Janne, diabetes, kolesterol, blodprop, statiner

Skrevet d. 18. juli 2008

I HJEMMET nr. 29 af d. 14. juli 2008 skriver en læser til "SPØRG HJEMMETS LÆGE" bl.a. "Jeg er en kvinde på 72 år, der har arveligt forhøjet kolesteroltal." Kvinden beskriver videre hvornår det er blevet opdaget og at lignende er blevet konstateret hos hendes tre børn. Hun føler sig ansvarlig for at have videregivet det defekte gen til dem. Specielt fordi kolesterolmedicinen har ubehagelige bivirkninger.

Kvinden skriver videre: "I februar holdt jeg op med at tage kolesterolpillerne og synes, at min krop fungerer bedre." Dog viste en måling måneden efter en stigning i kolesteroltallet.

Lægen Bjørn Østerbye svarer bl.a. "Det er vigtigt at blive behandlet, så man bør tage sin medicin, selv om den har bivirkninger. På kort sigt kan det være spiseforstyrrelser, søvnløshed, hovedpine og muskelsmerter. Men der er tilsyneladende ikke nogen kendte langtidsvirkninger af medicinen, så jeg synes, at du skal tage den igen".... skriver lægen til en 72-årig kvinde.... Dvs. et menneske, der i forvejen er svækket af alderdommen og skal nu også leve med bivirkningerne af statiner (kolesterolmedicinen) oven i.

Han skrive ydermere, at der er tilsyneladende ikke nogen kendte langtidsvirkninger af medicinen. Det tror jeg gerne - statiner er ikke gamle nok til, at man skulle kunne fastslå deres langtidsbivirkninger. Og den dag disse langtidsbivirkninger evt. er kendt og beskrevet - er denne 72-årige forlængst død og begravet.

Det er dog hendes børn ikke (endnu).... og siden man havde udvidet anvendelse af statiner forebyggende dvs. også til mennesker, der ikke er blevet syge som følge af deres forhøjede kolesteroltal - genetisk eller ikke. Denne kvindes børn bliver anbefalet at gå i en livslang statin-behandling, for at hindre deres kolesteroltal i at stige, med et totalt ukendt effekt på deres liv og helbred - mens de endnu er (eller burde være) arbejdsdygtige og i fuldt sving med at være forældre m.v.

Fra 14. oktober 2002 har man vedtaget ændrede tilskudregler for statiner, hvilke fra da af omfatter langt flere "faktorer" end hidtil, hvilket betyder at statin-behandlingen nu omfatter langt flere "dispositioner" end decideret sygdom dvs. mange mennesker, hvis kolesterol ligger højt "fra naturens hånd" skal i behandling for en sikkerheds skyld - uanset om deres kolesteroltal er korrekt for dem eller ikke. Alene at der findes nu tilskudsreglerne vil ses som en behandlingsrekommandation. Der foretages ingen differenciering dvs. ingen individuelle analyser af, hvorfor netop denne patients kolesteroltal er højere end vedtaget som skadeligt, ikke megen vurdering af den enkelte patient - men som i stofskiftesygdomme og med undtagelse af diabetes, der er det eneste respekterede (af læger) hormonsygdom i Danmark - bliver de fleste sygdomme diagnosticeret og "behandlet" ved at glo på tabeller med tal, der skal give et universel svar på snart alt imellem himmel og jord. Noget man før blev brændt for på bålet for - kvaksalveri - i dag er blevet videnskab.

Hvorfor alt den brok?

Jo. Problemet er, at statiner er en lægemiddelgruppe, der ikke kun gør det af med det skadelige kolesterol, men med ALT kolesterol - også de lipidstoffer - vores organisme ikke kan undværre for dannelsen af D-vitaminet og opretholdelsen af en god hormonbalance, ikke kan have et velfungerende immunsystemet uden og en hel del andre gode formål - kroppen har til at danne disse stoffer. Statiner fjerner dem alle! De "onde" og de gavnlige. Sikken en redelighed, hva`?

Det "onde" kolesterol kan gøre folk syge.

Uden det "gode" kolesterol bliver folk syge.

