Genoptræning af endokrine patienter.

Jeg synes ikke, at stofskiftesyge skal finde sig i, konstant at blive affærdiget af endokrinologer og andre læger, når de klager deres nød og fortæller, at selv om deres sygdom er blevet erklæret for "velreguleret" - føler de dem overhovedet ikke raske, men er fortsat syge og deres trivsel skraber bunden, i fælleskab med deres livskvalitet!

Endnu værre er det, når endokrinologer og andre læger direkte afviser, at endokrine sygdomme har en effekt på psyken - IKKE som årsag, men som en virkning af sygdommen. Disse stofskiftesyge stakler bliver ignoreret og deres liv bliver kun værre af, at i stedet for en faglig, redelig fokus på deres sygdom - sendes de til psykiatere.

Den slags læger er dårlige læger. En dårlig læge, der ikke kan finde ud af anden (efter)behandling end en henvisning til en psykiater eller en recept på antidepressiva - burde vi sky som pesten og udbrede kendskab til, hvor som helst på nettet og efter mund-til-mund-metoden, så nye syge kan advares og ikke falder i deres hænder.

Disse horder af endokrinologer, der kan finde ud af at holde hele kongresser om TSH, men ikke kan finde ud af at dele anden faglig info med hinanden, fordi de i så fald ville være nødt til at arbejde (med at implementere den nye viden i deres daglige virke), i stedet for at spille golf - er desværre i overtallet. Her hos os i Skandinavien og i resten af verden.

De hører ikke om, eller hører ikke efter, heller ikke når der reelt sker gode fremskridt i forskningen af endokrine sygdomme.... Sådant et "fremskridt" er jeg faldet over, da jeg læste om Nicoletta Sonino og hendes artikel Rehabilitation in Endocrine Patients: A Novel Psychosomatic Approach (PDF), som jeg her vil forsøge at gengive på dansk iflg. en forkortet review-version jeg fandt på Expert-reviews.com.

Jeg er ikke en oversætter og har ikke en mastergrad i medicinsk engelsk. Alligevel mener jeg, at jeg har forstået budskabet i Nicoletta Soninos artikel. Det håber jeg meget, at I andre også gør. Og I kan derigennem blive styrkede i modstanden over for de læger, der ikke har fattet pointen med deres egen gerning som læger. Vi er ikke psykisk syge! Vi er stofskiftesyge!

Oversættelsesforsøget kommer i næste indlæg.... Evt. korrektioner modtages med kyshånd. hjerte1

En ny tilgang til genoptræning af endokrine patienter.

Frit efter Expert-reviews.com

De endokrine sygdommenes pårvirkning af patienternes personlighed og psyke, ikke mindst psykiske problemer som depression og angst - har længe været observeret, rapporteret og anerkendt, som værende uløseligt forbundet med sygdomme i hormonsystemet. I de senere år har der været stigende opmærksomhed rettet mod den omstændighed, at selve bedring i sygdommen langt fra altid tilfredsstillende er fulgt af tilsvarende bedring i patienternes psykiske velbefindende. Større fokus blev rettet på patienternes forringelse af livskvalitet, hvilket skyldes at vores kendskab til sygdommen til trods, er vi ikke i stand til at overskue den byrde sygdommen udgør for patienterne, tillige med patienternes egen opfattelse af deres helbredsstatus såsom manglende trivsel, personligt/fysisk forfald eller patienternes vanskeligheder med at leve op til deres egne forventninger til deres funktion både hjemme og udenfor familien.

De vanskeligheder patienterne oplever i forbindelse med deres håndtering af endokrine sygdomme og de ofte svære psykologiske konsekvenser har ført til oprettelse af flere patientforeninger. Patienternes psykosociale selvværd forringes som følge af, at en bedring i den diagnosticeret endokrine sygdoms fysiske udtryk, ikke i samme grad følges af tilsvarende bedring i den psykiske side af endokrine sygdomme. Dette kræver indsigt i og etablering af nye retningslinjer for behandling og efterbehandling af endokrine sygdomme, hvor den psykologiske genoptræning ligestilles med den kliniske behandling af de endokrine sygdomme, i lighed med intern medicin i øvrigt, hvor denne erkendelse allerede er implementeret og i brug.

Psykiske forstyrrelser og forringet livskvalitet tilstedeværende i den akutte fase af sygdommen, bedres som følge af behandlingen, f.eks. i Cushings syndrom, hvor anvendelsen af kortisolhæmmere bragte patienternes depression til ophør, eller hvor behandling med thyreostatika fjernede angsten hos hyperthyreose-patienter. Men en succesfuld effekt på psykologiske symptomer og en forbedring af livskvalitet følges ikke nødvendigvis ad. Dette er blevet konstateret i de seneste studier af patienter med enten sygdomme i hypofysen, såsom hypofyse-relateret Cushings sygdom, akromegali, hyperprolactinemia, hypofysesvulster, underaktiv hypofysen samt væksthormonmangel hos voksne - eller med andre endokrine sygdomme såsom forstyrrelser af funktioner i skjoldbruskkirtlen, primær hyperparathyroidisme, PCOS samt binyretræthed.

Der kan være forskellige årsager til en forsinket eller forringet helbredelse. Hormonforandringer er ofte forbundet med følelsesmæssige forstyrrelser, som ikke altid normaliseres samtidigt med at blodprøvene bliver det. Dette blev bekræftet i studier af Cushings syndrom, thyreoidea lidelser og væksthormon abnormiteter. Urealistiske forventninger til "helbredelse" kan skabe modløshed og apati. Hormonbehandling kan ikke fuldt genskabe den optimale hormonbalance og selv små hormonafvigelser kan fortsat udøve deres negative indflydelse på patienternes psykologiske status. I øjeblikket er hver almindelig endokrinolog bekendt med den psykosociale aspekt af patientbehandlingen, men har ikke personlige kvalifikationer og den fornødne ekspertise til hensigtsmæssigt at kunne bistå deres patienter i denne side af helbredelsen for endokrine sygdomme. En bredere kompetence i psykosomatik og psykoendokrinologi er afgørende for en vellykket behandling af endokrine sygdomme.

