Gråter man lettere??

Hvis det finnes en annen tråd om dette, så flytt gjerne dette. Jeg søkte litt rundt på forumet, men fant ikke dette spesifikt. Men jeg gikk jo ikke gjennom alt.

Årsaken til at jeg lurer på dette er at jeg i dag hadde en episode som jeg ikke syntes var ok. Jeg gråter aldri foran andre mennesker, og det skal være store ting før jeg gråter alene.

I dag kom jeg i en situsjon, hvor en ting som egentlig ikke var en stor sak bare tippet meg og jeg begynte å gråt. Jeg så ut som en sånn person som tar til tårene bare man får litt motstand og sånn er jeg ikke.

Er det noen andre her som har opplevd noe lignende? Var skikkelig ubehagelig å begynne å gråte foran folk man ikke engang kjenner godt. :oops:

Hej Qa
Ja, jeg genkender det, du skriver. Jeg bliver lettere ked af det og kommer id et hele taget meget lettere til at græde over ting, jeg egentlig ikke synes er værd at græde over. Står så at sige ved siden af mig selv og undrer mig ... Har fx grædt over at se et træ blive fældet ... på tv! Et gammelt træ, som var dødt og som jeg ikke engang havde kendt. Pyh ....

Jeg har konstateret, at det er meget meget værre, hvis min medicin ikke fungerer for mig. Jeg havde det nemlig også sådan for nogle år siden, indtil jeg fik mere Eltroxin. Da dosis blev øget, fik jeg det bedre med de her ting - selvom det ikke blev godt nok /normalt set i forhold til, hvordan jeg ellers /oprindelig er. Nu, hvor jeg er blevet hærget af den nye form for Eltroxin i 14 måneder og har skiftet til Euthyrox, der ikke slår ordentligt til (selvom jeg er sluppet af med en hel stribe forfærdelige gener, som jeg havde på den ny Eltroxin), er det det samme. Jeg er grådlabil og føler mig i det hele taget tung i kroppen af dårligt humør :cry:
Bliver også lettere forskrækket m.m.

Her er to tråde, som er lidt lig det, du skriver om:
https://www.stofskifteforum.dk/showt...ighlight=angst og https://www.stofskifteforum.dk/showt...ighlight=angst

Jeg håber, jeg får det bedre, når jeg om nogle uger bliver i stand til at supplere med thyroid eller måske erstatte Euthyrox helt med thyroid. Jeg har læst, nogle har fået det bedre med psykiske gener på denne måde.

Håber, du også får det bedre hjerte1

Hei Qa,

det er helt normalt. Jeg begynte å gråte på jobb for noen uker siden. Er ikke en public cryer, har aldri vært det. Flaut, men jeg skylder på stoffskiftet.

Det er "godt" vi er flere. Jeg har jo igrunnen grått over nyheter på radio også, hvor jeg skjønner at noen har det vanskelig også. Men da har jeg vært alene.

Men det å begynne å gråte for noe som ikke er trist, men bare en bagatell var nytt for meg. Og det å gråte blant andre mennesker var ikke noen god følelse.

Jeg endte opp meg å si at jeg hadde en dårlig dag og at jeg ikke "orket" det i dag og så gikk jeg. Jeg skal forklare dem nærmere neste gang jeg møter dem, men jeg synes det er ubehagelig. Er ikke alle mennesker man ønsker å dele alt med heller. Hadde vært deilig å være en "frisk" velfungerende person ovenfor andre når sykdommen egentlig ikke er relevant for dem å kjenne til.

Ja, ja man får vel bare venne seg til å snakke om seg selv til andre mennesker også. :?

Det, der vel først og fremmest er ubehageligt ved at græde, når man er sammen med andre, er vel det samme som alt mulig andet, der følger med denne sygdom - nemlig, at det, man på den måde kommer til at vise, ikke er ens 'rigtige' jeg :shock:

Jeg mener, hvis jeg tidligere var kommet til at græde i en eller anden sammenhæng, var jeg da nok blevet lidt flov ... men dengang græd jeg kun over noget, der var værd at græde over, og ikke som nu, hvor jeg vitterligt kan græde over de mest tossede ting. Som fx det fældede træ, jeg nævnte.

At græde over noget, man ikke engang selv synes er værd at græde over --- er at føle sig absurd. Intet mindre.

Der er også en version af gråd, der handler om, at en eller anden tristhed pludselig skyller ind over mig. Den er slem, bl.a. fordi den kan være meget svær at slippe af med. Så på en måde er den værre end den version, hvor man bare græder ... Selvom den så er absurd. Pest eller kolera.

