C-vitamin, det glemte hormon

Fra bogen NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE
med nutrienter og andre orthomolekylære substanser
Af Erik Kirchheiner

Kan frit downloades på Mayday-info.dk

1. Bind 1 Revideret i 2001, sider: 459 Størrelse: 1,08 MB
2. Bind 2 Revideret i 2001, sider: 408 Størrelse: 976 KB

C-vitamin, det glemte hormon

Skørbug
Signalement af C-vitamin
C-vitamin i mad og drikke
C-vitaminets medarbejdere - bioflavonoiderne
C-vitamin og vores medfødte sårbarhed
C-vitamin - hvor lidt og hvor meget og hvorfor?

Det absolut væsentligste forhold i forståelsen af C-vitaminets funktion i vor organisme er den kendsgerning, at dette vitamin oprindeligt var en slags hormon, som vor art - i lighed med menneskeaberne - på et tidspunkt i udviklingen frem mod mennesket holdt op med at producere.

Alle andre dyr, med ganske få undtagelser, kan selv producere C-vitamin i deres binyrer efter behov. Når mennesket og nogle få andre dyr, der oprindeligt levede i et miljø, hvor der var rigeligt med C-vitamin i føden, har mistet evnen til at producere dette livsvigtige vitamin og alligevel har overlevet dette gentab, så er det netop fordi, at deres oprindelige føde var så rig på C-vitamin, at det ikke var nødvendigt for kroppen selv at danne denne nutrient.

Sådan var forholdene for menneskene i fortidens årtusinder, men sådan har de ikke været i historisk tid, hvor menneskets føde gennemgående har været fattig på C-vitamin. Mange forskere er i dag af den opfattelse, at dette er den største enkelte årsag til sygelighed hos vor art.

Hvis vi iagttager vore nærmeste slægtninge i dyreverdenen, de store menneskeaber, som har denne genetiske særhed tilfælles med os, så vil vi se, at så længe de lever i deres naturlige miljø, - som også engang var vore forfædres naturlige miljø, - lider de ikke af nogen af de typiske civilisationssygdomme, der er så karakteristiske for mennesket. Men hvis de bliver flyttet til mere "menneskelige forhold" - zoologiske haver, for eksempel, - så begynder de også at plages af de samme lidelser, der hærger os.

Hvis vi så yderligere kalkulerer på, hvad en sådan menneskeabe i dagens løb indtager af C-vitamin i sit naturlige miljø, og omregner dens indtagelse - for pund til pund af kropsvægt - til, hvad vi i samme oprindelige situation ville have indtaget, så ville det svare til en 10 til 12 g C-vitamin daglig for et voksent menneske - og ikke meget mindre for et barn.

Det er ud fra sådanne beregninger, man bør forstå visse individers enorme C-vitaminbehov, og også hvorfor sådanne behov ikke kan tilfredsstilles på naturlig måde i et moderne miljø.

C-vitaminets kemiske navn er askorbinsyre, og det er molekylært set nært beslægtet med sukker; så meget, at de dyr, der selv danner vitaminet, gør det ud fra en enzymatisk bearbejdelse af sukker. Vi kan industrielt efterligne denne fremstilling af askorbinsyre fra sukker og derved fremstille C-vitamin i mere koncentrerede mængder end man finder i naturen. Uden denne produktionsmetode ville det være fysisk umuligt at stille mange individers behov for C-vitamin.

Det er værd at notere sig, at dyrene former deres askorbinsyre i binyrebarken, og at de producerer mere, når de er under stress. Heraf kan vi aflæse, at askorbinsyre er et slags "stresshormon", og dette er værd at huske. C-vitaminet er naturligvis også for os den umiddelbart mest væsentlige anti-stressfaktor. Vi skal blot have den tilført udefra. Derfor er det vigtigt i alle stresssituationer at huske på sit C-vitamin, uanset om det drejer sig om arbejdsstress, kemisk stress, infektion, kirurgisk indgreb, følelsesmæssig stress eller chock.

Askorbinsyre opholder sig kun kort i kroppen - i almindelighed i et par timer - og skal derfor tilføres regelmæssigt. Hvis man i længere perioder indtager store doser, må man være forsigtig med ikke pludselig at stoppe disse tilskud, da det vil skabe svingninger i binyrebarkbalancen og kan give symptomer på C-vitaminmangel.

C-vitaminet forekommer ikke alene i naturen, og det fungerer bedre, hvis det indtages sammen med substanser, der hører til dets normale biologiske miljø, som for eksempel bioflavonoiderne. Derfor kombinerer man ofte industrielt fremstillet C-vitamin med plantestoffer rige på bioflavonoider så som hyben, acerola og andre.

Mangelsymptomer: akut: gusten og grumset teint; kraftløs; udmattes let; appetitløshed; åndedrætsbesvær; modvillighed overfor fysiske anstrengelser; blodmangel; søvntrang; blå mærker; omvandrende smerter i led og lemmer, især benene; degenereret diskus.

Senere stadie: smertende tandkød, som let bløder og er svampet og opsvulmet; rødepletter og små blødninger i huden, specielt på benene omkring hårsække; opsvulmede og purpurfarvede øjenlåg; blod i urin.

Alvorlig sen fase: uren, brunlig teint; alvorlig svækkelse; den mindste anstrengelse forårsager åndenød og hjertebanken; svampet og blødende tandkød; tænder løse og falder ud; kæben begynder at rådne; usædvanligt stinkende ånde; gamle sår springer op og bløder; nye sår vil ikke læge; svære smerter i lemmerne; knogleskørhed; lungebetændelse; døden indtræder som pludselig kollaps; = fatal skørbug.

Mentale symptomer: udmattelse; rastløshed; sindsforvirring; depression; indfaldent og skulende forpint ansigtsudtryk; forgræmmet panderynken.

Rigeste naturlige kilder: Grønne, gule og røde peberfrugter (capsicum); paprika, cayenne, chili; - citrusfrugter; lime, citron, grape, appelsin, pomelo, persille, hyben; alle grønne grønsager; tomater; bær; blomkål.

Terapeutiske doseringer: Generelt: 1 til 2 g dagligt; hvis man ryger: 2 g eller mere; ved akut virus; (forkølelse, influenza og lignende): 1 til 2 g hver vågen time; - pludselig stress i form af infektion, brandsår, læsioner: 1 til 2 g hver vågen time; - sindsforvirring på grund af "senilitet": 1 til 2 g dagligt; - lændesmerter på grund af degenereret diskus; - 0.5 til 5 g dgl; - luftforurening: smog: 3 g dgl + vitaminerne E og A; - mildere mentale symptomer (træthed, pessimisme, forpint,): 3 g dagligt; - noget sværere mentale symptomer (depression, søvnløshed, sindsforvirring, angst): 3 til 10 g dgl. - ved sengetid: 1 til 5 g for god søvn; 3 til 30 g dgl; - heroin og andet narkomisbrug: op til 50 g dagligt; - cancer: over 10 g som kosttilskud og fra 25 til 100 g daglig intravenøst i kombination med lipoinsyre (speciel protokol).

Det er mere end en menneskealder siden, at den store foregangsmand for rationel C-vitaminbehandling, den amerikanske læge, dr. Frederick R. Klenner offentliggjorde sine resultater og kaldte C-vitaminet "det fundamentale lægemiddel" - the fundamental medicine - ud fra den synsvinkel, at mennesket var en sårbar mutant, hvis største helseproblem og væsentligste kilde til sygdom lå i dets manglende evne til selv at producere tilstrækkeligt askorbinsyre.

