Anisa fra Danmark :-)

Hej alle :D

Jeg håber at det er o.k. at lægge en hilsen her, selv om det bliver på et "fremmedt" sprog. Personligt har jeg ikke noget problem med at læse norsk. Det opdagede jeg for mange år siden, da en boghandler ved en fejltagelse kom til at sælge en norsk udgave af en bog til mig. Først et godt stykke over halvdelen af bogen - opdagede jeg at den var ikke skrevet på dansk :lol:

Jeg kan dog ikke skrive norsk, men vil mest gerne have lov til at læse med, hvad I skriver om stofskiftet herinde. Jeg er meget imponeret over jeres engagement og viden, og jeg er lige så imponeret over hvor godt I har formet dette forum, så det er blevet vedkommende og personligt. Specielt det sidste kniber det lidt med i Danmark og et stofskifteforum som jeres - simpelt hen ikke eksisterer. Der er en smule på den danske NetDoktor, men slet ikke noget der kan sammenlignes med Sonjas stoffskifteforum.

De fleste lægemidler jeg har læst om her på siden - bruges slet ikke i Danmark. Man bruger kun syntetisk Eltroxin i forskellige doseringer og - 2-3 syntetiske præparater uden hormon. Det er ingenting og derfor er mange stofskiftesyge dømte til et dårlig hverdag. De danske endokrinologer er generelt ikke villige til at udforske faget og slet ikke når det kommer til nye forskningsresultater. Deres foretrukne speciale er diabetes og hvis man fejler andet, overlades det meste til huslæger, der skriver Eltroxin til højre og venstre eller bare tager blodprøver og siger til patienter, at de må gå hjem og leve med det, fordi deres prøver ligger indenfor normen.... he, he... hvad er "normen"? Det er min erfaring, at "normerne" er forskellige fra syg til syg. Men lægerne foretrækker helst at det hele skal være ensartet og nemt at slå op, og så er de færdige med det den dag. Det er deres stakkels patienter også :(

Nåh... mig selv? Ja, jeg er en halvgammel kone på 55 år og burde egentlig ikke være stofskiftesyg i dag. Men, men, men - i forbindelse med et graviditetsudsving i stofskiftet (ved vi i dag) har disse Einsteiner fjernet min helt raske skjoldbruskkirtel og resten kan I godt gætte jer til... et dårligt liv de sidste 32 år. Havde jeg blot vidst dengang det jeg ved i dag :cry:

Det må være nok for nu og vi må se, om I kan tyde mit danske.... det håber jeg :)

Ha` alle en god weekend i det skønne land med de høje tinder http://www.cosgan.de/images/smilie/froehlich/g020.gif

Vi "snakkes" nok snart igen http://www.cosgan.de/images/smilie/liebe/h020.gif

Anisa

Hei Anisa :D

Jeg har ingen problemer å lese det du skriver. Velkommen til oss på forumet. Så hyggelig å ha en Danske her inne :D

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

De fleste lægemidler jeg har læst om her på siden - bruges slet ikke i Danmark. Man bruger kun syntetisk Eltroxin i forskellige doseringer og - 2-3 syntetiske præparater uden hormon. Det er ingenting og derfor er mange stofskiftesyge dømte til et dårlig hverdag. De danske endokrinologer er generelt ikke villige til at udforske faget og slet ikke når det kommer til nye forskningsresultater. Deres foretrukne speciale er diabetes og hvis man fejler andet, overlades det meste til huslæger, der skriver Eltroxin til højre og venstre eller bare tager blodprøver og siger til patienter, at de må gå hjem og leve med det, fordi deres prøver ligger indenfor normen.... he, he... hvad er "normen"? Det er min erfaring, at "normerne" er forskellige fra syg til syg. Men lægerne foretrækker helst at det hele skal være ensartet og nemt at slå op, og så er de færdige med det den dag. Det er deres stakkels patienter også :(

---

sånn er det desverre her også :(
når det er sagt så vil jeg ønske det velkommen hit. jeg er ganske ny her inne selv, gammel med diagnosen ( 10 år),men fannt ikke det forumet før for noen uke siden... :wink:

jeg har 0 problemer med å LESE dansk, dansk var jo vårt språk også for 100 år siden. :wink: Riksmål het det den gangen.
det "Bokmålet" vi har nå likner veldig som du har erfart.

men om du prøver å SNAKKE til meg, da sliter jeg :oops: jeg lærer litt av å se på dansk TV3 da... :roll:

jeg har heller ingen problemer med å lese det du skriver. Jeg er heller ikke så gammel her inne på forumet, men en ting er sikkert, det er veldig godt å få "snakket" med andre om sykdommen. Føler at man kommer litt til kort ovenfor andre som ikke har følt sykdommen på kroppen. En riktig go hælg te dæ også..... :lol:

Hei! Benytter denne anledningen til å fortelle forumet at jeg har flyttet til danmark :) (syntes det passet fint her). Derfor det har vært stille fra min kant de siste par uker!!

Innlegget og erfaringene dine, Anisa, kom som bestilt.. jeg går nemlig i disse dager og spekulerer i hvordan ting fungerer her i DK, hvordan man ordner seg lege, og hva legene i det hele tatt KAN om stoffskifteproblematikk o.s.v. Hvis din personlige erfaring kan generaliseres til å gjelde på landsbasis, tror jeg at jeg sparer meg bryet med å fikse meg lege her og ta det hele forfra for å få hjelp og medisin, osv.. I Norge får jeg kun levaxin, som tilsvarer det dere i Danmark kaller eltroxin. Da dette ikke fungerer tilfredsstillende, har jeg siden forrige vinter bestilt armour fra england, og dette har gitt meg mye av min livskvalitet tilbake..

Planen var i utgangspunktet og få ordnet meg en legetime, fortelle at jeg nylig har begynt å arbeide her i byen, men har løpt tom for armour, som jeg er avhengig av pga. kronisk sykdom.. Tanken var at om jeg kom som en nytilflyttet nordmann, fortalte at "nå holder jeg på å bli tom for en medisin som jeg lenge har tatt, og som jeg trenger for stoffskiftet mitt, og for å fungere i arbeidet her i danmark" så ville nok det å få en slik resept gå ganske smertefritt...

Men ut fra det du forteller, som ikke var særlig oppløftende, men desto mer velkjent (fra vårt fedreland) tror jeg simpelthen ikke jeg orker ta meg bryet. Finne ut av systemet, skaffe time, og ny kamp, som den i Norge.. Nei vet du hva, da tror jeg heller at jeg fortsetter å bestille fra nettapoteket i england.. Er ikke så glad for det, men det er jammen ta det mest lettvinte(!) Burde ikke være slik....

Velkommen hit Anisa, beklager en liten digresjon i tråden din, jeg tror jeg bare hadde behov for å tenke litt høyt.. :wink: Fordi jeg har vært usikker på hvordan jeg skulle gjøre ting videre, med nytt land, ny jobb, samme sykdom... (den kan man ikke rømme i fra)

Men velkommen, etter min menng skulle scandinavia slått sammen en felles organisasjon, til å arbeide for oss stoffsiftesyke, forskning, legeopplæring og bedre rettigheter!

Tak for alle hilsner http://www.cosgan.de/images/midi/liebe/h025.gif

Jeg så linket hertil på den danske NetDoktor og skulle fluks tjekke det, og så er jeg her :D . Det kan godt være, at der kommer en del Gæster fra Danmark forbi i samme anledning som min, men det er langt fra sikkert, at de vil vove pelsen og give sig til kende... Der kan gå dage mellem indlæggene i Danmark og så kommer måske en lille bølge i ny og næ. En gang imellem kommer èn med temperament forbi og så lige pludselig vågner folk derinde og gør fælles front mod den "uopdragne", hvorefter roen og stilheden sænker sig over stofkiftedebatten på ND igen....

.... så - Marianne - mit råd til dig er hold fast ved dette forum. Du finder ikke et værdigt tilsvarende i Danmark, som sagerne ser ud til lige p.t.