Genoptræningsteams og deres virke har opnået succes på mange områder af medicin (f.eks, kardiologi, lungesygdomme, reumatologi og neurologi). Kliniske endokrinologer anerkendes i stigende grad, som et vigtigt element i genoptræningen efter traumatiske hjerneskader på grund af den høje frekvens af skader på hypofysen. Genoptræningen af endokrine patienter defineres her som summen af de aktiviteter, der er nødvendige for at sikre den bedst mulige fysiske, psykiske og sociale effekt, således at helbredelsen skrider frem mod et optimalt helbred. Man vil kunne orientere sig i behandlingens effektivitet gennem at observere f.eks. en forsinket eller utiltrækkelig effekt efter en passende behandling, uoverensstemmelse mellem endokrine status iflg. blodprøvene og den faktiske funktion, eller observation af relevante andre sygdomstegn med særlig opmærksomhed på psykiatriske symptomer (f.eks. forbindelsen mellem depression og menstruationsforstyrelser, forbindelsen mellem overspisning og udvikling af diabetes, eller forbindelsen mellem angst og cyster på binyrer). Også typen af livsstil, belastende adfærd, eller arten af patienternes personlige holdninger til deres sygdom, kan ligeledes udgøre tegn på, om behandlingen skrider vellykket frem eller ikke.

Fremgangsmåden de tværfaglige teams har benyttet har vist sig at være betydningsfuld for en vellykket genoptræning af patienter med endokrine sygdomme. Det endokrine rehabiliterings team ideelt set bør omfatte en uddannet klinisk endokrinolog, en fysioterapeut og en psykolog, med muligheder for at trække på ressourcerne hos andre specialister.

Hændelsesforløbet i efterbehandlingen af endokrine patienter gennemført af en "genoptrænings-endokrinolog" ("Psyko-endokrinolog"?/red.) vil nødvendigvis afvige fra de nuværende standard-fokusområder, der er karakteristiske for de klassiske endokrinolog-klinikker. I den kliniske, klassiske endokrinologi, er der ofte en tendens til at opmærksomheden rettes udelukkende på "hårde data", der fortrinsvis fokuserer på den konkrete medicinering samt hormonmålinger, og ser helt bort fra de "bløde oplysninger", der beskriver patientens fysiske og psykiske tilstand, hvilke anses for ikke relevante. I dag ved vi dog, at netop disse tegn på endokrine patienters mistrivsel og psykiske problemer, trods en vellykket medicinsk behandling - sagtens kan være pålidelige tegn på, at yderligere behandling er påkrævet.

Det bekræftes bl.a. ved alle de beviser, som har hobet sig om behandlingen af (f.eks.) væksthormon-mangel, og bør kunne lokke endokrinologer til en multidimensional vurdering af behandlings effekter, så disse også omfatter psykosociale parametre. For eksempel er den varierende indvirkning på livskvaliteten, der er forbundet med forskelle i effekten af behandlingen med hormontilskud ofte tydeliggjort og fremhævet i efterretninger fra patientforeninger, hvilket dog kun har nydt ringe eller ingen opmærksomhed fra den den medicinske forskning.

Fysioterapeuter bør overvåge og vejlede de endokrine patienter i deres fysiske genoptræning, ved f.eks. at udarbejde hensigtsmæssige, individuelle træningsprogrammer, der vil hindre den fysiske og funktionelle tilbagegang, idet den fysiske inaktivitet er en stor hindring for den post-operative bedring. Det er normalt forekommende, at patienterne viger for et tilbagevenden til deres normale aktiviteter, men denne tilbageholdenhed kan direkte føre til forringelser i den fysiske og psykiske bedring, endsige stille den på standby. Derfor er det vigtigt for patienten at blive hjulpet til en genoptagelse af alle tidligere (fysiske) aktiviteter med (hvis nødvendigt) en assistance og vejledning ydet af fysioterapeuter.

Psykologens rolle er afgørende for en mere præcis definition af endokrine patienters psykiske symptomer (f.eks, depression, angst og irritabilitet), for at forstå patienternes vanskeligheder og for at ændre risikoadfærd (fx rygning, inaktivitet, div.misbrug osv./red.). Korte forløb med individuel psykoterapi kan gavne i bestemte tilfælde. Gruppeterapi for patienter med samme endokrine lidelser (f.eks, hypofysesygdom) (eller thyreoideasygdomme/red.) kan også være nyttige. Patienten vil derefter blive opfordret til at sætte ord på hans / hendes følelser omkring det endokrine sygdom og de (af patienten) frygtede konsekvenser. Emotionelt fælleskab, tryghed ved at opleve andres erfaringer, der ligner ens egne, flere nyttige informationer om sygdommen (under møder med deltagelse af endokrinologer) og udsigt til positive planer for fremtiden vil give den endokrine patient mod på at lære at tænke på fremtiden, fremfor at dvæle ved fortiden ("Jeg er ikke længere den person, jeg plejede til at være") og give patienten mod på at se bort fra de potentielle, fremtidige begrænsninger, som ellers er en følge af sygdommen. Psykologen kan også tilbyde rådgivning og støtte til ægtefæller og familiemedlemmer af patienterne i de forskellige faser af sygdommen.