Han og hans disciple underbyggede i løbet af århundredet deres påstand ved at påvise C-vitaminmangelen som årsagsfaktor i en lang række lidelser og lige så effektivt behandle disse lidelser med mangelfaktoren. At skulle opregne disse lidelser og tilstande kan virke ret overvældende: (Se listen på side 180 i Bind 1)

Hvordan kan det være, at den omfangsrige information om C-vitaminets store muligheder i sygdomsbehandlingen er så ukendte? - Hvordan kan det være, at dette effektive, ufarlige og billige middels enorme potentiale er praktisk talt ignoreret, tilmed i en tid der plages af alle de problemer C-vitaminet i stor udstrækning kunne afhjælpe?

C-vitaminet kan nedbringe overforbruget af antibiotika og bivirkningerne af farmaceutiske mediciner, enten ved helt at erstatte dem eller ved at reducere deres giftvirkninger. C-vitaminet kan også ved sin billighed formindske samfundets uhyrlige omkostninger til konventionelle behandlingsmetoder.

Der er intet kort og enkelt svar på, hvorfor disse muligheder ikke udnyttes. En del af besvarelsen, men langt fra hele besvarelsen, ligger i det historiske forløb og de forudsætninger dette forløb skabte. Opfattelser og synsmåder, der blev skabt i den proces, hvor man gjorde sig fri af den epidemiske C-vitaminmangelsygdom skørbug og siden fandt frem til selve den molekylære substans, askorbinsyren, der var - og er - problemets kernefaktor, skabte et tankesæt, der skulle blive dominerende for både forskere, læger og lægfolk frem til vore dage. Ifølge denne opfattelse var C-vitaminmangel snævert knyttet til skørbug, som snart blev betragtet som en historisk overstået fase. Dermed opnåede et større perspektiv aldrig at samle interesse i de toneangivende kredse. Deres tankesæt skulle vise sig at blive en dødeligt snærende spændetrøje.

***

Skørbug

Da skørbugen ved overgangen til 1800-tallet omsider blev praktisk talt fordrevet, i hvert fald fra den britiske flåde og senere også fra de fleste skibe på verdenshavene, var det århundreders byrde af sot og gru, man pludselig forløstes for.

Skulle vi i vore dage opleve et tilnærmelsesvis sammenligneligt fremskridt ville det måske være, hvis vi en morgen vågnede op til nyheden om, at en ny type forebyggelse i en længere periode havde holdt Europa praktisk talt frit for cancertilfælde! Så megen lettelse, forløsning, forbavselse - og vantro!

Skørbugen opfattedes nemlig dengang af de fleste på samme måde, som cancer af de fleste opfattes i vore dage, som grufuld, gådefuld, uforklarlig og uløselig.

Men langt om længe løste man skørbugproblemet. Man erkendte, at sygdommen var en ernæringsfejl; simpelthen manglen på frisk planteføde. Derefter søgte man længe at finde den ernæringsfaktor i frisk planteføde, der var den egentlige mangelfaktor. Det tog yderligere godt og vel hundrede år. Da man havde fundet den, identificeret den, navngivet den - som vitamin C - og snart kunne fremstille den syntetisk, følte man utvivlsomt, at man var kommet til afslutningen på og løsningen af et gigantisk problem, og at man nu med god samvittighed kunne sætte punktum for et meget langt forløb.

Det var jo sådan set også helt og aldeles korrekt. Blot var sagen samtidig den, at problemets løsning havde åbnet for helt nye perspektiver, som ingen kunne have gisnet om, og som da også de færreste dengang som sidenhen egentlig fattede.

Derfor var det for tidligt, at man satte punktum. For egentlig stod man overfor en ny begyndelse. Faktisk kunne man inden længe stille det spørgsmål: Er C-vitaminet overhovedet et vitamin? Er det ikke langt mere end et vitamin? Og endnu mere spændende, end vi kunne have anet?

Disse spørgsmål burde være blevet stillet, og de blev stillet. Men kun indenfor et meget snævert forum af forskere. Og blandt disse har kun nogle få fattet sagens alvorlige sammenhæng, og nogle ganske få har forsøgt at besvare spørgsmålene. Men disse svar har betydning for hele menneskeheden, for dens helse, for dens mulighed for med enkle overkommelige midler at besejre vor tids overvældende civilisationssygdomme og for dens evne til at overleve som art på en forurenet klode.

Selv om man altså i fagkredse ret hurtigt kom til at betragte skørbug som et historisk fænomen, dukkede den fra tid til anden atter op. Under den amerikanske frihedskrig havde den hærget på begge sider af fronten; under borgerkrigen knap hundrede år senere gentog tragedien sig. Under Første Verdenskrig oplevede næsten alle de krigsførende nationer - måske med undtagelse af amerikanerne - skørbug blandt deres tropper og - på grund af rationering - også hos civilbefolkningerne. Overalt hvor sult og hungersnød truede, viste skørbugen også sit grumme ansigt.

Det var derfor god og rationel sundhedspolitik og en logisk følge af en langvarig og smertelig historisk erfaring at de amerikanske myndigheder i 1943 - under Anden Verdenskrig - formulerede nogle ernæringsnormer for at undgå risikoen for skørbug. Skørbugen havde jo ofte været en faktor, der afgjorde krige, især til søs. Men nu, i 1943, kendte man helt præcist den afgørende faktor. C-vitaminet var blevet uomtvisteligt identificeret og kunne fremstilles industrielt. Man vidste hvor meget føden skulle indeholde for at såvel folk som matroser ikke skulle få skørbug.

Denne mængde blev fastsat i det nye sæt af værdier - også omfattende andre kritiske ernæringsfaktorer, først og fremmest andre vitaminer samt mineraler - der var blevet udarbejdet af National Academy of Sciences og som fik betegnelsen Recommended Daily Allowances, normalt forkortet til RDA. Mange nationer, således også Danmark, fulgte amerikanerne og formulerede deres egen RDA, der dog ofte var mere eller mindre direkte kopieret fra den amerikanske.

Siden 1943 er RDA flere gange blevet revideret. Men det oprindelige vurderingsgrundlag er stadig: Tilstrækkelig C-vitamin til at undgå skørbug. Det var en glimrende målestok for sin tid - året 1943 - omend måske allerede da en anelse konservativt. Over et halvt århundrede senere og i lyset af vor viden i dag er det en standard, der er håbløst forældet. Dog står den stadig i princippet uændret. Konsekvenserne heraf skal vi se på senere og i anden sammenhæng.

Den dag i dag forekommer der tilfælde af skørbug, især i visse belastede miljøer samt under krige og katastrofer. Selv i normale miljøer når enkelte isolerede tilfælde fra tid til anden frem til det konventionelle behandlingsregi, hvor lægerne som regel er så uvante med at se den slags, at tilstanden ofte ikke blive korrekt diagnosticeret.