Du skal ikke beklage denne "liten digresjon i tråden min". Tværtimod. Jeg vil vende snart tilbage med et ordentligt svar på dit indlæg, men vil allerede nu udtrykke min forståelse for at du ikke orker at skulle igennem samme mølle en gang til i Danmark. Specielt fordi, i min optik har jeg allerede set og oplevet mere af nyttig, ny og fri information om stofskiftet samt div. remedier her hos Sonja på bare en time - end jeg gjorde på den samlede danske Internet på et helt år....

Derfor tror jeg, at dette indikerer kun, at "kampen" i Danmark ville blive endnu mere sej, tung og længere. I mine mange år med sygdommen - har jeg bare ikke mødt èt eneste fagmenneske, der var åbensindet, nysgerrigt og nytænkende i sit syn på den endokrine lægekunst. Jeg har kun læst om hengivne læger, i udlandet, og jow, også hørte jeg om en klog læge på Næstved Sygehus - men han kan jo ikke klare alle patienterne i landet.

Jeg kommer nok til snart at overveje helt seriøst, om det ikke ville blive en klog beslutning - at købe et billet til Belgien og lade Thierry Hertoghe se på sagerne.... http://www.cosgan.de/images/midi/konfus/a015.gif

Fortsat god aften http://www.cosgan.de/images/smilie/liebe/h020.gif
Anisa

Velkommen Anisa

Deg går veldig greit å lese dansk.

Hei og velkommen, Anisa! Som de andre sier er det ikke noe problem å lese det du skriver. :)

Måtte bare si at jeg ble så opprørt på dine vegne over at du ble feilbehandlet den gangen for så mange år siden - det er jo helt tragisk...! Og så ble jeg nysgjerrig; har du søkt erstatning for dette?

Velkommen, Anisa :D

Og gratulerer med utflyttingen, Marianne ;)

Jeg har også bodd i Danmark, for mange år siden.

Tør jeg spørre hvor i Danmark dere holder til?

Jeg er i københavn! Vil komme tilbake med mer senere, lige nu har jeg været ute på nyhavn, og fået alt for meget vin :oops:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Marianne

Jeg er i københavn! Vil komme tilbake med mer senere, lige nu har jeg været ute på nyhavn, og fået alt for meget vin :oops:

---

Takker mange gange piger :D

Og Marianne.... hmm.... o.k. Nyhavn ER hyggelig, men også lille og overfyldt osv. Meeen.... i min verden er de norske landskaber - vandet, højlandet, højsol og alt andet - nogel af de smukkeste i verden. Hvordan kan man "frivilligt" flytte fra alt det flotte, til en helt flad ø og en relativt lille by med kun en lille bykerne, man kan trave igennem til fods på højst et par timer i en spadserende tempo?

Jeg er nok spoleret af, at jeg boede i Midteuropas storbyer i længere perioder ad gangen, og København hører afgjort til de mere provinsielle (undskyld landsmænd, men det er altså min oplevelse).

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av kris

Måtte bare si at jeg ble så opprørt på dine vegne over at du ble feilbehandlet den gangen for så mange år siden - det er jo helt tragisk...! Og så ble jeg nysgjerrig; har du søkt erstatning for dette?

---

Hej kris http://www.cosgan.de/images/midi/liebe/a060.gif

Nope. Der er gået en del år, før det er kommet frem at min operation var overflødig og man havde overbehandlet en almineligt forekommende udsving i stofskiftet i anledning af graviditet....

Beklagelsesvis sender man Sorte Per videre fra Pontius til Pilatus og til sidst er man nødt til at lade det fare, hvis det ikke skal blive hovedindholdet i ens liv :sad:

Jeg har siden hen advaret folk tilhøjre og venstre mod at lade sig operere eller jodbehandle før de selv erkendte sin sygdom. Altså sålænge de ingen symptomer havde eller kun små og on and off - skulle de ikke lade knivgale læger rode med deres kirtler. Og denne holdning tager jeg det fulde ansvar for, for jeg overtaler jo ingen til at negligere sygdommen, men kun til at vente med behandlingen til man virkelig er syg og der er ikke nogen tivil derom hos patienten selv.

Hei, vil gjerne ønske deg velkommen til "Norge" jeg også. Trist å lese om den unødvendige operasjonen du måtte gjennomgå og med de ubehagelige konsekvensene!

Jeg synes det er rart at Norge ligger foran Danmark i behandlingen av stoffskiftesykdom, men det ser faktisk slik ut. Da jeg fikk diagnosen min søkte jeg mye på internet i de nordiske land for å finne ut mest mulig, men jeg fant nesten ingenting som var brukbart.

Det er kjempefint hvis flere dansker finner veien til forumet fordi da har vi jo mulighet til å påvirke den danske legestanden litt :wink:

Mange tusind tak, Brits hjerte1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Nåh... mig selv? Ja, jeg er en halvgammel kone på 55 år og burde egentlig ikke være stofskiftesyg i dag. Men, men, men - i forbindelse med et graviditetsudsving i stofskiftet (ved vi i dag) har disse Einsteiner fjernet min helt raske skjoldbruskkirtel og resten kan I godt gætte jer til... et dårligt liv de sidste 32 år. Havde jeg blot vidst dengang det jeg ved i dag :cry:

---

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Marianne

Men ut fra det du forteller, som ikke var særlig oppløftende, men desto mer velkjent (fra vårt fedreland) tror jeg simpelthen ikke jeg orker ta meg bryet. Finne ut av systemet, skaffe time, og ny kamp, som den i Norge.. Nei vet du hva, da tror jeg heller at jeg fortsetter å bestille fra nettapoteket i england.. Er ikke så glad for det, men det er jammen ta det mest lettvinte(!) Burde ikke være slik....

---

For mit eget vedkommende har jeg løst problemet med arbejde på en helt anden måde, men kan ikke anbefale denne løsning til andre. Man skal være stædig i uhørt grad, for at kunne gennemføre min løsning - men hvordan jeg end vender og drejer tingene - kan jeg ikke se, at jeg kunne handle anderledes....

Dengang jeg fødte mit barn var jeg lige blevet enke 3 måneder forinden og "systemets folk" havde for alvor sat kløerne i mig, for at få mig gjort til en klient i en fart. Ganske vist havde jeg pludselig blevet fattig og hjemløs, men skaffede mig et hjem lige 3 dage før jeg skulle føde og sagde ja til et tilbud om barselsstøtte. Denne barselsstøtte kom til at betyde, at kommunen ville styre hele mit liv med henvisning til at jeg var enke, alene med et nyfødt barn og det er specielt dette lille barn de fokuserede meget på.... så jeg blev hurtigt søgt at blive sat uden indflydelse på vores egen hverdag.

Det kunne jeg ikke forlige mig med og kun 3 måneder efter søgte og fik jeg et job, solgte smykkerne, pelsen og andet af værdi og flyttede i egen bolig udenfor København. Og det var den sidste gang at jeg havde noget med "systemet" at gøre.

Et par år efter, desværre lod jeg overtale mig til operation og siden var mit liv været meget sværere end nogensinde før. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg kan ikke længere arbejde i en 8-16 stilling og at jeg hurtigt vil blive opsagt som følge af meget svingende arbejdsevne fra dag til dag.

Jeg har derfor registreret mig som selvstændig og begyndte at arbejde hjemmefra som teknisk illustrator (jeg er ellers en arkitekt)... De første 2-3 år var meget fattige, selv om min dreng aldrig manglede noget. Jeg derimod, fortsat i dag ikke kan tåle synet af en pakke havregryn i supermarkedet.... jeg spiste simpelt hen vandgrød morgen, middag og aften gennem lang tid, før jeg begyndte at tjene penge nok til os begge.

Som selvstændig kunne jeg sove når jeg ikke havde kræfter til at være vågen. Jeg kunne arbejde når jeg vågnede, selv om det måske var midt om natten og derfor behøvede jeg ikke sige nej til opgaverne fordi jeg vidste, at hvis ikke på det ene tidspunkt - så på et andet kunne jeg blive færdig og levere til kunderne. Og sådan har jeg levet gennem mange år, uden en sygemelding, men heller ikke nogen ferie :( Jeg har før været (og er) meget rejselysten, så dette er virkeligt et stort tab.