Hvis bortfjernelse af det skadelige kolesterol vil gøre folk raske - må det omvendte - bortfjernelse af det gode kolesterol, nødvendigvis gøre folk syge, eller hur? Det går sørme begge veje altsammen.... Og før man har fundet ud af at kalibrere statiner således, at de kun gør det af med det skadelige kolesterol - burde man vente med at godkende disse midler til brug for mennesker. Men ak! Aktionærerne, der har skudt penge i medicinalfirmaerne har ikke tid til at vente. De vil have deres dividender så hurtigt som muligt. Helst "i går".

Derudover står der sørme meget på spil for.... medicinalfirmaerne. Alene en forebyggende "indsats" i Danmark vil bibringe disse selskaber en god pose penge på omkring 3-4 milliarder kroner HVERT ÅR. Ingen grund til at undres over, at de promoverer deres medicin som den eneste rigtige. Derimod al mulig grund til at undres over de læger, der tager livsfarlige chancer og ordinerer medicinen til de samme mennesker, de ellers havde svoret ikke at skade!

*********

Jeg har en veninde, Janne. Janne er overvægtig, selv om hun har vendt vrangen ud på sig selv de sidste mange år... Hun fik diabetes for en 20 år siden og fulgte behandlingen slavisk, uden kommentarer.

Ligeledes fulgte hun behandlingen lige så slavisk efter at hun fik en blodprop i hjertet for et år siden. Hun var allerede holdt op med at ryge for flere år siden, så dèt var på plads. Nu skulle hun så følge en stram diæt og indtage statin medicinen for resten af hendes liv.

Janne er i dag omkring de 50 år gammel. Inden hun fik sin blodprop var hun evigsmillende, rørig, energisk, initiativrig og sad ikke stille et øjeblik. Altid i fuldt sving med noget fornøjelig for sig selv og andre. Ikke den slags stress man bliver syg af - for på ånd og sjæl var Janne altid den der var i balance og den, der altid kunne holde hovedet kold og velovervejet. Et rigtigt livsstykke. Uden den mindste hang til depressioner, fortvivlelse eller andre form for kriser. Hun tog altid tyren ved hornene "nu-og-her". I al den tid jeg kendte hende, en god nabo siden sidst i halvfjerdserne.

I dag sidder Janne i sin sofa. Hun tager regelmæssigt ud for at motionere, men mest fordi det er noget hun har fået besked på. Før i tiden var det frivilligt og med glæde. I dag er hun initiativforladt. Orker ikke engang at reagere på nyhederne i tv-avisen eller rundt om i sit eget liv. Hun er totalt udmattet. hendes mentale færdigheder rækker lige akkurat til at slå øjnene op om morgenen og længes efter at sove igen om aftenen. Godt nok går hun på arbejde, men nu hyppigt sygemeldt da medicinens bivirkninger tærer på hende. Hun er bleg, med tyndt, gennemsigtigt hud. Hun har en tyrkertro på sine læger. Følger slavisk sin diæt. Hendes hår hænger klæbet tyndt til hendes hoved og hun ligner i hvert fald ikke den tidligere Janne fra for et år siden.... Hun så sørme sundere ud dagen efter sin indlæggelse med blodprop i hjertet, end hun ser ud i dag.

En læge stiller interessante spørgsmål omkring statiner i Ugeskrift for Læger: "Indikationen for brug af statiner udvides konstant og omfatter efterhånden kæmpemæssige patientgrupper. Det er derfor tiltagende vigtigt at være opmærksom på mulige negative virkninger af stofferne. I de hidtidige opgørelser, som typisk redegør for opfølgningstider på 3-5 år, har man ikke observeret nogen faretruende tegn på alvorlige statinbivirkninger, men spørgsmålet er, hvad man kan forvente efter 10-20 års brug af et statinpræparat." Læs mere...

Jeg kan, i hvert fald se, at på Janne kan man tydeligt se, at hendes helbred nu er skadet af noget "der ikke var der før".... og der er kun gået et sølle år siden hun er blevet sat på statiner.