***

Signalement af C-vitamin

C-vitamin, som altså er det samme som askorbinsyre, fremstår som et hvidt krystalinsk pulver. Det er reducerende, vandopløseligt og som opløsning lettere sur. Vitaminet er kemisk stabilt ved stuetemperatur og en pH på 6.8, men iltes meget let i basisk miljø. Det nedbrydes af varme og af ultraviolet stråling - altså for eksempel direkte sollys - og også af anden stråling samt nærvær af visse metaller, især kobber, men også både jern og krom. Askorbinsyre kan iltes til dehydroaskorbinsyre. Denne proces er reversibel og begge substancer har vitaminvirkning. Dehydroaskorbinsyre kan regenereres til askorbinsyre; men den videregående nedbrydning af dehydroaskorbinsyre er ikke reversibel, og med den går C-vitamineffekten tabt. Dehydroaskorbinsyre er ansvarlig for den brunfarvning frugt og andre plantedele ofte antager, når de skæres op og udsættes for luftens og dermed iltens påvirkning.

Som alle andre syrer kan askorbinsyren danne salte. Da selve syren som nævnt er sårbar og under ugunstige forhold i handel og vandel, under opbevaring og transport, let kan nedbrydes ved påvirkninger i miljøet, er handelsvaren C-vitamin som regel natriumsaltet af askorbinsyren, også kaldet natriumaskorbat. Når saltet indtages, frakobles natriumatomet i organismen og den oprindelige ioniserede syrerest - der er det egentlige vitamin - frigøres.

Natriumaskorbat har nu været kendt og benyttet i et par menneskealdre. De fleste videnskabelige undersøgelser er blevet foretaget med dette salt, og det har fungeret glimrende. Størstedelen af alle vitaminkosttilskud indeholder natriumaskorbat. Ved de traditionelle doseringer af C-vitamin er den frigjorte natriummængde meget lille, og selv personer på saltfri diæt og reduceret natrumindtagelse behøver ikke at frygte, at denne ringe mængde vil komme til at udgøre en belastning.

Principielt har der imidlertid gennem en længere årrække været et stigende ønske om at udskifte det traditionelle natrium med andre livsvigtige grundstoffer, og hen ad vejen er de oprindelige tekniske problemer knyttet til opgaven blevet overvundet. Vi har derfor nu på markedet både kalium, magnesium, kalcium og andre salte af askorbinsyre. Kalciumsaltet især har fået et godt rygte med på vejen. Det betegnes som syreneutralt og efter sigende tolereres det af visse sensitive personer bedre end natriumsaltet.

De nye salte er meget velkomne, især i betragtning af den udvikling vi er inde i, hvor C-vitamin benyttes i stadig større doser. For så længe der har været tale om kosttilskud på blot nogle få hundrede milligram eller blot et gram eller to, så har den frigjorte natriumængde selvfølgelig været tilsvarende lav. Men når vi skal til at arbejde med terapeutiske infusioner på op til 200 gram - og den slags aktiviteter har sine steder været i fuld gang allerede i en årrække - så bliver det forventelige natriumudfald tilsvarende højt og langt mindre acceptabelt.

Da er det langt bedre at kunne benytte kalium, magnesium- eller kalciumsaltet af C-vitaminet eller - allerbedst - en fysiologisk balanceret opløsning af samtlige tilrådeværende salte af essentielle grundstoffer.

C-molekylets struktur muliggør udover saltdannelse tilkoblingen af andre molekyler eller dele deraf. Således kan man fremstille former af vitaminet med ændret molekylær struktur og ændrede egenskaber, men fortsat med samme vitaminvirkning. Et eksempel er det fedtopløselige askorbylpalmitat, der foretrækkes af folk, der oplever irritationsreaktioner ved indtagelse af det normal askorbinsyre eller askorbinsyresalt. Ester-C er et tilsvarende sammenkoblet molekyle, skånsomt for en sart tarm.

C-vitamin har en væsentlig betydning for organismens optagelse af jern og dermed for bloddannelsen. Vitaminet fremmer også absorptionen af selén, men hæmmer kobber, nikkel og mangan. For selén er virkningen dobbeltsidig, idet uorganisk selén bindes så fast af askorbinsyren, at det ikke kan udnyttes af organismen. C-vitamin har efter alt at dømme en vis indflydelse på optagelsen af kalcium, zink og kobolt og tilsyneladende ingen på kviksølv, kadmium og andre giftige tungmetaller. Derimod fremmer det udskillelsen af i hvert fald nogle af disse stoffer, påviseligt i hvert fald bly og kviksølv.

Sukkerstoffer og askorbinsyre konkurrerer i kropscellerne på grund af deres beslægtede molekylære struktur. Overdreven indtagelse af sukker og simple kulhydrater af enhver form reducerer derfor cellernes mulighed for at udnytte den tilstedeværende askorbinsyre.

C-vitamin er i første række af betydning for alt bindevæv, idet det direkte fremmer kollagendannelsen, organismens basale "bindemiddel". Hyaluronsyre, et mucopolysaccharid, der er den mest udbredte grundsubstans i bindevæv og koncentreret tilstede i placenta, synnovialvæsken i ledene og øjets glaslegeme, opbygges af askorbinsyre. For at sprede sig og trænge ind i den omliggende organisme fremstiller cancerceller et enzym, hyaluronidase, der nedbryder det intercellulære bindemiddel hyaluronsyre. C-vitaminet modarbejder denne sygelige aktivitet.

Hormonproduktionen i binyrerne er også afhængig af organismens indhold af vitamin C, og det er blandt andet også her at C-vitaminet deponeres. Store mængder C-vitamin findes desuden i de røde blodlegemer og især i de hvide, hvis immunaktivitet er helt afhængig af tilførslen af askorbinsyre og stiger og falder med ressourcerne. C-vitaminet øger tilmed dannelsen af nye hvide blodlegemer og immunglobuliner samt medvirker ved dannelsen af interferon, der skærmer cellerne mod virusangreb.

C-vitamin er et naturligt anti-histamin og kan derfor bruges både forebyggende og til behandling ved allergier af især høfebertypen. Kalcium har også en hæmmende virkning på denne type allergier, og C-vitamin og kalcium samarbejder ved knogledannelse, knogleheling, tanddannelse og forebyggelse af karies. Vitaminet er også vigtigt for bruskdannelsen og dermed for blandt andet ledenes funktionsevne.

Normal sårheling er afhængig af vitamin C, der også medvirker ved optagelsen og udnyttelsen af vitaminerne A, E og folinsyre samt mineralerne zink og kobber plus - som nævnt - jern og kalcium. C-vitaminet regenererer "slidt" E-vitamin - og vice versa. De to vitaminer reparerer altså - i samvirke med andre nutrienter, som for eksempel selén - hinanden og forbereder således til
genbrug.

C-vitamin tilhører gruppen af de meget livsvigtige anti-oxidanter, der modvirker de frie radikalers konstante angreb på organismens organer og funktioner. Anti-oxidanterne hindrer herved mange sygdomme, megen degeneration, aldersforfald og svækkelse, der ofte angriber ved hjælp af frie radikaler. Det samme gør mange miljøgifte - tungmetaller, sprøjtegifte med mere - hvis skadelige konsekvenser derfor også modvirkes af anti-oxidanterne.

Skjoldbruskkirtelhormonet thyroxin beskyttes af askorbinsyre mod angreb fra frie radikaler. Hormonets koncentration i organismen falder med svigtende C-vitamintilførsel. Dette kan medføre lav skjoldbruskkirtelaktivitet og dermed nedsatte stofskiftefunktioner. Lav skjoldbruskkirtelaktivitet behøver således ikke nødvendigvis at være forårsaget af hormonmangel, men kan skyldes simpel vitaminmangel.