Man skulle tro så, at når man havde fundet en metode for sig selv og havde vænnet sig til at "sådan er det" - at man så kunne fortsætte i fred og ro, og leve godt, trods sygdommen.... Men grunden til at jeg fandt denne side er, at igennem nogle år har jeg søgt på alt med stofskifte o.l. fordi jeg..... er kommet i overgangsalderen og dette havde medført, at mit lave stofskifte fra at være nogelunde - kom stærkt tilbage og værre end nogensinde før - og denne gang finder jeg mig ikke i noget mere!

Min søn er voksen, uddannet og klarer sig meget fint. Han er blevet et meget fint menneske og aner ikke ret meget om "systemerne". Ham behøver jeg ikke bekymre mig om mere - kun mig selv! Jeg vil ikke længere finde mig i, at ikke alene havde jeg fået livet ødelagt af en unødvendig operation i sin tid, men at jeg nu også kan se frem til en ødelagt alderdom.... denne gang "hjulpet" af en overgangsalder på afveje!

Jeg vil tage alle mulige og umulige chancer for at redde bare en rest af den alderdom jeg nærmer mig hurtigt nu. Det må være nok, at hele mit unge liv er gået op i sygdommen og arbejde på skift... jeg vil ikke også ofre min alderdom og specielt ikke fordi jeg for ganske nyligt er blevet klar over de rent medicinske konsekvenser af det manglende T3 på langt sigt. Dette vil betyde, at hvis jeg bare lader stå til og intet foretager mig - kan jeg risikere fysiske sygdommer i indre organer og det værste af alt: en pseudodemens! Jamen.... så hellere vil jeg herfra i forsøg på at helbrede mig selv! :evil: Uanset om det lykkes eller ej!

Dette er en foreløbig afslutning på min præsentation her på Sonjas Soffskifteforum. Tak for at I gad læse så langt http://www.cosgan.de/images/smilie/liebe/p020.gif

Du er en meget sterk kvinne Anisa. Jeg tar av hatten min for deg!!

happy1

Kære Anne Ma kys1

Behold du bare hatten på, selv om jeg takker mange gange for dine fine ord.... men jeg voksede altså op hos en "manio-depressiv" mor, hvor hver dag var et helvede og hvor jeg var enebarn til jeg var syv år. Fra jeg var født og til jeg rejste hjemmefra (stukket af :wink: ) forlod min mor ikke hjemmet og alt der kunne hældes ud over mig - blev det også.

I stedet for at blive ødelagt - havde jeg svoret meget tidligt i min barndom, højt og helligt for mig selv at "jeg aldrig n-o-g-e-n-s-i-n-d-e vil være deprimeret når jeg bliver voksen!" og dette løfte kom til at veje SÃ… tungt, at det faktisk aldrig skete, at jeg reagerede med depression på noget som helst senere i livet. Jeg har gennemlevet sorg og uro, men aldrig en depression - så stærk var mit løfte øjensynligt. Og vi ved jo alle, at depressionen svækker både kræfterne og håbet, og hindrer os i ikke at opgive, hvad det nu måtte være vigtigt for os for at leve videre....

Jeg aflagde ydermere et løfte til, til mig selv, nogelunde samtidigt og dette løfte gik ud på at "jeg aldrig n-o-g-e-n-s-i-n-d-e MERE vil lade n-o-g-e-n s-o-m h-e-l-s-t at trykke mig, at afpresse mig, at gøre mig svag og afhængig for at tage respekten fra mig - koste hvad det vil!"

Alt i alt tror jeg på, at det er min svære opvækst og meget, meget tidlig modenhedsgrad, der har medvirket til denne "styrke" du roser. Jeg selv mener dog, at den rigtige "styrke" er at overvinde sine svagheder.... men netop disse "svagheder" havde jeg jo ingen af efter barndommens overståede helvede og derfor kan jeg ikke ubetinget tage imod roserne... fordi jeg blot handlede som kunne - og jeg kunne ikke handle anderledes, sådan som jeg er blevet præget af fortiden....

Så på en måde har denne hårde livets "skole" hjulpet mig senere, men jeg kender hundredersvis af menneskeskæbner, der er blevet knækket af tilsvarende oplevelser og hvorfor det ikke skete for mig, undrer jeg mig over fortsat i dag.... over 50 år efter at mit liv begyndte....

Hmm... tænk at blive så hærdet, at selv ikke det lave stofskifte ikke kan trænge igennem med psykiske symptomer.... det er mig virkelig en gåde....

En sterk historie Anisa. Jeg håper du blir her hos oss! Du har utrolig mye å bidra med, og jeg håper du føler at du får noe igjen fra forumet.

Jeg er selv kommet i overgangsalderen. Er 50 år. Snart 51! :shock: (Som tida går)! Kanskje vi kan følge hverandre litt på denne biten med overgangsalder i tillegg til hypothyreose. Hos meg startet alt samtidig - tror jeg.

Ønkser deg alt godt fremover.

Jeg hadde selv en hard barndom, hvor hele samfunnet jeg vokste oppi mobbet meg med et hederlig unntak av min nærmeste familie. Og akkurat som med deg er det denne "hardheten" som har holdt meg på bena psykisk og fysisk gjennom i hvertfall 10 år med ubehandlet Graves hypothyreose.
Jeg har vært deprimert i mitt liv, men aldri mistet taket om meg eller min virkelighet. Det er derfor jeg med slik tyngde kan si at jeg ikke er deprimert når jeg er dårlig av stoffskiftet. Jeg vet forskjellen, og da betyr ikke legers mening mye :D Jeg lever etter prinsippet at det som ikke knekker deg gjør deg sterkere.

Men det du har gjort er beundringsverdig uansett. Det er ikke mange som klarer å "programmere" seg selv til slikt. :)

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Yvette

.... og jeg håper du føler at du får noe igjen fra forumet.

---

Mange tak Yvette :D

Jeg har tilmeldt mig mest for at se om der findes andre som jeg, der tør være åbne om problemerne... og denæst for at dele ud af, hvad jeg måtte finde af gode oplysninger ude på det store net :wink:. Og så selvfølgelig, hvis jeg havde erfaring med noget, der kunne bidrage til det store billede for nogen, der havde behov for at finde en løsning på et problem - vil jeg selvfølgelig også have lov til at hjælpe.... Alt dette har en meget stor betydning for mig og er mere end nok af at "få noe igjen fra forumet" og jeg siger tak til alle, der gider at læse mine ord http://www.cosgan.de/images/midi/froehlich/d025.gif

Og nu må jeg hellere takke af for i dag. Jeg havde en usædvanlig "skriveglad" dag, men midt i det hele fik jeg altså et koloenorm migræneanfald og kun takket være Imigran Sprint og et par timer i sengen, at jeg kan se frem til en god aften, selv om jeg føler mig bly-tung og noget smadret efter at mit hoved var ved at sprænges tidligere på dagen. I morgen skal jeg arbejde hele dagen og faste fra kl. 22... skal til blodprøvetagning kl.7:00 mandag morgen og efter at prøvesvarene er kommet engang sidst på ugen - starter min kamp med lægerne om "Armour Thyroid" fra Glostrup Apoteket. Denne kamp har jeg i sinde at vinde, om det var det sidste jeg gør i dette liv! Så kryds fingrene for mig piger.... og ha` en god søndag alle sammen http://www.cosgan.de/images/midi/froehlich/a010.gif

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Yvette

Jeg er selv kommet i overgangsalderen. Er 50 år. Snart 51! :shock: (Som tida går)! Kanskje vi kan følge hverandre litt på denne biten med overgangsalder i tillegg til hypothyreose. Hos meg startet alt samtidig - tror jeg.

Ønsker deg alt godt fremover.