Og jeg ved også, at der foregår en diskussion om disse stoffer mellem lægerne indbyrdes, dog under overfladen, hvor vi andre sædvanligvis ikke forvilder os.

Jamen - søg så på søgeordet statiner og se, hvad du finder... og tænk selv den dag din læge foreslår et kolesterolsænkende lægemiddel....

.... som min vens læge gjorde for et par år siden, da min ven havde et forhøjet kolesteroltal, som en naturlig følge af en underaktiv skjoldbruskkirtel (lavt stofskifte). Selv om hendes kolesteroltal var kun 6,5 - havde lægen foreslået et lægemiddel, jeg senere fandt ud af var statin (der findes ikke andre med samme virkning)....

Min vens kolesteroltal er i dag på 3. Ikke pga. af statin. Denne recept har hun nemlig aldrig indløst, da hun så hvilke problemer der var med bivirkningerne og disse ukendte langtidsbivirkninger samt de opråb mod at gamble med patienternes liv hun læste i anerkendte lægetidskrifter over den ganske verden. Nej, hun gjorde noget helt andet.

Hun smed stofskiftemedicinen ud og erstattede den med en anden, der har været anvendt før den syntetiske kom på marked i tresserne. Thyroid USP (Armour Thyroid) hedder den og efter kort tid var både hendes lave stofskifte og det høje kolesteroltal væk som dug for solen, efter 30 år i helvedet! Men det er en helt anden historie....

Skrevet d. 19. juli 2008

Sitat:

---

Jeg har en veninde, Janne. Janne er overvægtig, selv om hun har vendt vrangen ud på sig selv de sidste mange år... Hun fik diabetes for en 20 år siden og fulgte behandlingen slavisk, uden kommentarer.

Ligeledes fulgte hun behandlingen lige så slavisk efter at hun fik en blodprop i hjertet for et år siden. Hun var allerede holdt op med at ryge for flere år siden, så dèt var på plads. Nu skulle hun så følge en stram diæt og indtage statin medicinen for resten af hendes liv.

Janne er i dag omkring de 50 år. Inden hun fik sin blodprop var hun altid smillende, rørig, energisk, initiativrig og sad ikke stille et øjeblik. Altid i fuldt sving med noget fornøjelig for sig selv og andre. Ikke den slags stress man bliver syg af - for på ånd og sjæl var Janne altid den der var i balance og den, der altid kunne holde hovedet kold og velovervejet. Et rigtigt livsstykke. Uden den mindste hang til depressioner, fortvivlelse eller andre form for kriser. Hun tog altid tyren ved hornene "nu-og-her". I al den tid jeg kendte hende, en god nabo siden sidst i halvfjerdserne.

I dag sidder Janne i sin sofa. Hun tager regelmæssigt ud for at motionere, men mest fordi det er noget hun har fået besked på. Før i tiden var det frivilligt og med glæde. I dag er hun initiativforladt. Orker ikke engang at reagere på nyhederne i tv-avisen eller rundt om i sit eget liv. Hun er totalt udmattet. hendes mentale færdigheder rækker lige akkurat til at slå øjnene op om morgenen og længes efter at sove igen om aftenen. Godt nok går hun på arbejde, men nu hyppigt sygemeldt da medicinens bivirkninger tærer på hende. Hun er bleg, med tyndt, gennemsigtigt hud. Hun har en tyrkertro på sine læger. Følger slavisk sin diæt. Hendes hår hænger klæbet tyndt til hendes hoved og hun ligner i hvert fald ikke den tidligere Janne fra for et år siden.... Hun så sørme sundere ud dagen efter sin indlæggelse med blodprop i hjertet, end hun ser ud i dag.

En læge stiller interessante spørgsmål omkring statiner i Ugeskrift for Læger: "Indikationen for brug af statiner udvides konstant og omfatter efterhånden kæmpemæssige patientgrupper. Det er derfor tiltagende vigtigt at være opmærksom på mulige negative virkninger af stofferne. I de hidtidige opgørelser, som typisk redegør for opfølgningstider på 3-5 år, har man ikke observeret nogen faretruende tegn på alvorlige statinbivirkninger, men spørgsmålet er, hvad man kan forvente efter 10-20 års brug af et statinpræparat." Læs mere...