Vort aminosyrestofskifte kræver også i talrige sammenhænge C-vitamin for at kunne fungere. Den vigtige aminosyre lysin omdannes i organismen delvis til carnitin takket være blandt andet C-vitamin. Carnitin øger forbrændingen af fedtstof i cellerne. Dette har især betydning for hjerteaktiviteten og er således ikke blot en hjælp til hjertepatienter, men også af betydning for andre, der vil reducere kroppens fedtdepoter. Endvidere reducerer C-vitamin det belastende LDL-cholesterol og fremmer dannelsen af det beskyttende HDL-cholesterol.

C-vitaminet deltager i organismen i over 300 erkendte biokemiske processer! Spørg ikke om antallet af de endnu ikke erkendte!

***

C-vitamin i mad og drikke

Op gennem hele menneskehedens udvikling og indtil for et par menneskealdre siden har vi været totalt afhængige af at indtage C-vitaminet som bestanddel af vor føde. Og sådan indtager vi det det selvfølgelig stadig, forhåbentlig. For selv om vi i dag har adgang til vitaminpillerne, skal vi stadig bestræbe os på i så vid udstrækning som muligt at fortsætte med at få askorbinsyrerig føde.

Hvorfor? - Fordi de fødevarer, der indeholder C-vitamin, også indeholder talrige andre ernæringsfaktorer, der i vor organisme samarbejder med C-vitamin og derved opnår langt bedre resultater, øget effektivitet og en lang række andre fordele, som vi stadigvæk ikke har fuldt overblik over. De øvrige ernæringsfaktorer drejer sig i første række om bioflavonoiderne, som vi snart skal omtale. De findes i planteverdenen næsten altid sammen med C-vitamin og indgår med dette i et tæt samarbejde, der både hos planter og mennesker øger vitaminets effektivitet op til 20 gange.

Men hvor i vor mad og drikke finder vi så det eftertragtede C-vitamin? - Ja, se det kommer jo svært meget an på, hvad vi forstår ved mad og drikke.

Hvis vi betragter som mad og drikke de pappizzaer og anden møgmad plus såkaldte læskedrikke med chips, såkaldte menu meals, der nu er en væsentlig del konsumptionen for en betydelig del af befolkningen, så er der ikke meget C-vitamin at hente hér. Og det lidt, der er, vil - som allerede ovenfor omtalt - effektivt blive udkonkurreret af sukkerstof. Især den nutidige trend for melmad - pastaer, pizzaer, multibrød, melnudler og andre gyselige kornprodukter uden antydning af C-vitaminindhold - lover godt for en kommende bølge af forskellige epidemier.

Hvis vi derimod taler om føde og drikke af den art, som selve menneskeheden er flasket op med under det meste af sin lange udvikling, og som den menneskelige organisme derfor kan forliges med, ja, så bliver svaret et ganske andet. Nemlig: - praktisk talt alting indeholder C-vitamin i større eller mindre mængde. Måske lige med hovedundtagelsen - korn - der er nærmest kemisk renset for askorbinsyre - samt dertil nødder og nogle ganske få lavere dyr, der er så ubeskriveligt lave, at de alligevel aldrig havner under kniv og gaffel.

Men ellers - velbekomme! - spis alt hvad du vil fra naturens store buffet. Det er praktisk talt umuligt undervejs ikke at få C-vitamin under vesten. Bøf tatar eller østers, gedemælk eller trøfler, sild, svampe eller søpindsvin.

Det er forbløffende lidt i naturen, der - såfremt det er levende eller har været - ikke indeholder vitamin C. En kendsgerning er det, for eksempel, at nogle af fortidens hårdt prøvede søfolk frigjorde sig fra skørbugens dødelige favntag ved at sætte skibsrotterne til livs. Rotterne - fortæret uden for megen tilberedning - indeholdt tilstrækkelig med askorbinsyre i modsætning til de konventionelle beskøjter - et kornprodukt - der, selvom de ofte husede orme og mider, ikke bød på den samme mængde af den altafgørende ernæringsterapeutiske substans.

Men selv om rotter var brugbare i en snæver vending - og den samme snævre vending gjaldt for polarrejsende, når de i nødværge åd sælens tarmindhold med arktisk mos til, forbliver hovedspørgsmålet dog: Hvor finder vi, under rimeligt normale forhold, de fødevarer, der rummer det store indhold af C-vitamin?

Inden vi fokuserer på det enkelte levnedsmiddel, så lige en tommelfingerregel. Næsten uanset hvad det er, så pluk det hurtigt og spis det råt og snart. Jo mere tid der går, jo mere behandling, lagring, kogning, stegning, konservering, frysning, desto mindre C-vitamin. Nøjagtigt så enkelt er det, og der er få acceptable undtagelser fra denne regel.

Sauerkraut er en af undtagelserne. Ingen tvivl om at der her er tale om konserveret kål; men kålen bevarer faktisk et ret højt indhold af askorbinsyre. Ellers er konserveret mad praktisk talt altid vitamindød eller stærkt vitaminsvækket mad. Til daglig er vort problem jo så ikke blot, at vi meget ofte lever af denne type mad, men også det, at vi, selv når vi anskaffer noget bedre, i køkkenet behandler det så grusomt, at det bliver ikke blot lige så værdiløst som det fra dåsen, men faktisk ringere.

Hermetisk konservering og henkogning bevarer trods alt - på grund af det lufttætte miljø - den smule vitamin C, der er blevet til overs. I køkkenet mister vi let det hele. Koger man grønne grøntsager i rigeligt vand over længere tid mister man op til 77% af C-vitaminindholdet. Bruger man kogevandet til sauce eller lignende kan man dog genvinde cirka 45%. Ved dampning mister man kun omkring 44%.

Rodfrugter klarer sig bedre. Fra dem stjæler kogningen kun cirka 45%, men dampning faktisk noget mere. Kartofler behøver man ikke gøre ret meget ved, for at de skal miste deres C-vitaminindhold. Man skal bare lade dem ligge vinteren over. Og det er jo netop, hvad man gør. En ny kartoffel, kogt og skrællet, indeholder måske i gennemsnit så meget som 18 mg vitamin C. Et halvt år senere vil den samme kartoffel kun indeholde en trediedel af vitaminet. I gennemsnit mister kartofler 30 til 50% af deres askorbinsyreindhold ved kogning, skrælning og mosning. Beholder man skrællen på, drejer det sig kun om 20 til 40%, og det samme gælder for bagning, dampning og stegning.

Det største tilskud af fødeaskorbinsyre henter man selvfølgelig ud af sin daglige velkomponerede salatskål. Her scorer bælgpebre - især de søde røde, som var Szent-Györgyi's favoritter - samt purløg, brøndkarse, peberrod, persille og tomater allesammen meget højt.

Madvarer, der har været udsat for luft og lys, opvarmning, stråling, påvirkning fra metaller - især kobber - sprøjtemidler, konservering, dybfrysning, røgning og rygning med mere er suspekte og bør automatisk havne på eksklusionslisten.

For at kunne vælge og vrage i køkkenet præsenteres hermed nogle vurderinger af indholdet af vitamin C i visse fødevarer. Men husk altid, at sådanne værdier er gennemsnitlige og ikke nødvendigvis behøver at passe på den agurk eller radise, som man selv sidder med i hånden. I virkelighedens verden varierer vitaminindholdet med sort, sol og vind, vand og jordbund, høsttidspunkt, transport og lagring og meget andet. Derfor bør vi kalde dem vurderinger, snarere end værdier. De er her angivet i milligram per hundrede gram: (Se listen på side 194 i [B]Bind 1

Så kommer det meget væsentlige spørgsmål: Kan vi skaffe os al det C-vitamin, vi har behov for, gennem føden?