---

Ja, det er noget skidt... at have to sideløbende hormonkrige udspille sig i kroppen på en gang.... jeg har løst det ene problem ved at kræve et hormontilskud og fandt selv frem til et præparat, der ikke giver spændinger, vægtøgning og vand i kroppen... Præparatet hedder Angemin fra Schering og indeholder kun halvdelen af den hormonmængde de fleste andre præparater indeholder.... man kan droppe angsten for brystkræft. Det er kun rene østrøgenpræparater, der giver en minimal stigning i risikoen. Kombinationspræparater er risikoneutrale + giver en forhøjet resistens mod tyktarmskræft... ikke så værst, da det er lidt sværere at føle sig til en knude i tyktarmen end i brystet (galgenhumør :wink: )

Det bedste af det hele var, at de plager der skyldtes overgangsalderen forsvandt og dem der er tilbage - ved jeg er stofskifte. Lægerne er også holdt op med at lægge skylden på overgangsalderen for alt, så noget ekstra godt er der sket som følge af, at jeg besluttede mig for hormontilskud.

Men alt i alt er jeg selv ikke så fokuseret på overgangsalderen som jeg er på stofskiftet. Det er stofskiftet, der kan tage min menneskelighed fra mig i den sidste ende - så det er her jeg satser mest.

Hvordan går det så med dig? Har du fundet ud af hvad skyldes overgangsalderen og hvad - stofskiftet? Det er ret så nødvendigt at tage fat i det først.... ellers kan man blive ved med at fare fra det ene punkt til det andet og med dette udgangspunkt er det meget svært at få ørenlyd hos de, i forvejen smådøve læger. Hvis de kan slå tingene hen med henvisning til overgangsalderen - gø de det gerne. Det skal de ikke have lov til! tro2

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Ja, det er noget skidt... at have to sideløbende hormonkrige udspille sig i kroppen på en gang.... jeg har løst det ene problem ved at kræve et hormontilskud og fandt selv frem til et præparat, der ikke giver spændinger, vægtøgning og vand i kroppen... Præparatet hedder Angemin fra Schering og indeholder kun halvdelen af den hormonmængde de fleste andre præparater indeholder.... man kan droppe angsten for brystkræft. Det er kun rene østrøgenpræparater, der giver en minimal stigning i risikoen. Kombinationspræparater er risikoneutrale + giver en forhøjet resistens mod tyktarmskræft... ikke så værst, da det er lidt sværere at føle sig til en knude i tyktarmen end i brystet (galgenhumør :wink: )

Det bedste af det hele var, at de plager der skyldtes overgangsalderen forsvandt og dem der er tilbage - ved jeg er stofskifte. Lægerne er også holdt op med at lægge skylden på overgangsalderen for alt, så noget ekstra godt er der sket som følge af, at jeg besluttede mig for hormontilskud.

Men alt i alt er jeg selv ikke så fokuseret på overgangsalderen som jeg er på stofskiftet. Det er stofskiftet, der kan tage min menneskelighed fra mig i den sidste ende - så det er her jeg satser mest.

Hvordan går det så med dig? Har du fundet ud af hvad skyldes overgangsalderen og hvad - stofskiftet? Det er ret så nødvendigt at tage fat i det først.... ellers kan man blive ved med at fare fra det ene punkt til det andet og med dette udgangspunkt er det meget svært at få ørenlyd hos de, i forvejen smådøve læger. Hvis de kan slå tingene hen med henvisning til overgangsalderen - gø de det gerne. Det skal de ikke have lov til! tro2

---

Jeg har vært alenemor bestandig. Han er 26 år nå og greier seg fint han også - selv om han bor hjemme ennå. :wink:

Overgangsalder og hypothyreose: Har vært medisinert med Levaxin i nesten 2 år. De siste 3 mndr med Armour. Har ikke så mange plager ifbm dette egentlig. Vektøkning var det som var mest påfallende.

Jeg fikk plagsomme hetetokter - for ca 2 år siden det også. Menstruasjonen ble uregelmessig og er helt borte nå. Jeg har i lang tid smurt meg med Progesteronkrem og DHEA-krem. Begge handlet her:

http://www.h-by-m.com/

Hetetoktene forsvant som ved et trylleslag. Men jeg aner ikke hva jeg holder på med. Legen min liker det ikke og gynekologen vil gi meg preparat med østrogen og gestagen, men det vil jeg ikke ha!

Så jeg vet ikke helt om jeg bør sjekke noe spesielt? Føler vel at jeg "henger litt i løse luften". Mye hormonsprett på samme tid, og alt henger sammen. Så det er litt av et puslespill det hele. Jeg føler ikke at jeg er så hardt rammet. Synes det er så mange mye mer tragiske skjebner her på dette forumet. (Klager mest over søvnproblemer jeg, men det hører ikke til her). :oops:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Yvette

Legen min liker det ikke og gynekologen vil gi meg preparat med østrogen og gestagen, men det vil jeg ikke ha!

---

Hmm... Lad bare lægen og gynækologen om det. Du skal selv holde fast ved, hvad du har vurderet som værende bedst for dig! Basta! Du har nok at se til selv uden at skulle påføres yderligere tvivl fra lægerne.

Også jeg havde brugt ProgestaCare med en meget god effekt. Desværre gik jeg hen og blevet allergisk over et eller andet i cremebasen - og var så nødt til at afbryde :(

Måske er du ikke hårdt ramt, efter eget udsagn, men alligevel søgte du og fandt dette sted.... gudskelov :D

Men ellers kan vi tage det hen ad vejen... som det nu udvikler sig. Under alle omstændigheder er en sammenblanding af overgangsalderen og stofskiftesygdom, eller stofskiftesygdom og depressive tilstande - en yndet sport for mange læger og derfor er det meget fint, at man kan holde kontakten herigennem, når og hvis man selv kommer ud for een af slagsen...

Og nu siger jeg også godnat. Jeg kan ikke klage over søvnproblemer, ikke i dag i hvert fald....

Koselig å "prate" med deg Anisa! :D

Ja jeg fant dette forumet, og takk og pris for det! Jeg visste ingenting om hypothyreose da jeg fikk diagnosen for 2 år siden. Jeg skjønner at jeg har gått med det i mange år. Kjenner meg igjen i mange av symptomene, men siden jeg har treningsork og treningslyst så tror jeg kanksje at jeg er rimelig bra. :roll:

God natt til deg også (som sikkert blir god dag), og takk for hyggelig og morsom g`natt-hilsen!

Velkommen Anisa ! :)
Det var mye som har skjedd deg i ditt liv og du har nok mye å bidra med her på forumet.

hjerte1 hjerte1 hjerte1 kram3

Ble du borte, Anisa?

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av baremei

Ble du borte, Anisa?

---

Jeg takker for hilsner og ønsker selv alle den bedst mulige december med lidt ekstra energi og juleoplevelser...

Og nej baremei, jeg er ikke væk. Jeg er bare gået i hi nu, hvor min sygdom øjensynligt igen sætter fart på alle de dårlige sider på en gang. Derfor har jeg ikke overskud nok til at være med til at hjælpe andre...

Ha` en god december og god bedring til alle.

Held og lykke og tak for hjælpen. http://www.langkawi.dk/smileys/a1247.gif

Det danske forumet er på netdoktor.dk, ikke sant?

Hvordan går det med Thyroid (lik Armour Thyroid) som et apotek skulle begynne å lage? Mener det var Glostrup apotek.

nora

WOW! Glemte alt om denne præsentation og har ikke svaret rettidigt på noras spørgsmål. Det er noget sjusk :oops:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av nora

Det danske forumet er på netdoktor.dk, ikke sant?

---

Jo, det var det. Men ikke fordi det var specielt aktivt sted og nu er det også lavet om, med relativ aktivitet, men langt fra som her. Jeg kan også tilstå (nu), at det var mig som havde plastret hele Netdoktor.dk til med links/henvisninger til Sonjas dengang. Og jeg kan kun anbefale alle - på alle de relevante websteder i DK, SE og her i Norge, at gøre det samme. Der er tusindsvis af stofskiftesyge, der ikke ved at Sonjas findes, og sikkert er flest dem af de uvidende, der netop allermest har brug for at komme her for ørenlyd og støtte. tro2

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av nora

Hvordan går det med Thyroid (lik Armour Thyroid) som et apotek skulle begynne å lage? Mener det var Glostrup apotek.