Ressourcerne for (efter)behandling af endokrine patienter behøver ikke begrænses til endokrinologer, neurokirurger m.v. men kan udvides med primær lægepleje og andre fagfolk samt patientforeninger. Således at de endokrine genoptræningstiltag vil udvide og forbedre samspillet mellem endokrinologi og andre medicinske områder.

Beviser for de psykosociale aspekter af endokrine sygdomme og deres indflydelse på de endokrine patienters helbredelse er nu så talrige, at dette bekræfter behovet for indførelse af deciderede genoptræningsprogrammer for endokrine patienter. Et dedikeret tværfagligt genoptræningsteam kan yde en samlet og koordineret indsats for at sikre tilstrækkelig kommunikation, uddannelse og støtte, til at hjælpe patienten og hans eller hendes familie med at opnå en optimal håndtering af endokrine sygdomme, og til at gennemføre en gradvis fysisk genoptræning, med det formål at opnå en fuld helbredelse. Faktisk en målrettet biopsykosocial intervention i den endokrine patients efterbehandling ville have potentiale til at reducere restsymptomerne og øge bedring for en betydelig del af endokrine patienter.

Med forbehold, frit efter kilde: Nicoletta Sonino. Department of Statistical Sciences, University of Padova and Department of Mental Health, Padova, Italy; and Department of Psychiatry, State University of New York at Buffalo, Buffalo, NY 14215, USA. nicoletta.sonino(at)unipd.it

***

Jeg ville ønske, at der skulle være mere plads til "politik" omkring stofskiftesygdommen i samfundet. En helt anden vinkel end den vante, og som er totalt overset af både de syge og, ikke mindst - af lægerne.

Det er min påstand, at når man har været stofskiftesyg længe "nok" - forsøger kroppen og sindet at tilpasse sig disse forringede forhold således, at selv om man så skulle blive heldig og behandlingen virker - bliver man altså IKKE tilsvarende bedre alligevel. Der er ikke så meget brug for at lære at mestre sygdommen, som der er mere brug for at mestre bedringen! Der er brug for en regulær genoptræning - fysisk og allermest - personligheds-genoptræning, hvis behandlingen skal overhovedet kunne komme i nærheden af begrebet: "succes".

Her fatter jeg ikke, at patientgrupperne spilder kræfterne på at hyle i koret sammen med lægerne omkring den primære tablet-behandling, mens det virkelige patienternes/medlemmernes behov er - en genoptræning, så man kan genoplive sin nu, af sygdommen "lammet" personlighed - det som jo de fleste savner og som de også "måler" sin fremgang (eller mangel på samme) med.

Stofskiftesyge har brug for en regulær støtte til at genvinde deres personlighed, der jo er blevet stækket af sygdommen, og hvor medicinsk behandling alene IKKE klarer at udbedre personligheds-skaderne.

Folk tænker stort set på samme måde som lægerne - kun på pillerne. Og overser totalt, at den stofskiftesyges personlighed bliver "handicappet" som følge af oplevelserne/erfaringerne under sygdommen, og KAN IKKE BARE genoptræne sig selv. Jeg tror, at rigtig mange kunne få uendeligt mere ud af behandlingen, med syntetisk eller ikke syntetisk medicin, hvis de blev genoptrænet til at genvinde egen personlighed, som den var før de blev syge og jeg taler her IKKE om at lære at mestre sygdommen. Jeg taler KUN om at genvinde sin personlighed, som er jo netop det de fleste stofskiftesyge savner mest af alt. Som man var før man blev syg...

Man kan gøre det! Men ingen, siger/skriver: INGEN arbejder for det. Politikere er totalt uvidende. Patientorganisationerne snakker om at mestre sygdommen, i stedet for at mestre genvindingen af den skadede personlighed. Lægestanden tænker kun på piller og vi patienterne - selv om vi alle ved, at vi aldrig bliver helt raske igen, burde vi indse, at vi kan blive lige som før, hvis vores behov for personligheds-genoptræning efter den konventionelle behandling, erkendes og anerkendes af os selv og vores læger. :sad:

Jeg har besvaret et indlæg i privatforummet og mener, at mit svar der, er en god opfølgning her... så jeg kopierer lige....

Sitat:

---

Jeg har nå krefter til dagen er slutt. Men det er forsatt ting jeg skulle ønske var bedre: enda litt mer krefter, bedre hukommelse, bedre konsentrasjonsevne, bedre utholdenhet! Kanskje det komer. Flere snakker om at det kan ta ett års tid før ting har stabilisert seg.

---

Jeg mener at have læst mig til i efterhånden mange kilder, at et langvarigt hypothyreoseforløb skaber kognitive problemer, der kan tåle sammenligning med effekten af hjerneskader - og burde derfor "behandles" som så, ved hjælp af målrettede genoptræninger - som man gør, når man har haft f.eks. slagtilfælde eller andet, der har forvoldt hjerneskaden.

Succes-procenten ved kognitiv genoptræning af hypothyreose-patienter skulle være skyhøj, hvis både patienten og de, som står for genoptræningen er fuldt ud i stand til at anerkende dette, som værende en løsning. Da skal man selvfølgelig også erkende problemet, og fra lægernes side - erkende, at hypothyreose "koster" mentalt, hvis den har stået på længe nok, i behandling med syntetisk hormon T4.

Jeg har efterhånden fundet på nettet mange forskellige "metoder" til en kognitiv genoptræning.... En del kræver kun, at vedkommende selv reelt går i gang derhjemme, hvis man ikke kan vinde ørenlyd hos sine læger. Det gode ved dem alle (teknikkerne/metoderne) er, at der altid er en gevinst for den enkelte patient - mindre eller større, men at de altid gavner.