Det er et kildent spørgsmål, der ofte giver anledning til en heftig og som regel ganske uvidenskabelig debat.

Der findes nemlig en holdning, stærkt repræsenteret blandt såkaldte naturlæger, naturopater, kostvejledere, alternative behandlere og andet godtfolk fra samme fløj og bakket op af konventionelle læger og tilmed forskere fra en ganske anden fløj, og denne holdning kan kort formuleres sådan: I naturen finder vi alle de ting, vi har brug for, og derfor har vi ikke brug for andre ting, end dem vi finder i naturen, og derfor skal alle de ting vi har brug for, findes i naturen, fordi det er dér de er.

Se, dette er ikke en videnskabelig erkendelse. Det er en trosbekendelse og en semantisk cirkeldans. Hver gang dette fordægtige credo dukker op mindes jeg uundgåeligt dejlige udødelige Sigvaldis uforlignelige observation: Den indre linie i dansk botanik er rund.

Naturen har ikke givet os nogen som helst garanti om, hvad den rummer og kan tilbyde os. At den i enhver situation, også selv efter årtusinders menneskelig voldtægt og udbytning, skulle kunne - og ville - affodre os mennesker optimalt er selvfølgelig acceptabelt som et fromt omend temmelig naivt ønske. Men det underbygges på ingen måde af videnskabelige observationer - tværtimod! Forskningen har længe kunnet iagttage hvordan hele arter af dyr og planter er blevet udmanøvrerede af udviklingen på vor planet, når deres mest livsvigtige ressourcer er gået tabt. Den har også kunnet iagttage, at for praktisk talt alle arter, fra de laveste til de højeste, findes ingen miljøer, der giver dem uhæmmet adgang til ressourcer af tilstrækkelig kvalitet og mængde til at udvikle deres iboende potentiel optimalt. Naturen eksperimenterer ret hensynløst og løsagtigt, og de fleste af dens skabninger må klare sig som de bedst kan på voldsomt varierende og gennemgående suboptimale tilførsler.

Kun mennesket har i nogen grad muligheden for at snyde sig ud af denne situation; nemlig ved at opfinde bedre vilkår for sig selv, dyrke næringsrig føde, fremstille kosttilskud, manipulere og justere.

***

C-vitaminets medarbejdere - bioflavonoiderne

Allerede i første halvdel af 1900-tallet erkendte forskerne bioflavonoidernes tilstedeværelse og funktioner. Omstændighederne omkring opdagelsen af disse substanser er i sig selv interessante og tankevækkende. Nobelpristageren Albert Szent-Györgyi havde en ven, der led af tandkødsblødninger. Han gav ham derfor noget at det C-vitamin, som han netop havde haft held med at isolere. Midlet havde den ønskede virkning og stoppede blødningerne. Senere fik vennen atter behov for mere af samme slags; men denne gang virkede det ikke helt så godt. Szent-Györgyi indså ved nærmere eftertanke, at det første C-vitaminpræparat ikke havde været så rent, som det han gav i anden omgang. Han prøvede så at finde ud af, hvori forskellen lå. I det "urene" præparat opdagede han da de bioflavonoider, som er C-vitaminets naturlige medhjælpere. Han isolerede dem og brugte dem også senere mod blødninger i erkendelsen af, at de sammen med C-vitamin var mere effektive end det rene C-vitamin alene.

Bioflavonoider er i vid udstrækning i lighed med C-vitamin og talrige andre nutrienter kraftige antioxidanter. Se Bind 1 afsnittet under plantesubstanser (Fytologi: side 382).

***

Vitamin C og vor medfødte sårbarhed

Efter tidligt i dette århundrede, som vi nu så snart forlader, at have kortlagt C-vitaminets funktioner og dets struktur, gjorde forskerne under deres videre søgen en forbløffende opdagelse.

Opdagelsen var, at mens næsten alle dyr selv kan fremstille deres C-vitamin, har mennesket derimod et sted undervejs i sin udvikling mistet denne evne.

Dette genetiske tab gør mennesket til en sårbar mutant, der til alle tider har været helt og aldeles afhængig af det C-vitamin, det kunne indtage gennem mad og drikke.

Nogle få andre skabninger er i samme situation. Marsvinet, en art frugtædende flagermus og nogle papegøjer er, for eksempel, heller ikke i stand til selv at fremstille vitamin C, og de deler - ligesom os - skæbne med de højere aber.

Fælles for alle disse skabninger er, at de stadig fortrinsvis lever i deres eget oprindelige miljø og af deres oprindelige føde, altså hovedsagelig frisk frugt og grønt, rig på C-vitamin. Alene på grund af det høje C-vitaminindhold i føden kan de overleve og formere sig.

Men mennesket lever - i modsætning til disse andre mutanter - ikke længere i sit oprindelige miljø og af sin oprindelige føde. Derfor har mennesket altid haft et endeløst sundhedsproblem - truslen om C-vitaminmangel! Og det problem eksisterer stadig, også i vor tid. Meget tyder på, at dette problem uden sammenligning er menneskeslægtens største helsehandicap og ansvarlig for langt flere lidelser og mere degeneration end nogen anden enkelt faktor.

For at forstå problemets rette omfang er det nødvendigt at kaste et blik på selve C-vitaminet, dets oprindelse, udbredelse og funktion i alnaturen.

Klodens første askorbinsyremolekyle dannedes under den meget tidlige fase af livets udvikling, hvor nukleinsyrerne, RNA og DNA, var blevet formet og havde gjort deres grundlæggende arbejde mens fundamentale aminosyrer som glycin og methionin begyndte at vise deres profil.

Sukkerstof var tilstede og en udvikling indenfor enzymer, og det muliggjorde hen ad vejen omdannelsen af sukkermolekylet glukose til askorbinsyre. Vejen fra glukose til askorbinsyre er - dengang som nu -en femfaset biokemisk reaktion, der kræver fire forskellige enzymer for at kunne lade sig gennemføre.

Nu var livet i disse tidlige årmillioner ingen myldrende zoologisk have. Livet var faktisk så enkelt, at det for udenforstående nok ville have været svært at få øje på. Det repræsenteredes udelukkende af en- eller fåcellede organismer, der tilmed havde det allerstørste besvær med at trække vejret. Der var nemlig meget lidt ilt i datidens atmosfære, ja, der var faktisk overhovedet meget lidt atmosfære, sådan som vi nu opfatter den.

Den atmosfære der var, udgjordes af blandede gasarter - methan, ammoniak, kuldioxid, kvælstof og meget lidt ilt. Alt i alt var dette en ret giftig suppe og, skulle man tro, langt fra ideel for udviklingen af det vi forstår ved liv. Miljøet må, paradoksalt nok, have været tæt på at ligne visse moderne forureningsmiljøer.

Under disse forhold kan de tidlige organismers behov for at kunne indfange ilt til brug i deres egne biokemiske processer have været det kritiske forhold, der sikrede askorbinsyren dens plads i udviklingen og dens enorme udbredelse til praktisk talt alle livsformer. For som anti-oxidant kunne askorbinsyren jo binde ilten, dengang som nu.

Forskerne antager også, at askorbinsyren havde en finger med i spillet, da kloden gik ind i en ny revolutionerende fase og takket være den nyudviklede fotosyntese oplevede en eksplosiv produktion af fri ilt, der totalt ændrede livsforhold og vækstbetingelser på hele planeten og gav den en egentlig atmosfære, som vi kender den i vore dage.