Jeg kan, i hvert fald se, at på Janne kan man tydeligt se, at hendes helbred nu er skadet af noget "der ikke var der før".... og der er kun gået et sølle år siden hun er blevet sat på statiner.

Og jeg ved også, at der foregår en diskussion om disse stoffer mellem lægerne indbyrdes, dog under overfladen, hvor vi andre ikke har en naturlig anledning til at søge efter.

Jamen - søg så på søgeordet statiner og se, hvad du finder... og tænk selv den dag din læge foreslår et kolesterolsænkende lægemiddel....

---

Hmm.... Jeg sidder her i dag og tænker tilbage på den tid jeg har kendt Janne. Vi var naboer længe og jeg kunne følge med i hendes livsstil, kost og hendes livsfilosofi, hvoraf en stor del bygger på tillid til systemet, til lægerne, til diætisterne fra Diabetesforeningen osv.

Jeg tænker videre på hendes kostvaner tidligere og i dag - hvilke er der ikke den helt store forskel på, idet Janne har altid rettet sig nøje efter de anvisninger hun fik fra lægerne og diætister.

Og nu, hvor hun alligevel er blevet indhentet af sygdom, og specielt - efterbehandlingen - begynder jeg at tvivle på, om disse lægelige og diætisternes "råd" var nu så nyttige, som de blev fremsat i tidens løb. Det ser nemlig ikke ud til, at det gavner - heller ikke når man tænker på den effekt af medicinen, der nu kommer oven i.

Janne har altid fået at vide fra sine læger og sine diætister, at så længe hun sørgede for en ordentlig, varieret kost, var der overhovedet ikke brug for en daglig vitaminpille eller værre: kosttilskud. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt og indførte en daglig salatskål til frikadellerne, fiskefiletter og hakkebøffer.

Janne fik hos Diabetesforeningen at vide, at hun skulle erstatte sukker med syntetiske sødestoffer. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt. Fremover kom der en dispenser med sødetabletter på bordet og der blev kun drukket Light-sodavand i huset.

Janne fik nu at vide, efter sin blodprop, at hun skulle leve fedtfattigt. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt. Ikke et gram fedt kommer nu på middagsbordet og hun opgav selv sin foretrukne leverpostej.

Janne fik at vide af lægerne og Hjerteforeningen, at salt er den visse død. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt. Der findes ikke salt i huset hos Janne mere.

Janne og hendes mand var aldrig synnerlig begejstrede for al den snak om økologi. Det var noget bønderne fandt på for at spinde guld på og Janne og manden, var "i hvert fald ikke så dumme, at de gad fylde lommerne på de snedige økologister".

Til jul fik Janne en pose Xylitol og et glas økologisk koksolie af mig i julegave. En lille smagsprøve på et alternativ til sødestoffer og til stegning. Gode varer. Sunde varer. De står fortsat uanbrudte i køkkenskabet hos Janne.

Lægen sagde at det var nogen sludder og diætisten fra Diabetesforeningen er gået videre og fortalte Janne, at Xylitol er den rene gift og at hun måtte hellere holde sig til sine aspartam-sødetabletter.

Og således lever Janne nu med sine tomater og agurker i salatskålen, der skal gå for at være "varieret kost". Hun lever helt uden fedtstoffer - hverken vegetabilske eller animalske, sådan som hun har opfattet formanninger. Hun lever totalt saltfrit og hun skyller sin "sunde" kost ned med litervis af Light-sodavand og 5-6 kopper kaffe med sødetabletter i dagligt.

Hun end ikke ser i retning af vitaminpillerne, fiskeolie og ej heller kalk eller andet "mystisk stads, som er altsammen humbug", som hendes mand plejer at sige - småstolt over, at de begge er så smarte at de ikke lader dem lokke af "hippier" til at spilde penge på økologi og kosttilskud-baroner. "Når selv lægerne siger...."