Personligt tror jeg ikke, at det kommer af sig selv, særlig hvis man har været syg mange år og er en middelaldrende eller, som jeg, en 3/4 gammel person på erkendelses-tidspunktet. Det er bare at gå i gang med at finde "noget" der passer til ens temperament og overblik over egne behov - og så gå i gang med systematisk at træne sine kognitive redskaber op igen.

Man behøver ikke være en specialist til at vurdere noget, blåstemple noget eller udvælge den "rette" metode. Der findes ikke forkerte metoder i den kognitive genoptræning. I værste fald bliver resultatet ikke så markant, end hvis man fandt bedre øvelser. Men der er jo intet til hinder for, at lede videre og finde øvelserne, der vil virke bedre... Selv et dagligt kryds-og-tværs, uanset at det mislykkes de første mange gange - er meget bedre end ingenting.... Man bør forsøge at grave frem sin gamle stædighed og vedholdenhed, hvis muligt, og så blive ved og ved, og ved... Lige meget hvad. I vores situation er selv en mikro-forbedring = en kæmpe bedring. xx7

Jeg leder efter flere gode oplysninger om netop dette emne. Jeg tror nemlig, at det er det "eneste" som mangler - erkendelsen af behovet for kognitiv genoptræning - for at gøre effekten af f.eks. medicinering-skifte - bedre. Eller for "bare" at forbedre sin funktionsevne i hverdagen, uanset hvilken medicin man er i behandling med. kram1

Hei!
Bevisstgjøring på sammenhengen mellom tanker,følelser og kroppslige reaksjoner kan være en svært viktig del i rehabilitering av kroniske lidelser.
I den kognitive terapien er et av målene å oppdage de ufunksjonelle tankene i din indre dialog.( det menneske du prater mest med i livet er deg selv!)
Ufunksjonelle tanker er negative tanker som: bekymringer,dårlig samvittighet,osv.Dersom din daglige indre dialog ofte er i denne "negative gata"vil kroppen reagere som i en stressituasjon og bl.a stoffskifte ditt vil påvirkes negativt.
MEN man kan jo også spørre seg om hva som kom først av høna og egget,lavt stoffskifte =kognitive endringer,kognitive endringer=lavt stoffskifte.
Kognitiv terapi er en aktiv tilnærming som går på å oppdage og dermed endre det ufunksjonelle tankemønsteret,hvor pas. er den aktive part i rehabiliteringen.

RIN

Leser nå en bok, etter anbefaling fra Anisa (takk!). Den heter "Evnen til helbred. Behandling av stress, angst og depresjon uten medikamenter eller psykoterapi" av David Servan-Schreiber, psykiater, utgitt på Pax forlag, skal finnes i pocket til under 100 kr, og finnes på ditt bibliotek, gratis!

Han er i utgangspunktet en alminnelig psykiater, med sunn skepsis, altså ikke en med et alternativt ståsted i utgangspunktet. Han kommer med mange gode råd, om å jobbe med meditasjon, jobbe for hjertekoherens (jevne, bølgeliknende hjerterytmer som fremmeraktivitet i hjernebarken) ved hjelp av pust og konsentrasjon om hjertet. Dette i motsetning til kaosrytmer som hemme raktivite ti hjernebarken.

Han skriver om lysbehandling mot vinterdepresjon, akupunktur som virker direkte på den emosjonelle delen av hjeren, om å bruke Omega-3 som hjerneføde mot bipolar lidelse, om trening som antidepressiva osv. Alt belegges med en mengde fotnoter og henvisninger til diverse forskning som understøtter resultatene. Eks en gruppe depressive ble behandlet med Zoloft, antidepressiva, en annen gruppe fikk "medisinen" jogging. I begynnelsen var de tikke rare forskjellen. Men etter ett år viste de to gruppene store forskjeller: Zoloft-gruppen hadde en tredjedel tilbakefal. mens joggegruppen hadde 92 % som fortsatt hadde god helse. Jeg har også lest et annet sted at kognitiv behandling, fysisk aktivitet og antidepressiva gir omtrent samme resultat. Men det er mulig jeg husker feil. Jeg har ikke lest den ut. Den er absolutt å anbefale!

Har bestilt flere bøker av Jon Kabat-Zinn http://www.mindfulnesstapes.com/ på biblioteket, en som jobber i samme spor som Andries Kroese, med mindfulness, oversettes til norsk med oppmerksonhetstrening. En form for meditasjon som gjør deg svært oppmerksom på kroppen din mens du har fokus på pusten din.

Mener jeg leste ett sted at meditasjon og fysisk aktivitet kan øke DHEA. Jeg håper det, for min del...

Det er jo ekstremt tankevækkende, at nogle forskere mener, man ligefrem skal genoptrænes ... Jeg har godt nok selv haft den tanke nogle gange men har skubbet den væk. Det føles lidt for langt ude - genoptræning!

Men alligevel: Nogle gange opdager jeg, at jeg har gjort et eller andet mærkeligt - som fx pludselig talt lidt for meget eller længe eller 'tæt' med fx en eller anden nabo eller en, jeg kun møder, når vi lufter hund - og så føler jeg mig mærkelig til mode og overvejer, om jeg kun gør det, fordi jeg er i den fysiske & psykiske tilstand, jeg nu engang er på grund af stofskiftet - eller om jeg 'er' sådan - og frem for alt: Om jeg vil blive ved med det, hvis jeg en dag kan andet og mere, end jeg kan nu.