---

Resten af forløbet er nogenlunde beskrevet her i tråden Westhroid, fordi det er aldrig lykkedes mig at komme videre, under huden på en læge. Tværtimod - kendte ingen af de danske læger jeg forespurgte, til Thyroid USP, med undtagelse af en, som troede at Armour er et naturlægemiddel. desp1

En dag i en Westhroid-brugers liv.

Da de havde bebudet storm med vindstød op til orkanstyrken havde jeg straks kunne se for mit indre blik min søn bliver blæst væk fra Øresundsbroen når han skulle hjem til Malmö ved fyraften.... Han måtte hellere komme forbi efter arbejde og overnatte hos mor.

Straks vågnede jeg til dåd og smuttede på indkøb, for vi skulle jo have noget at spise når han kom til at strande over hos mig senere på dagen.

Jeg handlede ind som det skulle vare flere dage og inden aftenen var 4 skinkemignoner småsimret i en gammeldags svampestuvning, en lille skinkesteg i merian, timian og en anelse af hvidløg - var færdigstegt.... sådan på den gammeldags måde - i en ikke for varm ovn men til gengæld i 4 timer, mør og aromatisk og meget vellykket. I mellemtiden rørte jeg fars og stegte frikadellerne af 1,5 kg Antonius-grisen 3-7% og kogte en hel masse kartofler med skræl til kartoffelsalaten senere hen.

Til sidst skrællede jeg og skårede 3 forskellige meloner i mundrette stykker, hældte lidt Grand Marnier over og satte det hele i køleskabet i en glasbovle med låg på. Ved siden af, for ikke at glemme (jeps, kan godt finde på at glemme hvad der ikke ligefremt står forrest i køleskabet) en skål friskssyltede appelsiterninger, der skulle hældes over melonerne når vi nåede så langt.

Klokken blev omkring 17 da jeg pakkede den sidste opvask i maskinen og så ringede telefonen. Junioren i den anden ende spurgte mig om jeg vidste hvor stormen er blevet af, for når det ikke er så slemt at man kan risikere at broen lukker og man så skal sidde fast i bilkøen i timevis - ja, så kan han lige så godt køre hjem til Sverige - og det gjorde han så.

Jeg er nu sådan tosset indrettet, at hvis jeg forbereder noget med en bestemt hensigt, som at spise sammen f.eks. - og det går i vasken af en eller anden grund - ja, så kan jeg altså ikke spise af maden og endda mister appetitten så godt som helt.... Og det er ikke fordi jeg pludselig er gået hen og blevet ked af det.... det var jo trods alt ikke souflè jeg havde tilberedt.... Maden kunne sagtens tåle at vente til dagen efter - for at stormen ville komme - det var jeg sikker på, særlig på grund af min "meteorologiske albue" der aldrig tager fejl hvad rod i luftrykket angår...

Og hvis sandheden skulle helt frem - var jeg også blevet totalt flad efter all denne husholdning, jeg ellers ikke længere beskæftiger mig med af pligt.... men kun for en, efterhånden sjælden fornøjelse... så ændring af planerne passede mig faktisk en smule. :oops:

Jeg kunne bare ikke tage mig sammen til at køre på job som planlagt ved 20-tiden.... Og så syntes jeg, at min seng med varmetæppe var SÅ indbydende, men jeg har taget mig selv i nakken og bestemte mig for - bare for en lille stund at sætte mig godt til rette og lige se en krimi, før jeg skulle pakke sammen og køre på job.

Men der kom altså en krimi til og en til..... da jeg slog øjnene op igen når klokken var ved 1-tiden om natten - kunne jeg slet ikke huske hvem var den skyldige og endnu før jeg kom helt til bevidsthed - huskede jeg alle 3 krimier blandet sammen med til en pærevælling og uden at huske en eneste afsløring af de skyldige skurke.

Jamen så vandrede jeg over til computeren for at se om der var sket noget interessant siden sidst jeg var logget på - og det var det. Da jeg var færdig med at tjekke nettet blev klokken altså ved 3-tiden da jeg omsider havde taget mig sammen, mens jeg fortrød bitterligt min regnorme-ryggrad - kørte jeg på job. Der blæste en smule men ikke noget der lignede storm i sigte.... Så tænkte jeg, at storm eller ikke storm - knægten havde bare at indfinde sig næste dag, for jeg ville ikke hænge på al maden alene, basta!

Når klokken var omkring 9 næste morgen, midt i København - mens jeg var i færd med at lede efter mine ørevarmere - ringede telefonen og min slukørede søn fortalte mig, at han kom til at sidde fast mellem to bomme i betalingsanlægget på den svenske side af Øresundsbroen, fordi der er gået nisser i automatikken og han var nødt til at vente på en personlig assistance (han kører med BroBizz) så han ikke kom til at betale for alle de forgæves forsøg på at få bommen til at hæve sig.... og hver gang havde scanneren meddelt, at et nyt beløb blev bogført på BroBizz-kontoen.... Til sidst kom der personlig assistance til og han kunne fortsætte mod Sjælland. I mellemtiden har han så ringet og nu kunne vi begge se på omgivelserne, at det kun var spørgsmål om kort tid, før stormen rullede sig ud for alvor. Snakken endte så med at jeg sagde det magiske ord: "frikadeller" hvorefter knægten svaret kort og beslutsomt: "vi ses".

På vej hjem igen smuttede jeg forbi Lidl og købte lidt ekstra frugt, feta og mozarella til om aftenen... Det blæste godt igennem da jeg skulle læsse mig af bilen med alt habengut og omsider kom jeg indendøre med vindblæste strithår og vand i skoene....

Lige så snart jeg kiggede på computeren - blev jeg straks meeeeget træt :roll: og skulle lige hvile mig lidt foran skærmen med en kop kaffe jeg trak i kaffemaskinen, der samtidigt meddelte mig på displayet at nu skulle den renses. Men den fik altså lov til at vente til jeg var færdig med at beskrive min Westhroid-dag og fik en kop kaffe til.

Og så skal jeg jo til at få sat lidt skik på denne rodebutik, få skiftet sengetøj, sætte vask over og når jeg har været i bad - kommer jeg nok til igen at tjekke om der er sket noget spændende på Internettet.

Med det kendskab jeg har til mig selv og mit glade sovehjerte - kommer jeg sikkert til at snorksove og bliver vækket af den sultne, frikadellehungrende ungersvend, der har sin egen nøgle og derfor behøver jeg ikke at holde mig selv ved bevidsthed i anledning af hans forventede ankomst. Og så ender det med at vi får spist, han vasker op og jeg (igeeeeen) kommer til at lade mig friste til at "vente lidt" med at tage afsted på job, hvilket jeg kommer til at fortryde igen, som sædvanligt, og så drager jeg ud i stormen en gang ved samme tid som sidste nat.... Jeg lærer det bare aldrig! desp1

Det er som om at livskvotaen for selvdisciplin har allerede været opbrugt længe og lige meget hvad jeg prøver på - kommer jeg altid af sted i sidste øjeblik og hver gang det sker - fortryder jeg altid at jeg ikke havde taget af sted tidligere, men næste gang gør jeg præcis det samme igen og igen.... Flovt :oops:

Hvad har alt dette at gøre med stofskifteforummet og stofskiftesygdommen? Ikke andet end hvis det var for 3-4 år siden, ville maden ikke være tilberedt, men fordærvet og smidt ud. Jeg ville leve med på skift at sove og køre på arbejde, sove og køre på arbejde, sove og køre på arbejde.... Jeg ville arbejde dobbelt så mange timer end jeg får løn for, fordi jeg ville ikke kunne yde hurtigt og effektivt nok. Jeg ville ikke orke bade hver dag eller vaske tøj, rydde op og alt det man ellers gør i en husholdning. Hvis min søn kom på besøg skulle vi spise en købepizza eller ingenting. Hvis han ville hyggesnakke, ville jeg falde i søvn midt i ordet og han ville liste stille af sted.... og jeg ville vågne op flere timer senere halvkvalt af dårlig samvittighed....

Forskellen mellem dengang og nu er pilleglasset påtrykt navnet "Westhroid".

