Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

5. Har man sagt Magnesium, må man også sige Calcium

Magnesium (Mg) og kalcium (Ca) står i samme spalte i Det Periodiske System. Denne skematiske opstilling af grundstofferne er formuleret i overensstemmelse med deres indbyrdes forhold og værdier som vægt og struktur. Her står Magnesium og Calcium i samme spalte, og det betyder at deres ydre struktur er meget ens.

Det er i første række denne struktur, der afgør et grundstofs kemiske egenskaber. Grundstoffer med ensartede ydre strukturer vil naturligvis søge at danne samme slags forbindelser [40]. Her kan de indtræde i de samme positioner, altså erstatte hinanden - eller fortrænge hinanden, afhængig af hvilket synspunkt man anlægger. Disse forhold medfører både fordele og ulemper. Selén (Se) kan erstatte svovl (S) i de svovlholdige aminosyrer, hvilket giver os mulighed for at fremstille aminochelerede selénsalte til kosttilskud. Unægtelig en fordel!

Men i tilfælde af mangel på zink (Zn) kan kadmium (Cd) indtage den plads i organismen, som zink har ladet stå åben. Og da har vi en svær tungmetalforgiftning [42]. Unægtelig en ulempe! I begge tilfælde er den kemiske mekanisme den samme. Når livsvigtige grundstoffer optræder i sådanne forhold, bliver det altafgørende at man er i stand til at opretholde en fin balance. Organismen stræber mod denne balance, men magter den ikke altid; specielt ikke når et grundstof er i overskud eller et andet i underskud.

Det er et problem, vi i vor tid ser i balancen mellem natrium (Na) og kalium (K). I kroppen som helhed bør K/Na-balancen være 2:1. Men vi spiser for meget natrium - i form af salt (natriumklorid = NaCl) i forhold til for lidt kalium (for lidt friske grønsager og frugt). Natrium bør dominere i blodplasmaet og kalium inde i cellerne. Men på grund af natrium-overskud i organismen, gør natrium sig også gældende inde i cellen, røver faktisk kaliums plads og blokerer for kaliums funktioner.

En anden og medvirkende årsag til dårlig Kalium/Natrium-balance er, ak ja! - magnesiummangel. Kalium kan ikke optages og fungere i cellen uden at tilstrækkeligt magnesium er til stede i vævene. Når lægerne giver vanddrivende midler til hjertepatienter supplerer de med kalium, da de vanddrivende midler fjerner kalium fra organismen. Imidlertid fjerner de også magnesium, der hos hjertepatienter i forvejen er i underskud.

Det stadig faldende magnesium gør at kalium i stadig mindre grad optages. Lægebehandlingen medfører derfor, at hjertepatienten - trods kaliumtilskud - mister stadig mere både kalium og magnesium og i realiteten i tidens løb får det betydeligt værre end hvis vedkommende slet ikke var blevet behandlet [41]. Kalium/Natrium-dysbalance i sig selv fører som bekendt til en lang række lidelser - blandt andet højt blodtryk, ødem og depressioner.

I forholdet mellem kalcium og magnesium får vi let et tilsvarende problem [38]. Problemets løsning er den naturlige balance, som organismen er i stand til at opretholde på en sund kost frembragt i et økologisk ligevægtigt og sundt miljø. I denne ligevægt samarbejder Magnesium og Calcium om en lang række funktioner. Men ophører denne idealtilstand, kan problemet antage flere former. En er: For lidt af både kalcium og magnesium. Dette er ikke usædvanligt. Og en anden er: For lidt magnesium og forholdsvis for meget kalcium - som også er meget udbredt. For meget magnesium og for lidt kalcium ser ikke ud til at forekomme i naturen - ja, end ikke i kulturen.

Så spørgsmålet vi står med er: Får vi tilstrækkeligt magnesium til at afbalancere vort kalcium i et sundt nutrientsamarbejde? Og: Får vi for meget kalcium i forhold til magnesium, så denne nutrientbalance sættes over styr, og samarbejdet ophører?

Vi kan drage paralleller til forholdet mellem Natrium og Kalium, hvor Natrium infiltrerede cellerne på Kalium's - og hele organismens - bekostning.