Altsammen takket være summen af den vejledning, Janne havde modtaget fra fagkundskaben i sundhedsvæsenet, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen. Hun opfyldte til punkt og prikke alle anvisninger - helt tilbage fra firserne, da hendes diabetes blev konstateret og frem til dag.

Hvorfor sidder hun så i dag som hun gør? Hyppigt sygemeldt og uden andet liv end derhjemme i sofaen, mens hun stirrer trofast på sine sødetabletter og forstår ikke, hvorfor hun har det værre end nogensinde før.... Hun gjorde jo alt hvad der blev sagt.

I skal ikke tro, at jeg ikke holder af Janne fordi jeg skriver som jeg gør. Jeg holder af hende, endda mere, end jeg gjorde før. Men jeg ved også, hvornår jeg kan regne med at blive mødt med fanatisk modstand, hvis jeg siger noget - der er i modstrid med, hvad hendes "eksperter" allerede har fortalt hende.

Efter så mange års tyrkertro og føjelighed, vil hun slet ikke kunne rumme erkendelsen af, at hendes tillid har bragt hende der, hvor hun kun kan sidde i sin sofa og vente på det uundgåelige. Derfor holder jeg min mund. :cry:

Skrevet d. 21. november 2008

Sitat:

---

Janne har altid fået at vide fra sine læger og sine diætister, at så længe hun sørgede for en ordentlig, varieret kost, var der overhovedet ikke brug for en daglig vitaminpille eller værre: kosttilskud. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt og indførte en daglig salatskål til frikadellerne, fiskefiletter og hakkebøffer.

Janne fik hos Diabetesforeningen at vide, at hun skulle erstatte sukker med syntetiske sødestoffer. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt. Fremover kom der en dispenser med sødetabletter på bordet og der blev kun drukket Light-sodavand i huset.

Janne fik nu at vide, efter sin blodprop, at hun skulle leve fedtfattigt. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt. Ikke et gram fedt kommer nu på middagsbordet og hun opgav selv sin foretrukne leverpostej.

Janne fik at vide af lægerne og Hjerteforeningen, at salt er den visse død. Janne lyttede og gjorde hvad der blev sagt. Der findes ikke salt i huset hos Janne mere.

---

Hmm... jeg har mødt Janne på gaden sidste uge. Hun var ikke til at kende igen.... Jeg spurgte forsigtigt til, om hun måske er blevet sat på en ny medicin - prednisolon eller lignende. Nej, det var hun ikke. Tværtimod - gik det bedre end før og alle hendes blodtests viste en fin fremgang. Der var intet at bekymre sig for, sagde lægerne. Hun skulle bare fortsætte med at blive tjekket hos sin praktiserende læge et par gange om året osv. Alt var fryd og gammen...

... så hvorfor i Helvedet er hun blevet dobbelt så stor end sidst jeg så hende?? Selv den gang var hun altså ingen sylfide!! Hendes øjne kan nærmest ikke ses for fedtfolderne. Hun ser ud som en michelin-mand startende med ansigtet, med en "næse-knold" stukket stramt ind mellem to enorme kinder! Det er simpelt hen for slemt til at være sandt - og alligevel er det, hvad jeg ser....

Hun bedyrer (og jeg tror hende), at hun overholder alle påbud om kost og motion, som hun får fra sine læger og fra de to foreninger hun nu er medlem af: Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.

Noget er rivende galt med de kostråd hun får disse to steder.... Jeg ville, fandeme!!! - være lige så stor, hvis jeg åd så meget kulhydrat og syntetiske sødemidler samt saltfattigt og fedtfattigt - som det ser ud til, at begge disse ærværdige organisationer anbefaler. Sikke noget forbandet skidt!

Jeg gider ikke skrive mere om det i dag! Det er for deprimerende. Vender tilbage, når jeg er faldet ned igen, en gang i det nye år! :cry:

Skrevet d. 12. juli 2009

Sitat:

---

Jeg gider ikke skrive mere om det i dag! Det er for deprimerende. Vender tilbage, når jeg er faldet ned igen, en gang i det nye år!