Hei Anisa!!
Nå har jeg lest presentasjonen din og jeg ble veldig rørt.
Men først vil jeg ønske deg velkommen til Norge!!
Det er en sterk historie du forteller og du er en sterk person med mange gode egenskaper.
Du har nok vært en klok og sterk mor for din sønn, så derfor kan du nok takke deg selv for alt som har gått bra i livet deres. Han har fått med seg det grunnleggende som en trenger for å gå videre i livet. Du har gitt han en trygg plattform å stå på.
Din historie har mye til felles med min egen og vi er like gamle:)
Jeg er imponert over hvordan du har taklet livet, all motgang og hverdagen etter det.
Den beste gave vi kan få er når vi ser at det går bra med våre barn og barnebarn.
Så all ære til deg Anisa som har klart alt dette selv!!
Håper du kan få en bra alderdom fordi det fortjener du.
Du er et løvetannbarn Anisa!!
Du vet en løvetann vokser og blomstrer selv under dårlige vilkår opg den blomstrer hvorsomhelst og er like pen uasett hvor den vokser opp. Den klarer seg alltid.
Du er et klokt menneske som har levd og erfart mye så derfor er du også en stor ressurs her inne. Mange vil nok takke deg for all den hjelpen du gir.
Så godt å høre at du nå kan fungere bedre med Westheroid.
Godt å vite at det finnes alternativer.

Tusen takk for at du delte din historie med oss, så kanskje vi kan få nytte av all kunnskap og visdom du sitter inne med;)
Takk for at du er her!!!:)

Vennlig hilsen hønemor

Hej Anisa.

Forleden skrev du om dit høje aktivitetsniveau, om hvordan du havde lavet en masse mad og været superaktiv inden din søn skulle komme på besøg.

At du havde været på Westroid i 2 år. Hvem har ordineret Westroid til dig ? Har du en læge, der er god til hypo-patienter. Også hypopatienter, hvor det ikke umiddelbart kan ses på blodprøver, at de er syge ? Hvis ja, vil du så ud med navnet på vedkommende ? Jeg kan evt. sende dig min e-mail, hvis du ikke vil ud med navnet her.

Jeg har en veninde i DK, som er meget syg. Det til trods får hun jo bare at vide af hendes læge, at alt er OK, fordi blodprøverne viser i.a.

Selv bor jeg i Frankrig og bruger Hertoghe, men på et tidspunkt vender jeg tilbage til DK og det kunne da være nok så rart med en god læge i nærheden. Kan forstå på dit indlæg, at du bor i København.

Mange hilsner

VibekeJ

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av VibekeJ

Forleden skrev du om dit høje aktivitetsniveau, om hvordan du havde lavet en masse mad og været superaktiv inden din søn skulle komme på besøg.

---

Jo tak, jeg var superaktiv den dag, men det betyder ikke at jeg ikke også var glad for en uventet hvil, da han havde udskudt sit besøg til dagen efter. :mrgreen:

Jeg kan ikke give dig de oplysninger du spørger efter, da jeg er en inkarneret selv-behandler, dvs. jeg har fra dag 1 efter bruddet med Eltroxin behandlet mig selv, udenom min læge og efter at jeg har sparket endokrinologerne helt ud af mit liv. Jeg er godt klar over, at "min" metode kræver en del fandenivoldskhed ikke alle har i sig, hvorfor jeg kunne aldrig drømme om at missionere for "min" metode blandt andre syge. Du kan læse nærmere om, hvordan jeg er sluppet igennem problemet, i tråden Armour til danskere, hvor jeg allerede har svaret på lignende spørgsmål, som dine.

Mht. til min praktiserende læge, der i dag skriver recepterne til mig, gør hun det kun fordi hun ser at jeg har "fod på det selv" (hendes egne ord). Hun mener ikke at hun ved nok til at ville, selv at sætte andre patienter i denne behandling, specielt fordi hun ikke kan regne med supervising fra de endokrinologer hun normal kontakter i tvivlstilfælde. Det er mit indtryk, at hun har forsøgt at orientere sig vedr. mit tilfælde og er blevet blankt afvist.

Jeg har desværre ingen gode råd til din veninde idet i Danmark skal man pt være udpræget selvkørende for overhovedet at kunne benytte anden behandling, end den der er vedtaget af Dansk Thyreoideaselskab dvs. en syntetisk pille og TSH-regime. Men der kommer folk her forbi hver dag, så mon ikke, hen ad vejen vil der også dukke nogle op, der har eller kender danske læger, som ikke ligger under for de kollegiale begrænsninger?

Jeg kan forestille mig (uden et vide det), at de orthomolekylære læger (de ER medicinsk uddannede læger med autorisation og Lægeløfte m.v.) der er listet op på Mayday-info.dk er netop i kraft af deres seriøse tilgang til patienternes tarv frem for det "det kollegiale" i stand til at overskue ordination af Thyroid USP-præparater fra udenlandske apoteker og de har jo retten til at ordinere lægemidler. Du kan jo skrive til dem alle inden du vender tilbage til Danmark, for at forhøre dig om deres syn på Thyroid USP-lægemidler. Jeg tror ikke at du bliver skuffet, hvis du prøver at udforske mulighederne af denne vej.

Det som dog er svært for mig at acceptere er, at denne type lægeassistance er man nødt til selv betale for. Den danske offentlige sygesikring favoriserer skolemedicinere, hvis patienter er dette forum fyldt til randen med.... Så endnu en gang er ganske almindelige mennesker med små indkomster udelukkede fra at kunne hente effektiv lægehjælp, når praktiserende skolemedicinere har fejlet, som de jo plejer, stort set generelt i behandlingen af thyreoidea-relaterede sygdomme. :sad:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av hønemor

Du er et løvetannbarn Anisa!!
Du vet en løvetann vokser og blomstrer selv under dårlige vilkår opg den blomstrer hvorsomhelst og er like pen uasett hvor den vokser opp. Den klarer seg alltid.

---

Tak hønemor kram1

"Løvetand" er en helt fin sammenligning med min stædighed, som den har udviklet sig over tiden. Men jeg havde også god hjælp til motivationen for at vende vrangen ud på mig selv, mod alle odds, da jeg blev mor og alle år efter, selv i dag hvor "barnet" er et voksent menneske og klarer sig selv. Jeg tør ikke vurdere, hvordan det ville gå hvis han ikke var min "gullerød" til ikke at ville (kunne?) give op. Jeg ville helt sikkert være et helt andet menneske, hvis den dreng ikke var født til verden, så hvorvidt din ros tilkommer mig alene, kan jeg have mine tvivl om, men jeg sætter stor og taknemmelig pris på dine ord. hjertflag1

Hej Anisa.

Tak for dit lange svar. Jo, jeg kender godt ortomolekylærlægerne (og tandlægerne), og har også haft i tankerne at henvende mig til dem.
Har konsulteret Claus Hanke for nogle år siden, han var bare super. Har også været hos en anden, det var vist mest penge han tænkte på. Den fornemmelse havde jeg ikke hos Claus Hanke. Det var bare ordentligt og redeligt.

Men jeg kan bare ikke holde uuuud, at meget syge mennesker ikke kan få behandling, når den findes. Selv om vi ikke selv betaler hos alm. praktiserende læger, så får de jo penge alligevel. For hvad ?

Få er så stærke og velinformerede, at de kan gøre som dig. Og du skal jo alligevel betale for din Westroid i dyre domme. Du bliver snydt for alle tilskud. Ja, det ved du selvfølgelig. Jeg er - som nybegynder i feltet- bare SÅ forarget!

Jeg har netop været i kontakt med den danske videnskabsjournalist Lone Frank for at gøre hende interesseret i emnet og i binyretræthed. Desværre har hun orlov i øjeblikket.

J.Wilsons Adrenerg Fatigue er jo netop oversat til dansk 'Binyretræthed'. Det er blevet en succes for det lille nystartede forlag Aronsen. jeg har kontaktet forlaget for at få dem til at oversætte 'STOP The Thyroid Madness'. Der blev vist stor interesse. Nu må vi se.
Der MÅ sgu gøres noget. Men vi fladmaste må selvfølgelig vælge vores kampe med omhu.
Når Per Eigil Hegges bog ikke har fået større gennemslagskraft i Norge, så bliver man jo ikke optimist. Venter på -og vil gerne bidrage til - en netrevolution!