Mye rart som blir påvirket av stoffskifte egentlig. Opprinnelig så tror man at har man lavt soffskifte så har man lav forbrenning og dermed blir man lettere tykk, og klarer ikke å ta av. Men man kan få piller og så blir man bra.

Men sånn er det jo ikke. Man forandrer seg jo helt, på mange områder. Og noen av dem er både frustrerende og ulogiske.

Nesten synd vi ikke lever i en annen tid. Da kunne vi jo fått "jobb" som gråte koner. :lol: :wink: Jeg må bare spøke litt med meg selv, er sånn jeg klarer å akseptere alt det rare jeg gjør for tida.

Og så vil jeg si tusen takk til alle dere som deler av deres erfaring og kunnskap her inne. Hjelper veldig å se at man ikke er alene om alt sammen. xx9

Jeg takker også - dig og andre, Qa. Det er fantastisk, dette forum. Og det giver energi at vide, hvorfor man har det som man har det - i stedet for at gå og føle, man er ved at blive gal ...

Tak også for din spøg om grædekoner :lol:

- ofte finder jeg det meget svært at søge med de her ting. Men godt, når det lykkes hjerte1

Den der med, at stofskiftet handler om tykkelsen, og så bliver man fin og slank med medicin, og så' det det ... den er jo vældig skadelig. Den hører sammen med den om, at vi er raske, blot vi tager vores medicin. Og hvis ikke, er det vores egen skyld desp1

Åh, gjett om jeg kjenner meg igjen i dette!
Nå er jeg en lettrørt person fra før av, jeg kan gråte av god musikk feks. Men jeg kan også begynne å gråte av nesten ingenting.

Jeg tror det "topper seg" mye lettere om man har mye å slite med fra før, enten fysisk eller psykisk eller begge deler. Det er i perioder jeg har ekstra mye å slite med at jeg gråter omtrent hver dag. Da kan jeg plutselig begynne å tute bare noen snakker til meg på en litt hard måte. Eller i perioder hvor jeg sliter med mye smerter og jeg tenker "hva pokker har jeg gjort for å fortjene slike smerter?"
Andre ganger holder det med at katten klorer meg, så lengter jeg tilbake til den forrige katten som aldri klorte, og så renner tårene.

Akkurat nå for tiden sliter jeg veldig med gallesteinsmerter når jeg står opp av senga. Disse er så vonde at jeg mister pusten, det er særlig ille hvis jeg glemte å ta smertestillende før jeg gikk til sengs. Det at jeg ble avvist på sykehuset i fjor med at jeg ikke var syk nok for å få hjelp, blir dermed til svært tunge tanker som gjør at jeg blir sint og gråter og forbanner hele helsevesenet og alt som hører til.

Jeg gråter også mye lettere nå enn før.. Men jeg opplever noe annet også, nemlig at jeg ler mye mer også! Altså hysterisk latterkrampe som ender med tårer som triller og hikkstende gråt! Det kommer helt uten forvarsel, men helst i stressende perioder som feks under en presentasjon/fremføring i skolesammenheng.. Fått mange rare blikk da ja.. Når man står ved tavla og skal fortelle om noe alvorlig og alle ser på deg.. også... HAHAHAHAHAHA :lol:

Ja, Sjefen & Skogstad, jeg er sikker på, det har med slid og stress at gøre. Passer jo også vældig fint med diverse, der står skrevet om binyrerne herinde hjerte1

Men den med at le lige pludselig kender jeg ikke. Det må være lidt svært at have med at gøre - men er vel alligevel bedre end at græde, eller?

Under alle omstændigheder er det hårdt, hvis ydersiden ikke matcher indersiden, så man kan være sig. Og helst ta pokerfjæset på, hvis der er brug for det. Men pokerfjæs har nu i øvrigt aldrig været min stærke side. Kunne godt tænke mig at ha' et på lager :)

He he, jeg også er en person som ALDRI gråt foran andre mennesker, jeg var meget flink til å holde masken men nå, det er helt håpløst og kjempeflaut. Jeg gråter i tide og utide og jeg klarer ikke stoppe.

Altså jeg gråt fort før også når jeg var alene men aldri ofentlig. Nå kan jeg begynne å gråte dersom jeg ser at barna mine gjør en fin ting, eller om noen snakker litt hardt til meg. Jo da jeg klarer å skjule det som regel ved at jeg forter meg bort til et sted det ikke er noen så gårter jeg en skvett og går videre, hehe.

Det værste er vel at jeg gråter av tegnefilmer og absolutt alt mulig hehe, ganske komisk når man ser tilbake på det;-)

Jeg har heller ikke vært ei gråtende dame, men når stoffskiftet tok av så gråt jeg bare noen sa bø til meg. Hos meg har det blitt borte med medisineringen - heldigvis :wink: