Jeg fik diagnosen "myksødem" 2 måneder efter min fødsel

[Anisa]

Et praktisk spørgsmål:

Kan den psykiske påvirkning, jeg er ude for, være skyld i, at mit stofskifte ændres? Eller at jeg ikke reagerer så godt på Thyroid-S, som jeg plejer?

Jeg synes det har været svært at vurdere skidt fra kanel. Skyldes min træthed og manglende energi stofskiftet eller al det fokus jeg har på sagen om min søn?

Jeg får stadig kun målt TSH, T-T4 og T-T3, og TSH er stadig umålelig, men T-T4 er steget en del, og T-T3 er faldet fra 2.8 sidste år til 1.6 både i august og oktober. Jeg øgede dosis fra 3 til 4 grains mellem august og oktober, men kun T-T4 er ændret, fra 91 til 108.

Jeg har brug for al den energi og overskud jeg kan mønstre for at kæmpe kampene i statsforvaltningen, så er der noget jeg IKKE har brug for lige nu, så er det, at stofskiftet ikke leger med.

Jeg slås stadig både med ex'en og stofskiftet, som jeg synes bliver værre og værre.

Jeg har efterhånden helt mistet energien, arbejdet er svært (hårdt) at passe, jeg bliver konstant ramt af sygdom og jeg kan ikke huske fra næse til mund. Derudover er en af mine "gamle" plager vendt tilbage: følelseforstyrrelse under fødderne om morgenen.

Seneste måling af stofskiftet hos lægen har ikke ændret sig til det positive: TSH = umålelig, T-T3 1.6 og T-T4 110. Jeg trivedes langt bedre med en T-T3 i den høje ende.

Kan alt mit stofskiftehurlumhej skyldes at jeg befinder mig i konstant stress (endnu en tur i retten venter her i foråret), eller er der noget jeg overser? Er Thyroid-S blevet et "svagere" produkt? Jeg er nok ikke så flink med kosten, som jeg plejer, men stadig lever jeg altså ikke af junk og færdigretter. Jeg har ikke lyst til at hæve dosis umiddelbart, jeg ville hellere at min krop ville konvertere lidt bedre fra T4 til T3.

Hej FruS

Kan dine problemer med stofskiftet skyldes den konstante stress, du befinder dig i? I DEN GRAD!

Jeg har læst en hel del om stress i forhold til stofskiftet, ikke mindst omkring "overtræning", dvs. fysisk stress, men jeg blev hurtigt klar over, at fysisk eller psykisk stress er lige fedt - varer det længe, påvirker det hormoner og stofskiftet uanset om man "bare" overtræner, eller befinder sig i en langvarig følelsesmæssig krise.

Idet hjernen styrer både egne og kroppens fysiologiske og adfærdsmæssige reaktioner på det som sker, vil langvarigt stress påvirke hjernens "kemi" således at stress kommer til at "rejse" frem og tilbage mellem hjernen og det kardiovaskulære, immune, og andre systemer via kroppens nervebaner og ellers "endokrinologisk" via signalstofferne (neurotransmittere, hormoner). Ud over "flygt-eller-kæmp" reaktion på akut stress, såvel negativt ladede almindelige som komplicerede, belastende begivenheder i dagligdagen, skaber en tilstand af kronisk stress, der - hvis konstant og uafbrudt - med tiden føre til slitage på kroppen, hvorfor den forsøger at beskytte sig ved at (over)producere binyrehormoner.

Under normale forhold hvor stressreaktionen er akut og forbigående, sørger binyrehormonerne for at opretholde "balancen" i kroppens celler, og ellers fremmer tilpasning til evt. uvante forhold eller oplevelser, hvis de vurderes (af hjernen) ikke at være skadelige. Eller, hvis skadelige - at bistå de intellektuelle og følelsesmæssige processer med sigte på at komme af med problemet, tage stilling, afvise osv.

Men alt det positive som binyre(stress)hormoner ellers er skabt til at understøttet og afhjælpe, bliver destruktivt og nedbrydende for sind, krop, helbred og liv, hvis stressreaktionen får lov til at fortsætte indtil den bliver kronisk og håbløs, idet jo længere den får lov til at herske, hærge og bestå, desto større vokser sig hæmningen, blokeringen af de kognitive og psykologiske færdigheder, der før havde netop til formål at føre en problemstilling frem til en nøgtern vurdering og en løsning. Alt dette sker ikke "bare" psykisk, men er et resultat af fysiske forandringer i vævene i forskellige områder af hjernen, forårsaget af kronisk stress.

Kronisk stress og stresshormonerne konstant påvirker hjernen gennem hele livet og alle tidligere begivenheder har en andel i hjernens funktioner og opbygning, idet hjernens væv, strukturer og funktioner konstant tilpasser sig livets skiftende input for at sikre sin "værts" overlevelse. Det betyder at hvis tilstanden fortsætter med at hærge længe nok, vil nogle af hjernens "centre" fysisk ændre sig, og når det sker - vil også de hormon-stimulerende funktioner blive påvirket. Disse forandringer er stort set reversible, men jo længere det kroniske stress varer, desto længere tid tager det for hjernen at reparere sig selv, men ikke før situationen, der har frembragt det helvede... ophører.

Din søn er et lille barn, heldigvis endnu for lille til fuldt at opfatte det der sker mellem sine to voksne, men det varer ikke ved. På et eller andet tidspunkt vil den indre klemme om ham begynde at stramme, og hvad det så ender med - for ham - er ikke til at vide, men det er helt sikkert, at uanset snart eller om mange år, vil hans liv bære spor af det som nu sker mellem hans forældre.

Min oplevelse af "det hele" er ret dramatisk - mens du inderligt ønsker at bevare drengen hel, din samlever allerede har "kløvet" ham ito, og det vil hun blive ved med at gøre så længe han er et forbindelsesled mellem jer to, og kan (mis)bruges til at bryde dig ned. Det kan ende med at blive ganske forfærdelig følelse af ansvar for den voksne mand, han bliver i fremtiden, hvis han der vel at mærke indser hvad en af hans forældre har brugt ham til, mod den anden.

Jeg har ingen universelle løsninger, andet end et forslag til at du sætter en (snarlig) tidsfrist for håbet. Indenfor denne frist må du prøve at nå til en erkendelse om der er, eller ikke er en rimelig chance for opnå samkvemsret med din dreng, vel at mærke i mindelighed.

Samkvemsretten udøvet med et galt kvindemenneske i baggrunden, han vender tilbage til hver gang, og risikerer at blive straffet for at vise glæde og kærlighed til dig, vil mærke ham for livet. Så enten i mindelighed, eller må du overveje at slippe ham fri af konflikten, mest for hans skyld, men også for din. Du må tage vare på dig selv, så din kærlighed til ham ikke drukner i lidelse, og du kan være der for ham, den dag han selv kan bestemme hvad han vil, og med hvem.

Krydser fingre.