medlem af en a-kasse, Anisa? Det giver da ellers flere muligheder for at klare skærene...

Held og lykke med skatten. Meget mærkeligt, at de bruger så meget krudt på så små sild.

vink11 Nielsigne

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Nielsigne

Men jeg synes, det lyder til, du ikke er medlem af en a-kasse, Anisa? Det giver da ellers flere muligheder for at klare skærene...

---

Tak Nielsigne hjertflag1 Nej, ikke A-kasse. Den måtte jeg fravælge allerede for mange år siden, da det har vist sig at man ikke er dagpengeberettiget før man har afmeldt sit CVR-nummer OG kan dokumentere frasalget af alle redskaber, bil osv. og først når pengene fra frasalget er spist op og man ikke længere ejer en rød reje, kan man få sine dagpenge. Derudover får man karantæne i 5 år, før man kan tilmelde sig CVR-registret igen, dvs. man i realiteten ikke kan blive selvstændig igen, hvilket tiderne og min alder taget i betragtning er ensbetydende med arbejdsløshed på livstid. vedikke1

For selvstændige kan A-kasse kun betale sig med henblik på at opnå retten til efterløn eller når man opgiver forretning. En midlertidig arbejdsløshedsunderstøttelse for selvstændige findes de facto ikke. kednej1

Nej, undskyld, det med CVR-bøvlet havde jeg svedt ud :mrgreen:

Men så en anden forsikring da? Der findes da forsikringer af den slags, jeg kan bare ikke lige huske, hvad de hedder ... Vender tilbage, hvis jeg finder noget brugbart :)

At man også skal af med alle pengene fra salget anede jeg ikke. Har kun hørt, man skulle sælge alt, der hører til ens virksomhed, men altså ikke, at man skulle miste alt?! Som dagpengemodtager har man da lov at eje noget. Jeg ejer fx min bolig sammen med min mand, og vi har haft den i årevis gennem år med studie og arbejdsløshed og projektarbejde og jeg ved ikke hvad. Og der ville da ikke ske noget med mine dagpenge, hvis vi solgte boligen. Hvorfor så, når pengene er fra salget af en virksomhed - når ejeren nu en gang var den, der ejede den ... og var den, der fik den til at være noget værd? Kan du ikke lige smide et link om den side af sagen? Det lyder jo helt skørt.

chokx: Nielsigne

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Nielsigne

At man også skal af med alle pengene fra salget anede jeg ikke. Har kun hørt, man skulle sælge alt, der hører til ens virksomhed, men altså ikke, at man skulle miste alt?! Som dagpengemodtager har man da lov at eje noget. Jeg ejer fx min bolig sammen med min mand, og vi har haft den i årevis gennem år med studie og arbejdsløshed og projektarbejde og jeg ved ikke hvad. Og der ville da ikke ske noget med mine dagpenge, hvis vi solgte boligen. Hvorfor så, når pengene er fra salget af en virksomhed - når ejeren nu en gang var den, der ejede den ... og var den, der fik den til at være noget værd? Kan du ikke lige smide et link om den side af sagen? Det lyder jo helt skørt.

---

Hej Nielsigne (og andre venlige sjæle) hjerte1 Jeg har postet svar på dine spørgsmål her https://www.stofskifteforum.dk/showthread.php?t=13650 - for ikke at rode mere med denne tråd, end jeg har allerede rodet den til. Men ellers er det korte af det lange, at jeg for tiden er ved at samle kræfterne til at stille samfundet et ultimatum og lader det være op til samfundet, om jeg fortsætter med at være selvforsørgende, eller om jeg skal på offentlig hjælp, såfremt samfundets krav fortsat bliver at jeg skal øge min indtjening med brutto 75% for at kunne afvikle restskat-2008 over maks. 10 måneder. Øge indtjeningen? I disse krisetider? Med hypothyreose i 33 år? I en alder af snart 60? :mrgreen:

Mig bekendt er det grotesk, at samfundet har indrettet sig, så det selv skal betale for sine egne, urealistiske krav, men nu har jeg forliget mig med tanken, der næsten ellers har "dræbt" mig i de forløbne 2 år. Nok er nok! Det vil jeg ikke være med til mere og så må samfundet punge ud, når samfundet ikke vil lade mig selv løse problemet, på de betingelser som både krisen og forholdene på arbejdsmarked selv dikterer, og som jeg ingen indflydelse har på.
Til marts fylder jeg 60, men allerede nu sætter jeg en stopper for at lade dem presse mig yderligere! Såååååådan! xx8

Det er så mye hjerteskjærende å lese i denne tråden, og du er så utrolig sterk Anisa, som aldri lar deg knekke. hjerte1 Jeg vil bare ønske deg alt mulig hell og lykke i denne saken.

Jeg har jobbet i nesten 30 år i Skatteetaten, og føler skam på etaten sine vegne i denne saken. Jeg vet ikke så mye mer å si om det.

Stor klem fra meg. kram1

kram3

En liten opdatering med en frisk nyhed: Jeg har vundet den første runde (af to), og dette uden at benytte de sædvanlige "procedurer". Dem lod jeg fuldstændig hånt om! I stedet har jeg taget fat i denne sag på en yderst ukonventionel måde, og vil efterfølgende bruge mit eksempel til at ændre den eksisterende praksis, hvor SKAT inddriver freelancer'e uden hensyntagen til kosteffektivitet. Det kan ikke være meningen, at omkostningen (for samfundet) kan blive over en million dkr for ikke at kunne inddrive f.eks. 100.000 dkr. Det skal blive løgn, skal det!