---

Man må sige, at det er laaaangt inde "i det nye år", at jeg følger op på emnet igen. Det er ikke et emne der er opbyggende eller bare nogenlunde ok. Jeg har mødt Janne igen i går. Selv om vi ellers var venner før og bor klods op ad hinanden i flere årtier - er der ingen gnist tilbage at registrere hos Janne. Hun er blevet en social zombie.

Ude på gaden lyder hun som hun plejer. Det går - øh - så godt, gør det. Lægerne er tilfredse med hendes fremgang og hun er glad for sit liv.

At hun ligner endnu mere end sidste år en Michelin Man, betyder øjensynlig ikke noget, selv om netop den slags tyder på, at hendes adrenale hormoner er gået i selvsving.

At statinerne har øjensynligt ædt op hendes muskler, så løs hud flagrer rundt om hendes pindetynde arme og ben, og hun kan dårligt løfte en kaffekop - betyder heller ikke noget, vel?

At hun ikke længere har smerter i kroppens ikke længere eksisterende muskler og også fint, da hun nu er jo sat på stærk smertemedicin og har det "strålende".

At hun virker konfus og ikke kan huske hvad hun selv sagde for et minut siden, for slet ikke at glemme - at hun overhovedet ikke fatter de svar hun selv får - ja, må jo også det være strålende, ikk`?

Og denne kendsgerning, at hun hvert eneste år siden operationen for blodprop og starten af statinbehandling + medicinering for højt blodtryk + antidepressiva + smertestillende - er sygemeldt i op til 100 dage om året - er sikkert også en bagatel, ikk`? Hvad søren skulle man bekymre sig om, særlig når man er ansat indenfor det offentlige. Hun behøver derfor hverken frygte fyring eller værre - at komme ind i systemet som sygemeldt eller klient. Der er endnu 8-9 år (tror jeg) til hun kan gå på efterløn, men hvis jeg skal være helt ærlig - tror jeg ikke hun lever så længe. Det eller et psykiatrisk plejehjem....

Janne er nu grå i huden, skaldet på toppen, slørede øjenæbler, med kæmpe korpus gående på to lange, tynde stilke. Fysisk svag og psykisk kun et skridt fra at være en grøntsag. Væk er det menneske, hun var inden blodproppen. Tilbage er noget levende skal, der før var et menneske. Hun er SÅ OVERMEDICINERET, at det er et under, at hun overhovedet lever endnu.

Hun har dog på intet tidspunkt mistet sin tro på og tillid til lægerne og det eneste emne, som fortsat kan vække en smule energi i hende er netop hendes glæde for at have så gode læger om sig. De fornyer medicinen og skriver nye recepter, lige så snart hun fejler noget nyt, siger hun. Hun spørger ikke om, hvor det "nyt" stammer fra. Nej, hun lægger bare nogle nye piller i hendes pilleæske for den dag og indstiller sin mobiltelefon til at larme på de rette tidspunkter på dagen, så hun "for Guds skyld" ikke glemmer at tage sine piller.

Jeg tror ikke, der kommer noget opbyggende nyt fra denne kant mere. Så skulle det være et mirakel og disse, som bekendt, kun "rammer" dem, der kan passe på dem selv. Janne behøver ikke passe på sig selv. Det har hun lægerne til.

Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne. Dårlige nyheder florerer der nok af i forvejen. :cry:

Skrevet i dag, d. 29. oktober 2011

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne. Dårlige nyheder florerer der nok af i forvejen. :cry:

---

Det var så mine gamle optegnelser og som "lovet", kom ikke flere opdateringer fordi (som forudset) kom der ingen gode nyheder... Janne blev mere og mere nedbrudt, men takket være hendes ubændig tillid til læger og egen dødsangst, har hun været forskånet for erkendelsen af, hvor det bærer hen. Hendes hukommelse er i dag så svagt, at der er dage hvor hun ikke husker sine børns barndom, men "sine" statiner... dem gnasker hun trofast hver dag, som hun gjorde det i alle år siden blodproppen.