Svaret er vel et sted 'i midten'; Ens adfærd må jo blive påvirket af stofskiftet, og det giver nogle vilkår og dermed også nogle vaner, man ellers ikke ville have fået, tror jeg. Så er jobbet vel at vænne sig af med noget, vænne sig til noget andet - OG holde erindringerne ud?

Er det sådan, vi skal tænke vores genoptræning, tror I - eller?

Under alle omstændigheder for man da godt nok travlt, hvis man får det bedre ... DU GODESTE
Men det bliver jo nok en blandet fornøjelse :shock:

Jeg er i øvrigt nok ikke så mærkelig endda. Læger er ofte tilbøjelige til at mene, at jeg er ... usædvanligt almindelig, tror jeg. Men jeg kan jo mærke, at i hvert fald en hel del andre ikke er enige i, at der er så meget almindeligt ved mig. Og det er ikke alle på den måde som før, jeg blev syg. Da var jeg usædvanlig uden at være helt ude i hampen. 'En stor personlighed', kommenterede nogle af mine lærere i Folkeskolen mig - som ros. Jeg var ikke venner med alle men gode venner med dem, jeg var gode venner med.

Og 'Den, som er venner med alle, er ikke ven med nogen', står der på en magnet på køleskabet her i huset. Det er jo sandt. Det behøver ikke være sådan, at alle og enhver kan lide en .... Heldigvis.

Men det er da ret så beklageligt, hvis for mange af dem, man gerne ville være venner med, ikke kan få øje på en? Hvis I forstår?

... når man nu alligevel ikke kan sove (!) kan man jo lige så godt stå op af sengen og tilføje eller rette:

Når jeg skriver, at jeg 'opdager' jeg har gjort et eller andet mærkeligt, er det snarere et spørgsmål om, at jeg bliver i tvivl, om dette eller hint nu også er ok. Talte jeg for meget? Skulle jeg nu ikke have sagt, at? Etc. Etc.

Måske er det 'bare' en effekt af at have været for meget alene for længe. Man kan jo komme ud af træning med ting, andre overlader fuldstændig til deres automatpilot. Men det er jo så i høj grad en effekt af at have levet under nogle uheldige vilkår i årevis, kan man sige.

Genoptræning er en god ting, men bedre er ikke at behøve genoptræne eller genoptræne mindst... Alligevel er her flere, der er gået med ubehandlet eller fejlbehandlet hypothyreose i flere år - 5, 10, 14... flere? Enten har lægerne ikke formået at "genkende" sygdommen endsige diagnosticere den, eller - har de indtaget en "vente-og-se-holdning" i årevis. Enhver der har mødt en "vent-og-se-læge" bør hermed blive klar over, hvad prisen er for denne, lægens holdning og - for sit eget samtykke, stiltiende eller på anden måde.

Tør slet ikke tænke på, hvor mange "demente derude" vil aldrig nogensinde komme i behandling, fordi ingen finder på at undersøge dem for hypothyreose, eller affærdiger dem med "skraldespands-diagnosen "subklinisk hypothyreose". :cry:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Jeg mener at have læst mig til i efterhånden mange kilder, at et langvarigt hypothyreoseforløb skaber kognitive problemer, der kan tåle sammenligning med effekten af hjerneskader...

---

Ikke "sammenligning" med effekten af hjerneskader, men deciderede hjerneskader. Både primær og subklinisk hypothyreose giver hjerneskader, blot de får lov til at fortsætte længe nok, ubehandlede eller underbehandlede...

Årsagen til reduktion af kognitive funktioner hos patienter med hypothyreose er ikke fuldstændig afklaret. Billeddannende undersøgelser har givet os en vis indsigt i mulige ændringer i hjernens stofskifte hos syge af hypothyreose. I en nylig studie undersøgtes hjernens cerebral*) metabolisme ved hjælp af positronemissionstomografi (PET) hos velregulerede patienter, som var euthyroide på tidspunktet for forsøgets start, og som derefter har udviklet hypothyreose som følge af seponering af thyreoideahormon.

Mens forsøgspersoner var i hypothyroid tilstand, blev der konstateret et generelt fald i regional cerebral*) blodgennemstrømning og i cerebral glukosemetabolisme. Der var ingen specifikt lokaliseret fejl, hvilket tyder på en generelt reduceret hjerneaktivitet.

Tilsvarende SPECT-scanning af hjernen hos en patient med iatrogen (fremkaldt af lægen) hypothyroid demens viste diffus cerebral hypoperfusion (fald i blodgennemtrømningen). Når patienten igen er blevet behandlet frem til en euthyroid tilstand, viste en ny SPECT-scanning normaliserede forhold og den kognitive funktion blev konstateret genoprettet ved Mini Mental State Exam.

Endelig en undersøgelse med MRS viste specifikke ændringer i frontal metabolisme hos hypothyreosepatienter, hvilket blev normaliseret efter behandling med T4. Disse undersøgelser tyder på, at hypothyreose er forbundet med cerebral*) metabolisme, fortrinsvis lokaliseret i hjernens frontallapper.

Ganske vist er det syntetiske T4 den substitutionsterapi der generelt vælges til behandling af hypothyreose, og der kan gå op til 3 måneder inden normaliseringen (v/blodprøver) indtræffer, men der er ikke påvist noget fast mønster for reduktion af (recovery fra) de neuro-adfærdsmæssige symptomer forsøgspersonerne har udviklet under forsøget. Desuden er der ingen prospektive, objektive videnskabelige undersøgelser der kan afklare om hypothyreosens kognitive og/eller psykiatriske symptomer kan reverseres efter en vellykket behandling frem til euthyroid tilstand.

Subklinisk hypothyreose er defineret ved en forhøjet serum TSH og af normale ("områder") serum thyreoideahormon niveauer.