Noget tilsvarende kan ske i spillet mellem Magnesium og Calcium. Magnesium har livsvigtige funktioner i cellevæggene og i cellernes indre funktioner. Hvis imidlertid Calcium i større udstrækning trænger ind i selve cellen erobrer disse svækkes cellevæggene og åbner sig for invasion af fremmede substanser. Men det værste er, at Calcium blokerer celleorganellerne (cellens "organer"/red.), herunder mitokondrierne, der er ansvarlige for cellens energiproduktion ved omdannelse af adenosindifosfat (ADP) til adenosintrifosfat (ADT). Kalciumblokaden reducerer energiproduktionen med - for eksempel - 50%.

Den mængde celleilt, der skulle have været brugt i den samlede energiproduktion, er nu til overs. Men ubrugt ilt er farlig! Den ilter og ætser og skaber frie radikaler. Cellens egne anti-oxidanter søger at neutralisere disse radikaler, men med en reduktion af energiomsætningen på 50% er der "sparet" så meget ilt, at anti-oxidanterne ikke kan hamle op. (Havde det kun været en reduktion på måske 5%, ville cellens egne anti-oxidanter måske have kunnet klare problemet.)

Frie radikaler opfører sig som en skovbrand. De aktiverer for eksempel organismens depotjern, der igen udløser kaskader af frie radikaler. Her har vi den centrale celluære årsag til, at jernoverbelastning er så farlig og - især, men langtfra udelukkende - er medansvarlig for den høje hjertedød i vort samfund. Uden ekstra store tilskud af anti-oxidanter hentet ind udefra - ikke tilstrækkelig i form af ernæring, men måske som kosttilskud! - kan cellen ikke hamle op med denne jernkatalyserede lavine af frie radikaler.

De frie radikaler vil også angribe cellens DNA, altså dens arvemasse. Den ændrede DNA vil skabe abnorme celler. Hermed dannes der en kim til cancer. Situationen var ikke opstået, hvis organismen ikke havde været overbelastet med kalcium og i underskud med magnesium. Jernoverbelastningen behandles med EDTA-chelering - se herom senere!

Der prædikes gevaldigt fra visse konventionelle organisationer for at få folk, og især kvinder, til enøjet at tage store mængder kalktilskud. Hvis magnesium ikke tilføres organismen sammen med kalcium og i den rette balance, er dette på kortere eller længere sigt direkte livsfarligt. Som gældende praksis er i den konventionelle behandling med dens generøse udbud af kalcium- og jerntilskud, er kalcium/jern forgiftning er ikke blot en distinkt risiko.

Det er allerede en udiagnosticeret lidelse hos tusindevis af mennesker. Den kommer ikke blot til udtryk som stendannelser - nyresten og galdesten, - men også som blandt andet hjerte/kredsløbssygdomme og knogleskørhed (osteoporose) og - cancer. Men først viser den sig som energisvigt og sygelighed, som degeneration, for tidlig alderssvækkelse og senilitet, immunsvigt og alle de dårligdomme, der forårsages af en eksplosiv produktion af frie radikaler.

Så derfor: Giv aldrig kalcium uden magnesium. Hvis der er tegn på magnesiummangel, så giv magnesium først. Kroppen kan ikke administrere kalcium, hvis den samarbejdende faktor magnesium ikke er tilstede. Derfor er mange tilsyneladende tilstande af kalciummangel i realiteten først og fremmest magnesiummangel.

Det klassiske eksempel herpå er knogleskørhed (osteoporose), hvor kalcium ikke lader sig organisere i en sund knoglestruktur, før tilstrækkelig magnesium er til stede.

Med andre ord: Under ugunstige forhold strides calcium og magnesium. Så er de modspillere eller antagonister, og både kalciumfunktioner og magnesiumfunktioner og talrige andre deraf afhængige funktioner i kroppen lider under denne krig. Under gunstige forhold samarbejder de til alles bedste.

Men selvfølgelig er de ikke alene om dette samarbejde. Talrige andre faktorer - vitaminerne A, samtlige B'er, C og K, grundstoffer som kalium, fosfor, zink, mangan, bor og andre - er med i samarbejdet. Enkelte af disse fremhæver sig især og et enkelt vitamin kræver speciel omtale. Det er vitamin B-6, også kaldet pyridoxin.