Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

Forord: den usynlige skov

Hvis nogen umiddelbart spurgte mig, hvilken ernæringsmangel der samtidig både er den mest udbredte og den mest oversete, ville jeg uden tøven svare Magnesiummangel. Dette ville nok forbløffe mange - tilmed også nogle af mine kollegaer i den alternative behandlerbranche. Men hvorfor denne undren?

Med magnesiummangel har vi et problem, der kan anskueliggøre det gamle mundheld: "Man kan ikke se skoven for bare træer".

Skoven er udbredt fordi magnesiummangel findes overalt især i den vestlige verden, ja, i realiteten i alle miljøer, der følger vestlig livsstil. Hvad der vokser i skoven - træerne - er alle de lidelser, som magnesiummangel forårsager eller er med til at forårsage. Disse mangelfølger viser sig oftest som meget alvorlige sygdomme. Det drejer sig om hjerte/kredsløbslidelser, muskelsvækkelse, knoglesvækkelse (osteoporose), nyresten, galdesten, væskeansamlinger (ødem), allergier, epilepsi, migræne, kramper, præmenstruelt syndrom (PMS), karpaltunnel syndrom og mange andre problemer. Magnesiummangel er også ofte en faktor i lavt blodsukker, vokseværk, cøliaki (hvedeallergi), sukkersyge, forstoppelse, muskelsmerter, kvalme, appetitsvigt (anoreksi), immunsvigt, svimmelhed, rystesyge, udmattelse, depression, irritation, synkebesvær, søvnløshed, overfølsomhed overfor lys og lyde, forhøjet og/eller uregelmæssig puls, irritabilitet, angst, morgenkvalme ved graviditet, angina pectoris og højt blodkolesterol. Et tegn på enten magnesium eller kalcium mangel er en positiv Chvostek reaktion. Det vil sige at man ved tapning af facialnerven fremkalder stærk smerte eller en voldsom spasme.

Vi ser lidelserne - vi ser ikke årsagen, magnesiummangel. Vi ser træerne, men vi ser ikke skoven. Magnesiummangel præger vort samfund så meget, at konsekvenserne af denne tilstand enten regnes for normale, fordi mangelen har dannet norm, eller man erkender ikke sammenhængen mellem denne mangel og de meget udbredte lidelser, som den forårsager.

Intet af det, der står i dette lille hefte, er særligt nyt. Årvågne behandlere har i årtier kendt til disse forhold og har brugt deres viden og indsigt i patientbehandlingen med stor succes.

I forskningen er sammenhængen mellem mangel og lidelser faktisk erkendt for længe siden. Allerede i begyndelsen af dette århundrede fandtes mange af disse informationer, og de blev udbygget og bekræftet gennem talrige senere undersøgelser.

Men stadigvæk er der alt for få, der kan se skoven, eller kan se, at træerne har noget med skoven at gøre. Og for næsten hundrede procent af landets sygdomsbehandlere, nemlig lægerne, der totalt monopoliserer den offentlige sygdomsbehandling, er både skoven og træerne totalt usynlige. Er denne blindhed naturlig for denne faggruppe, eller er den forårsaget af en slags hypnose? Dette spørgsmål melder sig påtrængende, da det jo især er dette ortodokse kartel, der har imprægneret sig selv mod netop den information, som det er deres pligt at erhverve sig og bruge til gavn for folkesundheden og patientbefolkningen. De få, der har den rette indsigt, kan ikke gøre sig gældende i den offentlige sundhedssektor. Eller burde vi måske kalde den: sygdomssektor? Det ville være en mere rimelig betegnelse, når vi ser på konsekvenserne af dens aktiviteter.

For denne holdning i det etablerede offentlige system medfører ikke blot, at tusindevis af patienter bliver fejlbehandlet. I stedet for at få de ernæringsfaktorer, der ville ophæve de mangeltilstande, de lider af - altså, få tilfredsstillet deres sult - bliver de medicinforgiftet med syntetiske kemikalier - tilmed til høje priser.

Patienter med de nævnte lidelser er særlig udsatte for at blive medicinforgiftede. Nogle af de sværeste medicingifte bruges nemlig på patienter med epilepsi, depression, migræne, allergier, højt blodkolesterol og hjerte/karsygdomme. For mange af disse patienter er forløbet: - bliv syg, bliv lægebehandlet, bliv forgiftet, bliv sygere, bliv endnu mere lægebehandlet, forgiftet, sygere og fattigere - og så videre. For ikke blot er medicingifte dyre, men lægerne lider også af en udtalt aversion imod billige, simple og naturlige løsninger.

Jeg erindrer således for nogle år siden, at en læge havde en stakkels lille epileptiske dreng med vokseværk, uregelmæssig puls og forstoppelse som patient. Da vi alle tilhørte samme bekendtskabskreds, dristede jeg mig til at bemærke overfor lægen, at en daglig knivspids magnesiumklorid i et stort glas vand sammen med saften af en halv citron kunne gøre underværker. Det var den slags primitive, men billige og faktisk effektive midler vi måtte ty til dengang. Men lægen så mørkt frem for sig, rystede på hovedet og afleverede i en nærmest bebrejdende tone den udtalelse, der i mange år gav ekko i mit sind: "Den slags kan vi skam ikke skrive recept på."