Jeg har bestemt mig for at støve denne historie af fordi der er sket noget lignende i mellemtiden, med en anden nabo - en mand i sin bedste alder. 50 år, hjemmegående kone, 4 børn og job som bilmekaniker de sidste 20 år samme sted. For et par år siden har jeg mødt ham nede på parkeringspladsen. Selv om han ellers altid har været en mand med lyst sind, har han denne gang fortalt at jobbet hænger ham ud af halsen, at han er træt hver dag og at han efterhånden ikke orker, hverken at tale med sin kone, børn eller venner. Han mente, at der måtte være noget galt med hans arbejdsplads og at det har brændt ham ud.

Jeg mødte ham igen samme sted for ca. et år siden... Han så glad og drenget ud, selv om heller ikke før var der noget i vejen med hans udseende. Han er en høj mand, ikke overvægtig og havde gode muskler samt en fin, rank holdning. Nu var han "drenget" dvs. har tabt sig siden vores sidste snak. Han fortalte, at det var diabetes, de var årsagen til hans livs- og arbejdslede - det har lægen opdaget. Han er blevet sat i behandling med insulin, fedtfattig og saltfattig kost og en slankekur samt kolesterolsænkende medicin. Han har tabt omkring 15 kg og så nu ud som hans ældste søn - slank, smækker og flot.

Jeg mødte ham igen samme sted i går.... Hans ansigt var gustent, indfaldent og fuld af mørke pletter. Håret var blevet tynd. Bukserne flagrede om hans lange, som tændstikker tynde ben og hans hænder lignede knogler betrukket med hud, modsat hans torso: som en ballon på benstilke og tændstikker til arme, stikkende ud på begge sider af ballonen. Han var ikke til at kende igen og lignede ikke den mand jeg mødte før han fik diagnosen diabetes.... men han var helbredt, sagde han, og tilfreds, selv om han måtte fortsætte med insulin og.... de kolesterolsænkende for resten af livet. Ganske vist havde han ikke så meget energi mere, som han ellers havde kort efter at han var begyndt på insulin, men "man er jo ikke ung mere, så der er ikke noget at sige til, at kræfterne ikke rækker mere som før" - sagde lægen sidste gang recepterne skulle fornys....

Hvad kan man sige... andet end help1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

...

Hmm... jeg har mødt Janne på gaden sidste uge. Hun var ikke til at kende igen.... Jeg spurgte forsigtigt til, om hun måske er blevet sat på en ny medicin - prednisolon eller lignende. Nej, det var hun ikke. Tværtimod - gik det bedre end før og
alle hendes blodtests viste en fin fremgang. Der var intet at bekymre sig for, sagde lægerne.
Hun skulle bare fortsætte med at blive tjekket hos sin praktiserende læge et par gange om året osv.
Alt var fryd og gammen...

... så hvorfor i Helvedet er hun blevet dobbelt så stor end sidst jeg så hende?? Selv den gang var hun altså ingen sylfide!! Hendes øjne kan nærmest ikke ses for fedtfolderne. Hun ser ud som en michelin-mand startende med ansigtet, med en "næse-knold" stukket stramt ind mellem to enorme kinder! Det er simpelt hen for slemt til at være sandt - og alligevel er det, hvad jeg ser....

Hun bedyrer (og jeg tror hende), at hun overholder alle påbud om kost og motion, som hun får fra sine læger og fra de to foreninger hun nu er medlem af: Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.

Noget er rivende galt med de kostråd hun får disse to steder.... Jeg ville, fandeme!!! - være lige så stor, hvis jeg åd så meget kulhydrat og syntetiske sødemidler samt saltfattigt og fedtfattigt - som det ser ud til, at begge disse ærværdige organisationer anbefaler. Sikke noget forbandet skidt!

Jeg gider ikke skrive mere om det i dag! Det er for deprimerende. Vender tilbage, når jeg er faldet ned igen, en gang i det nye år! :cry:

---

Slike hjerteskjærende historier - hvordan skal de legges inn i tabeller :?
hvordan kan de omsettes til tall :?:
Lettleste Tall og Tabeller er åpenbart hva som er den foretrukne metode :|

Ikkje BRA :!:

Og det kan synes som Ibsens ord passer både Jenny, bilmekanikeren - - - ...og kanhende legene :? (men.. de skal vite bedre!!!!!):

"Tar De livsløgnen fra et gjennomsnittsmenneske,
tar De lykken fra ham med det samme."