Fortsat held og lykke til dig. Nyder at læse dine indlæg.

Mange danske hilsner nede fra Frankrig

VibekeJ

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Hej alle :D

Jeg håber at det er o.k. at lægge en hilsen her, selv om det bliver på et "fremmedt" sprog. Personligt har jeg ikke noget problem med at læse norsk. Det opdagede jeg for mange år siden, da en boghandler ved en fejltagelse kom til at sælge en norsk udgave af en bog til mig. Først et godt stykke over halvdelen af bogen - opdagede jeg at den var ikke skrevet på dansk :D

Jeg kan dog ikke skrive norsk, men vil mest gerne have lov til at læse med, hvad I skriver om stofskiftet herinde. Jeg er meget imponeret over jeres engagement og viden, og jeg er lige så imponeret over hvor godt I har formet dette forum, så det er blevet vedkommende og personligt. Specielt det sidste kniber det lidt med i Danmark og et stofskifteforum som jeres - simpelt hen ikke eksisterer. Der er en smule på den danske NetDoktor, men slet ikke noget der kan sammenlignes med Sonjas stoffskifteforum.

De fleste lægemidler jeg har læst om her på siden - bruges slet ikke i Danmark. Man bruger kun syntetisk Eltroxin i forskellige doseringer og - 2-3 syntetiske præparater uden hormon. Det er ingenting og derfor er mange stofskiftesyge dømte til et dårlig hverdag. De danske endokrinologer er generelt ikke villige til at udforske faget og slet ikke når det kommer til nye forskningsresultater. Deres foretrukne speciale er diabetes og hvis man fejler andet, overlades det meste til huslæger, der skriver Eltroxin til højre og venstre eller bare tager blodprøver og siger til patienter, at de må gå hjem og leve med det, fordi deres prøver ligger indenfor normen.... he, he... hvad er "normen"? Det er min erfaring, at "normerne" er forskellige fra syg til syg. Men lægerne foretrækker helst at det hele skal være ensartet og nemt at slå op, og så er de færdige med det den dag. Det er deres stakkels patienter også :sad:

Nåh... mig selv? Ja, jeg er en halvgammel kone på 55 år og burde egentlig ikke være stofskiftesyg i dag. Men, men, men - i forbindelse med et graviditetsudsving i stofskiftet (ved vi i dag) har disse Einsteiner fjernet min helt raske skjoldbruskkirtel og resten kan I godt gætte jer til... et dårligt liv de sidste 32 år. Havde jeg blot vidst dengang det jeg ved i dag :cry:

Det må være nok for nu og vi må se, om I kan tyde mit danske.... det håber jeg :)

Ha` alle en god weekend i det skønne land med de høje tinder vink11

Vi "snakkes" nok snart igen kram1

Anisa

---

Jeg ble også dypt berørt av din historie, og utrolig imponert over hvordan du taklet utfordringer som de fleste andre ville ha bukket under for!

PS. Leste noe litt interessant i pensum i stad. At positive følelser motvirker effektene av negative opplevelser. Uansett hva man opplever, vil positive emosjoner (uansett hva som forårsaket dem) hjelpe en å generelt føle seg bedre og takle stresset ved de negative opplevelsene, selv om disse for seg oppleves som svært stressende og vanskelige. De viste bl.a. til undersøkelser gjort etter 11. september, der folk hadde opplevd de samme traumatiske tingene. Hvilke muligheter man har til å oppleve positive følelser er selvfølgelig avhengig av livssituasjon, økonomi osv. Men i alle fall, ikke ha dårlig samvittighet for å unne deg noen klær e.l. innimellom, å slappe av med tv og bøker eller andre "unødvendige" ting. Det er faktisk helt nødvendig for vårt psykiske velbefinnende at det skjer noe hyggelig innimellom. Det vet du vel også. Så ikke dårlig samvittighet :).

Dette er et sitat fra min kjære datter som leser til en psykologi eksamen i disse dager. Tror litt av forklaringen på hvorfor du har klart deg så bra, kanskje er å finne her, at du har latt din sønn bli en så positiv motvekt i livet ditt:D! Jeg har selv en bakgrunn hvor det står i legejournalen min at det er utrolig at jeg overlevde oppveksten min, fysisk og psykisk. For meg har også min kjære datter vært det positive i livet mitt, som har gjort at jeg har "klart" meg, uten å bli gal om ikke annet, he he:wink: D var faktisk ett av mine mål under oppveksten, på samme måte som at du ikke ville at depresjoner skulle bli din "skjebne"....Kan virke som mange av oss med stoffskifte-problemer har hatt en tøff fortid...

En annen årsak til at du har klart deg så bra, er din intelligens. Ikke "benekt" d, du er avslørt pga alle de gode innleggende dine allerede :wink: Intelligende mennesker finner oftere gode løsninger på utfordringer, tar bedre helsevalg osv, som igjen vil påvirke livslengden alt i følge forskerer. Det gjør meg glad på dine vegne, for på tross av en veldig tøff start og store utfordringer underveis, så tilsier mange andre ting at du vil bli en veldig gammel dame, så du fortsatt vil ha veldig mange år med mange hyggelige opplevelser foran deg, som en god motvekt til den dårlige starten : )

Ikke bruk for mye tid på å svare på dette, du hjelper andre så mye, at jeg blir litt bekymret for at både du og Finn skal bli helt utbrente, vær litt obs på d begge! Hjelpsomme/empatiske mennesker er desverre noe mere utsatt for d...Men ifølge de samme forskernen lever heldigvis snille mennesker (oftere) lenger enn andre, bare de ikke sliter seg helt ut:wink:

Ha en fin kveld! Klem

ps, nå har jeg måtte slå av alle smiley for å prøve få sendt...

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av usikker

Jeg ble også dypt berørt av din historie, og utrolig imponert over hvordan du taklet utfordringer som de fleste andre ville ha bukket under for!

---

Mange tak, Usikker kram1

Jeg poster igen i min første tråd på forummet, fordi jeg fortsat får spørgsmål om, hvorfor i alverden er jeg her endnu, når jeg burde nyde livet og indhente det tabte fra alle de mange år jeg var i forkert behandling for den hypothyreose, der er blevet mig påført af ukyndige læger og deres TSH-fascination. Den historie har jeg allerede skrevet nogle gange på forummet, så der er ingen grund til at gentage den nok en gang. Men den hænger alligevel sammen med det andet spørgsmål, jeg hyppigt får stillet: "Hvorfor hader du læger, Anisa?"

Jeg hader ikke læger. Jeg foragter hele lægestanden i den speciale der hedder "praktiserende læger" og "endokrinologer". Jeg har mange personlige grunde og erfaringer, der bare fyrer op under denne foragt, fordi indtil jeg var 24 år gammel, var jeg kernesund, rask og energisk, med hele livet foran mig. Selv om jeg ikke vidste det - var mit liv ved at tage en drejning mod store personlige tab og tragedier, styret af lægerne, første gang i anledning af et planlagt kejsersnit (stort barn, spinkel mor). Jeg vidste ikke dengang, at min fødsel vil påbegynde en lang række uheld og tab, der skulle række livet ud.

Da jeg lå på operationsgangen, allerede sløvet forud for operationen, bøjede sig en læge over mig så tæt, at jeg aldrig glemmer hans ansigt. Han spurgte: "nu når jeg alligevel skal ind, kan vi ikke lige så godt sterilisere dig?" Jeg var en nybagt enke og derfor enlig, snart "med barn", og så mente denne samfundets ridder, at samfundet er nok bedre tjent med, at sådan nogle som jeg, ikke skal kunne sætte (flere) børn i verden. Omtåget, men voldsomt chokeret fremstammede jeg dog tydeligt, at jeg er ung og frisk, og har livet foran mig, og at jeg gerne ville have flere børn om nogle år. Han svarede ikke, men nikkede og så blev jeg kørt på operationsstuen. 14 år efter, i stor forundring over ikke at kunne blive gravid i de forudgående år, med historie for udpræget sundt underliv, ikke engang svamp eller andet problem - pressede jeg mig omsider til en røntgenundersøgelse med kontrast, der viste at.... begge æggeledere var overskåret. Mengele-kirurgen, denne eugenikens discipel, har alligevel steriliseret mig under kejsersnit i 70-erne, hvor man ellers ikke længere brændte enlige mødre på bålet, men denne læge havde en anden mening.