Subklinisk hypothyreose blev først defineret af Evered et al. i 1973 og Wenzel et al. i 1974 og blev generelt betragtet som en symptomfri tilstand uden gener for patienterne. Det var en fejl, men denne fejlopfattelse lever fortsat i bedste velgående, selv om der er nu opnået betydelige beviser for, at subklinisk hypothyreose er en forholdsvis almindelig lidelse, som kan være forbundet med kognitive og neuropsykiatriske forstyrrelser, og som ville respondere på behandling med thyreoideahormoner (problemet er blot, at behandling bliver ikke tilbudt patienterne med subklinisk hypothyreose).

Forekomsten af subklinisk hypothyreose antages at udgøre 5% af den almindelige befolkning, og næsten 20% hos kvinder i en alder over 60 år. Selv om størstedelen af patienter med subklinisk hypothyreose har få eller ingen (?) åbenlys kliniske symptomer, er der flere patienter der klager over milde (?) symptomer på hypothyreose såsom anergia (sløvhed og reduceret fysisk form), utilpashed og abulia. Selv om disse klager er noget diffuse og relativt almindelige i den brede befolkning, har dog en stor, populationsbaseret studie rapporteret flere samstemmende klager over tør hud, kuldeintolerance, og let (?) træthed hos patienter med subklinisk hypothyreose sammenlignet med kontrolgruppe af raske personer.

Måske det bedste bevis for mål neuro-adfærdsmæssige ændringer i subklinisk hypothyreose kommer fra neuropsykologiske undersøgelser, som har identificeret subtile, men klinisk signifikante, neuropsykologiske mangler og stemningsforstyrrelser. Neuropsykologiske mangler omfatter reduceret hastighed af informationsbehandling og reaktionstid, nedsat selektiv opmærksomhed, dårlig korttidshukommelseskapacitet, indlæringsvanskeligheder samt behandling af nye oplysninger, og sidst men ikke mindst en reduceret verbal fluency (et begreb, der anvendes til at beskrive den hastighed, hvormed en person kan finde/opbygge/danne ord).

Historisk set havde forbindelsen mellem ændringen af hypothalamus-hypofyse-skjoldbruskkirtlen akse samt kognition og adfærd blevet antydet overvejende gennem enkelte case-rapporter eller løse beskrivelser. Men gennem de sidste tyve år har der været stigende, konvergerende, samstemmende beviser for, at lidelser i skjoldbruskkirtlen er forbundet med fysiske, adfærdsmæssige og kognitive symptomer, der væsentligt påvirker patienternes dag-til-dag funktioner.

Desuden kan disse lidelser efterligne psykiatriske og kognitive forstyrrelser, der fører til fejldiagnoser og uhensigtsmæssig behandling. Fuldstændig tilbagevenden til normalt funktionsniveau som det var før sygdommens udbrud, kan ikke opnås hos personer med skjoldbruskkirtellidelser, især de autoimmune.

Langtidsundersøgelser er nødvendige for mere målrettet indsats rettet mod de kognitive og følelsesmæssige funktioner, i hver fase af disse lidelser samt under behandlingen. Opmærksomhed henledes på, at ældre mennesker kan udvise/udvikle atypiske fysiske og adfærdsmæssige symptomer på thyroideasygdom, der nemt kan fejldiagnosticeres, og som kan resultere i betydelig kognitiv svækkelse.

Kilde: Neurobehavioral functioning in thyroid disorders Medicine and Health/Rhode Island Vol. 86 No. 10 October 2003

*) Cerebrum forklaring her

http://upload.wikimedia.org/wikipedi...tion_small.gif

Location of the human cerebrum

Flott Anisa:-) Tusen takk for oversettelsen.

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Blondie

Flott Anisa:-) Tusen takk for oversettelsen.

---

Selv tak, Blondie kram1

Men artiklen er meget mere omfattende, end de brudstykker jeg har oversat (med 0,01% mine kommentarer).

Neurobehavioral functioning in thyroid disorders

• Hyperthyroidism and Graves' Disease
  
  • Psychiatric Symptoms of Hyperthyroidism
• Neuropsychological and Neuroimaging Correlates

• Hypothyroidism
  
  • Psychiatric Symptoms of Hypothyroidism
  • Neuropsychological Correlates
  • Neuroimaging Findings
  • Treatment
  • T4 and T3