Tilbage står runde nr. 2. Det er lige op over, men uanset hvordan den ender, er jeg nu klar til at hente mit liv tilbage. Ikke en nerve i kroppen dirrer, is i maven og ophøjet, indre ro - SÅ afklaret er jeg, og tilbage står jeg med opgaven, at "pakke" mig selv ud igen, af denne tætte krop-og-sind-klump jeg har pakket mig sammen til, for at spare på kræfterne og for at bevare fokus og koncentration på denne sag. En strategisk limbo. Det var kun her på forummet, at jeg af og til har kommunikeret med andre mennesker det sidste års tid. Al anden kontakt blev suspenderet, selv om der er ikke gået en eneste dag, uden at jeg har tænkt på mine forumvenner her. hjerte1

Jeg ved ikke hvor længe det varer, før jeg er tilbage i mit gamle "jeg" igen. Måske bliver det et andet "jeg" end før? Det ved jeg ikke, men jeg ved dog, at jeg har ikke givet køb på mig selv som menneske, og jeg har ikke mistet evnen til at kramme - i det fysiske liv hvor jeg er, og ej heller i det virtuelle, her på forummet. Og selv om jeg har gennemgået meget uret, og måtte deale med mange urimelige udfordringer - føles det dog så ofte som vand i sammenligning med, hvad de fleste her har måttet leve med, og har overlevet med ære i behold. En ubetinget RESPEKT til dig, som læser disse ord! Tak skal du have! Der er ikke ord nok i hele den ganske verden til at beskrive, hvor stolt jeg er af mine forumvenner her, og hvor taknemmelig jeg er for at du er til! hjerte1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Selv om det lyder skræmmende - skal alle "nybagte" syge af hypothyreose være klar over, at hellere blive skræmt endnu mens tid er, slå i bordet og kræve en effektiv behandling, end først at blive skræmt til ingen verdens nytte, når det er for sent!

---

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av sonja

Vi burde ha samlet mange slike historier og utgitt dem i en bok!

---

Det er en seriøs opfordring. Skriv din historie, uanset på norsk, svensk eller på dansk. Vi kan udgive slike historier samlet i en slags antologi, uden høje omkostninger, som print on demand.

Det kan virkelig rykke i "Den Offentlige Mening", hos venner og familier, hos arbejdsgivere og hos arbejdskolleger eller andre mennesker, vi kommer i berøring med! xx9

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Jeg ved ikke hvor længe det varer, før jeg er tilbage i mit gamle "jeg" igen. Måske bliver det et andet "jeg" end før?

---

Uanset hvor meget af dit gamle "jeg", som du tager med dig til dit nye "jeg", så bærer du altid dit store hjerte med dig hjerte1

Du er så stærk Anisa - STOR inspiration for mig. Tak for at du deler hvad du går igennem lige nu - jeg krydser fingre for dig og sender gode tanker din vej og håber at alt falder udtil din fordel - det fortjener du virkelig kram3

Jeg er glad på dine vegne, Anisa, at du nå er i ferd med å få orden på økonomien, og i det bildet ligger jo også hvordan det offentlige ser på deg som freelancer. Dette er gode nyheter! Det er tøft nok å slite med sykdom, men det verste er jo at for mange følger så mye med i kjølvannet av å være syk: en ødelagt økonomi, tap av venner, tap av bosted i verste fall, brudd med ektefelle, tap av jobb osv. Listen kan være en lang og trist vei i en spiral som går nedover. Livet går helt fra hverandre for mange.

Dette forumet har hjulpet meg til å tenke rundt det å ha en kronisk lidelse. Ikke bare å være en passiv pasient som av og til kom på legekontoret, slik som før. Men vurdere det legen sier. har han rett? Kanskje. Muligens oppdage at legen tar feil. Vurdere det jeg leser i bøker. Er det sant? Stemmer det? Er det slik det fungerer for meg?

Jeg liker meningsutvekslingene her, de kunne for min del vært enda mer fargerike og forskjellige, jeg liker at vi kan være uenige. Jeg liker at du kommer med temperamentet ditt, Anisa, og av og til er sinna når vi glemmer hva vi har lært. Ikke minst har jeg satt pris på all kunnskapen du deler med oss andre. Den er ikke helt liten....

Mange klemmer (knus) til deg hjerte1

Så utrolig gode nyheter fra deg Anisa! kram1 Jeg er så veldig glad på dine vegne, og det er så fint å lese at det er mulig å vinne seire i kampen mot det offentlige. Det gir håp til andre som kjemper slike kamper. Stor respekt til deg for hva du har oppnådd så langt. hjerte1 Jeg vil tenke på deg og krysse fingre for deg i fortsettelsen. Takk for at du deler dette! hjerte1

Anisa, du er et flott menneske, veiledningen og støtten jeg fått av deg betyr utrolig mye for meg. Du har fantastisk mye kunnskap. fanx: Du er en knupp, håper du får ordnet opp i dette, stå på xx9. Ønsker med andre ord allt godt til et godt menneske trost1 Kryddan