I mellemtiden blev jeg forlovet med en ung .... læge. Alt tegnede skønt og jeg glædede mig til fremtiden. En skønne dag vågnede jeg med hele underansigt fyldt med blærer, kroppen smertede, ansigtet lige så. Min praktiserende lægen stillede diagnosen: herpes. Jeg kom i tanker om, at lignende blære med skorpe så jeg på kærestens mund, og jeg gættede mig til, at det var ham, der har smittet mig. Konfronteret med det, svarede han at "alle danskere har herpes på en eller anden måde, og jeg skulle derfor ikke himle op, fordi det var der ingen grund til". Nåh! Det ville nu alligevel være bedre, hvis det var mig selv der havde valget om at udsætte mig, eller ikke, for smitte. Tænk bare - at være et ungt menneske og være herpesfri i samtlige 27 første leveår, blot for at møde en læge, der mente at det var lige meget.... Det havde den konsekvens, at jeg aldrig mere kyssede mit barn på andet end panden. Og ham, der var årsagen, han blev smidt ud af mit liv.

Bare et lille år efter blev min praktiserende læge opmærksom på min energi og foretagsomhed. Som led i almindelig helbredsundersøgelse har han målt mit stofskifte og fandt at det var.... for højt. TSH var alt for lavt, råbte han og bildte mig ind, at hvis intet bliver gjort, dør jeg bare aaaalt for tidligt. Som ung mor tager man ingen chancer og jeg lod mig skræmme til først radiojod og senere til operation. Resultatet blev, at en perfekt sund og rask skjoldbruskkirtel blev opereret bort, og min hypothyreose-karriere var begyndt. Den står der en del beskrevet her på forummet, så jeg springer direkte til min næste læge-oplevelse.

Jeg vågnede op en morgen og kunne ikke komme op af sengen. Helt uden forvarsel ef nogen slags. Smerterne var e-n-o-r-m-e. Jeg kunne ikke støtte på foden og benet. Jeg ringede til min læge, men han havde ikke tid til en akut hjemmekonsultation. Jeg fik besked på at komme til klinikken på en eller anden måde, så jeg kravlede til min cykel, og støttende på den, træk jeg mig selv slæbende til lægen 2 km væk. Da jeg kom til lægen og fortalte hvad var sket samme morgen, så han overbærende på mig og sagde at "det var forfærdeligt, hvor folk altid dør af en skæv finger", med hentydning til mit forvredne af smerter ansigt. Jeg skulle tage mig sammen, gå hjem og træne ved strækøvelser hver time til smerterne forsvandt igen. Smerterne forsvandt ikke. Henne på aftenen, fortsat med uudholdige smerter ringede jeg efter en taxa og lod mig køre til skadestuen på nærmeste hospital, hvor jeg fik diagosen: discusprolaps i lænden, indfalden i spinalkanalen og beskadigede nerver. Jeg fik at vide, at havde jeg blot blevet afhentet af en ambulance og straks om morgenen kørt på hospitalet, kunne de give mig langt bedre prognose, end den jeg har fået. Den prognose kom til at holde stik: dobbelt-inkontinens, lammet fod og alle store muskler i benet, forbundet med de beskadigede nerver, jeg fortsat mærker til den dag i dag.

Nogle år efter blev der konstateret en polyp i tarmen. Den blev fjernet i selskab med flere sine mindre polyp-kolleger. Efterfølgende kom jeg til kontrol på speciallægeklinik, hvor speciallægen brugte (hver gang) det meste af tiden på at kritisere at jeg røg. Efter mange år gik lægen på pension og en ny har overtaget klinikken. Allerede første gang fandt den nye læge den største polyp han nogensinde har set. Polyppens alder anslået efter størrelsen blev vurderet til mindst 8 år, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at blive henvist til hospitalet pga. kræftfaren. Der kom jeg i hænderne på en ny speciallæge, der skulle foretage endoskopi og udtage en vævsprøve. Det gjorde han også... han rev halvdelen af underlivet med og var ganske uberørt af den tykke stråle af blod, der sprøjtede ud og den store blodpyt der havde samlet sig på gulvet foran lejet. Det kostede mig en blodtransfusion, men speciallægen var fortsat uberørt. Han kontaktede mig ugen efter og forkyndte at jeg skal opereres og have en... stomi. Alt sammen fordi en læge spildte tiden med at lege "rygeafvænner" og anden mente at min endetarm med tilhørende stum af tyktarmen skulle væk. Det korte af det lange er, at jeg stak af og kom aldrig tilbage. Operationen blev foretaget på et andet hospital, med kikkert, og jeg har beholdt mine tarme.

Men skulle tro, at det var mere end rigeligt til at bære nag, men tro det eller la' være - det er først efter nogle år på dette forum, at jeg omsider har taget stilling til lægestanden. Og ja! Jeg bærer nag! Jeg bærer satans nag! Jeg bærer nag på egne og på alle andres vegne her på forummet - mine medbrugere her, og alle de gæster, der har så rigelige grunde til at opsøge dette netsted.

Alle disse forpinte mennesker, der kommer her med sidste forsøg på at finde hjælp, og de fleste beretter deres historier, der får hårene til at rejse sig i nakken. Og selv om lægerne har forvandlet mig fra 100% rask til 100% syg, og de har taget fra mig muligheden for at have en stor familie og gjort mit barn til enebarn forever, selv om andre læger påførte mig hypothyreose med tab af kvalifikationer, erhverv og fremtid, selv om andre læger kostede mig lammelser og inkontinens på livstid.... var og er det, de hundreder af historier om syge mennesker i uduelige lægers vold jeg hører her på forummett, der endeligt har fået mig til at tage stilling og endelig at ophøre med forsøg på at holde min foragt tilbage. No more mr. nice guy!

De få gode undtagelser der findes i lægestanden er for få til at kunne kompensere for disse horder af hvide kitler, der hver eneste dag ruinerer nye liv med underlødig behandling af hypothyreose, forvisser dem til offentlig forsørgelse og dømmer tusinder af unge mennesker til et fortabt liv endnu før de overhovedet er begyndt at leve et voksent liv. Og de tusinder af små og større børn, der skal undvære deres syg forælder og hele tiden skal konkurrere med hypothyreose om de få gode stunder. Som ringe i vandet, i kølvandet på lægestandens ansvarsløshed, samvittighedsløshed, u-viden og egennytte - breder sig hver dag nye ulykker og nye skæbner går en usikker fremtid i møde. Derfor skriver jeg her, og derfor foragter den lægestand, der ikke lever op til sit eget formål og spreder håbløshed og mistillid, hvor der er brug for håbet og tillid.

Så send mig ikke flere bebrejdelser, please! Bed mig ikke om at forstå læger, at tage hensyn til læger og at respektere læger. Helvede fryser til is, før jeg respekterer dem, der behandler hypothyreose-patienter som skidt.

Jeg er chokeret og forfærdet! Og fuld af forståelse for din foragt for læger. Jeg deler den selv, selvom jeg ikke har været igennem nær de samme uhyrligheder som dig.

Tak for alt det du gør for at dele ud af din store viden!

Forhåbentlig kan det føre til, at der er flere, der bliver rustet til selv at tage vare på deres liv og helbred og 'tillader' sig at forholde sig kritisk til lægerne.

Bare en stor klem til deg Anisa. For en historie!
Må lilevel takke for at du kommer med så gode svar til oss
Nybegynnere her <3

Kjærlighet Anisa hjerte1

Jeg skriver ikke så mye akkurat nu, da din skrevne "historie" (ditt liv) vekker så mange minner om mine egne "møter" med helsevesenet som er vanskelig å håndtere. Jeg forstår din forakt....