Klorofylet, det lille molekyle med den store virkning, formåede i de stadig ganske primitive planteceller at splitte kuldioxid og frigøre ilt i sådanne mængder, at det tilmed kunne gå hen og blive farligt. For lidt og for meget skader alt, siger det gamle ord. Og mens det er en uomtvistelig sandhed, at livet er helt afhængig at ilt, så er det ikke mindre korrekt, at ilt - for meget af det og forkert placeret - også er en meget potent gift. Men askorbinsyren tilpasser sig situationen. Den indfanger ilt til det biologiske system, når den er en mangelvare, og der er brug for det, og den indfanger og neutraliserer også ilt, når den er i overskud og derfor truer de selv samme livsformer, som den leverer energi til. Intet under at dette molekyle skulle gå hen og blive en stor biologisk succes.

I de lavere livsformer foregår askorbinsyreproduktionen i selve cellen; men hos dyrene lokaliserer den sig mestendels i et eller nogle få organer, fortrinsvis lever eller nyrer. Hos de højere pattedyr er fremstillingen praktisk talt helt koncentreret i binyrerne og nært knyttet til dette organs andre funktioner, der jo blandt andet omfatter håndteringen af stress og dermed også adrenalinproduktionen.

Stress vil hos disse dyr markant øge produktionen ikke blot af adrenalin, men også af askorbinsyre. I den sammenhæng kan man altså opfatte askorbinsyren som en art vandopløseligt stresshormon.

I naturens store eksperimentarium foregår allehånde forsøg; mange af dem tilsyneladende på forhånd dømt til at mislykkes. Mutationer bærer skylden for arveanlæg, der aldrig vil kunne fremme helse, vækst og overlevelse hos de ulyksalige individer, der bliver underkastet deres biokemiske diktatur.

Da menneskets forfader engang i en meget fjern fortid mistede det fjerde enzym - l-gulonolakton-oxidase - der er ansvarlig for den endelige omdannelse af glukose til askorbinsyre, så var det i den daværende situation slet ikke noget mærkbart negativt tab. For al den askorbinsyre, der var behov for, var i miljøet lige for hånden.

Snarere var mutationen en fordel, fordi skrotningen af en efter omstændighederne helt unødvendig egenproduktion nu frigjorde energi til andre formål. Antagelig netop den energi, der fyrede op under artens meget dramatiske udvikling gennem de følgende årmillioner.

Først langt senere, da mennesket havde forladt sit oprindelige miljø og drastiske omvæltninger på vor klode havde ændret klima og plantevækst og andre forhold i naturen, blev det tabte gén og det manglende enzym et alvorligt problem.

I nyere tid har vi erkendt, at problemet førte til skørbug. Og dette problem anser vi nu for løst. Men er - eller var - dette problem nu også hele problemet og det eneste problem i denne forbindelse?

Lad os igen granske de gamle beskrivelser af sygdommens forløb. Længe inden dens endelige grufulde afslutning gennemløb den et helt register af livstruende symptomer, der - i samtidens øjne - blot var stadier på vejen til patientens endeligt. Men i realiteten var disse stadier også hver for sig tilstrækkeligt belastende til at kunne koste patienten livet. Sårbarhed overfor infektioner var - og er - ingen spøg, og ved afslutningen af den Første Verdenskrig døde millioner af influenza - den Spanske Syge. Døde så mange fordi de tilhørte en race af belastede mutanter? Ville de fleste have overlevet, hvis de havde kunnet producere deres egen askorbinsyre? Eller hvis de havde indtaget tilstrækkeligt store doser C-vitamin?

Undervejs til skørbugens sluttelige fatale manifestation kan mange patienter have mistet livet på grund af hjerte/kredsløbssvigt eller indre blødninger, der ikke dengang - eller for den sags skyld senere - ville være blevet diagnosticeret som C-vitaminmangel. Jo mere vi dykker ned i disse betragtninger og følger dem logisk, desto mere skræmmende bliver billedet.

Subklinisk skørbug kalder forskerne under ét de mange lidelser, der skyldes varierende grader af -vitaminmangel i denne nedadgående skala, der til sidst ender med dødelig flagrant skørbug. Og dermed altså ikke sagt, at den subkliniske tilstand ikke kan være dødelig. Det kan den sagtens - og det er den ofte. Indre blødninger var som bekendt et af de symptomer, som allerede fortidens læger kunne iagttage under sygdommens forløb. Afhængig af deres placering og udbredelse kunne disse blødninger medføre døden og gjorde det sikkert ofte. Blodkarrenes degeneration må i C-vitaminfattige tider have udgjort en konstant trussel, ikke blot mod det enkelte individ, men mod mennesket som art.

De værste perioder af C-vitaminmangel for menneskeslægten i almindelighed var ikke opdagelsesrejsernes tid. Den er en del af vor historie, og derfor kender vi den og dens beskrivelser. Men de forhistoriske perioder har vi af gode grunde ingen rapporter om. Blot kan vi, udrustet med den viden vi i dag besidder, undre os over, hvordan den muterede genetisk sårbare C-vitaminafhængige menneskeslægt overhovedet kunne overleve istiderne, disse katastrofalt C-vitaminfattige årtusinder.

Vi kan blot konstatere, at det er en kendsgerning, at den faktisk overlevede. Vi må også konstatere, at der må have eksisteret individer, hvis særegne arvemasse under disse forhold gav dem en bedre overlevelsesmulighed end størstedelen af deres samtidige. Disse individer overlevede og forplantede sig på de andres bekostning. Med andre ord: Vore egne forfædre er i første række disse overlevere, og det er deres istidsarvemasse vi på godt og ondt lever med.

Men overleve og overleve betyder flere ting. Taler vi om en art, drejer overlevelse sig om at nå den forplantningsdygtige alder. Forplantningen sikrer arten. Individets senere skæbne er i denne sammenhæng underordnet. Måske bliver vedkommende 90, måske 50, måske kun 25; men hvis baby klarer sig godt, vil baby vokse op og bringe slægten - og dermed arvemassen - videre.

Under istiderne må millioner være døde af skørbug og subskørbug længe inden de blev forplantningsdygtige. Men nogle at dem, der nåede at forplante sig, gjorde det i kraft af deres individuelle kapacitet til at overleve blødningstendensen ved hjælp af organismens egne karreparerende mekanismer. Når deres blodkar blev svækkede og begyndte at briste fremstillede deres krop en slags VVS-kit, en klistermasse, som blev afsat indvendigt på det svækkede blodkar på det svækkede sted.

Rent biokemisk brugte organismen en substans, lipoprotein(a), der tilhører samme gruppe af fedtproteiner som HDL- og LDLforbindelserne. Reparationen var en henholdende og opsættende nødløsning, som så mange af naturens løsninger i en presset situation. Den var langtfra ideel og absolut ikke optimal; men den var tilstrækkelig god til at holde individet fungerende til skelsår og alder, til vedkommende havde sat afkom i verden og sikret sine gener for fremtiden. At så istidsmanden nogle år senere selv segnede under sit samlede antal blodpropper belastede ikke slægten per se, kun hans efterkommere individuelt. Til dem videregav han jo - på godt og ondt - sine specielle gener og dermed evnen til åreforkalkning. For kommende generationer under bedre vilkår ville dette blive et problem.

