Følgende læste jeg på et andet site:

"Nu har jeg læst omtalte link.. Og jeg mangler altså stadig en fagmands ord for at motion kan skade mere end det gavner en stofskiftepatient.. Jeg er nok en af de patienter i DK, der har den højeste dosering af stofskifte medicin og der er ALDRIG en læge eller andet fagfolk, der har bedt mig passe på med motion.. Og det bruger jeg nu en del tid på..Så jeg ville da være lykkelig, hvis der er nogen der kender til andre eksempler end omtalte link.. Og gerne en udtalelse med en faglig ballast."

***

Så er det at jeg spørger: hvad er "fagmand", "fagfolk" eller "faglig ballast", der skulle kunne overtrumfe den himmelråbende mangel på indsigt i og viden om hypothyreose?

Og hvornår er det blevet "nok" at studere i 6 år og dermed erhverve sig magten (?) til at feje alt andet af vejen, end det man har lært sig til på lægestudiet?

Er det ikke det som er ulykken, at en flok unge mennesker hvis vigtigste stræben går ud på at skaffe sig højest muligt gennemsnit for at kunne komme på lægestudiet og.... dermed indbilder sig status som alvidende og selvtilstrækkelige dommere over alviden og en ubetinget, fejlfri ekspertise?

Jeg har mødt en gang en nydimitteret læge som har i den grad været lykkelig for at blive "ekspert" og kunne besvare svære spørgsmål med: "fordi jeg er læge, har jeg ret".

Er det ikke den farligste "fagmand" af alle - ham/hende der tror og lever for (og af), at h*n er ufejlbarlig og at lægeautorisation alene giver vedkommende rettigheder som ekspert?

Den slags "eksperter" kan ikke eksistere uden at patienterne i realiteten stoler på dem. Er det så lægernes eller vores (de tillidsfulde patienters) ansvar når det går galt?