• Subclinical Hypothyroidism

• Thyroid Disease in Elderly
  
  • Hypothyroidism
  • Hyperthyroidism

• Conklusions
• References

1. Trzepacz PT, McCue M, Klein I, et al. Biol Psychiatry 1988; 23: 678-88.
2. Kathol RG, Delahunt JW. Gen Hosp Psychiatry 1986; 8: 23-8.
3. MacCrimmon DJ, Wallce JE, Goldberg WM, Streiner DL. Psychosomatic Med 1979; 41: 331-40.
4. Stern RA, Robinson B, Thorner AR, et al. J Neuropsychiatry Clin Neurosci 1996; 8: 181-5.
5. Stern RA, Prange AJ Jr. Neuropsychiatric aspects of endocrine disorders. In HI Kaplan, BJ Saddock (Eds.). Comprehensive Textbook of Psychiatry, 6th Edition. 1995; Volume 1: 241-51. Baltimore, MD: Williams & Wilkins.
6. Bhatara VS, Tripathi RP, Sankar R, et al. Psychoneuroendoncrinol 1998; 23: 605-12.
7. Somerville JA, Tremont G, Stern RA. J Clin Experiment Neuropsycho 2000; 22: 613-21.
8. Jackson IM. Thyroid 1998; 8: 951-6.
9. Constant EL, deVolder AG, Ivanoiu A, et al. J Clin Endocrinol Metab 2001; 86: 3864-70.
10. Kinuya S, Michigishi T, Tonami N, Clin Nucl Med 1999; 24: 666-668.
11. Smith CD, Ain KB The Lancet 1993; 345: 619-20.
12. Bunevicius R, Kazanavicius G, Zalinkevicius R, Prange AJ Jr. NEJM 1999; 340: 424-9.
13. Wenzel KW, Meinhold H, Raffenberg M, et al. European J Clin Investigat 1974; 4: 141-8.
14. Evered DC, Ormston BJ, Smith PA, et al. Brit Med J 1973; 1: 290-3.
15. Haggerty JJ, Garbutt JC, Evans DL, et al. Int J Psychiatry Med 1990; 20: 193-208.
16. Canaris GJ, Manowitz NR, Maycor G, Ridgeway EC. Arch Internal Med 2000; 160: 526-34.
17. Cooper DS, Halpern R, Wood LC, et al. Ann Internal Med 1984; 101: 18-24.
18. Staub JJ, Althaus BU, Engler H, et al. Amer J Med 1992; 92: 631-42.
19. Baldini IM, Vita A, Mauri MC, et al. Prog Neuropsychopharmacol Biol Psych 1997; 21: 925-35.
20. del Ser Quijano T, Delgado C, Martinez Espinosa S, Vasquez C. Neurologia 2000; 15: 193-8.
21. Tunbridge WMG, Evered DC, Hall R, et al. Clin Endocrinol 1977; 7: 481-93.
22. Haggerty JJ, Stern RA, Mason GA, et al. Am J Psychiatry 1993; 150: 508-10.
23. Volpato S, Guralnik JM, Fried LP, et al. Neurol 2002; 58: 1055-61.
24. Mooradian AD, Morley JE, Korenman SG. Dis Mon 1988; 34: 393-461.
25. Lloyd WA, Goldberg IJL. Br Med J 1961; 2: 1256-9.
26. Jaeschke R, Guyatt G, Gerstein H, et al. J Gen Intern Med 1996; 11: 744-9.
27. Prinz PN, Scanlan JM, Vitaliano PP, et al. J Gerontol A Biol Sci Med Sci 1999; 54A: M111-M116.
28. Parle JV, Franlyn JA, Cross KW, Jones SC, Sheppard MC. Clin Endocrinol 1991; 34: 77-83.

Geoffrey Tremont, PhD, Robert A. Stern, PhD, Holly James Westervelt, PhD, Catherine Lee Bishop, PsyD, and Jennifer Duncan Davis, PhD

Geoffrey Tremont, PhD, is Associate Director, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital, and Clinical Assistant Professor, Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Robert A. Stern, PhD, is Director, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital, and Associate Professor, Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Holly James Westervelt, PhD, is Staff Neuropsychologist, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital, and Clinical Assistant Professor, Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Catherine Lee Bishop, PsyD, is a Post-Doctoral Fellow, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital & Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Jennifer Duncan Davis, PhD, is a Post-Doctoral Fellow, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital & Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

CORRESPONDENCE:
Geoffrey Tremont, PhD
Neuropsychology Program
Rhode Island Hospital
Physicians Office Building
596 Eddy Street
Providence, RI 02903
Phone: (401) 444-4500
e-mail: gtremont@lifespan.org
Rhode Island Medical Society Oct 2003

Mon alle disse forskere kan på nogen måde formå at imponere vores egne læger nok til at de vil begynde at tage sine patienter på alvor? vedikke1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Mon alle disse forskere kan på nogen måde formå at imponere vores egne læger nok til at de vil begynde at tage sine patienter på alvor? vedikke1

---

Enig...men skriv ut å ta med, det funker på min lege.:mrgreen:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Blondie

Enig...men skriv ut å ta med, det funker på min lege.:mrgreen:

---

Så må vi bede til, at han "sladrer" om det til sine kolleger. fanx:

Sitat:

---

[I]...men der er ikke påvist noget fast mønster for reduktion af (recovery fra) de neuro-adfærdsmæssige symptomer forsøgspersonerne har udviklet under forsøget. Desuden er der ingen prospektive, objektive videnskabelige undersøgelser der kan afklare om hypothyreosens kognitive og/eller psykiatriske symptomer kan reverseres efter en vellykket behandling frem til euthyroid tilstand.

---

Det kan godt lyde noget "endeligt", særlig for dem, som frygter hjerneskade så meget, at de enten nægter at tænke på det, eller opgiver og resignerer. Det mener jeg ikke er nogen vægtig grund til, for ganske vist har vi ikke bedt om også dette problem, oven i alle de andre, forbundet med hypothyreose - men når det egentlig er sket og har vi ikke noget valg, andet at resignere (hvilket jo ikke er noget valg, men en selvopfyldende "dom"), der er der ikke andet for end se frem og tilstræbe at opbygge et fornyet håb om, at det ser ikke så sort ud, som det lyder: "hjerneskade af hypothyreose".

Endnu for relativ få år siden, anede ingen, herunder sagkundskaben noget om, at nervevævet kunne regenerere. Tværtimod, mente man den gang at skader på nerverne var uoprettelige. Sådan er det ikke længere. Nu ved man, at mister man en "neuron/synaps-sti" til en funktion eller færdighed, vil nye synapser vokse ud og igen skaber forbindelse til et eksisterende "funktions-center" eller, hvis det er et "funktions-center" som har taget skade - vil andet "neuron-stedet" i hjernen overtage rollen og funktionen gendannes...