Det er den tysk-amerikanske forsker Matthias Rath, der har belyst disse forhold og påpeget deres betydning for vor tids slægt. Mens den genetiske tendens til åreforkalkning kan have været en velsignelse for menneskeslægten under istiderne, så er den afgjort i det længere forløb en forbandelse for nutidens mennesker.

En forbandelse, vi midlertid nu kan lære at hæve. Hele problemet nu som før drejer sig jo om C-vitamin, om for lidt eller tilstrækkeligt!

Kliniske undersøgelser viser entydigt, at vitamin C i tilstrækkelig mængde ikke blot beskytter mod åreforklakning og de deraf følgende hjerte/karlidelser, men kan medvirke direkte til opløsning af åreforkalkningen og til regeneration af blodkarrene. Vitamin C i samvirke med aminosyrerne lysin og prolin opløser det aflejrede lipoprotein(a).

C-vitaminets relation til hjerte/karproblematikken er her fremhævet som eksempel; men mange andre eksempler kunne fremføres. For gennem dette århundrede har forskerne gradvis måttet erkende, at C-vitaminet har utallige beskyttende og regenererende funktioner. Det er først og fremmest anti-oxidanten par excellence og beskytter mod iltning af fedtstoffer. Dette er i sig selv en aldersforlængende funktion. Dernæst styrker C-vitaminet alle bindevævsfunktioner og dermed bruskdannelse, kollagen, tandvæv, karvægge, den intercellulære substans og benhinderne. Vitamin C øger antallet og aktiviteten af de hvide blodlegemer, både B- og T-celler samt makrofager. Det reducerer også belastende cholesterol og hæmmer dannelsen af åreforkalkning. Samtidig fremmer vitaminet optagelsen af jern og kobber, øger udskillensen af giftige tungmetaller som for ekasempel bly og støtter bloddannelsen, det fremmer produktionen af binyrebarkhormoner, fremmer sårheling, afgifter leveren og neutraliserer mediciner og andre giftstoffer samt modvirker stress.

Når man betragter hele dette vide spektrum af aktiviteter, følger ganske logisk spørgsmålet: Er skørbug da virkelig den eneste lidelse, som menneskets C-vitaminbehov bør måles udfra?

C-vitaminets evne til at neutralisere og ligefrem helbrede en meget lang række lidelser har gennem de seneste menneskealdre skabt begrundet formodning om, at mangel på vitaminet er en faktor i talrige andre lidelser udover skørbug. Det drejer sig her i første række om de store dræbersygdomme - cancer og hjerte/karlidelser.

Med betragtningerne om vore egentlige C-vitaminbehov i tankerne vil vi derfor nu vende os mod spørgsmålet: Hvor meget - eller hvor lidt - C-vitamin har vi egentlig behov for?

***

Vitamin C - hvor lidt og hvor meget og hvorfor?

Hvilken synsvinkel bør vi nu anlægge? Hvis C-vitaminet kun er et vitamin for mennesket og nogle få andre skabninger, bør vi så overhovedet kalde det et vitamin? Hvad ligger der i en definition? Kalder vi det et vitamin, så følger heraf automatisk en traditionel anvendelse og dosering. Det vil sige: Vitaminmangel giver en mangelsygdom, der ophæves ved at give den mængde vitamin, der ophæver mangelsygdommen. C-mangel giver skørbug. Den mængde C, helbreder skørbug, er den rette mængde, den rette dosering. Det er en ringe mængde og derfor en lille dosering.

Men vi kan anlægge en anden synsvinkel og sige: Denne substans er egentlig ikke et vitamin. Askorbinsyre er for de allerfleste organismer en slags hormon, som mennesket desværre har "glemt" at fremstille. Menneskets behov bør derfor måles ud fra, hvad organismer af samme størrelse og med stort set samme fysiologi og biologi normalt fremstiller. Ved sammenligning og beregning kan vi fastsætte menneskets egentlige behov. Følger vi denne fremgangsmåde vil vi nå frem til ganske andre resultater og langt højere doseringer.

Et stort antal dyreforsøg har vist, at denne type udregninger er særdeles pålidelige. Hvis vi iagttager, dels hvor meget C-vitamin de ikke génhandicappede dyr producerer, dels hvor meget de handicappede - gorillaer, marsvin, chimpanser, visse papegøjer og flagermus - indtager i deres naturlige miljø, og omregner disse værdier udfra kropsvægt og stofskifte til forventelige menneskelige behov, så burde vi - hver af os - dagligt producere eller indtage fra 2.5 til 10 gram.

Her må vi så igen notere os, at dette er gennemsnitlige værdier målt på skabninger i deres naturlige ustressede og - stort set - uforurenede miljøer. Men man må ikke overse, at for de fleste højere dyr er askorbinsyre at betragte som en art stresshormon - i lighed med adrenalin - og under stress stiger produktionen ganske betydeligt. I dyreverdenen vil kamp, jagt, brunst, flugt, sårheling og sygdom øge askorbinsyrefremstillingen. Endelig må vi heller ikke glemme, at de fleste dyr udover deres egenproduktion gennem føden indtager ret betydelige mængder vitamin C; nøjagtig ligesom vi gjorde i vort oprindelige miljø.

Stress er en permanent faktor i det moderne menneskes situation. Vi lever alle under en byrde af forurening uanset, hvor meget vi forsøger at beskytte os. Vi er nødsaget til at trække vejret, som bekendt, og kun de færreste har muligheder for at forbedre deres drikkevand. Selv med vor bedste indsats kan vi kun delvis og meget usikkert kontrollere stress fra stråling, forurening af mad og drikke, infektioner og talrige andre belastninger i det moderne samfund.

Når dyrene udsættes for den slags, forsøger de at beskytter sig ved at producere mere vitamin C. Det vil sige, at vi bør søge at opnå samme beskyttelse ved at indtage mere C-vitamin. Hvor meget er svært at beregne; men vi kan ganske givet trygt lægge nogle gram oven i den biologisk beregnede dosering.

Nu er alle disse beregninger selvfølgelig generelle, gennemsnitlige og u-individuelle. Men mennesker er individer og individer er individuelle. Dette gælder ikke mindst, når det drejer sig om askorbinsyrebehov. Der findes folk, der fungerer udmærket på nogle få hundrede milligram C-vitamin, mens andre ikke kan klare sig med mindre de dagligt får tilført flere gram. Hvorfor er der sådanne drastiske forskelle?

Bortset fra at der er langt større variationer i biokemisk individualitet end vi normalt erkender og den indre biokemi fra person til person derfor varierer lige så meget som udseendet, så gør særlige forhold sig gældende, når det drejer sig om C-vitaminet. Det har at gøre med overlevelsesgenerne og arvemassen. Det er klart, at de menneskegrupper, der fortsat levede i urmiljøet eller under beslægtede omstændigheder, ikke fik deres arveanlæg så barskt sorterede som de stakler, der led under istidsmiljøet. Istidsmiljøets efterkommere var jo netop efterkommere for deres forfædre og derfor de selv kunne overleve på ekstremt lave C-vitaminværdier. Deres resorption af C-vitamin fra nyrerne var mere effektiv end de andres, deres enzymatiske evne til at reparere askorbinsyremolekylet og genbruge det var formodentlig bedre udviklet. Hvis man udelukkende rummer barske istidsgener kan man sikkert
klare sig med små mængder C-vitamin. Men i almindelighed har folk jo en sand rodebutik af gener og derfor også stor variation i deres genetisk styrede askorbinsyrebehov.

