Gladmeldinger, anyone?

[Yvette]

Hei Rufus Jeg ble frisk etter at jeg skiftet til Westhroid. Føler meg ikke stoffskiftessyk i det hele tatt, (bank i bordet!), men jeg befinner meg på forumet allikevel. Kanskje fordi jeg er så frisk er jeg ikke så mye å se.

Var en tankevekker du kom med!

[baremei]

Hei Rufus Jeg ble frisk etter at jeg skiftet til Westhroid. Føler meg ikke stoffskiftessyk i det hele tatt, (bank i bordet!), men jeg befinner meg på forumet allikevel. Kanskje fordi jeg er så frisk er jeg ikke så mye å se.

Var en tankevekker du kom med!

Burde jeg fått med meg det? At du er blitt så bra? Kan ikke huske å ha sett noe om det?

Men så bra! Det var skikkelig hyggelig å høre.

For dere som ikke har forhistorien: det sto slett ikke så bra til med damen, selv om hun påstår at andre hadde det mye verre.
Korriger meg hvis jeg tar feil.

[Yvette]

For dere som ikke har forhistorien: det sto slett ikke så bra til med damen, selv om hun påstår at andre hadde det mye verre.
Korriger meg hvis jeg tar feil.

Neeei baremei - var den forbaska vektøningen som plaget meg mest. Og forferdelige skjelvinger på Levaxin, men alt er stort sett på plass nå. Eller så er jeg rammet av hukommelsestap. Ikke utenkelig. Men har i alle disse årene greidd å opprettholde et rimelig bra treningsnivå, så jeg føler meg heldig i så måte.

[Anisa]

Og her kommer det inn at forumet da kan bli mer "belastende" enn oppløftende på nåværende tidspunkt. Jeg skulle ønske jeg naturlig kunne dele min glede her inne over de positive endringene de siste årene har gitt, likeså de negative. Men på et vis er man redd for å komme med gladhistorier på et forum mange støtter seg til nettopp fordi livet er trøblete.

Det føles "feil" og snakke om glede ved trening, vektnedgang, den gode mestringsfølelsen, takknemligheten, lykkerusen, min barnslige glede over å kunne gå igjen. At jeg faktisk går og går og gleder meg over hvert skritt jeg tar . Men slik er det, men det føles som om det ikke hører hjemme her.

Det er rigtig... at det vil virke "forkert" at skrive om positive erfaringer (der vil virke enten irettesættende = "tag dig sammen"), eller malplaceret i et emne-forum ("Lavt stoffskifte"), hvor der skrives mest om store problemer med sygdommen, ofte ud fra direkte desperate vinkler. Der har før været (få) tråde, der har virket som en rød klud på de forpinte, når en heldig, optimistisk bruger ville dele af de måder, vedkommende havde forvaltet sit liv med sygdommen på.

Når man har det rigtig skidt, og plagerne vil ingen ende tage, ingen gider lytte til een, undtagen her på Sonjas - kan det ske at solstrålehistorierne blandet sammen med de sorgerlige - faktisk jager både de positive OG de forpinte væk, idet ingen af parterne føler, at der bliver lyttet til det man gerne vil fortælle. Så er det kun godt, at skille disse to modpoler ad fra hinanden og på denne måde reelt yde retfærdighed og respekt, på lige fod, til hverandre, som baremei også selv skriver....

Jeg skal foreslå et underforum til: Gladnytt!

Så kan vi øse ut av oss når det går bra; dem som vil deppe kan la være å lese, dem som ikke orker akkurat nå vet at det er der til senere bruk, og dem som vil se at det går an kan titte innom og glede seg med andre og satse på at bedre tider kommer.

Hmm.. lige det med at "ville deppe" er nok ikke et helt heldigt udtryk... Tror ikke at nogen vælger frivilligt at være deprimeret... Men det er nok kun en talemåde(?).

Og at en håndfull "eksperter" har skrivekløe bør ikke stoppe noen.

Gud skal have tak og lov for "eksperterne" jeg har mødt her på Sonjas. Uden dem havde jeg i dag været arbejdsløs invalid uden fremtid og uden livslyst. Tror faktisk ikke, at der ville være noget "Sonjas" i dag uden disse eksperter... dengang og undervejs.

Men når vi så er blevet hjulpet og det går godt og bedre... er det meget rammende bemærket, at der er brug for det rette sted, hvor solstrålehistorierne hører naturligt til, og hvor ingen føler sig truffet af glade beretninger, mens man selv (endnu) ikke har lignende godt at berette om. God idè.

[baremei]

Hmm.. lige det med at "ville deppe" er nok ikke et helt heldigt udtryk... Tror ikke at nogen vælger frivilligt at være deprimeret... Men det er nok kun en talemåde(?).

Det er en talemåte her i Norge, ja. Å "ville deppe" er ikke det samme som å være medisinsk deprimert eller å ville være syk, det er mer en slags "idag orker jeg ikke, gidder ikke, vil ikke" sinnsstemning.

[Anisa]

Det er en talemåte her i Norge, ja. Å "ville deppe" er ikke det samme som å være medisinsk deprimert eller å ville være syk, det er mer en slags "idag orker jeg ikke, gidder ikke, vil ikke" sinnsstemning.

Man lærer hele livet, gudskelov. I Danmark ville dette udtryk blive opfattet som, at man lader stå passivt til og opgiver på forhånd.

Et forslag: Et godt emne til et Nyhedsbrev fra forummet - en opfordring til dem, der har opnået fine resultater af behandlingen - uanset hvilken - til at poste deres egne, gode beretninger her.

Det sker jo ofte, at man først opsøger netstederne når man er dårlig og har brug for hjælp. Og når man først er blevet bedre - glemmer de at tænke på, at deres gode erfaringer er der hårdt brug for, samme sted, for dem, der endnu ikke er nået så langt og har brug for at blive mindet om "lyset for enden af tunnelen".