...såfremt disse funktioner bliver ved og ved, og ved med at blive forsøgt anvendt,
uanset nederlag på nederlag, til at begynde med!

Når et menneske født med kun den ene hjernehalvdel (Michelle Mack) kan udvikle sig til et næsten normalt funktionsniveau, gennem rette stimulation/genoptræning, kan vi, med helt usammenlignelige "små" nerveskader sagtens genvinde vores tidligere funktionsniveau, om ikke 100% så i hvert fald tæt på. Problemet består ikke i så meget i nerveskadernes beskaffenhed, som det består mere i behandlersystemets manglende erkendelse og viljen til at etablere rette genoptræningsfaciliteter til mennesker med hormoninducerede hjerneskader. Det er politik...

.... og når man betragter visse af de politiske debatter om stort og småt politikere imellem, kan man af og til fristes af mistanken, at af alle mennesker i samfundet, er politikere dem, der trænger mest til behandling for manglende realitetssans, paranoia samt udpræget neurotiske handlingsmønstre, dagens lovgivning så rigeligt afspejler.

Hvordan overbeviser man de ukyndige politikere, der støttes ofte af lige så ukyndige medicinske autoriteter, der fortsat dvæler ved deres egen forældet skolelærdom? Måske er det ikke dem, men os selv vi skal overbevise om at der er håb. Når vi først selv tør håbe og har noget solidt at have håbet i - da er det ikke umuligt, at vi får fornyede kræfter til at tilkæmpe os den assistance, der skal til at vi kan vinde livet tilbage, hellere sent end aldrig. Man kan også gøre en hel del selv, når man kan tro på at det nytter. xx4

En interessant bog kan hjælpe med at genoprette troen på at det hidtil forstået som "uopretteligt" er ikke nødvendigvis så uopretteligt alligevel.

The Brain That Changes Itself
Af Norman Doidge MD

http://www.youtube.com/watch?v=t3TQopnNXBU

http://www.youtube.com/watch?v=tFbm3jL7CDI

Fra tråden Den sociale død - hypothyreosens trofaste følgesvend:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Jeg er selv "socialt død" og har været det gennem mange herrens år. Selv efter at have kastet lægerne med deres Eltroxin på porten i 2006, fortsatte den "sociale død", fordi at blive "levende" igen kræver en målrettet, mental genoptræning, men så længe hypothyreosens hjerneskadende effekt ikke anerkendes af lægestanden, kan hypothyreose-patienter ikke genoptrænes af deres hjerneskader, og deres sociale følger. Selv når den sociale død letter "af sig selv" efter overgang til bedre behandling - bliver den aldrig helt væk igen. Ikke uden erkendelse, anerkendelse og en målrettet genoptræning, kun de færreste er i stand til at gennemføre på egen hånd.

Ingen kræver at et offer for en hjerneblødning skal genoptræne sig selv. Alle kan forstå det. Ingen vil forstå, at hjerneskader pga. langvarig hormonmangel kan være lige så omfattende, som de fleste skader forårsaget af hjerneblødninger. Og selv om hypothyreose giver ikke lammelser - kan hypothyreose låse een inde i sin egen krop, lige så effektivt som den største blodprop.

---

Bringer emnet frem igen til ære og nytte for alle - særlig vores læger, der stoler ubændigt på, at "når pillen er taget - forventes problemet at være ude af verden....". De læger, der underbehandler hypothyreose-patienter i årevis, og ikke forstår, at underbehandling er stort set lige så skadevoldende som ingen behandling. Fra denne kant får vi ingen hjælp, fordi ingen er så tro mod sin "barnelærdom" som læger, og ingen er sværere at "omvende" og "berøre" end læger.

Kampen om genoptræningen af endokrine patienter kunne have været en selvfølgelig opgave for patientforeninger, men sådan går det ikke. De fleste patientforeninger støttes af medicinalindustri og alle patientforeninger kryber i støvet for lægestanden, tigger om et godt ord og bevilger af deres små midler til medicinsk forskning, der kun gavner i lommerne på forskere, hvis omtanke for endokrine patienter kan ligge på et meget lille sted. Føj!

Vi må klare os selv med netsteder som vores. Gudskelov at forummet findes.

TAK Anisa for det store arbejde du har gjort med at oversætte xx2
Det hele er printet ud og er klar til at blive læst i weekenden.

http://www.youtube.com/watch?v=uiCRZLr9oRw

in this proud land we grew up strong
we were wanted all along
I was taught to fight, taught to win
I never thought I could fail

no fight left or so it seems
I am a man whose dreams have all deserted
I've changed my face, I've changed my name
but no one wants you when you lose

don't give up
'cos you have friends
don't give up
you're not beaten yet
don't give up
I know you can make it good

though I saw it all around
never thought I could be affected
thought that we'd be the last to go
it is so strange the way things turn

drove the night toward my home
the place that I was born, on the lakeside
as daylight broke, I saw the earth
the trees had burned down to the ground

don't give up
you still have us
don't give up
we don't need much of anything
don't give up
'cause somewhere there's a place
where we belong

rest your head
you worry too much
it's going to be alright
when times get rough
you can fall back on us
don't give up
please don't give up

'got to walk out of here
I can't take anymore
going to stand on that bridge
keep my eyes down below
whatever may come
and whatever may go
that river's flowing
that river's flowing

moved on to another town
tried hard to settle down
for every job, so many men
so many men no-one needs

don't give up
'cause you have friends
don't give up
you're not the only one
don't give up
no reason to be ashamed
don't give up
you still have us
don't give up now
we're proud of who you are
don't give up
you know it's never been easy
don't give up
'cause I believe there's the a place
there's a place where we belong

smilja1