Man kunne derfor ønske sig nogle beregninger, vurderinger og testmetoder, gerne nemme og billige, der mere sikkert kunne afsløre hver enkelts helt individuelle behov.

Og en sådan metode findes. Heldigvis.

Dr. Robert F. Cathcarts "tarmtolerance"-metode er utvivlsomt den bedste fremgangsmåde til stadfæstelse af enhvers egen optimale daglige C-vitaminindtagelse. Den er også den absolut nødvendige justeringsmetode for enhver patient.

Fremgangsmåden er simpel. Man indtager med få timers mellemrum stadig større doser C-vitamin, indtil man får diarré. Derefter noterer man sig den samlede mængde C-vitamin, man har indtaget den dag. Den følgende dage indtager man - stadig på fordelte doser - lidt mindre end den foregående dag. Sådan justerer man, indtil ens indtagelse ligger lige under diarrégrænsen. Denne mængde markerer ens "tarmtolerance" og er udtryk for, hvor meget askorbinsyre organismen kan omsætte og dermed for, hvad den har brug for.

Orker man ikke denne indsats - som kan organiseres på en hjemmeweekend, hvor man er i komfortabel nærhed af sit eget toilet - så kan man kun råde til i hvert fald at sørge for at indtage nogle gram C-vitamin fordelt over dagens måltider - og når sygdom eller stress truer nogle flere gram.

Nobelpristagen Linus Pauling - der for mange står som C-vitaminets foregangsmand nummer 1 - tilkendegav i sin høje og meget aktive alderdom (28. februar 1901 – 19. august 1994), at hans daglige indtagelse af C-vitamin var på 20 gram - plus så undertiden måske lidt ekstra på de dage, hvor han følte behov for det.

***

Fra bogen NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE
med nutrienter og andre orthomolekylære substanser
Af Erik Kirchheiner

Kan frit downloades på Mayday-info.dk

1. Bind 1 Revideret i 2001, sider: 459 Størrelse: 1,08 MB
2. Bind 2 Revideret i 2001, sider: 408 Størrelse: 976 KB

Flere bøger af Erik Kirchheiner til frit dovnload

Hei på deg Anisa

Har du selv prøvd "diare-metoden" :p for å finne din dose - som er 2000 mg, hvis jeg ikke husker feil..:?:
Selv har jeg tatt 1000 mg i et par mnd.

En venninne mente at mine utslett kunne skyldes for mye C- og/eller B-vitamin,
så jeg kuttet ut både C & B;
og da forsvant omsider utslettene fullstendig.

Utslettet hadde roet seg ned da jeg hadde brukt Ashwaganda en stund, men den siste rest forsvant ikke før C&B-stoppen.

Hvem vet? Inte jag .. men kanskje du hjertflag1

Min mening ?
For mye og for lite forderver alt......

At du tar mye av et emne kan stille krav til andre emner som gjør at disse kommer i en mangelsituasjon.
Man er ikke kommet så langt i helhetsmedisinen at man har full oversikt over slike forhold.

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av n`Finn

At du tar mye av et emne kan stille krav til andre emner som gjør at disse kommer i en mangelsituasjon.
Man er ikke kommet så langt i helhetsmedisinen at man har full oversikt over slike forhold.

---

Både og..... En mangeltilstand står aldrig alene og den står altid fadder til flere konsekvenser/mangeltilstande, der udvikles som følge af den oprindelige. Disse mangel-konsekvenserne kan ikke undgå at blive afhjulpet, når/hvis den oprindelige mangel bliver rettet op på.

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av n`Finn

Min mening ?
For mye og for lite forderver alt......

---

Hvordan ved vi, hvornår er noget for meget og hvornår er noget for lidt?

Skal vi vente på, at videnskaben skal fortælle os det?

Hvor længe skal vi vente på den?

Hvad hvis vi ikke når at få et svar i vores levetid?

Ville det ikke være bedre at prøve sig frem, præcis som vi jo skal med f.eks. Thyroid?

Jeg har en meget skeptisk nabo, en ældre herre alle her omkring kalder Nisse. Han er fortaller for en god dansk kost og ellers er "alt det der økologistads og vitaminpiller noget humbug". Jeg mødte ham i dag på vej ud af helsekostbutik og han så med godmodig foragt på min pose med indkøb. "hvis du gad bruge tid på at lave ordentlig mad, ville du få den bedste næring" sagde han. Det fik mig til at tænke på, hvad Kirchheiner skrev om netop den slags meninger:

Der findes nemlig en holdning, stærkt repræsenteret blandt såkaldte naturlæger, naturopater, kostvejledere, alternative behandlere og andet godtfolk fra samme fløj og bakket op af konventionelle læger og tilmed forskere fra en ganske anden fløj, og denne holdning kan kort formuleres sådan: I naturen finder vi alle de ting, vi har brug for, og derfor har vi ikke brug for andre ting, end dem vi finder i naturen, og derfor skal alle de ting vi har brug for, findes i naturen, fordi det er dér de er.

Se, dette er ikke en videnskabelig erkendelse. Det er en trosbekendelse og en semantisk cirkeldans. Hver gang dette fordægtige credo dukker op mindes jeg uundgåeligt dejlige udødelige Sigvaldis uforlignelige observation: "Den indre linje i dansk botanik er rund".

Naturen har ikke givet os nogen som helst garanti om, hvad den rummer og kan tilbyde os. At den i enhver situation, også selv efter årtusinders menneskelig voldtægt og udbytning, skulle kunne - og ville - affodre os mennesker optimalt er selvfølgelig acceptabelt som et fromt omend temmelig naivt ønske. Men det underbygges på ingen måde af videnskabelige observationer - tværtimod!

Forskningen har længe kunnet iagttage hvordan hele arter af dyr og planter er blevet udmanøvrerede af udviklingen på vor planet, når deres mest livsvigtige ressourcer er gået tabt. Den har også kunnet iagttage, at for praktisk talt alle arter, fra de laveste til de højeste, findes ingen miljøer, der giver dem uhæmmet adgang til ressourcer af tilstrækkelig kvalitet og mængde til at udvikle deres iboende potentiel optimalt.

Naturen eksperimenterer ret hensynløst og løsagtigt, og de fleste af dens skabninger må klare sig som de bedst kan på voldsomt varierende og gennemgående suboptimale tilførsler.

Kun mennesket har i nogen grad muligheden for at snyde sig ud af denne situation; nemlig ved at opfinde bedre vilkår for sig selv, dyrke næringsrig føde, fremstille kosttilskud, manipulere og justere. Citat slut. :mrgreen:

Hei vink11

Er det noen som vil skrive litt om hvilken C-vitamin som er best?

Jeg har lest Øverbyes bok om lavt stoffskifte. Der skriver han noe om at det er for mye syre i enkelte C-vitaminer. Jeg tror det gjaldt Bio-C-vitaminen som jeg brukte, for jeg bestemte meg for ikke å kjøpe den mer før jeg hadde sjekket. Men så finner jeg ikke igjen det han hadde skrevet om dette :roll:

Noen som har kunnskap og ork?

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Lisbeth

Er det noen som vil skrive litt om hvilken C-vitamin som er best?

---

Tråden är delad, och fortsätter här https://www.stofskifteforum.dk/showthread.php?t=17046 , med titeln "Syrenøytralt eller askorbinsyre? Hvilken C-vitamin som er best?" vink11