Leste nettopp denne betraktningen som kan være grei å ha i bakhodet:

"En nyhet er noe noen ikke vil at andre skal vite,
alt annet er reklame!"

hjertflag1 .. enda godt at vi kan være her inne hos Sonja vink3

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Jeg tror ikke, der kommer noget opbyggende nyt fra denne kant mere. Så skulle det være et mirakel og disse, som bekendt, kun "rammer" dem, der kan passe på dem selv. Janne behøver ikke passe på sig selv. Det har hun lægerne til. Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne. :cry:

---

Og dog... Janne døde i går af hjerteanfald. Hun blev 58 år. :sad:

Så trist. Mange andre burde også have noget andet mad og noget andet medicin.

Rett og slett tragisk :cry:

For en sørgelig historie, hun døde alt for ung.

Statiner er destruktive for mitokondriene våre, de senker Q10. Statiner er virkelig en av de forferdelige ting som leger gir og gir uten å reflektere selv hva det er og hva de gjør. I går oppdaget jeg til mitt store sjokk at min mor og far har fått statiner av legen. Hva er vitsen? De er over 80 år gamle! Faren min visste ikke hva det var, eller hva det var for. Men de er av den gamle skolen som stoler på at legen vil dem vel, og tar i mot alt legen gir dem med takknemlighet. Jeg har sluttet tro på akkurat det der. Jeg har et stort raseri mot denne legen. Jeg hørte for lenge siden et intervju på radioen med en lege som jobbet på et sykehjem. Det første hun gjorde som nyansatt var å gå gjennom alle medikamentene de gamle fikk. Hun merket seg bivirkninger, og hva de fikk mot bivirkninger av de første medisinene. Så skar hun ned antallet medisiner. Og de gamle fikk det så mye, mye bedre.

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Vigdis

Jeg hørte for lenge siden et intervju på radioen med en lege som jobbet på et sykehjem. Det første hun gjorde som nyansatt var å gå gjennom alle medikamentene de gamle fikk. Hun merket seg bivirkninger, og hva de fikk mot bivirkninger av de første medisinene. Så skar hun ned antallet medisiner. Og de gamle fikk det så mye, mye bedre.

---

Da Martin Wehling var en dreng og besøgte sin bedstemor, havde denne ældre dame næsten altid haft det skidt. Hendes højt blodtryk var behandlet med brusetabletter samt lægemidler til understøttelse af hjertet. Det hjalp dog ikke nævneværdigt mod det reelle ubehag. Morlille var konstant forvirret, vidste ikke helt bestemt hvem hun var, hvor hun var og hvorfor, foruden at hun slet ikke trivedes. Efterhånden fik hun til og med ordineret tabletter mod kvalme samt en del andre lægemidler, der hvert især skulle gøre det af med alle hendes symptomer.... En hel række af lægemidler hun skulle indtage hver dag....

Indtil den dag Martin Wehling kom på besøg og fandt sin bedstemor fuldstændig forandret. Hun havde det herligt. Hun var livlig, i vigør, energisk, bevidst om sig selv og sine omgivelser, og i godt humør. Knægten spurgte om hendes læge omsider havde fundet den rette medicin til hende, hvorpå hun svarede, at det gjorde lægen ikke. Han døde.

Martin Wehling, der nu (2002) leder et Klinisk Farmakologi Institut ved Universitet i Mannheim ser, at mindst 5-6 fejl var begået af den afdøde læge der havde behandlet hans gamle bedstemor.

Til alt "held" nåede lægen at dø, inden hans behandling nåede at tage livet af bedstemoderen. Janne var ikke så heldig. Resten af denne historie kan læses HER, hvor man også kan læse om at ingen nye lægemidler nogensinde bliver testet på ældre, før de frigives til salg. Vi bliver alle ældre og gamle, så dette er yderst nyttigt at vide noget om.