Opprinnelig skrevet av
Anisa
Om kolesterolhypotesen
Lad mig begynde med at fortælle, hvad kolesterolhypotesen egentlig går ud på. Den består af tre påstande. (Hvorfor jeg kalder dem påstande, vil læseren snart forstå).
Ifølge den første stiger kolesteroltallet, hvis vi spiser for meget mættet fedt, og et højt kolesteroltal er farligt. Her er der sikkert nogle, der rynker panden. Et højt kolesteroltal er vel ingen sygdom?
Helt rigtigt. De få, der har gjort sig umagen at følge med i den videnskabelige litteratur, vil sikkert også smile. Ved kolesterolforskerne ikke, at ældre mennesker med et højt kolesteroltal lever længst?
At kolesteroltallet stiger, bekymrer imidlertid ekperterne, fordi det ifølge påstand nummer to resulterer i, at vore glatte og smidige arterier forvandles til klippefyldte alpefloder. Det er der imidlertid heller ikke noget, der tyder på. Årsagen er en helt anden.
Den tredje påstand er, at hvis en arterie bliver tilstrækkeligt åreforkalket, så opstår der let en blodprop, som kan udløse et hjerteinfarkt eller et slagtilfælde. Det stemmer heller ikke. Det er ikke åreforkalkningen, der fremkalder blodpropperne. De opstår først, når der går hul på nogle små blærer i arterievæggen.
Nu hører jeg spørgsmålene svirre i luften: Hvis det høje kolesteroltal er ufarligt, hvad er så årsagen til åreforkalkning? Og hvad er det for nogle blærer, du taler om? I en kriminalroman afsløres morderen ikke i første kapitel. Læseren må vente til de sidste. Først nogle kendsgerninger om fedt og kolesterol.
Det mættede fedt
Fedt er en blanding af forskellige fedtsyrer, og fedtsyrer består hovedsageligt af lange kæder af kulstof- og brintatomer. Hvis der er det rette forhold mellem atomerme, kalder man fedtsyrerne for mættede, og med det menes at kulstofatomerne er mættede med brintatomer. De mættede fedtsyrer er stabile, fordi atomernes elektroner passer perfekt til hinanden. Det er en nyttig egenskab, fordi de mættede fedtsyrer er en vigtig bestanddel i alle vore celler og nervetråde. Det er også de mættede fedtsyrer, som dominerer i modermælken og i de animalske fødevarer. Indeholder vores mad for få mættede fedtsyrer, kan vi hente flere fra fedtcellerne.
Vi kan også producere dem selv ved at omdanne kulhydraterne til fedtsyrer. Kulhydrater findes i kartofler og andre rodfrugter og i al mad, der fremstilles af mel, ris og sukker. Hvis vi spiser flere kulhydrater, end vi har brug for, gemmer vi noget af overskuddet som glykogen i musklerne og i leveren. Resten laves om til mættede fedtsyrer, som deponeres i fedtcellerne.
Hvordan kan nogen tro, at molekyler, som vi selv producerer i store mængder, og som er en vigtig bestanddel i al menneskeligt væv, er skadelige for vores helbred? Det er simpelthen et bedragerisk mesterværk at have overbevist den halve verden om, at for meget mættet fedt i maden skader helbredet Der findes også mængder af videnskabelige undersøgelser, der har vist, at det ikke stemmer.
Nogle fedtsyrer savner to eller flere brintatomer, og nogle af kulstofatomerne må derfor dele brintatomer med hinanden ved hjælp af det, man kalder dobbeltbindinger. Hvis der blot findes en dobbeltbinding, kaldes fedtsyren for enkeltumættet, hvis der findes flere, kaldes den flerumættet.
De enkeltumættede fedtsyrer er dem, der dominerer i raps- og olivenolie, men der findes også en hel del i animalsk fedt. Nogle påstår, at vi lettere får hjerteinfarkt, hvis vi ikke spiser tilstrækkeligt med enkeltumættede fedtsyrer. Det er en absurd tanke, fordi vi selv kan producere lige så mange enkeltumættede fedtsyrer, som vi behøver. Der findes heller ikke et eneste eksperiment, der har vist, at det er gavnligt at erstatte mættet fedt med enkeltumættet.
De flerumættede fedtsyrer findes frem for alt i majs-og solsikkeolie samt i fedt fra fisk og skaldyr. De fleste af planteoliernes flerumættede fedtsyrer har tilnavnet omega-6, mens de, der findes i fisk og skaldyr kaldes for omega-3. Vi behøver små mængder af begge grupper. Nogle af dem kan vi ikke selv producere, og da vi behøver dem for at kunne fungere normalt, kalder vi dem for livsvigtige.