Konsekvensen af, at man ikke kunne skrive recept på den slags, blev at drengen fik epilepsimedicin, der dels gjorde ham så sløv, at han ikke kunne følge med i skolen, dels forsinkede og komplicerede hans seksuelle udvikling. Mod forstoppelsen fik han afføringsmidler, og mod den uregelmæssige puls fik han hjertemedicin, som han ikke kunne tåle. Mod vokseværk fik han ingenting, og det fortsatte han med at lide af i invaliderende grad. Jeg så ham senere, og da var han en opsvulmet blegfed teen-ager med et alkoholproblem. Jeg spurgte ham så, hvad lægen sagde. Lægen havde sagt, at nu var det på tide, at han (patienten, altså!) begyndte at tage sig sammen.

Dette fandt sted for år tilbage. Men jeg ser stadig ingen radikal ændring i dette offentligt iscenesatte behandlingsidioti, hvor den slags regelmæssigt sker, og hvor patientens eneste rolle, indtil han eller hun segner om, synes at være malkekvæg for medicinalindustrien.

Dybest set er alle vitaminer og mineraler selvfølgelig lige væsentlige, fordi svær mangel på enhver nutrient vil få alvorlige, ja, fatale følger. Magnesium er således udfra denne synsvinkel ikke vigtigere end enhvert andet mineral. Men udfra en anden synsvinkel - den store magensiummangel i samfundet og konsekvenserne heraf - kan man fremhæve magnesium som meget vigtig, og det er netop baggrunden for dette lille skrift.

Men da alle nutrienter - mineraler og vitaminer - samarbejder, og da ingen af dem kan undværes i dette samarbejde, er det væsentligt, at man ikke bruger magnesium i sygdomsbehandlingen som et enkeltmiddel på samme måde som man bruger en medicin. Magnesium kan ikke fungere alene. Magnesium kræver sit miljø af andre nutrienter, ligesom de andre nutrienter kræver magnesium for at fungere.

En af de væsentligste nutrienter i samvirket mellem magnesium og dets øvrige samarbejdsmiljø er B-vitaminet pyridoxin, i daglig tale kaldet B-6. Igen må det påpeges, at B-6 selvfølgelig funktionelt ikke er mere eller mindre væsentligt end ethvert andet B-vitamin. Så betegnelsen "væsentlig" i denne sammenhæng gælder B-6's særlige funktion i forhold til magnesium og også det forhold, at det - på samme måde som magnesium - så ofte mangler eller er i underskud.

Veluddannede behandlere er vant til at styre deres behandlingsprogrammer efter reglerne for samvirkende ernæringsterapi. Grundreglen er ganske simpel: Organismen skal så vidt mulig tilbydes samtlige nutrienter samtidig for at garantere, at ingen faktorer i det biokemiske samarbejde mangler. Derfor giver man patienten et bredspektret kosttilskudsprogram indeholdende rimeligt store doser af nutrienterne.

De behandlere, der arbejder med sådanne basisplaner, vil selvfølgelig ofte iagttage i løbet af behandlingsforløbet, at basisplanen ikke altid er tilstrækkelig.

Individuelle patienter vil have individuelle behov ofte dikteret af ekstreme mangler på enkelte nutrienter. Min egen erfaring, der også regelmæssigt bekræftes af andre, er at disse ekstra behov i første række næsten altid gælder 3 nutrienter: Vitamin C, zink og - især - magnesium. Netop her viser det sig altså igen, hvor stort behov mennesker i vort samfund har for magnesium.

I de lande i verden, hvor forskningen i nutrienter er mest avanceret, ser man da også, at mængden af magnesium i almindelige kosttilskud i de senere år gradvis er blevet øget ganske betydeligt. Der er her - som vi senere skal komme nærmere ind på - tale om en ændring af balancen mellem kalcium og magnesium.

Hvor kalcium tildligere var i overvægt er balancen i dag i takt med erkendelsen af magnesiums betydning i mange produkter blevet radikalt ændret. Ikke blot er kalcium og magnesium blevet mere jævnbyrdige og gives i næsten lige store doser, men faktisk er man i nogle kosttilskudspræparater gået over til at give mere magnesium end kalcium.

NB: Oprindeligt blev magnesium på dansk kaldt magnium, og denne staveform er stadig vidt udbredt. I de senere år er man i medicinal- og også i helsekostbranchen gået over til praktisk talt udelukkende at benytte betegnelsen magnesium.

Det har undertiden medført forvirring og misforståelser. Men i dag må man konstatere, at betegnelsen magnium er blevet forældet, og at grundstoffet på dagens dansk hedder magnesium - med samme stavning som på engelsk og tysk.