Det har jeg godt nok meget tit tænkt på, det der!

Jeg ville skrive om frivillighed i behandlingen (se fx i Patientrettighedsloven, som jeg ikke kan finde et ordentligt link til lige nu), om planøkonomien i henhold til Lægemiddelstyrelsen, om lægers dårlige og alt for korte uddannelse inden for området (læste et sted, at de kun får et par dages undervisning i stofskifteproblematikker, og det er da lige lidt nok i forhold til at afgøre liv og død for folk!), og så ville jeg skrive om alle de dårligdomme, der følger med lavt stofskifte og som koster samfundet kassen. Det sidste må man da kalde et paradoks, eftersom der trods alt er noget at gøre. Jeg tænker også på alle dem, der har subklinisk hypothyreose og får stemplet 'kronisk træthedssyndrom' samt de patienter, som lider af fibromyalgi, der kunne hjælpes med thyroid /t3. Det sidste er ganske frit efter hukommelsen, thi det står meget levende for mig, at der er folk med denne lede sygdom, som kan hjælpes med stofskiftemedicin, men man gør det bare ikke. Også her er den skide tsh i vejen.

Jeg ved ikke ... det er da nærmest en helt artikelserie, man taler om her? Eller ... I hvert fald er det indviklet og nuanceret, og det er tiden ikke til. Så det er ikke nemt. Men det afhænger af vinklingen.

Måske kunne man med fordel henvende sig til nogle politikere, der vel trods alt ville kunne se, at det på mange måder ville kunne betale sig at hjælpe folk. Og nu, hvor thyroid igen fremstilles i Glostrup, vil det jo være lidt svært for diverse læger at køre den der i stilling med, at det er så h...... farligt?!

Nielsigne