Samspillet mellem de flerumættede fedtsyrer og kroppens funktioner er uhyre kompliceret, men meget tyder på, at vi spiser alt for mange omega-6 fedtsyrer i dag, hvilket gør, at de inflammatoriske mekanismer, som normalt er nødvendige, for at vi kan overleve, tager overhånd og bliver skadelige. Forklaringen er, at de flerumættede fedtsyrer er ustabile. De forsøger derfor at stjæle brintatomer fra nabomolekylerne, hvorved både de selv og deres ofre udvikler skadelige egenskaber. Man siger, at de flerumættede fedtsyrer oxiderer. For at forhindre dette har vi nogle molekyler, som kaldes antioxidanter, men spiser vi for meget flerumættet fedt klarer antioxidanterne ikke opgaven, og det kan være skadeligt for sundheden.
Kolesterol
Da jeg hørte om kolesterolhypotesen for første gang, var jeg lige blevet læge fra Københavns Universitet. Mine kundskaber i biokemi var endnu nogenlunde intakte på det tidspunkt. Jeg vidste derfor, at kolesterol er et livsvigtigt molekyle. Man kan for eksempel ikke bygge cellevægge eller nervetråde uden kolesterol. Vi producerer også sexhormonerne og stresshormonet kortisol ved at ændre en smule på kolesterolmolekylet, og med solens hjælp forvandler hudcellerne kolesterol til D-vitamin.
Hjernen fungerer ikke uden kolesterol. De kemiske processer, der starter nerveimpulserne, kræver, at der uafbrudt produceres kolesterol. Det er således ikke så mærkeligt, at den højeste koncentration af dette vigtige stof findes netop i hjernen.
Liv kan ikke skabes uden kolesterol. Derfor er æg den mest kolesterolrige føde, vi har. Der behøves nemlig meget kolesterol for at fremstille en levende varmblodet skabning. Kolesterolet er så vigtigt for os, at hver eneste celle i kroppen er i stand til at producere det. Hvis cellerne behøver mere, end de selv er i stand til at lave, kommer leveren til hjælp og sender mere af den kostbare vare med blodet. Vi producerer tre til fem gange mere kolesterol, end vi spiser. Hvis vi spiser for lidt, øges produktionen; hvis vores mad er rig på kolesterol, holder cellerne pause. Det er derfor, det er så svært at påvirke vores kolesteroltal ved at ændre på kosten.
Påstanden, at vi risikerer at dø af hjerteinfarkt, hvis der er en smule mere kolesterol i blodet end normalt, forekom mig lige så vanvittig, som at gule fingre skulle være årsagen tillungecancer. Jeg var derfor overbevist om, at mere forstandige forskere snart skulle sætte punktum for den ide.
Desværre tog jeg alvorligt fejl.
Hvorfor skrev jeg denne bog
Min første bog "Kolesterol - myter og realiteter" var en detaljeret og kritisk analyse af de videnskabelig studier, som man har anvendt til at gennemføre kolesterolkampagnen. Jeg fortalte også om de talrige studier, der har vist, at kolesterolhypotesen er et luftkastel, men det er noget, som de fleste kolesterolforskere foretrækker at ignorere.
Jeg tror, at mange læsere har haft svært ved at forstå, hvordan man i strid med al videnskab har formået at overbevise en hel verden om kolesterolets og det mættede fedts farlighed. Med denne bog vil jeg derfor vise, hvordan det er gået til, hvordan det har været muligt at forvandle hvidt til sort ved at ignorere alt det, der taler imod; ved at overdrive eller forvanske trivielle forskningsresultater; ved at citere modstridende resultater på en måde så læseren får indtrykket, at de støtter hypotesen; ved at ignorere, undertrykke eller latterliggøre kritiske forskere eller deres resultater; og ved at publicere manipulerede resultater i de videnskabelige tidsskrifter.
I den første del af bogen, den del jeg kalder Myterne, fortæller jeg helt kort om tilhængernes vigtigste argumenter og om alt det, der viser, at de ikke holder. For at læseren skal kunne forstå rækkevidden af vildfarelserne på dette område og af hensyn til dem, der ikke har læst min første bog, har jeg gentaget nogle af de mest indlysende argumenter mod kolesterolhypotesen i forkortet og forenklet form.
I den anden del, Hvordan man holder liv i en død ide, giver jeg eksempler på de mange metoder, som anvendes til at vildlede os.
Det er let at kritisere, når man ikke selv har nogle ideer, siger mine modstandere. Det har jeg imidlertid. Bogens sidste afsnit handler om det, jeg mener, er den virkelige årsag til åreforkalkning og dens følgesygdomme. Det er en ny hypotese, som jeg har udviklet i samarbejde med Kilmer McCully, ham som opdagede forbindelsen mellem homocystein og åreforkalkning. Vi mener, at den forklarer alt det, der ikke stemmer med kolesterolhypotesen, men den, hvis hjerne har taget alt for meget skade af Hjerteforeningens hjernevask, vil nok have svært ved at forstå den.
