"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Bogens opbygning
De vigtigste af de diagnoseplakater, der sættes på patienter med træthedssygdom, gennemgås i Kapitel 1. Diagnosen neurasteni blev lanceret i sidste halvdel af 1800-tallet. Nu er de mest brugte diagnoser kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi. Piskesmæld kommer også ind i billedet, for hos en del patienter med sygdomsbilleder svarende til fibromyalgi eller kronisk træthedssyndrom ligger der et piskesmældstraume forud for sygdomsfrembruddet.

Kapitlerne 2 og 3 beskriver hver sit patientmateriale. Det første, fibromyalgimaterialet, omfatter 59 personer der i 1995-97 indgik i et fynsk undervisnings- og behandlingsprojekt for denne patientkategori. Det andet, Praksismaterialet, består af de 158 patienter, der i en periode på ca. 3 år blev henvist til min speciallægepraksis på grund af erhvervskompromitterende træthed.

Ud fra patienternes livs- og sygehistorier beskrives nogle baggrundsfaktorer, som jeg vil opfatte som karakteristiske. I barndommen ofte et belastet forhold til forældrene. I teenage år og i voksen alder for det første erhverv med rygbelastning, ofte kombineret med påtvunget tempo, og desuden enkeltstående traumer hvor ryggen er medinddraget. Sygdomsfrembrud provokeres hyppigst af infektion eller graviditet, men traumaer og andre stressfaktorer kommer også ind i billedet.

Den lange og brogede række af symtomer beskrives. Ved undersøgelse af patienterne er varierende grader af holdningsforstyrrelser og rygdeformiteter et gennemgående fund. Kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi overlapper hinanden så meget, at jeg hverken finder det praktisk eller rimeligt at opretholde et skel mellem de to diagnoser. Det er efter mit skøn et tvingende behov for en enklere diagnosedefinition baseret på nøglesymptomet, den lave tærskel for udløsning af en langvarig udmattelse.

Den beskrivelse af træthedspatienternes sociale miljø og livsvilkår, som hører med til beskrivelsen af de to materialer, rundes af i Kapitel 4, der beskriver samtidskulturelle træk i samfundet som helhed og i lægeverdenen, som kan forklare for det første den tilsyneladende stigende forekomst af erhvervshindrende træthedssygdom, og for det andet patienternes lavstatus i sundheds- og socialsystemerne, hvor man i en vis forstand fortsat forsøger at betragte deres sygdom som ikke-eksisterende. Et fælles motto for kapitlerne 2, 3 og 4 kunne være STRESS OG UDSTØDELSE, opfattet som sociale fænomener.

I kapitlerne 5 til 11 skitseres en model for sygdomsudvikling, der også har STRESS OG UDSTØDELSE som et gennemgående tema, men her gennemspillet i en bredere biologisk sammenhæng. Først – i Kapitel 5 – et tilbageblik på artens udvikling, evolutionen. Vi kommer til verden med en bagage af forventninger til tilværelsen, indbygget i den arvemæssig udrustning for titusinder af år siden. E frustration af alle disse elementære forventninger kan tænkes at influere uheldigt på mønstret af stressreaktioner senere i livet. Kapitel 6 beskriver et sådant uheldigt mønster for håndtering af stress, almindeligt i vores kultur, som har præget mange træthedspatienternes livsform før de blev syge. For det første afvikles stressreaktionen sjældent eller aldrig helt; der mangler pauser i tilværelsen. For det andet udvikles et kropssprog, der signalerer underkastelse; en stressreaktion der går meget langt tilbage i evolutionshistorien. Dette reaktionsmønster betinger en sårbarhed, som blandt andet går på rygsøjlens biomekanik.

Kapitlerne 7, 8 og 9 giver et bud på hvordan overgangen fra sårbarhed til sygdom kunne tænkes at gå for sig. Det område af rygsøjlen, der danner overgangen mellem bryst- og halsdel, er biomekanisk set særlig sårbart. Ydre traumaer og spændinger kan fremkalde kritiske ændringer, og det kan infektioner også. Spørgsmål om hvordan en infektion kan udløse og vedligeholde træthedssygdom diskuteres med borreliosen som eksempel.

En traumatisk eller infektionsbetinget aktivering af det sympatiske nervesystems halsdel formodes at være den mekanisme der sætter skred i sygdomsudviklingen. Derved forstyrres funktionen af de to centre i hjernen, pinealkirtlen og det limbiske system. Der gøres rede for på hvordan disse symptomer, der er beskrevet i kapitlerne 2 og 3, i det store og hele lader sig forklare på den måde. Der argumenteres for at den defekt, der kommer ud af det, når ned på celleplan og at den omfatter en stor del af organismens cellesamfund, måske dem alle. Essensen af den cellulære defekt er en forstyrret funktion af cellens energigenerator, mitokondriet.

Kapitel 10 sammendrager de 6 foregående kapitler og tager også lidt stof med fra Eva Lydeking-Olsens afsluttende kapitel. Der skitseres en model for udvikling af træthedssygdom. Et subjektivt forsøg på en biologisk meningsfuld rangordning af foreliggende viden og egne iagttagelser.

Kapitel 11 gennemgår fysiske behandlingsmetoder med hovedvægt på behandling baseret på senetensstimulation. Erfaringer med kraniosakral behandling og med mobilisering af nervesystemet efter David S. Butlers metode nævnes også, og nogle typiske behandlingsforløb refereres. Andre behandlingsformer berøres, herunder de kontroversielle problemer omkring antibiotisk behandling.

Til sidst Kapitel 12, skrevet af Eva Lydeking-Olsen. Træthedssygdom på celleplan. De i vidt omfang målelige biokemiske konsekvenser af en forstyrret mitokondriefunktion. Det omtales også hvordan træthedssyndrom påvirker tarmkanalen og dens funktion. Til dette føjer sig nogle behandlingsmæssige erfaringer, der har udgangspunkt i korrektion af forstyrret cellefunktion.

Kapitlet rummer en helt elementær introduktion til cellen og energistofskiftet. Dette for at give også den på dette punkt forudsætningsløse læser en chance for at sætte sig ind i og forstå den cellulære baggrund for træthedssygdom. En forståelse som for os at se er en afgørende vigtig forudsætning for brugbar forskning på området såvel som for tilrettelæggelse af behandling